274-278, Skotterup Lervarefabrik - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

274-278, Skotterup Lervarefabrik

De enkelte ejerlav > Skotterup > Strandvejen

Skotterup Lervarefabrik

Af Kjeld Damgaard


Helt tilbage i 1700-tallet har der i Skotterup boet pottemagere, og et område nord for Skotterup Kro kaldtes for Pottemagervangen, måske fordi man her gravede leret til produktionen. I 1771  figurerer således en E.Egelund som pottemager 1, og i 1787 ses pottemager Magnus Hutberg 2, der rimeligvis har været svensk af fødsel. Hustruens navn, Ulrica, tyder i samme retning. I 1797 oprettedes en "Fajance-Kakkelovns Fabrik" i Skotterup. Det var J.J.Neumann, der dette år fik privilegium til denne virksomhed og snart reklamerede han med at kunne levere "meget smukke og moderne ovne". 3

Johan Joseph Strodl
Men en større produktion af keramik og lervarer begyndte først i 1853, da den da 31-årige Johan Joseph Strodl (udtales med stumt d) grundlagde sin virksomhed på den smalle stribe jord mellem Strandvejen og Egebæksvang. Det var nemlig året før blevet tilladt at etablere sig som pottemager på landet uden tilladelse fra øvrigheden. 4

Johan Joseph Strodl, der var født i Forcthenau, Burgenland i Østrig i det daværende østrig-ungarnske kejserrige, blev i Danmark kaldt Jean til fornavn. Han kom første gang til Danmark i oktober 1842, hvor han opholdt sig i København til marts 1844 hos billedhugger Otto 5.  Derpå opholdt han sig i Humlebæk hos en fabrikant Tygesen indtil 1846. Han vendte tilsyneladende tilbage til Danmark i 1847, men først i 1850 vides det, at han forpagtede Kronborg Teglgaard. I 1853 flyttede han så til Skotterup. 6 Hans hustru, Emma Lovise Helt, var født i Tersløse i Sorø Amt. Deres ældste søn, Thomas W. Strodl blev imidlertid født i Skotterup i 1853, og i senere reklamer står  da også anført, at virksomheden er grundlagt dette år.

Urtepotter og mange andre produkter
Lervarefabrikken baserede sig på produktion af almindelige urtepotter, men det var især produktionen af de mere kunstneriske produkter, der gjorde fabrikken berømt. Og produktionen var vidtspændende. I et priskatalog fra omkring århundredeskiftet ses således bl.a. syltekrukker, mælkefade, stegefade, kageforme, kammerpotter, kaffekander, tallerkener, dørslag, lysestager, grønne glaserede urtepotter, gule cylinderkrukker og blå smørkrukker.

Et hårdt arbejde
En af de keramikere, som havde kendskab til Skotterup Lervarefabrik, var Hjalmar Nielsen. Bl.a. var han selv tilknyttet produktionen i dennes sidste år, og har bl.a. skrevet om fabrikken 7:

Arbejdet med ler har altid haft en fascinerende indvirkning på mennesker. At stå ved en drejeskive og se leret på den roterende skive blive til en smuk krukke eller vase, er en morsom oplevelse. Selve fagets udøvere var dog  ikke altid så begejstrede for arbejdet som eventuelle tilskuere. Det gamle fag var nemlig dårligt betalt, idet urtepotterne, der var en stor del af produktionen, var nemlig meget billige dengang. En drejer fik i drejeløn fra 1 øre til 5-6 øre for hver potte - alt efter størrelse, og så skulle han endda passe på dem på hele vandringen fra drejeskive til de blev sat ind i ovnen. Når de blev stillet på række på desebrædderne, skulle de vendes mange gange under tørringsprocessen for ikke at revne.

Foruden urtepotter, blev der fabrikeret almindelige brugsgenstande, som var meget smukke fade, kander og skåle - alle de ting man brugte i husholdningen; de var naturligvis glaserede og ofte med kønne, primitive dekorationer, udført som hornmaleri, en uendelig gammel teknik, som bruges den dag i dag af keramikkens udøvere - ofte glaserede med forskelligt farvede glasurer.

Det fremgår, at drejerne fik mellem 1 og 6 øre for hver urtepotte de drejede. Men det var jo ikke udsalgsprisen - den var naturligvis langt højere. De mindste urtepotter på 3 tommer (ca 8 cm) i diameter solgtes således omkring århundredeskiftet for 2 øre stykket, medens f.eks. en urtepotte på 7 tommer (ca 18 cm) kostede 28 øre.

