310, "Kvistgaard Hovedgaard" - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

310, "Kvistgaard Hovedgaard"

Andre bebyggelser > Kvistgaard > Kongevejen
Det ældste, kendte kort over Munkegaarde er tegnet i 1788 - før beslutningen om at nedlægge landsbyen. Desværre mangler en del af kortet, men selve landsbyen ses tydeligt, ligesom Qvistens Aas er tydelig angivet lige vest for Kongevejen. Kortet er drejet, så det er blevet nordvendt.
Dette kortudsnit angiver omtrent samme område i 1985. Bl.a. ses Kelleris Hegns nordgrænse, Kongevejen og det meste af Munkegaardsvej at være uændret. Munkesø er dog i mellemtiden næsten forsvundet - og store dele af arealet er i dag bebygget med boliger og erhvervsvirksomheder.
Gården, der lagde navn til en by

Af Kjeld Damgaard

Denne overskrift skal beskrive den udvikling, der har været for det sted, der nu kendes som gården Kvistgaard – men som oftest benævnes ”Kvistgaard Hovedgaard” – for at skille den fra stationen Kvistgaard og byen Kvistgaard.

Middelalderen
Da munkene fra Esrom Kloster i løbet af middelalderen fik tildelt store arealer af Nordsjælland, indgik også et areal syd for landsbyen Nyrup. Om der var en landsby eller en gård, før munkene overtog stedet, vides ikke, men i slutningen af 1400-tallet eksisterede den lille landsby og bestod af 3 gårde. I Esrum Klosters Brevbog fra 1497 er byen således nævnt, og heraf fremgår, at klosteret hvert år skulle have 1 mark (= 16 skilling) og  yde 2 slettedage til klosteret. En slettedag betød, at gårdmanden skulle arbejde en dag med at få klosterets hø bjerget. Senere blev den årlige afgift ændret til 4 skære-dage, 1 lam, 1 gås og 10 læs ved. En skæredag betød, at gårdmanden skulle arbejde en dag i selve høsten for klosteret.

Landsbyen Munkegaarde
Landsbyen Munkegaarde havde sine arealer indenfor et område, der nu i store træk kan afgrænses af Munkegaarde Hegns nordgrænse, mod øst omtrent af den nuværende motorvej gennem Kelleris Hegn, mod syd af den nuværende kommunegrænse mod Toelt, mod sydvest til Reerstrup og mod vest et stykke inde i Krogenberg Hegn.
Efter reformationen i 1536 overgik klosterets ejendomme til kongens eje – d.v.s. statens. Munkegaarde var i 1681 skrumpet ind til kun 2 gårde – gårdmændene var dengang Jørgen Andersen og Hans Jensen. Vi ved, at driften af de to gårde skete i tre vange, nemlig hhv. Birkevangen (mod nordøst – delvist det nuværende Munkegaarde Hegn), Heine Vangen (ant. mod vest – det senere Krogenberg-område) og Kelleris Vang.
Sidstnævnte vang er den interessante i denne sammenhæng. Denne vang omfattede nemlig et område, der i store træk strakte sig fra landsbyen mod øst omtrent til den nuværende motorvej. Denne vang var igen delt op i åse – i alt 5. Disse havde hver sit eget navn, nemlig Sortelands Aas (omtrent arealet mellem Nordbanen, Kongevejen, Hornbækvej og kommunegrænsen), Tornebakke Aas (genfindes i navnet på bakken hvor det gamle Kvistgaard-kryds lå), Baase-ager Aas (omtrent arealet mellem nuværende Nordbanen og Nyvej/Taarnvej), Ravnsholt Aas (et område i det nuværende Kelleris Hegn, allerede den gang sprunget i skov) og endelig den sidste aas, kaldet Qvistens Ager eller Aas
Qvistens Ager lå i store stræk mellem den nuværende Kongevej og mod nordvest til nuværende Egeskovvej. Navnet på ageren kan tydes til ”Kvie-stenens ager” – altså den sten hvor kvierne samles eller færdes. Vi må altså tro, at der her lå en sten, som marken har fået navn efter.

Landsbyen nedlægges
I forbindelse med de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet blev det besluttet, at den beskedne landsby Munkegaarde skulle nedlægges og jorden fordeles til andre ejerlav eller udlægges til skov. I praksis betød det, at de to gårde ganske rigtigt blev nedlagt som gårde – det kunne man jo gøre uden større problemer, da det jo var statens ejendomme. Gårdmændene var fæstere, og havde godt nok gårdene på livstid, men selv om de som oftest gik i arv til en søn, havde man intet krav herpå.
Men landsbyen blev alligevel ikke helt nedlagt, selvom det meste af jorden blev tillagt Nyrup landsby. En lille gård samt nogle huse blev tilbage, og byens jorder blev kraftigt beskårede. To nye skove opstod, nemlig Kelleris Hegn og Munkegaarde Hegn. Munkegaarde Hegn blev til en indhegnet skov og en mindre del af arealerne mod vest blev inddraget til Krogenberg Hegn.

Munkegaards-lodden til Nyrup
Kelleris Hegn opstod af Ravnsholt Aas og delvist af Tornebakke Aas og fik en naturlig vestgrænse ved den nye Kongevej, der blev anlagt i 1780’erne. Resten af Kelleris Vang blev derimod tillagt Nyrup Ejerlav, heriblandt ”Qviestens-ageren”. Og da gårdmændene i selve Nyrup allerede den 12. april 1790 var blevet enige om at udskifte jordene og udflytte tre af byens 6 gårde, så tilfaldt de tidligere Munkegaarde-arealer – kaldet ”Munkegaards-lodden” således Niels Olsens gård i Nyrup.
Niels Olsens gård lå egentlig i selve Nyrup landsby omtrent på nuværende adresse Krogenbergvej 11. Gården havde antagelig været i familiens brug igennem flere generationer. Faderen var Ole Mouritzen, farfaderen Mouritz Olsen. Dennes fader var antagelig Ole Nielsen – som i markbogen fra 1681 optræder som fæster af en gård i Nyrup.

