130, Snekkersten Kro - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

130, Snekkersten Kro

De enkelte ejerlav > Snekkersten > Strandvejen
Det ældste, kendte foto af Snekkersten Kro - fra omkring 1880. Man skimter Strandvejen til venstre langs med kroens østfacade.
Snekkersten Kro fotograferet i 1886. Bygningen var fiskerlejets absolut største ejendom, og vidnede og en betydelig forretning. Benærk, at der langs Strandvejen er opsat telefonmaster - de kom i forbindelse med etableringen af telefonforbindelsen mellem København og Helsingør i 1883. Først i 1909 fik Snekkersten sin egen telefoncentral og dermed også glæde af masterne.
 
Snekkersten Kro - Kystens Perle
 
 
af Kjeld Damgaard

På Strandvejen 116 ligger et hus, der kaldes "Skellebækhus". Her lå Snekkerstens oprindelige kro. Under pesten i 1711 fæstede Peder Bendsen huset og det beskedne jordtilliggende. Både Peder Bendsen, hans hustru og børn døde imidlertid - formodentlig af pesten og i 1714 kunne Michel Gundersen (1688-ca 1758) så overtage fæstet af huset og det halve fiskestade, som lå udfor huset. Michels fader var Gunder Michelsen og moderen hed Birte Olsdatter. Michel Gundersen selv var gift med Karen Svensdatter og foruden at være fisker var han også kromand.
 
Der eksisterer en overlevering der fortæller, at kroen blev oprettet i midten af 1600-tallet. Historien er følgende: En ung mand fra Snekkersten gjorde tjeneste på linjeskibet ”Trefoldigheden” i søslaget på Kolberger Heide i 1644, hvor Christian IV blev slået omkuld  på dækket. I stedet for at sætte flaget på halv, som drengen fik ordre til, kravlede han op i riggen og slog en knude på flaglinen, så flaget ikke kunne hives ned, da han mente, at det ville svække kampmoralen, hvis de andre skibe så, at kongen var død. Da Kongen kom til sig selv igen og erfarede hændelsen, belønnede han den friske handling med en tilladelse til udskænkning i Snekkersten. Historien kan dog ikke verificeres, men såfremt den er sand, kan kroen måske dateres til engang i 1640’erne.
 
Ifølge en anden familietradition tabtes retten til krodrift imidlertid, fordi en snu hjælper/tjener selv overtog rettighederne, da han selv var sendt i byen for at forny bevillingen. Om historien nu er sand eller ej, så er det et faktum, at kroen i 1770’erne havde skiftet placering og nu havde til huse i en bygning, der ligger lidt sydligere end Skellebækhus - nemlig på det areal, som vi i dag kender som "Kystens Perle".
 
I de ældste dokumenter omtales denne ejendom da også som Pottemagerhus eller Boruphus. Antagelig har der engang - før der blev kro - på dette sted boet en pottemager, og måske har stedet haft en tilknytning til Borupgaard. Denne ejendom var dog ikke den eneste, der blev kaldt Boruphus. Så måske var det en fælles betegnelse for huse, der på en eller anden måde hørte sammen med gården.
 
Først fra 1760’erne kender vi kroværten på dette sted. Den ældste kendte kilde er fra 1766 og heri nævnes kromanden Hans Hellesen (1721-83). Han var søn af Jens Hellesen og Inger Hansdatter, hvis gravsten blev lagt i gulvet i Tikøb Kirke. Jens Hellesen var en af de tre sønner af Helle Larsen, som efter overleveringen skal have fået hele Snekkersten som belønning for sin indsats under svenskekrigene. De to andre brødre skal have heddet hhv. Jens Hellesen og Ole Hellesen.
 
Kromand Hans Hellesen havde en betydelig kundekreds af helsingoranere, der brugte kroen som udflugtsmål på søndagsturen. Til kroen hørte på den tid også et landbrug. Han skal tillige have ejet både 1. og 2. Teglværk, d.v.s. Bergmansdal og Kronborg Teglværker.
 
Efter Hans Hellesens død overtog enken Anne Margrethe Hansdatter (1747-87) driften af kroen, men i 1786 giftede hun sig påny - denne gang med kopist i Finans Collegiet, Ernst Stephan Rasmussen (1753-1819). På den tid må kroen allerede have været en betydelig forretning, idet der var ansat ikke færre end 7 tjenestefolk - hvoraf i øvrigt de fem var svensk af fødsel.
 
I 1817 overtog Engelbrecht Petersen Snekkersten Kro. Engelbrecht Petersen havde sandsynligvis sin startkapital fra de indbringende kapertogter under englænderkrigene. Han var således i ”skipperselskab” med den navnkundige Lars Bache, men da denne døde, slog Engelbrecht sig i stedet på krodriften i Snekkersten. Han var gift med Marie Cathrine Worm, som sandsynligvis stod for driften af kroen, selvom det formelt set var sønnerne, der var ejere efter faderens død.
 