Fabrikkens indretning
Hvorledes fabrikken fra starten så ud og var indrettet, vides ikke, men Hjalmar Nielsen beskriver dens udseende i de sidste år på følgende måde:

En ca 25 alen lang facade ud mod Strandvejen - mod nord var en stor vognport, mod syd indgangen til værkstedet. Gennem glasér- og begitterværkstedet kom man ind i drejerværkstedet - midt i rummet en lang ovn, bygget af mursten - den virkede som varmeovn og havde deserækker foroven, hvor de forskellige ting fik en sidste tørhedsgrad inden de kunne gå i ovnen.

Foran vinduerne, der var tre ialt, stod tre drejeskiver med hver sin drejer, der sad og sparkede den store, tunge sparkeskive rundt med højre ben - medens leret blev trukket op og endte som en krukke, vase eller urtepotte. Leret, der kom fra en lergrav 2 kilometer borte, blev behandlet i flere maskiner. Hver ting fra drejerne blev sat på lange brædder og sat op i deserne, hvor de skulle stå, til de blev tørre. Når tingene var tørre, blev de begittet, det vil sige, at de blev overhældt med en tynd, flydende pibeler for derefter at blive glaseret, ofte med farvet glasur, hvorpå de gik i ovnen.

På dette pottemageri havde man to store ovne på 2x2 meter, hvori der blev fyret med bøge- og birketræ. I ovnen blev tingene stillet op efter et særligt system med lerplader og lersøjler - større og mindre - og ovnen fyldtes fra gulv (stenderen) til loft, og for at opnå den nødvendige temperatur på 850-900 grader, måtte der fyres i 40-50 timer forinden, således at hele ovnen var hvidglødende. Ovnens temperatur kontrolleredes ved hjælp af indsatte kegler af ler tilsat smelts, der reagerede hvergang temperaturen steg 50 grader. Når den ønskede temperatur var opnået, brændte fyret ud. Dette havde 3 fyrsteder bag i ovnen, og ovnen skulle stå og trække af et par døgn, inden man kunne begynde at åbne den. Dette var altid et spændende øjeblik.

Pottemagerne
De omtalte pottemagersvende var naturligvis forskellige personer, men enkelte er det muligt at sætte navne på. I 1860 var der således en 34-årig svend fra Christiansfeld ved navn Johan Christian Leidekker. Han boede hos J.J. Strodl i Skotterup sammen med sin familie 8. I 1890 var der den 46-årige pottemager Thorvald E. Michelsen 9 og i 1901 ses en lærling den da 19-årige Hans Christian Hobel. På samme tid havde Strodl en svend, den 25-årige Ludvig Rasmus Ahlburg, der senere nedsatte sig som pottemager i Kvistgaard 10.

Også forfatteren Otto Rung, har skrevet om sine erindringer fra Skotterup:

Men vor største Fryd var at kigge ind til den herlige Pottemager i Espergærde ud for Egebæksvang. Han var berømt, og sikkert ogsaa en fremragende Kunstner og Banebryder i sit Haandværk. - Her i den lange tegltækte Længe sad Svendene og drejede de vidunderlige, glaserede ”Nattergale”, der kunde fyldes med Vand og slaa Triller, naar man fløjtede i en lille Tud foroven. Og her blev ogsaa lavet de mærkelige store Ugler af glaseret Ler, og som havde et Hoved til Laag, der kunde drejes, saa den vise Fugl fra sin Kakkelovnsplads kunde se sig om i Stuen, og snart skue gravitetisk, snart spotsk og snart melankolsk ned paa Menneskene, der sad og gloede i deres Stole. - Og ofte fik vi ogsaa selv en Klump Ler hen paa en af de snurrende Drejeskiver eller endogsaa med os hjem. Og jeg prøvede at modellere en Portrætbuste af vores fede lille Moppehund! Den lignede ikke helt!  11

Skotterup-uglen
Otto Rung nævner her den berømte Skotterup-ugle - vel nok i vore dage den mest berømte produktion fra Skotterup Lervarefabrik. Keramikkrukken blev også kaldt ”Lykke-ugler”, og gjorde allerede dengang stor lykke. En broder til Ludvig Franklin Strodl hed Thomas Strodl. Han kom til Roskilde, og var pottemager dér. En slægtning erindrer, at hun som barn lå gemt bag en hæk og fløjtede i duer og ugler, der var fyldt med vand. Det fik dem til at lyde som fuglestemmer, og hun morede sig vældigt, når forbipasserende i alvor mente, at det måtte være en nattergal. 12

