11 A, "Dommergaarden" - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Parallelvej 11 A:
"Dommergaarden"

af Kjeld Damgaard

Hele arealet mellem Strandvejen og Nordbanen hørte i slutningen af 1800-tallet endnu til Borupgaard. Det blev drevet landbrugsmæssigt, men i 1890’erne begyndte den daværende ejer, proprietær Segelcke, at sælge byggegrunde langs en ny vej, der var blevet anlagt parallelt med Strandvejen.
Vejen havde endnu ikke noget officielt navn, men i folkemunde blev den kaldt ”Den sorte Vej” - på grund af vejens elendige beskaffenhed af sort mudder. Efterhånden som byggeriet langs vejen tiltog, voksede interessen for at give vejen et mere officielt navn. Det blev Parallelvej, fordi den løb parallelt ved Strandvejen, selvom navnet Dalsborgvej også var inde i billedet som det officielle navn.
I 1898 købte tømmerhandler Katl Neergaard Frederiksen en stor grund ved ”Den sorte Vej”. Grunden var langt større end den nuværende grund til ejendommen ”Dommergaarden”.  Ikke mindst på vestsiden af Parallelvej ejede Frederiksen et stort areal, som dog hurtigt blev minimeret ved udstykning.

Villa Karere
Den store villa, der blev opført i årene efter 1898 blev imidlertid kun anvendt som sommerbolig for familien Frederiksen. men et navn skulle huset jo have, som det  dengang var skikken - og praktisk var det også, for det var jo en del af adressen.
Navnet blev ”Karere”, hvilket er maori-sprog fra New Zealand og betyder ”Den af Gud udsendte”. Baggrunden for dette valg skyldes tømmerhandler Frederiksens hustru. Hun hed Karen Birgitte og var datter af den tidligere biskop og konsejlspræsident Ditlev Gothard Monrad (1811-87).
Monrad havde en svær depressiv ungdom, men fik i 1836 eksamen som cand.theol. Efter studier i Paris kom han ved tilfælde ind i politik og blev minister i 1848. Han regnes for den egentlige bagmand for junigrundloven i 1849 og valgtes samme år til folketinget. Som reformator ydede han en stor indsats for skolevæsenet i 1850’erne, men stredes evindeligt med C.C. Hall om hvorledes regeringen iøvrigt skulle føres. Først ved Frederik VII’s død i 1863 overtog Monrad ledelsen af ministeriet.
Krigen i 1864 blev imidlertid en personlig katastrofe for ham. Hans afskedigelse af general de Meza viste sig at være ubesindig og da han holdt på en fortsat krigsførelse ved London-konferencen lod kongen ham afskedige.
Som en konsekvens heraf udvandrede han - næsten flygtede - med familie og bekendte til New Zealand, hvor han slog sig ned i urskoven og lod opdyrke et skovområde til en landbrugsbedrift. I 1869 vendte han dog tilbage og genoptog i en kort periode sit politiske virke og fik yderligere sit gamle job som biskop tilbage.
Han var gift 1. gang med Emilie Lütt-hans (1814-71), der imidlertid døde allerede to år efter hjemkomsten fra New Zealand. Sammen havde parret fire børn, heraf datteren Karen.
Hele denne forklaring for at fortælle hvorledes ejendommen i Snekkersten fik navnet ”Karere” som jo var navnet på det område som familien havde boet på på den modsatte side af jorden. Karen Monrad var således med på farmen i New Zealand, hvor hun boede i den periode hvor hun var mellem 9 og 13 år.

Karen Frederiksen
Efter at hun blev gift med tømmerhandler Karl Neergaard Frederiksen fik parret tre børn: Aase (1893-1922), Karl (1895-1901) og Emmy Louise (1897-1991). Ved Karl Frederiksens død i 1905 beholdt Emmy Louise ”Karere” - men fortsat kun som sommerbolig. Familien boede fortsat i København, i de første mange år på Østerbrogade - senere på Nøjsomhedsvej.
Om Karen Frederiksen fortælles det i øvrigt, at hun levede et ret beskedent liv. Hun havde arvet en række udlejningskaréer, men tog kun en meget lille husleje af lejerne. Hun ønskede således ikke at tjene penge på udlejningen, og havde i det hele taget - for den tid - et anderledes forhold til de dårligere stillede sociale grupper. Således berettes det, at husets tjenestefolk ofte betragtedes som en slags ”døtre eller sønner” af huset. De spiste med ved bordet og når herskabet havde gæster, så måtte gæsterne klare sig selv, f.eks. selv pille kartoflerne ved bordet. Stue- og kokkepigen havde nemlig fri!

Foreningen Frems første sæson
Det var fisker Jens Thomassen, som i samarbejde med bl.a. G. A. Hagemann fra Borupgaard, omkring 1910 fik udvirket at ungdomsforeningen Frem blev startet i Snekkersten. Det bekymrede dem, at de unge kun havde kroerne at søge til i deres fritid. Imidlertid viste det sig vanskeligt at finde et samlingssted for foreningen, men Karen Frederiksen stillede beredvilligt et par lokaler til rådighed for foreningens møder. Den nye bestyrelse vedtog derfor at holde foredrag og oplæsninger på bestemte dage og den 7. oktober 1910 indledtes møderne med to foredrag om - livsforsikringer! Det havde - ikke overraskende - ikke de unge menneskers store interesse og flere af de unge begyndte at spille kort under møderne. Hele episoden gav anledning til voldsomme diskussioner i foreningens ledelse og flere bestyrelsesmedlemmer trådte tilbage, da de ikke kunne skaffe flertal for at forbyde kortspil i foreningen. Foreningen Frem fik dog kun en enkelt sæson i ”Karere”. Hagemann forærede nemlig foreningen et nyt hus på Stationsvej, som medlemmerne kunne tage i brug i december 1911.