Det var dog ikke altid, at driften af kroen var en stor succes. Da Hans Absalon Hedegaard i december 1877 havde ejet kroen i ét års tid, måtte han lade den gå på tvangsauktion. Ved den efterfølgende bobehandling viste det sig tilmed, at der overhovedet intet var af værdi i Hedegaards bo.
 
Men Snekkersten var netop på den tid ved at blive opdaget. Allerede i 1850’erne var de første malende kunstnere dukket op med deres staffeli og var begyndt at dyrke ”fiskeren” som motiv. Kunstnerne slog sig ned på Snekkersten Kro, men var som oftest ikke særlig godt ved muffen og fik derfor de ringeste værelser helt oppe under taget. Når så vejret var dårligt, sad disse kunstnere på deres små hummere og kunne kun underholde sig ved hinandens selskab eller ved at male lidt hist og her.
 
På den måde opstod den berømte kunstnervæg på Snekkersten Kros loft. Væggen var egentlig blot en bræddevæg beklædt med noget gammelt tapet med et snørklet mønster. Det satte yderligere gang i fantasien hos kunstnerne, der bl.a. omfatede Carl Bloch, Anton Dorph, Christian Vogelsang, Carl Neumann og Emanuel Larsen. Og så begyndte de at male ansigter og figurer på væggen - den ene efter den anden.
 
Store kunstværker var det måske ikke, men væggen vidnede om en periode i kulturhistorien i almindelighed og om en betydningsfuld periode i Snekkerstens historie. Det var nemlig disse kunstnere, der banede vejen for landliggerne, der i de følgende 100 år kom til at præge kysten i en sådan grad, at fiskerne flere steder måtte vige og til sidst helt forsvandt.
 
De følgende ejere af Snekkersten Kro var således godt klar over, at de her havde et helt speciel klenodie og vogtede derfor pietetsfuldt over væggen. Ja, der blev ligefrem fremstillet et katalog over væggens malerier - det kunne erholdes i krokøkenet, som der stod i en omtale af væggen. Men desværre er kunstnervæggen i dag forsvundet - herom senere.
 
Efter tvangsauktionen var den følgende ejer O. P.  Jacobsen, men han drev tilsyneladende ikke selv kroen. Det gjorde i stedet Trine og Jan Jacob Schmidt, der senest fra 1880 var gæstgivere i Snekkersten Kro. I 1885 købte Schmidt, der stammede fra Dragør, så selv kroen, og havde den i yderligere 11 år. Rosaurus Rosenbaum havde kun ejet kroen i 3 år, da han i 1899 solgte til Niels Jensen. Han havde tidligere været gæstgiver i Humlebæk og var gift med Elsine.
 
I året 1900 stod kroen udvidet og udbygget. Fløjen mod Øresund var blevet forhøjet med en etage og fløjen mod syd med 1½ etage. Samtidig opførtes en rejsestald nord for krobygningen, og ejendommen fremstod nu som en meget markant bygning på turen gennem Snekkersten. I annoncer reklamerer Niels Jensen da også i disse år med, at kroen kun ligger 20 minutters gang fra Helsingør, at den er smukt beliggende lige ud til Øresund, og at der hører en stor skyggefuld have til kroen. Desuden reklamerede Niels Jensen med, at der serveredes á la carte-retter og 1. klasses vine. Man kunne også indlogere sig på kroen som pensionær, og endelig kunne man leje køretøjer på kroen. Kroens store seværdighed - kunstnervæggen - blev ved ombygningen flyttet væk fra loftet til en mere synlig placering nemlig på reposen på kroens hovedtrappe.
 
Men derudover anvendtes kroen selvfølgelig til en lang række arrangementer af både privat og offentlig karakter. Alt lige fra private fester til danseundervisning, rosenudstillinger og politiske møder fandt sted i kroens bygninger. Og Niels Jensen havde ikke nogen dårlig forretning. I skatteåret 1906-07 opgav han således en indtægt på 6.200 kr - hvilket var ca 5 gange så meget, som de fleste fiskere i Snekkersten tjente i de år.
 
Året efter at Niels Jensen solgte kroen, overtog restauratør Holger Schlüntz i 1920 kroen og krodriften. Kroens kælderstue blev ofte drevet af andre end ejeren - bl.a. i disse år af Lars Jørgen Carlsen, der havde bevillingen i perioden 1916-21.
 