Niels Olsen og ”kantøflerne”
Men det blev den fremskridtsvenlige og meget innovative Niels Olsen, der skulle komme til at flytte gården ud fra landsbyen. Hvornår det nøjagtigt skete vides ikke, men antagelig i starten af 1790’erne. Niels Olsen var da en mand i 60’erne, og overtog i 1795 gården til selveje. Han har antagelig ikke været utilfreds med at skulle udflytte sin gård. Som alle andre, der skulle udflytte sin gård fra en landsby, fik bonden flyttehjælp, bl.a. til hegning, grøftegravning og bygning af stenkister (i alt 208 rdl.) , men herudover fik Niels Olsen også 50 rdl. samt et læs langhalm i extra-hjælp fra en af de gårdmænd, hvis gård ikke skulle udflyttes. Og endelig fik Niels Olsen tilkendt 160 læs gødning, som skulle leveres af to af de gårde, som blev liggende i Nyrup by.
Qvistgaard fik tillagt et stort areal – ikke af den bedste jord, men mon ikke Niels Olsen har set store muligheder i den nye beliggenhed? I sine yngre dage, var han i alt fald hurtigt med på de nye tider. Således så han som den første sjællandske bonde mulighederne i at dyrke kartofler. Kartoffelavlen havde han lært af de tyske bønder, der kom til Reerstrup i 1760’erne for at dyrke kartofler på samme måde som de jyske ”kartoffel-tyskere”. Disse kartoffeltyskere blev placeret ved Reerstrup, fordi stedet lå tæt ved Fredensborg Slot. På den måde kunne kongen følge udviklingen ved selvsyn.
På Niels Olsens jord – der hvor senere ejendommen ”Baunegaard” (Krogenbergvej 1) – blev bygget, anlagde han således en ”Kantøffel-have”, og fandt hurtigt på nye redskaber og maskiner til driften af denne afgrøde. Blandt andet opfandt han en slags kartoffel-plov, som han fik megen ros af hos Det Kgl. Landhusholdningsselskab, hvortil han indsendte tegninger af opfindelsen. Og sandsynligvis var disse opfindelser og ideer også en medvirkende årsag til, at Niels Olsen allerede inden udskiftningen fik de øvrige bønder i Nyrup til at dyrke kartofler i fællesskab på en indhegnet mark.

Den nye gård
Med indkørsel fra den nye Kongevej, anlagde Niels Olsen i starten af 1790’erne en helt ny firelænget gård og kaldte den Qvistgaard. Vi kan med stor sikkerhed fastslå, at det var det sted, hvor ”Kvie-stenen” lå – og vi kan også med nogen sikkerhed fastslå, at det er den sten, der endnu findes på ejendommen på en lille høj omgivet af lindetræer.
Gårdens oprindelige udseende kender vi ikke i detaljer, men gården var firelænget, antagelig med stuehuset mod syd. Den var sikkert opført i bindingsværk og med stråtag. Gården var opført som et avlsbrug, men allerede i 1802 solgte Niels Olsen gården. Den nye ejer var den helsingoranske købmand J. D. Belfour, som var engelskfødt og oprindelig kom til Helsingør som skipper. Her byggede han bl.a. en del af det senere rådhus på Stengade og var blandt de første til at købe landejendomme, som man så flyttede ud til om sommeren. Det var en forholdsvis ny foreteelse – men det ”at ligge på landet” blev hurtigt en meget populær sommerbeskæftigelse for de helsingoranske rigmænd.

Beboelse udenfor bondestanden
I 1809 overtog kaptajn Jens Jensen Berg Qvistgaard og fandt formodentlig stuehuset for ringe. Han byggede derfor en helt ny hovedbygning på 17 fags længde og 16 alens dybde. Et fags længde varierede en del, men var typisk omkring 2 alen (= ca. 1,25 m). Vi kan altså se, at hovedbygningen havde ydre mål på ca. 21 x 10 meter – altså en ret stor bygning efter datidens forhold. Men nu også en bolig indrettet til beboelse udenfor bondestanden – som det hed i de tider.
Indretningen af det nye hus kender vi en del til, da det er beskrevet i en taxationsforretning fra 1812, umiddelbart efter at det nye hus var færdigt. Taxationen blev foretaget i forbindelse med, at ejendommen blev nyforsikret. Af denne fremgår det, at huset var grundmuret, forsynet med tegltag, 1 etage højt med halv kvist over 3 fag. Under 8 fag af huset var der en stensat kælder. I stueetagen var der 8 værelser og i kvistetagen 5 værelser. Det fremgår også, at bygningen var forsynet med såkaldte engelske vinduer – en type, hvor den nederste halvdel kan skydes op.
Det fremgår også af taxationen, at den søndre længe stadig var beboelse. Den var omtrent 10 x 6 meter opført i bindingsværk og forsynet med stråtag. Bygningen, der antagelig var det oprindelige stuehus, var på dette tidspunkt indrettet med 3 værelser, 2 køkkener og bageovne.
Længen mod vest var lidt mindre og indrettet til hestestald og lade. Huset mod nord var af samme størrelse og indrettet til lo og lade. Desuden var der en længe mod øst indrettet til kostald, en tilbygning af træ mod nord indrettet til tærskemaskinen. Desuden lå der et stykke nord for gården et hus, som også tilhørte ejendommen.