En Skotterupugle er med andre ord en figur, fremstillet i en ugles skikkelse. Højden varierer  de fleste tilfælde mellem 33 og 40 cm, og i virkeligheden er den en krukke, idet hovedet er løst og fungerer som låg. Den er forarbejdet med en gråhvid begitning, hvori dekorationen er ridset med en pind. Siden er den færdigbehandlet med ensfarvet glasur. Glasurens farve var sandsynligvis oprindelig grønlig, men senere brugtes  mange forskellige farver. Uglens "horn", næb, fjerdragt og kløer er gengivet med en rimelig grad af naturalisme, og uglen sidder på en grenstump, som igen udgør en del af figurens runde fod.

Den blev første gang fremstillet i Skotterup i 1872. Der er sandsynligvis tale om en idé som Johan Strodl havde med fra sit hjemland, eller måske set på en rejse i Tyskland. I alle fald kendes uglekrukker fra Sydtyskland helt tilbage fra 1500-tallet og også senere fra Terp i Sydslesvig. 13 I et område ved Ochsenfurt i Tyskland kaldes de drikke-ugler eller Koutzen-ugler - opkaldt efter det bryggeri, der lod dem fremstille. 14 Så måske var det en efterligning herfra, men under alle omstændigheder blev det hurtigt en succes.

Mange kendte kunder
Ludvig F. Strodl, der overtog driften efter faderen, var til stadighed interesseret i at dygtiggøre sig. Bl.a. søgte han i 1906 om legattilskud til en rejse til Østrig og Italien med henblik på at dygtiggøre sig indenfor keramikkens område. I sin ansøgning skrev han iøvrigt, at hans lervarefabrik ofte blev besøgt af Hans kongelige Højhed Prins Valdemar og Hendes kongelige Højhed Prinsesse Marie.  15

Men ikke bare kongelige var kunder på fabrikken - også en lang række sommerbeboere fra Øresundskysten kom og købte. Bl.a. var forfatteren Vilhelm Bergsøe, der ferierede i Hellebæk, blandt de flittigste købere af netop Skotterupuglerne. Bergsøes søn, Paul Bergsøe, fortæller i sine erindringer, at der kom en slags samarbejde i stand mellem faderen og Strodl, hvilket resulterede bl.a. i en helt ny type urtepotte - samt en spyttebakke formet som en stor, grøn frø !  16

Udover uglerne fremstillede Strodl af og til også andre specielle unika eller modtog bestillinger på sådanne. F.eks. fremstillede han i juli 1894 en lille dunk i rødbrun begitning og med klar glasur, som er dekoreret med autografer for ham selv sammen med en lang række kendte landliggere i Skotterup.  17

Mange ejendomme
Familien Strodl ejede og byggede flere ejendomme langs Strandvejen i Skotterup, hvor Strodl fra starten havde ejet et par tønder land. Foruden hovedbygningen ”Johannes Minde”, senere ”Jeans Minde” - måske til minde om en tidlig afdød søn - (Strandvejen nr 276) også naboejendommen (Strandvejen 278), som  kaldtes ”Woodland”. Denne ejendom, blev dog først bygget efter fabrikkens ophør. Sønnen Ludvig Franklin Strodl byggede i 1910 ejendommen ”Sunshine” (Strandvejen 278), hvis engelske navn skyldtes Strodls hustru, der var engelsk født. Også ejendommen ”Maud” (Strandvejen 296), Strandvejen 113 samt Strandvejen 123 har tilhørt familien.