Emmy Louise og Peter Manniche
Ved Karen Frederiksens død i 1927 arvede det eneste barn, Emmy Louise, ”Karere” samt de omtalte udlejningsejendomme. Hun solgte dem imidlertid ved første lejlighed - og købte for pengene ejendommen ”Nøjsomhed” på hjørnet af Kongevejen og Rønnebær Allé i Helsingør. Denne ejendom skulle efter planen anvendes til en international efterskole under ledelse af hendes mand. Det blev dog aldrig rigtig ført ud i livet.
Baggrunden var, at Emmy Louise var blevet gift med en ung fattig student, som Karen Frederiksen en gang om ugen havde givet et måltid mad på Østerbrogade i København. Den unge mands navn var Peter Manniche – og han fattede hurtig interesse for husets ældste datter, Aase. Da hun imidlertid døde ung, kastede Peter sin kærlighed på Emmy Louise, og det endte da også med at de to blev gift. Peter Manniche tog i 1921 initiativ til Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor han var forstander frem til 1954. Emmy Louise og Peter Manniche boede – så vidt vides – ikke på Parallelvej i Snekkersten, i den periode frem til 1932 hvor Emmy Louise ejede ejendommen. Senere (fra 1957-81) boede parret på Toftevej 10  (senere nr 16) i Espergærde.

Villaen får nyt navn
Ny ejer af ”Karere” blev dommer Peter Emil Holsøe (1864-1949). Holsøe var søn af arkitekt Holsøe, som opførte flere markante bygninger i Helsingør, bl.a. Helsingør rådhus, Marienlyst Badehotel samt i samarbejde med H. Wenck, den nuværende station. Sønnen P. E. Holsøe havde derimod en karriere som bl.a. byfoged i Randers og i Frederikshavn. I perioden 1913-19 var han tillige borgmester i Frederikshavn – det var dengang borgmestrene var kongevalgte. I perioden 1919 til 1932 var han dommer i Frederikssund.
Det er efter ham at ejendommen i 1932 fik navnet ”Dommergaarden” - under hvilket navn ejendommen endnu er kendt.

Dommergaarden bliver pensionat
I 1949 døde Holsøe og ejendommen blev overtaget af tre søskende. Det er ikke klart hvorvidt Eli, Johanne og Knud Hansen var slægtninge til Holsøe, men det står klart, at ejendommen herefter blev omdannet til hotel-pension. Det var især de to søskende Eli og Johanne, der var aktive med pensionatsdriften. I 1956 ansøgte søstrene Skaaning Hansen om tilladelse til at indrette tagetagen til værelser, men fik afslag. I stedet byggedes et anneks mod syd med syv værelser.
Den følgende ejer, restauratør Astrid Nissen Biehl, drev også pensionat i ”Dommergaarden” frem til sit salg i 1971. Astrid Biehl boede dog ikke i ejendommen, det gjorde derimod restauratør Knud N. Biehl.
Med firmaet ”Philbertz Gregersen A/S” overtagelse af ejendommen i 1971 ophørte pensionatsdriften. Ejeren af firmaet Ole Philbertz Gregersen rykkede selv ind med sin familie. men derudover udlejede han også til en række lejere i de følgende år.
”Philbertz Gregersen A/S” havde dengang kontor i Hyskenstræde 10 i København og herfra drev man agenturhandel med maskiner, teknisk udstyr, skibe samt flyvemaskiner. Firmaet og Ole Philbertz Gregersen er efter salget af Dommergaarden i 1985 flyttet til Højbjerg ved Aarhus hvor virksomheden stadig eksisterer.
De senere ejere har anvendt den store ejendom til privatbolig - i lighed med de nuværende beboere, Birgitte og Jakob Vinding.

Forstander Peter Manniche (1889-1981) blev lærer i 1912, men fortsatte studierne og blev cand.mag. i 1918 og etablerede i 1921 Den Internationale Højskole i Helsingør, hvor han selv var forstander frem til 1954. Han havde i tidens løb utallige internationale tillidshverv og blev bl.a. æresdoktor ved et amerikansk college. Han arbejdede også for oprettelsen af U-landshøjskolen i Holte. Den eksisterede i perioden 1964-73. Han holdt desuden utallige forelæsninger over hele verden om især højskoleideerne og andelstanken. Derudover skrev han flere bøger, hvoraf flere er oversat til flere sprog.

Foto af Dommergaarden - set fra havesiden - i starten af 1960’erne. Billedet er taget inden den daværende ejer, Astrid Biehl, i 1965 forbandt annekset til venstre via en mellembygning med selve hovedbygningen.

Ejendommen set fra vejen - i juni 2006.

Dommer Peter Emil Holsøe (1864-1949) var født i København og blev student i 1881. Han blev senere assistent og fuldmægtig i Overformynderiet. I 1907 blev han byfoged i Randers og fra 1913 borgmester i Frederikshavn. Fra 1919 til sin pensionering i 1932 dommer i Frederikssund. Derpå bosat i Snekkersten. Han var gift med Augusta f. Ingerslev, der døde i 1930.