Bygningerne forandres
En tilsvarende taxation fra 1840, da proprietær Carl Schultz havde overtaget gården, viser at hovedbygningen nu var vokset til 19 fag – altså ca. 23-24 meters længde. Mærkværdigvis er huset nu tækket med strå, indrettet til 4 værelser, folkestue, karlekammer og køkken. På kvisten var der også 4 værelser.
Også de øvrige bygninger var vokset med nogle fag – især bygningerne mod hhv. vest og øst. Det ses også, at udlængen mod nord bl.a. var indrettet til kvægstald og fårehus. Længen mod øst var indrettet til hestestald, kørelo, svinehus og huggehus. Også en længe nord for de øvrige bygninger var indrettet til svinehus.
To dage før juleaften 1860 opstod der ild i vaskehuset i den søndre bygning, hvorefter længen aldeles nedbrændte. I stedet opførtes på brandtomten en betydeligt større bygning, nu på 32 x 8 meter. Huset var grundmuret og forsynet med stråtag. Huset var indrettet til bl.a. mælkehus, ostekammer, pigekammer, huggehus, rullestue, bryggers samt tørre- og brændehus. Det er efter al sandsynlighed det hus, der endnu er den sydlige længe på Kvistgaard.
Nordbanen anlægges
I 1862-63 anlagdes Nordbanen, og det fik konsekvenser for ejeren af Kvistgaard. Jorden vest for den nye jernbane skulle man nu køre over til  - via en ny overkørsel, der etableredes i lavningen lige vest for gården. Til gengæld måtte ejeren nu etablere en ny markvej (den såkaldte ”markvej” fra gården til stationen), der blev ydet erstatning for tabet af det vandingssted, som jernbaneanlægget ødelagde, ligesom der naturligvis blev ydet erstatning for den jord, som banen og stationen skulle ligge på.
Alligevel var ejeren, E. L. Lichtenberg ikke helt tilfreds. Han mente nemlig, at det led, der skulle etableres ved den nye private overkørsel burde stå åbent, når der ikke var tog i nærheden – og kun lukkes, når der kom tog. Det blev naturligvis den omvendte løsning – det ville ellers have været en nyskabelse !
Desværre er det ikke lykkedes at lokalisere brandtaxationerne for tiden 1872 til 1898, så det er ikke muligt at finde et nærmere årstal for, hvornår den imposante stenlade er opført. Alt tyder imidlertid på, at den først kan være opført i 1870’erne af den foretagsomme ejer på den tid, bagermester Ernst Ludvig Lichtenberg.

Kvistgaard får teglværk
Lichtenbergs var nemlig blevet ejer i 1861 og anlagde nogle år senere bl.a. et nyt teglværk tæt ved gården (på nuværende adresse Munkegaardsvej 21). I midten af 1870’erne blev han kendt for sine gode evner til at bedømme landejendomme og indvalgtes derfor i Østifternes Kreditforening, hvor han allerede i 1883 avancerede til formand for repræsentantskabet. Fra 1890 blev han direktør i Kreditforeningen og forblev på denne post til sin død i 1907. Til at drive Kvist-gaard havde han derfor ansat sin søn, Sophus som forvalter.
Da stenladen ikke optræder i brandforsikringsarkivalierne før 1872 må bygningen var blevet opført i Lichtenbergs ejerperiode. At en teglværksejer skulle have opført en lade af kampesten, kan imidlertid nok undre og betyder med stor sandsynlighed, at den er opført før teglværkets ibrugtagen.
Og teglværket er det faktisk nu også lykkedes at sætte omtrentlig dato på. Det har nemlig vist sig, at der i sommeren 1875 blev antaget et meget stort antal svenske teglværksarbejdere. I årene forud blev der ikke antaget en eneste, mens der i årene efter 1875 jævnligt blev givet arbejdstilladelse til et mindre antal svenske teglværksarbejdere.
Med sikkerhed vides det også, at Kvistgaards hovedbygning, der jo stammede fra 1812, blev ombygget i 1883. Hovedbygningens arkitekt var ved den lejlighed Charles Abrahams (1838-93), som vurderingsmanden Lichtenberg sandsynligvis har kendt som arkitekt af andre gårde i Nordsjælland, bl.a. Gurrehus. Hvor store forandringerne af Kvistgaards hovedbygning blev ved den lejlighed, vides dog ikke.

Dramaet om den skønne Pauline
Den 1. november 1889 blev 39-årige og ugifte Ole Hans Olsen ansat som forkarl på Kvistgaard Hovedgaard. Han stammede fra Halsnæs og havde arbejdet primært på større gårde rundt i Danmark.
På den tid var der adskillige ansatte på gården. Foruden ejerens søn, Sophus Lichtenberg, der havde overtaget driften efter faderen, så var der underforvalter Hans Helmuth Schöller samt husjomfruen Anna Marie Nielsen. Derudover var der yderligere 11 ansatte, foruden en række daglejere. At blive ansat som forkarl var derfor en tillidserklæring til en person, som man anså for den dygtigste og stærkeste blandt karlene.
Blandt de ansatte var en hel del svenskere og skåninger. De var udvandret fra det dengang ludfattige Sverige, og selv et lavstatusjob i Danmark var bedre end tilværelsen i Sverige. En af de ansatte var 17-årige Pauline Pehrson - i daglig tale kaldt Line.
Hende forså Ole Hans Olsen sig snart på - og forsøgte at gøre tilnærmelser. Pauline var dog ikke til sinds at indlade sig med den væsentligt ældre Ole. Men endnu værre var det, at Ole troede, at en anden ansat, Johan Bagge var forlovet med Line. Det gjorde Ole helt dårlig af skinsyge.
Affæren kulminerede juleaftensdag 1890, da Ole endnu engang forsøgte sig hos Line, men fik blankt afslag. Juledag blev det til et kort klammeri med Johan. Og en urolig Lichtenberg forsøgte nu at tale med Ole. Han hæftede sig ikke ved Oles trusler, men kørte ham dog til politistationen i Fredensborg. Politiet mente imidlertid ikke, at Ole havde begået noget kriminelt og løslod ham straks. Tilbage på Kvistgaard bkev Lichtenberg mere og mere urolig for Oles sindstilstand og låste ham inde på et badeværelse. Ole krøb dog ud af vinduet.
Kort efter kl 11 juledag opdagede en af tjenestepigerne, at Ole stod med - hvad hun troede var en stav - i den anden ende af gårdspladsen. Kort efter hørtes et brag, og Ole styrtede om. Han havde skudt sig selv - af kærestesorg!

