14, "Bonaventura" - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

14, "Bonaventura"

De enkelte ejerlav > Horneby > Tennisvej

Boneventura

af Kjeld Damgaard

Ejendommen på Tennisvej 14 på Horneby Sand, er ofte blevet kaldt "Bonaventura", men i virkeligheden er det foreningen bag, som hed Bonaventura.

Forældreforeningen "Bonaventura" blev oprettet i 1914 som en forening af forældre til døve børn. Foreningens formål var at støtte de døve børn samt vejlede disse såvel i skoletiden som efter denne. Desuden arbejdede man fra første færd på at skabe mulighed for at få anerkendt tegnsprog som et internationalt sprog for døve.

I 1930 nedsatte foreningen en komité for "Feriekolonien for døve Børn". Denne komité havde til formål at give døvstumme børn samme adgang til at komme på landet, som f.eks. hovedstadens børn havde. Til det formål indrettede man sig på Lynæs-Batteriet, men p.g.a. besættelsen i 1940, måtte man finde nye opholdssteder. Bl.a. havde man et år ophold i Horserød-lejren, men i 1942 købte komitéen en grund som hidtil havde været ejet af Hornbæk Sportsanlæg A/S. Aktieselskabet var gået konkurs og grunden på Tennisvej 14 på Horneby Sand blev overtaget af komitéen, der her i 1945-46 lod opføre en ny feriekoloni. Byggeriet blev finansieret af indsamlede midler, af tilskud fra stat, kommune og fonde.

I sommermånederne blev den herefter anvendt som feriekoloni for døve børn og i resten af året som optagelseshjem for børn fra Københavns Kommune. Børnene fra København var ikke såkaldt "vanskelige børn", men børn, der af forskellige grunde havde godt af at komme væk fra mindre heldige forhold i hjemmet.

Omkring 1975 nedlagdes kolonien, ejendommen blev solgt og udstykket til sommerhuse i 1976. Adressen på ejendommene er derfor i dag ikke længere Tennisvej, men derimod "Bonaventuravej".

 
Back to content | Back to main menu