Møller og Bøgely
Den 7. januar 1917 stoppede L.F. Strodl imidlertid produktionen, men fabrikken blev ført videre i en lidt anden form af et ungt kunsterpar, nemlig kunstmaleren Eilif Møller og arkitekten M. P. Bøgely. De lejede fabrikslokalerne og lagde produktionen om fra pottemageri til kunstnerisk keramik, og kaldte nu virksomheden for ”Møller & Bøgelys Keramiske Kunstbrænderi”. Billedhuggere og kunstmalere lavede udkast, modellerede og dekorerede, hvorefter professionelle pottemagere udførte det øvrige arbejde ved drejeskiverne og ovnene. Foruden almindeligt lertøj, blev der nu også fremstillet det hårdt brændte stentøj, som ellers ikke var noget enhver keramiker turde binde an med.  18

Blandt de kunstnere som var tilknyttet fabrikken var Helge Jensen, O.Valdemar Borch, Axel E. Jacobsen, Clemmensen, Aabrink, Lehmann samt Eilif Møller selv. Desuden var Hjalmar Nielsen tilknyttet produktionen. Han skriver om denne periode bl.a.:

Den gamle fabrik gik nu en ny æra i møde. Det var nu udelukkene kunstgenstande, der blev fremstillet. Pladsforholdene blev for små, og fabrikken gennemgik en vis forandring. Der blev bygget om, og et stort atelier blev bygget ud imod skoven. Her sad de unge lovende kunstnere og skabte en produktion, der vakte opmærksomhed både herhjemme og i udlandet. Der foregik en stor eksport til Norge, Sverige, Holland og Amerika. Da beskæftigelsen var på sit højeste var der omkring 30 arbejdere og kunstnere på fabrikken.

En sørgelig misforståelse
Den 19. december 1920, kl 20.30, udbrød der brand i fabrikken. Det var ikke første gang, men det skulle vise sig at blive sidste. Årsagen til branden skyldtes en sørgelig misforståelse, som Hjalmar Nielsen beretter:

En brænder havde fået besked om at stikke et spjæld - det vil sige at skyde en jernplade ind i skorstenen for at dæmpe aftrækket til ovnen. Det medførte imidlertid en eksplosion i skorstenen, der revnede, og det tørre træværk på loft og tag antændtes hurtigt af de høje varmegrader.

Skotterup Brandsprøjte mødte naturligvis og fik hurtig assistance fra Helsingør Brandvæsen. Imidlertid havde ilden hurtigt så godt fat, at det for brandfolkene mest kom til at dreje sig om at forhindre ilden i at brede sig til naboejendommene. En omstændighed, der ikke gjorde brandslukningen nemmere, var det forhold, at brandhanerne på dette sted stod med 500 meters afstand. Det fik Helsingør Avis til i en kras kommentar at skrive, at det i praksis betød, at for at få tilstrækkeligt vand, skulle brandvæsenet råde over 1 kilometer brandslanger. Videre konstaterede avisen, at på denne tæt bebyggede del af Strandvejen, er ”det jo ganske uforsvarligt at Slukningsforanstaltninger ikke kan foretages. Hvis det havde været en Brandstorm i Aftes, kunde hele Kvarteret være brændt af, uden at nogen kunde hindre det. Der maa selvfølgelig fra Sogneraadets Side foretages noget !”   19

En æra sluttede
Helsingør Avis slutter af med følgende sarkastiske bemærkning: "Nyrup Sprøjte mødte ogsaa efter 1½ Times Forløb. Med sine 10-15 Alen Slanger var dens Assistance aldeles nyttig".

Hvis der virkelig var brug for en kilometer slanger, så var de 7-10 meter Nyrup Brandsprøjte mødte med, naturligvis ikke meget bevendt. Og der gik da også 2½ time inden man var herre over ilden. Med 11-toget kom L.F. Strodl hjem fra et besøg i Fredensborg, og blev da modtaget af et sørgeligt syn: Fabrikken var fuldstændig nedbrændt.

Helsingør Avis konstaterede hertil, at fabrikken forøvrigt havde ligget og skæmmet villakvarteret, men at der vel nu var håb om, at den ikke mere opførtes på dette sted. Og deri fik avisen ret. Skotterup Lervarefabrik genopstod aldrig af asken, men adskillige af dens produkter lever endnu og værdsættes i dag højt af kunstkendere og samlere.





Johan Joseph Strodl (1820-99) grundlagde Skotterup Lervarefabrik

Skotterup-ugler findes i alle farver og størrelser.

Et lille udpluk af fabrikkens produkter, her taget fra et katalog, hvori fabrikken reklamerede for sine produkter, ca 1900.

Den ene af de to ejere af ”Møller og Bøgelys Keramiske Kunstbrænderi” er her fotograferet i atelieret. Det er arkitekt Mads Peter Bøgely.

Et eksempel på de vaser, som blev fremstillet af ”Møller og Bøgely” i perioden 1917-20.

 
Back to content | Back to main menu