Kvistgaard – et centrum for fækalier
Sammen med et par andre stationer i Københavns omegn blev Kvistgaard Station udset til at modtage Københavns natrenovation fra 1889. Det var ”Kjøbenhavns Grundejeres Renholdningsselskab” som forestod opsamlingen og bortkørslen af Københavns store latrinmængder. Disse fækalier blev så solgt til landmændene i Nordsjælland og på Amager. Og på Kvistgaard Station skulle fækalierne så omlastes fra DSB’s jernbanevogne til bøndernes åbne hestevogne. Det gav en ulidelig stank i området, men var en god forretning og et kærkomment gødningstilskud for landmændene.
Egentlig var det stationsforstanderen på Kvistgaard Station, som stod for salget af denne latrin, men i en periode omkring århundredeskiftet var det ejeren af Kvistgaard Hovedgaard, der stod som den person man skulle kontakte for at købe latrin. Der er således ingen tvivl om, at den daværende forvalter på Kvistgaard Hovedgaard, Johnsen, har været dybt involveret i denne sag. Og vi ved da også, at han i 1904 (efter at være flyttet til Lillerød, der også modtog latrin) - udtog patent på en ny opfindelse: En gødningsspreder.
Og selve drejeskiven og omladningen foregik da tilsyneladende også meget tæt på Kvistgaard Hovedgaard. endnu i 1970’erne var der således rester af aflæsningsstedet, som man skulle køre til ad ”markvejen” fra Stationen til Kvistgaard Hovedgaard.
I 1906 ophørte latrintransporterne fra Lersøen i København - og kun transporterne fra et tilsvarende sted på Amager fortsatte med driften - men ikke længere til Kvistgaard.

Kvistgaard omkring århundredeskiftet
Den første større industri-virksomhed, der blev anlagt ved Kvistgaard Station var som nævnt teglværket. Først i 1897 kom den næste større virksomhed. Fabrikant Emil Brüel, der ejede Havreholm Fabrikker i Havreholm, flyttede efter en brand hele virksomheden til et areal lige vest for Kvistgaard Station. Det var det første frasalg til industri fra Kvistgaard Hovedgaard, men det blev ikke det sidste.
”Havreholm Fabrikker” eksisterede kun i ca. 9 år, men beskæftigede i perioder op imod 100 ansatte. Fabrikken fremstillede alt indenfor trævarefaget, bl.a. rundstokke, dritler og træuld.
Sagfører Valdemar Jenssen var ejer af Kvistgaard Hovedgaard i knapt 10 år fra 1898. Han boede oprindeligt på Hestkøbgaard ved Birkerød, men flyttede omkring 1902 til Kvistgaard.

Valdemar Jenssen forsøger at bygge kro
Valdemar Jenssen havde store planer for egnen. Allerede i 1899 havde han således planer om at oprette et hotel eller gæstgiveri i nærheden af Kvistgaard Station. I første omgang fik han nej af Tikøb Sogneråd, men Valdemar Jenssen var ikke en mand, der gav op så let. Han skrev en ny ansøgning, hvori han særligt fremhævede bevillingens betydning for det udsalgssted af gødning, som Kjøbenhavns Renovationsselskab havde etableret ved Kvistgaard Station. Ønsket om en kro eller lignende ved Kvistgaard Station var ledsaget af en erklæring fra ikke færre end 60 landmænd fra omegnen, der støttede forslaget.
Efter nogen diskussion endte sognerådet med at anbefale andragenet under forudsætning af, at kroen lå umiddelbart i nærheden af gødningsdepotet, og at der i forbindelse med kroen skulle bygges og vedligeholdes en rejsestald til mindst otte par heste.
Imidlertid kom der straks en modreaktion fra beboerne i nærheden af Kvistgaard Station. De ønskede ikke en kro og de gener, den måtte afstedkomme. Ejheller den lokale birkedommer kunne tiltræde ønsket om en kro. Og på grundlag heraf nægtede Frederiksborg Amtsråd, der var den afgørende instans, at godkende forslaget.

Arbejdsvægringen i 1907
Der opstod i øvrigt en ret omfattende tvist i forbindelse med antagelsen af en stribe polske teglværksarbejdere i 1906-07.
Historien er i korthed den, at Valdemar Jenssen i januar 1907 havde fæstet 50 polske arbejdere m.h.p. at disse skulle arbejde på teglværket. Arbejderne ankom i april måned, men kort efter forlod 41 af dem igen arbejdspladsen. Jenssen mente, at det var brud på den indgåede aftale, der bl.a. indebar, at han skulle betale for rejsen m.v.  Og så skulle polakkerne afdrage med arbejde i de første 6 uger. Nu stod Jenssen imidlertid uden arbejdere og med et tab på 1.000 kr til rejseomkostninger m.v.
Imidlertid kunne Jenssen ikke præsentere en underskrevet kontrakt, som han havde sendt til Polen, men ikke fået retur.
Det var bestyreren af teglværket, Friederich Klenke, der personligt havde været i Wilhelmsbrücke for at afhente arbejderne. I den forbindelse havde han lagt omkring 400 kr ud. Penge som selvfølgelig skulle betales tilbage via det arbejde, der skulle udføres på teglværket.
Polakkerne protesterede over lønforholdene og leveomkostningerne, der var anderledes, end de havde fået at vide på forhånd. Da de fleste ikke kunne læse, var forholdene imidlertid først gået op for dem, da den russiske konsul fra Helsingør havde læst kontrakten op for dem. Og først da havde de nedlagt arbejdet og nægtet at underskrive. Det betød imidlertid at Jenssen nægtede at udbetale løn for de første dages arbejde.
Efter flere mæglingsforsøg rejste polakkerne tilbage til Polen eller Tyskland og hverken Jenssen eller Klenke fik godtgjort deres udlæg. Omvendt fik arbejderne heller ingen løn for det arbejde, de rent faktisk havde udført.
Valdemar Jenssens hustru arvede en del gods på bl.a. Langeland, men de måtte alligevel sælge Kvistgaard i 1907 - så vidt det kan ses - af finansielle årsager. Af senere ejere skal bl.a. nævnes førnævnte Fr. Klenke, hvis døtre senere drev flere manufakturforretninger rundt om i Nordsjælland.

