Borsholm Overdrev - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Borsholm Overdrev

De enkelte ejerlav > Borsholm

Matrikelkort over Borsholm Overdrev, således som området ser ud i vore dage. Helt yderst til venstre ses et hjørne af Horserød Hegn med Skindersøvejen umiddelbart øst herfor. Parallelt med denne ses den gamle Hellebækvej (nu Nørreløkkevej) samt Karlsgaard. Matrikel  nr. 11 - "Sophienborg"  ses øverst på kortet lidt til højre for midten.

 

Anklaget for brandstiftelse

af Kjeld Damgaard


Det var ikke den bedste baggrund Jens Bødker havde, da han blev fremstillet for politiretten den 21. juli 1905. Jens Bødker, der egentlig hed Jens Jacob Petersen, var født i 1849 på Nyrup Overdrev som søn af arbejdsmand Peter Larsen og hustru Ane Elisabeth f. Petersen. Allerede i 1878 fik han sin første dom - fængsel på vand og brød i 4 dage. Dommen fik han for overtrædelse af et polititilhold. Denne lovovertrædelse gentog han i 1886 og 1887, men forinden var han også straffet i 1885 for betleri og løsgængeri. Også i 1886 fik han en dom – denne gang på 20 dages fængsel. Den sidste dom havde Jens Bødker fået i 1890. Det var en forholdsvis hård dom for betleri – nemlig tvangsarbejde i 60 dage.

Hans hustru, Sofie Marie Hansen berettede senere, at det ikke var gået særligt godt de første år af deres ægteskab. Manden drak kraftigt med jævne mellemrum og var blevet straffet adskillige gange – også for vold. Men i starten af 1890’erne var han gået ind i Good Templar foreningen i Gurre, og var blevet afholdsmand.

Jens Bødker tilsyneladende faldt til ro havde sparet en del penge sammen – og 3 år tidligere overtaget parcelliststedet i Øerne for i alt 8200 kr. Som udbetaling havde de givet 2.200, men havde måttet bruge omkring 1.000 kr. på at sætte den meget forfalde ejendom nødtørftigt i stand. Jens Bødker og hans nabo, tøffelmager Jens Olsen, havde kendt hinanden siden skoletiden, og også han fortalte, at Jens Bødker var faldet meget til ro i de seneste 8-9 år, og sparet en del penge op. Brandfogeden Hans Larsen, der boede omkring 1 km fra Jens Bødker, mente, at Jens Bødkers sad "kun sløjt i det".

Hans Larsen hæftede sig ved, at Jens Bødker for ca. 8 dage siden havde mistet en uassureret ko til en værdi af vel 150-200 kr., og at han siden den dag var begyndt at drikke igen. I det hele taget havde Jens Bødker været forfulgt af uheld det sidste halve års tid. Ved nytårstid havde han således mistet en ko og 12 grise og i juni tillige en kalv. Det havde imidlertid ikke gået Jens Bødker på, men da yderligere en ko døde den 12. juli af forstoppelse, og de ydermere fik dyrlægens forbud mod at bruge kødet til føde, så blev Jens Bødker endnu mere tungsindig end ellers. Og da hustruen tilmed bebrejdede ham, at det var p. g. a. af hans smøleri, at koen ikke var blevet assureret, så faldt han helt sammen… Men bortset fra nogle mindre restancer sad de for øjeblikket ikke specielt dårligt i det, og kunne stort set betale hvad de skulle til tiden. Ikke mindst fordi Jens Bødker igennem flere år havde kørt mælk for Tikøb Mejeri, og desuden havde indtægt fra stenslagning og murerhåndlangerarbejde.

Men torsdag den 13. juli om morgenen, efter at sønnen Christian var kørt ud med mælkevognen, så forsvandt Jens og dukkede først op igen søndag morgen kl. halv seks, hvor han forlangte brændevin. Da både hustruen og den 23 årige søn, Christian nægtede ham det, gik han igen med en bemærkning om, at han da selv kunne skaffe sig sin brændevin. Samme søndag – mellem kl. 12 og 13 fandt politibetjent Olsen ham liggende ved siden af vejen, der fører gennem Aalsgaard. Omaftenen ved 21-tiden faldt politibetjent Olsen ham igen liggende i grøften ved Hellebæk Kro. Betjenten beordrede ham om at gå hjem, men Jens Bødker havde svaret at han snart ikke havde noget hjem mere, da konen og sønnen havde smidt ham ud – og sidstnævnte endda pryglet ham.

Natten til fredag den 21. juli havde han imidlertid overnattet bag et gærde i nærheden af Gurre, men da han var kommet til at fryse, var han endelig gået hjem. Hustruen havde hørt ham komme listende hjem ved halv fire tiden. Efter hendes vurdering var han kun lettere påvirket, og han havde da også spurgt hvor han måtte lægge sig. Da hustruen ikke ønskede et optrin mellem manden og sønnen, havde hun bedt ham lægge sig i den øverste stue, hvilket han da også havde gjort.

Den efterfølgende morgen var regnfuld. Da sønnen kl. halv syv kørte ud på mælketuren, stod Jens op og forlangte kaffe. Det fik han, og mens han drak denne, bebrejdede hans kone ham i strenge vendinger, at han igen var begyndt at drikke. Hun mente at de hurtigt ville blive fattige, hvis det blev ved. Han svarede ikke på bebrejdelserne, men lagde sig atter til at sove – denne gang i hustruens seng.