Det var i Holger Schlüntz’ ejerperiode, at de store Sct. Hans Fester fandt sted på og ved kroen. Det var Snekkersten-Skotterup Sangforening, som også bl.a. brugte kroen til maskeradeballer, der arrangerede Sct. Hans festerne igennem mange år. Medlemmerne af sangforeningen opbyggede et kæmpebål på stranden overfor kroen, men i 1927 overgik de sig selv. Da havde de på pæle ude i vandet opbygget en kopi af det gamle danske orlogsskib ”Dannebroge”. Tegningen til skibet var udført af marinemaler Wilhelm Arnesen, der boede lidt nord for Kronborg Teglgaard. Skibet blev fyldt med kvas og grene, og Sankt Hans aften var mange tusinde mødt op for se det særprægede Sankt Hans bål. Men desværre var der netop denne aften en meget kraftig pålandsvind, og arrangørerne turde derfor ikke tænde bålet af hensyn til kroen og de mange stråtækte huse i nærheden. Tilskuerne måtte gå skuffede hjem, men Sangforeningen annoncerede straks, at man i stedet ville brænde Sct. Hans bålet godt en uge senere, nemlig søndag den 3. juli. Denne gang var man mere heldig - alt gik som planlagt - og atter var der mødt mange tusinde mennesker. Marinemaler Arnesen holdt båltalen fra skibets dæk, og Sangforeningens kor sang bl.a. ”Der stod sig et Slag udi Køgebugt”.
 
Fra 1936 til 1943 hed kroejeren Richard Jensen, og derpå var det den navnkundige H.C. Thomsen, der overtog kroen og dens drift.  Henry Christian Thomsen havde forinden boet i Fakse Ladeplads, og herfra ernærede han sig i en årrække med fragter mellem de danske og de udenlandske havne i Østersøområdet. Besættelsen satte imidlertid en stopper for megen af denne sejlads, og da H.C. Thomsen samtidig havde stiftet familie og fået to børn, så fandt han tiden inde til at gå i land og starte på en ny tilværelse.
 
Valget faldt i foråret 1943 på Snekkersten Kro, som han straks moderniserede og i øvrigt også kaldte for ”Kystens Perle”. Via en ung arkitektstuderende, Torben Lund-Hansen fik værtsparret den idé at indrette krostuen som ”Kaptajnens Kahyt”. Den unge mand leverede tegningerne, og indretningen gav virkelig mindelse om at være på et skib. I loftet hang sladrekompasset, på bordene var der slingrebrætter, der var en skibsklokke, som det kostede en omgang at slå på, og som materialer var brugt dæksplanker og messingskruer. Langs væggene var opsat sofaer i grønt plys - i det hele taget en nyskabelse indenfor krostueindretning. Også andre steder blev der moderniseret, bl.a. blev haven omlagt af anlægsgartner Sallerup, Snekkersten.
 
I et avisinterview i august 1943 beskrev Thomsen sig som en, der havde fundet ud af, at der ikke var så stor forskel mellem at føre et skib og drive en kro. Det handler blot om at holde den rette kurs! I det samme interview omtaler skribenten Thomsen som jovial og gemytlig. Det var nok en underdrivelse - stort set alle andre, der har kendt Thomsen, beskriver ham som en mand med et ualmindelig godt mundlæder og en mand med et aldrig svigtende humør - altid god for en morsom bemærkning.
 
En nyskabelse på kroen var Thomsens idé om at indbyde egnens ældre til en gratis fest på kroen. Idéen var udsprunget af, at Tikøb Kommune ikke havde udflugter for kommunens gamle - og det ville Thomsen råde bod på. Med kaffebord, middagsmad og underholdning under ledelse af skuespilleren Carl Fischer, fik de gamle en flot dag.
 
I starten af september 1943 henvendte den stedlige politibetjent Laust Sørensen (”Snup-Søren”) sig til Thomsen og spurgte, om han ikke kunne skjule nogle mennesker på kroen. Det var folk, der skulle i sikkerhed i Sverige, men som måtte vente på, at der kom en bådlejlighed. Thomsen svarede uden betænkelighed ja til dette. Så da tyskerne få måneder senere satte ind med aktionen mod de danske jøder, så befandt Thomsen sig nærmest omgående i stormens centrum. Som det fremgår af både beretningerne fra læge Jørgen Gersfelt, bogbindermester Erling Kiær og fra andre, der var involveret i flygtningetransporterne, så handlede Thomsen hurtigt. Der blev uden videre arrangeret transport til hundreder af jøder til andre skjulesteder. Det var nu for farligt at havde dem boende på selve hotellet, da man nemt kunne risikere razzia. Samtidig blev kroens lokaler dog anvendt til at aftale, hvorledes det hele skulle organiseres.
 