Teglværket nedlægges
I 1917 – i Borghard Johannsens ejerperiode - brændte stenladen, men genopførtes, idet kampestensmurene ikke tog skade af branden. Samme år opgav man at drive Kvistgaard Teglværk videre – der var for store problemer med at skaffe ler, bl.a. var lergravene i den tidligere Munkesø løbet fuld af vand, og der kunne ikke skaffes overenskomst med nabo-lodsejerne om tilladelse til at grave ler dér. Teglværket blev derfor nedlagt og bygningerne solgt til kartoffelmelsfabrik.

Ny hovedbygning
I februar 1926 havde Johannsen netop udlejet hovedbygningen og var selv flyttet over i den søndre længe, da lejeren fhv. forpagter Valdemar Nielsen, måtte se alt sin indbo gå op i røg sammen med hovedbygningen.
En ny hovedbygning udført i røde teglsten – den nuværende – blev opført på tomten. Kun 9 måneder senere brændte den nordre længe – staldlængen – og efter den begivenhed ombyggedes også denne længe. Den forkortedes og blev gjort smallere, således at den fik den nuværende størrelse. Bygningen indrettedes ved den lejlighed til heste- og kostald samt til beboelse i den østre ende.
Liebmann-familien
Den følgende ejer var kgl. skuespiller August Liebmann, der imidlertid ikke selv havde lyst til eller mulighed for at drive landbrug. I stedet indsatte han sin søn, Carl Axel Liebmann, til at være bestyrer af Kvistgaard Hovedgaard.
Datteren Clara ”Bebber” Liebmann (g. Kongsted), har i 2003 fortalt sine erindringer i en artikel med titlen ”Barndommens træ”. Heri fortæller hun bl.a. om hovedbygningens indretning i 1930’erne:
”I hovedbygningen kom man ind i en hall, og til venstre lå køkkenet med fadebur, en stor folkestue samt køkkentrappe og nedgang til kælderen.Til højre i hallen lå et gæstetoilet samt min fars kontor. Fra hallen førte trappen op til 1. sal, hvor der foruden forældresoveværelse var en række værelser samt badeværelse. Min søster Suss og jeg havde hver vort værelse, og der var også værelser til tjenestepiger og en pensionær.
På hovedbygningens haveside lå der 3 stuer en suite. Den første var spisestuen, der naturligvis lå lige ud for køkkenet. I midten havde vi havestuen, hvorfra der var udgang  til en dejlig terrasse og en stor smuk have. Til højre lå dagligstuen, som vi kaldte ”Den franske Stue”, idet den var fransk møbleret.”

Sommergæster og elever
Bebber Liebmann fortæller også om de øvrige beboere på gården. Det var bl.a. en familie, der lejede sig ind i den søndre længe. Familien hed Bach - en af sønnerne, Svend Bach, byggede senere hus på Jernbanestien, og endnu bor denne familie i omegnen. Der var også en pensionær, landbrugselever og husholdningselever. Om sommeren var der også udlejet til sommergæster (landliggere) - ofte skuespillere eller musikere, som kendte August Liebmann.
”Tordenskjolds køer”
Det var imidlertid næppe en rigtig god løsning. Liebmann fik økonomiske problemer og måtte derfor sælge ud af køerne for at kunne betale regningerne. Da faderen imidlertid kom på besøg og forlangte at se kvægholdet var gode råd dyre. Imidlertid huskede sønnen sin danmarkshistorie – og benyttede et gammelt kneb: ”Tordenskjolds køer”. Efter at faderen havde set køerne på en mark, kørte de hen og så på afgrøderne et andet sted, og i mellemtiden flyttede staldkarlen så køerne til en ny mark, således at det for faderen så ud som om der var dobbelt så mange køer som der reelt var.
I 1937 solgte August Liebmann Kvistgaard Hovedgaard og Carl Axel Liebmann og hans familie måtte flytte fra ejendommen.
I 1938 ombyggedes den søndre længe, der indtil da kaldtes økonomibygningen, til maskinhus og garage, og desuden blev den eksisterende beboelse moderniseret. Og endelig opførtes i 1939 en svinestald vest for de øvrige bygninger.

Kvistgaard Hovedgaards sidste landmænd
I perioden fra 1937, hvor Kvistgaard var ejet af Lizzie og Valdemar Hansen fra Nybogaard, blev ejendommen drevet af deres nevø, Vilhelm Hansen, der dog i 1957 opgav landbrugsdriften og udvandrede til Canada.
Herefter overtog den tidligere forpagter på Borsholmgaard, Frederik Elgaard, Kvistgaard Hovedgaard. Imidlertid bestyrede Fr. Elgaard samtidig Borsholmgaard, hvorfor den daglige drift blev varetaget af forvalteren, Karl Jensen.
I forbindelse med overtagelsen blev den nordre længes heste- og kostalde ændret til svinestald. Efter få år blev de oprindelige fordybninger i laden fyldt op, således at laden kunne anvendes til kornoplag. Landbruget maskiniseredes fuldt ud, således at driften nu kunne varetages af tre mand. Omkring 1960 bortsolgtes en del, jord som anvendtes til det nye Kvistgaard industriområde, og som følge deraf nedlagdes den overkørsel, der var etableret 100 år før. I midten af 1970’erne blev svineholdet opgivet, og alene markdriften bibeholdtes. Til gengæld forpagtedes en del jord således at der på dette tidspunkt blev dyrket omkring 140 tdr. land. Omtrent samtidig solgtes gården og dens jorder til ”Omegnens Fritidshaveforening”, der ønskede at oprette fritidshaver (kolonihaver) på gårdens jorder. Det blev dog alene til virkelighed i det gamle mose-område, der oprindeligt var Munkesø.
I bygningerne lejede Rudolf Steiner Skolen sig så ind i 1978, og begyndte at opbygge den skole, som i dag har til huse i alle gårdens bygninger. Den første 1. klasse startede således den 12. august 1978. Men det skete først efter, at Skoleforeningen bag projektet havde fået afslag både fra Helsingør Byråd, der ikke ønskede etablering af friskoler i kommunen - og afslag fra Frederiksborg Amtsråd. Først da der dukkede en gammel godkendelse om at oprette en slags hjem for psykisk handicappede (det havde der været planer om allerede i begyndelsen af 1970’erne), så kunne myndighederne ikke længere stoppe projektet.

Landbruget nedlægges
Frederik Elgaard fortsatte dog driften af gårdens jorder + en del forpagtninger i samarbejde med Karl M Jensen helt indtil 1981/82, da landbruget på Hovedgaarden endelig nedlagdes. Men i mellemtiden udviklede Rudolf Steiner Skolen sig og ”Omegnens Fritidshaveforenings” interesse i at beholde gårdens bygninger blev mindre.

Rudolf Steiner Skolen køber gården
I 1981 blev de tilbageværende jorder derfor udskilt og selve gården med tilhørende have m.v. solgt til Rudolf Steiner Skolen, som var blevet til på initiativ af bl.a. Bjørn Ramnæs og Jens-Erik Nielsen som formand for Skoleforeningen.
Efter den beskedne start i 1978 med kun én klasse, udvidedes med en ny klasse hvert år. Der kom dog bump på vejen - f.eks. i november 1982, afskedigedes en klasselærer! Det blev forældrene til børnene i klassen så vrede over, at de tog alle børnene ud af skolen. Det var et alvorligt knæk, men det lykkedes at få skolen genoprettet.
Skolens indretning er gennem årene sket med stor hjælp fra forældrene og en række ildsjæle, samt ikke mindst rækken af lærere. Efterhånden var gårdens oprindelige bygninger ikke nok til at rumme det antal klasselokaler m.v., der var brug for. Derfor er der  bygget flere nye bygninger, bl.a. i den gamle kalvefold ud imod Stationsvejen og i den tidligere æblehave ved Stenladen.
Rudolf Steiner Skolen er derfor nu en fuldt udbygget friskole, der tilbyder undervisning fra børnehaveklasse til og med 12. klasse.
Undervisningen bygger på tre grundlæggende elementer:
- det intellektuelle område
- det kunstneriske område
- og det praktisk/håndværksmæssige område
- idet tankerne hos Rudolf Steiner i sin tid var, at disse tre sider af elevernes evner gensidigt styrker hinanden.

Skolens værdier
Den bærende idé i Steiner skolen er troen på det enkelte menneskes mange muligheder. Alle børn har evnen til at udvikle sig, være skabende, blive begejstrede, tilegne sig nye evner og færdigheder,  og det er skolens opgave at sørge for, at disse behov tilfredsstilles. Med de hastige forandringer, der sker overalt, er der ingen, der ved, hvordan fremtidens samfund vil komme til at se ud. Der er dog god grund til at antage, at der vil blive hårdt brug for mennesker med fantasi, social fornemmelse, evne til at se helheder, samt mod og handlekraft – egenskaber, der grundlægges allerede i barndommen.
Steiner skolen har et 12-årigt skoleforløb, som udgør en samlet enhed. Steiner skolen er eksamensfri, og der gives ikke karakterer. Derimod gives der hvert andet år et vidnesbyrd beskrivende elevens faglige og sociale udvikling, dets stærke og svage sider m.m.
Vidnesbyrdet stiles i de mindre klasser til forældrene, senere til den unge selv. I 12. klasse udarbejder eleverne efter eget emnevalg en selvstændig årsopgave ved siden af det almindelige skolearbejde. Opgaven omfatter en skriftlig del og en praktisk/kunstnerisk del. Ved skoleforløbets afslutning efter 12. klasse udarbejdes et særlig omfattende vidnesbyrd, der sammen med årsopgaven er en vigtig dokumentation ved elevens videre valg af uddannelse eller erhverv.

Forældrenes indsats
Steiner skolen lægger vægt på et tæt samarbejde med forældrene. Der afholdes typisk 4 forældremøder årligt, konsultationer og skole/hjem-samtaler foregår 1-2 gange på hvert klassetrin, og samtaler mellem forældre og lærere afholdes efter ønske og behov. Hver klasse vælger to forældrerepræsentanter, som udgør et naturligt kontaktled mellem forældrene og klasselæreren. Forældrene deltager i mange af skolens tilbagevendende begivenheder: julebasar, påskefest, sommerafslutning, høstfest, skuespilfremførelser, koncerter og andre former for elevoptræden. Rengøring, vedligeholdelsesopgaver og klargøring af klasseværelser udføres i fællesskab.  