På trods af den korte tid Thomsen nåede at være krovært, opnåede han således at blive den ultimative flygtningehjælper i Snekkersten. Desværre kostede det ham også livet at være indblandet i det illegale arbejde under besættelsen. Den 1. marts 1944 stiftedes ”Sundets Venner”, en forening, der officielt havde til formål at støtte og hjælpe drenge til ophold på skoleskibet ”Georg Stage”. Foreningen blev dannet efter alle kunstens regler, men i virkeligheden var formålet at få dannet et sikkert mødeforum for den lokale illegale bevægelse. ”Sundets Venner” kom til at spille en central rolle i den lokale modstandsbevægelses organisation. Den var selvfølgelig målrettet mod transporterne over Sundet, hvorimod andre aktioner nedtonedes for at få så meget fred som muligt til flygtningearbejdet.
 
Den 10. august 1944 havde to københavnske modstandsfolk via telefonen anmeldt deres ankomst til kroen. På vejen fra stationen til kroen blev de imidlertid skudt ned og dræbt af tyskere eller tyske håndlangere. Samtidig blev H.C.Thomsen anholdt på kroen og i første omgang ført til afhøring i Gestapos fængsler i København. Derpå blev han sendt ud på en såkaldt jernbanekommando som gidsel i tyske militærtog, men endte til sidst i den tyske koncentrationslejr Neuengamme ved Hamborg. Den 4. december døde han af lungebetændelse, men der gik tyve dage, inden hustruen hjemme på Snekkersten Kro fik besked. Og hustruen, Ellen Margrethe Thomsen (kaldet Grethe) måtte således først  i lang tid - uden vished for mandens skæbne - drive kroen videre, men valgte dernæst som enke at lade kroen sætte til salg.
 
Allerede i 30’erne var kroen blevet kaldt Snekkersten Badehotel, og i selve bygningen havde man igennem en periode kaldt baren for ”Kystens Perle”. Dette navn fandt de nye ejere, restauratør Severin Jensen og inspektør Oscar Pedersen var et udmærket navn, som efter deres overtagelse derfor blev brugt mere og mere i lanceringen af kroen. Af ejerparret var det Oscar Pedersen, der var frontfiguren og allerede i 1948 blev han eneejer af Snekkersten kro. Det blev indledningen til en ny større ombygning og fornyelse af kroen.
 
Ifølge Oscar Pedersen kostede renoveringen af kroen mere end købet af kroen havde kostet, men det lykkedes alligevel hurtigt at få en god forretning ud af det. Blandt andet engageredes datidens populære pianist Victor Cornelius til at underholde - og det trak gæster til. Samtidig blev tunfiskeriet i Øresund så småt mere og mere berømt - også det gav mange gode gæster. Stedet begyndte at give overskud, og der blev indlagt centralvarme og moderniseret endnu flere værelser. Næste skridt var at indrette en kæmpestor bar i den gamle staldlænge. Under ombygningen udbrød der en mindre brand, som personalet dog hurtigt selv fik slukket.
 
Oscar Pedersen fortæller, at han blev så forskrækket, at han straks undersøgte brandforsikringen og fandt ud af, at forsikringssummen var alt for lille. Han fik den omgående sat i vejret. En uge senere den 22. maj 1950, blev familien Pedersen, der da boede i et nærliggende hus, vækket midt om natten ved at kroen brændte. Der var den nat 49 overnattende gæster, og Oscar Pedersen beretter om, hvilket mareridt det var at vente på at få konstateret, om alle var kommet ud i god behold.
 
Ingen kom til skade, hverken gæster eller personale, men stort set alt inventar - også det nyindkøbte til den nye bar - gik op i røg. Og da det ikke var muligt at få byggetilladelse lige med det samme, og Oscar Pedersen gerne ville beholde sit personale, så købte han simpelthen en restaurant i København. Han ombyggede den til ”Syv små Hjem” og drev den så med personalet fra Kystens Perle.

Men hermed var betegnelsen "Snekkersten Kro" en saga blot. Ud af ruinerne opstod i stedet "Kystens Perle".
Snekkersten Kro gengivet efter et håndkoloreret postkort omkring 1910. Bygningerne er nu blevet forhøjet og der er opført en rejsestald - den lave bygning til højre i billedet.
Kroejer Holger Schlüntz (1878-1958) og hustruen Mathilde f. Jensen sidder her ved bordet - omgivet af personalet på Snekkersten Kro i 1920'erne. Der er både tjenere, stuepiger, en kok, en kokkepige og en piccolo.
Luftfoto af Snekkersten Kro, 1937.
Stemningsbillede fra Snekkersten Krohave i 1930'erne.
Henry Christian Thomsen (1906-1944) var oprindelg kystskipper, men overtog sammen med hustruen Ellen Margrethe f.Christensen, Snekkersten Kro i 1943.
Dette avisbillede fra Helsingør Dagblad den 22. maj 1950 viser hvordan branden havde ødelagt stort set hele kroen.   
 
Back to content | Back to main menu