På en lille høj sydvest for gården står endnu denne sten, som har givet navn ikke blot til gården, men også til station og by.
Kortet viser Nyrup landsby i 1788. Landsbyens seks gårde lå endnu tæt langs landbygaden (= nuv. Krogenbergvej). Længst til højre ses tydeligt den nyanlagte Kongevej mellem Hirshholm og Helsingør. Øverst til højre ses Nyrup Runddel (= nuv. Nyrup kryds). Mellem byen og Kongevejen ses den mark, hvor Niels Olsen dyrkede kartofler - efter at have fået idéen af kartoffeltyskerne i Reerstrup. Niels Olsens gård - der efter udflytningen fik navnet Qvistgaard - ses midt i byen med initialerne N.O.
Kort over egnen - dateret år 1800. Kortet er drejet 90 grader for at gøre det nordvendt - og dermed mere sammenligneligt med de øvrige kort i denne artikel. Kongevejen mellem Hirschholm og Kronborg ses tydeligt, ligesom Nyrup landsby syd for Nyrup Sø. Resterne af Munkegaarde landsby ses lige nord for Munkesø og de to kartoffelgårde eller tyskergårde ses til venstre. Gården Kvistgaard er ligeledes tydeligt angivet helt tæt på Kongevejen.
Der findes ingen billeder eller malerier af Qvistgaard i 1800-tallets begyndelse. I stedet får man et lille indtryk ved at se dette uddrag af et kort fra 1816. Den oprindelige firlængede gård ses tydeligt. Mellem gården og Kongevejen ses en bygning = det nye stuehus bygget i 1812.
Det enlige hus syd for gården var indrettet til smedje.
Carl H. August Schultz
- var født omkring 1794 i København og blev i 1826 i Hørsholm gift med Sophia C. Bergmann, (f. 1803). Parret fik syv børn. Carl Schultz  døde i 1847. I perioden 1840-47 ejede og drev han Qvistgaard. Efter hans død fortsatte enken i endnu fire år, før hun solgte ejendommen.
Thorvald Gundestrup
(1836-95) var søn af en grosserer i København. Han var ejer af Qvistgaard i perioden 1857-61, men fra 1862 begyndte han at drive boghandlerforretning i Odense. Han forhandlede både bøger. papir samt især handel med musikinstrumenter. Efter at have afhændet boghandlen fortsatte han med især fortepianoer og orgler. Medens han boede på Qvistgaard var han gift med Juliane S. Krog (1838-67).
Ernst Ludvig Lichtenberg
Ernst Ludvig Licthenberg (1830-1907) var oprindelig uddannet bager, ved hvilken profession han slog sig ned i Helsingør. Han slog sig snart på landvæsenet og købte som kun 31-årig gården Kvistgaard. Han lod Stenladen opføre og oprettede tillige Kvistgaard Teglværk. Hans gode evne til at bedømme landejendomme førte ham ind i Østifternes Kreditforening, hvor han fra 1890 var direktør. Som følge af dette job, overtog Lichtenbergs søn den daglige drift af Kvistgaard Hovedgaard.
På skydeskiven fra Skydeselskabet i Helsingør blev der i 1880 malet dette lille billede af Kvistgaard Hovedgaard - set fra Kongevejen. Bemærk udlængen til venstre. Den var oprindelig opført med samme murværk som den modsatte ende af bygningen endnu er.
På dette kort fra 1898 ses teglværket tydeligt placeret syd for Munkegaardsvej og vest for Nordbanen. Søerne sydvest herfor var da fyldt med vand og i stedet  havde man påbegyndt lergravning på den såkaldte ”Kongevejsmark”. Her ses en vej, der på det første stykke er identisk med Jernbanestien. Senere anlagdes et tipvognsspor på strækningen, og da lergravningen ophørte, løb lergraven fuld af vand og blev til den såkaldte ”Laksedam”.
Denne mursten blev produceret på Qvistgaard Teglværk i Lichtenbergs ejerperiode. Stemplede mursten var ganske almindelige, og på bagsiden af denne er stemplet LL - initialerne for Ludvig Lichtenberg.
Disse latrinvogne er de oprindelige, der kørte fra Lersøen og til Kvistgaard Station i 1890’erne. Disse latrinvogne var udformet efter tysk forbillede og blev senere overført til Amagerbanen hvor de er fotograferet omkring 1910. Latrinvognene blev efter 1906 brugt til udkørsel af latrin alene på Amager.
Annonce om auktion i forbindelse med salg af ejendommen i 1896.
Valdemar Jenssen blev født i 1856 i Næstved som søn af vejassistent Jens Jenssen og hustru Eline f. Laurberg. Som ganske ung blev han skriver på godskontoret på Skjoldenæsholm, men måtte p.g.a. en øjensygdom opgive arbejdet og kom derefter til landvæsenet. Men i 1875 blev han atter ansat ved kontorjobs. I 1879 tog han forberedelseseksamen, blev exam.jur. i 1880 og i 1883 sagfører i Rudkøbing. I 1896 flyttede Valdemar Jenssen til Hestkøbgaard ved Bistrup. Han var i 1882 blev gift med Laura Møller, men hun døde allerede i 1889. I 1890 giftede han sig med Johanne Rasmussen, der stammede fra Skrøbelevgaard på Langeland. I 1902 flyttede parret til Kvistgaard Hovedgaard, som han havde købt fire år i forvejen. Efter afhændelsen af Kvistgaard Hovedgaard flyttede han af helbredshensyn til Italien, men kom i 1911 til Danmark og slog sig ned i Strib. Fra 1913 til 1915 havde han bopæl i København og i perioden 1915-20 havde han sagførervirksomhed i Fjerritslev. Herefter tog han ophold i Genua i Italien, hvor han døde.
Annonce i Helsingør Avis den 7. november 1896.
Den store stenlade er opført i slutningen af 1860’erne eller i begyndelsen af 1870’erne af Ludvig Lichtenberg. Efter en brand i 1917 genopførtes laden i denne udformning - her fotograferet i 1972. Laden stammer således ikke fra middelalderen, som det har været antydet af diverse forfattere.
På et stort areal grænsende op til den nu nedrevne naboejendom, ”Kellerishus”, blev der omkring 1920 plantet en hel del æbletræer. Heraf var en del Filippa-æbler - og det var ikke så sært: Gårdens ejer på det tidspunkt, Borghard Johannsen, var nemlig bror til Filippa-æbletræets ”moder”. Datteren af læreren i Hundstrup på Sydfyn, Filippa Johannsen såede således omkring 1880 et par kerner fra et æble, hun havde fundet i skoven. Da det efter nogle står klart, at det er et meget fint æble, som træet bærer, bliver der bl.a. sendt en kurv med æbler til kongen og faderen begyndte en opformering af æblesorten.
Allerede i 1888 tildelte Det kgl. Danske Haveselskab sit certifikat af 1. klasse til træet. I samme anledning blev Filippa-æblet anbefalet til plantning i haver og opnåede på kort tid en stor udbredelse i Danmark. Træerne på Kvistgaard Hovedgaard, der utvivlsomt stammede fra søsterens og faderens planteskole, har imidlertid nu måttet lade livet. I stedet er der opført bygninger til skolebrug på arealet.
August Liebmann
(1864-1952) var skuespiller og debuterede på Det kgl. Teater i 1890. Han optrådte hovedsageligt her eller på Dagmarteatret - i slutningen af sin karriere dog også på Folketeateret. Liebmann optrådte også i provinsteatrene på turné bl.a. med Poul Reumert, Bodil Ipsen og Liva Weel. I mange år var han tillige hyppigt anvendt i Statsradiofonien.
Han lå ofte på landet i Nordsjælland, bl.a. i Hellebæk, og købte i 1928 Kvistgaard Hovedgaard, som han dog overlod til sønnen at drive.
Fra haven på Hovedgaarden i sommeren 1941. Forrest den søndre længe - til højre gavlen af stuehuset. I baggrunden ses længst til venstre Karen Hansen f. Roikiær, deres to børn samt to gæster.
Valdemar Hansen
Lizzie og Valdemar Hansen var ejer af Kvistgaard Hovedgaard fra 1937, men boede på Nybogaard, som de også ejede. Nevøen, Vilhelm Hansen, drev Hovedgaarden frem til 1957. Valdemar Hansen var søn af en tømrermester, blev handelsuddannet og drev grosserervirksomhed. Allerede i 1906 - som 36 årig - blev han direktør for De forenede Glasværker, en post han beholdt til 1949. Desuden var han medlem af Sø- og Handelsretten. Valdemar Hansen døde i 1951, Lizzie Hansen i 1971.
Tietgens karet
Lizzie Hansen var datter af konsul Georg Fife, der igen var ud af en berømt karetmagerfamilie. Familien stammede fra Skotland, men havde fra 1796 bygget kareter til bl.a. det danske kongehus. En karet bygget til C. F. Tietgen blev i begyndelsen af 1900-tallet købt af Lizzie Hansen - tilbage til familien, som man sagde. Kareten blev herefter anvendt til bryllupskørsel og andre særlige begivenheder i familien. Når den ikke var i brug, var den placeret i et særligt lukket rum på Kvistgaard Hovedgaard. Her stod vognen helt frem til midten af 1960’erne, da Lizzie Hansen forærede den fornemme vogn til Teknisk Museum i Helsingør, hvor den stadig kan beses.
På billedet er Tietgens fornemme karet i brug ved Vilhelm Hansens bryllup med Karen Roikier i 1939 på Nybogaard.
HOVEDGAARDENS FÆSTERE OG EJERE:
   -1681-  Ole Nielsen ?
Mouritz Olsen
-1757 Ole Mouritzen
1758-1768 Lars Andersen
1768-1802 Niels Olsen
1802-1806 Johan Daniel Belfour
1806-1809 v. Krogh
1809-1814 Jens Jensen Berg
1815-1818 Frederikke Claesen
1818-1820 Jean  Claesen
1820-1827 Carl v. Beck
1827-1829 C. Schubel
1829-1840 C. J. Møller
1840-1847 Carl H. A. Schultz
1847-1851 Sophia Schultz
1851-1854 H. v. Hadeln
1854-1857 Jacob A. Zøylner
1857-1861 Ludvig E. Gundestrup
1861-1893 E. L. Lichtenberg
1893-1896 W. Valentiner Branth
1896-1898 Th. v. Irgens-Bergh
1898-1907 Valdemar Jenssen
1907-1908 Hansen-Vinding
1908-1911 Friederich Klenke
1911-1928 B. Johannsen
1928-1937 Aug. Liebmann
1937-1951 Valdemar Hansen
1951-1958 Lizzie Hansen
1958-1975 Frederik C. Elgaard
1975-1981 Omegnens Fritidshaveforening
1981-1981 Kvistgaard Hovedgaards Jorder
1981-       Rudolf Steiner Skolen
På hel traditionel og gammeldags manér er gårdens traktorer her linet op i december 1971 foran Stenladen. Bag rattet ses fra venstre Karl M Jensen, Peter Poffler og Kjeld Damgaard.
Frederik Elgaard
Margaretha (kaldet Margit) og Frederik Elgaard fotograferet i 1976. Frederik Elgaard (1905-88) var landmand og kom til Borsholmgaard i 1949 som forpagter. Fra 1957 til 1974 ejede parret Kvistgaard Hovedgaard, men drev i en lang årrække tillige Esrumgaard. Margit Elgaard f. Helander (1917-92) var født i Finland, men kom som ung til Danmark umiddelbart efter krigen. Efter at have solgt Kvistgaard Hovedgaard i 1974 drev Fr. Elgaard gårdens jorder videre indtil 1981/82, da landbruget endelig afvikledes i forbindelse med forvalter Karl Jensens sygdom og død.
I august 1978 indviedes Rudolf Steiner Skolen på Kvistgaard Hovedgaard. De indbudte gæster bliver her budt velkommen foran hovedbygningen.
Kvistgaard Hovedgaard fotograferet fra vest omkring 1937 - omkring det tidspunkt hvor Valdemar Hansen fra Nybogaard overtog ejendommen.
Gårdspladsen på Kvistgaard Hovedgaard fotograferet omkring 1912. Bygningen til venstre er siden ombygget. Hovedbygningen nedbrændte i 1926 og i stedet er opført en ny - den nuværende. Bygningen til venstre er siden bygget mindre. Bygningen til højre eksisterer endnu, dog nu uden de to kviste. På gårdspladsen ses familien Klenke - fra venstre: proprietær Friederich Klenke,  dernæste tre af hans børn, antagelig Marie, Gustav og Frederik. Længst til højre hustruen, Katarina.
Rudolf Steiner Skolens allerførste 1. klasse fotograferet kort efter at skolen var taget i brug den 12. august 1978. Læreren hed Sigurd Frank.
Kvistgaard Hovedgaard fotograferet fra den såkaldte ”markvej”, der førte fra gården direkte hen til Kvistgaard Station. Gården var da ejet af Frederik Elgaard, der tillige i en lang årrække havde opsyn som inspektør med driften af Esrumgaard. Foto fra marts 1971.
I 1982 arrangerede Kvistgaard Ungdoms Klub den største koncert i byens historie. Det var tidens store band ”Tøsedrengene”, der spillede - og det gjorde de i Stenladen på Kvistgaard Hovedgaard, som ejeren havde udlånt til formålet.
Back to content | Back to main menu