Sofie Marie gik derpå ud for at slå grønt til kreaturerne, og da hun havde givet den ene ko noget af dette foder, hørte hun manden gøre anskrig, om at det brændte. Hun så op og opdagede at det røg ud fra den lille lo. Hun løb derover og ankom samtidig med Jens. Hun råbte på vand, men manden svarede, at det var for sent – at det var bedre at redde dyrene og indboet i stedet. Det gjorde de, men ilden fængede hurtigt og snart var hele ejendommen, der havde sammentækkede tage, omsluttet af flammer. I mellemtiden var enkelte naboer kommen til hjælp og havde reddet diverse indbo og dyr ud fra ejendommen.

Om ildens opkomst mente Jens Bødker, at det var hans 2½ årige dattersøn, Carl, der var skyldig, idet han havde set ham komme ud fra loen med en æske tændstikker i hånden samtidig med, at han opdagede branden. Carl havde leget derinde sammen med familiens 6 årige plejedatter Inger Marie. Ikke alle de øvrige tilstedeværende på ejendommen denne morgen havde imidlertid set drengen med tændstikker, men flere vidneudsagn bekræftede, at drengen tidligere adskillige gange havde været tiltrukket af tændstikker og havde leget med sådanne.

Den 16 årige datter Martha Petronille, der havde været hjemme hele morgenen, forklarede efterfølgende, at hun havde været beskæftiget med at give de yngre børn morgenmad, med sengeredning, da hun hører faderen råbe, at det brændte. Efter hendes mening, havde faderen opholdt sig i stuehuset i hele tidsrummet, og kunne altså ikke være skyldig i ildens opkomst. Tværtimod havde hun også set Carl med en æske eller lignende i hånden på gårdspladsen, men kunne ikke med bestemthed sige om det var tændstikker drengen stod med i hånden.

Sønnen Christian, som jo var kørt hjemmefra allerede ved halv syv tiden, kendte naturligvis ikke noget til ildens opkomst, men mente dog med bestemthed ikke, at faderen kunne være skyldig i brandstiftelse. Godt nok var faderen meget ordknap, og fortalte ikke meget om familiens økonomiske situation, men det var sønnens opfattelse, at jorden i år var godt gødet, og sæden stod godt på marken. Han mente derfor ikke, at der kunne være økonomiske årsager, der kunne forklare en evt. ildspåsættelse. Faderen havde godt nok beklaget sig over at skulle arbejde fra tidlig morgen til sen aften hver dag, for at få det til at løbe rundt, men ellers aldrig hørt noget, der kunne give det indtryk, at faderen planlagde at afbrænde stedet.

Den 10 årige dattersøn, Alfred Marius Henrik Petersen, forklarede, at han for nylig havde set den mindre bror, Carl, sætte ild til noget papir bag komfuret i køkkenet, men at han dengang uden problemer kunne slukke ilden inden den gjorde skade. Han havde også flere gange taget tændstikker fra Carl.

Imdilertid var der indicier, der gjorde, at der blev afsagt begæring om anholdelse af Jens Bødker – anklaget for brandstiftelse. Sagen gik nu sin gang med yderligere undersøgelser, rapporter og forhør, og først den 30. november samme år kunne dommer Munck i Fredensborg Ret afsige sin dom, der var en frikendelse af Jens Bødker, idet dommeren lagde vægt på, at der ikke kunne føres noget bevis for at tiltalte havde været i loen den pågældende morgen. Jens Bødker blev derfor løsladt efter at have siddet fængslet siden den 27. oktober 1905 – altså næsten 5 uger.

Men anklagemyndigheden mente stadig, at det var usikkert hvad der havde foregået den pågældende sommermorgen i Øerne. De appellerede derfor dommen til det der svarer til landsretten i dag – nemlig "Den kongelige Landsoverret" i København. Anklageren lagde bl.a. til grund, at tiltaltes økonomi var dårlig, at høsten tegnede dårligt, bl.a. var en tdr. ld. blandingssæd slået fejl, græsmarken var simpel og høsten ringe, således at han havde måttet tøjre kreaturerne i sæden og slå af sæden til kreaturfoder. Når dertil lagdes at bygningerne var gamle og dårlige og at han havde gæld til kreditforeningen og skattevæsenet, så var det ikke mærkeligt, at tiltalte havde slået sig på flasken, og måske søgte en udvej på alle fortrædelighederne.

Det alvorligste var imidlertid, at datteren Martha nu havde ændret forklaring. Hun mente nu at have set faderen i loen sammen med Carl. Hun mente at have set faderen løfte noget hø, medens Carl så på. Jens Bødkers forsvarer fandt imidlertid ingen grund til at tillægge den 16-årige Marthas nye vidneudsagn nogen særlig betydning – og med hensyn til tiltaltes økonomiske situation ville den ikke blive bedre af en brand, da bygningerne og indboet var underforsikret.

Landsretten frifandt da også Jens Bødker og han kunne nu langt om længe – som en fri mand – tage fat på genopbygning af sin ejendom. Han fik et nyt parcelliststed op at stå – men ikke uden selv at hjælpe til ved byggeriet, bl.a. med kørsel af materialer. Assurancesummen for bygningerne på 4.250 kr. rakte ikke helt til. Erstatningen for indboet på 494 kr. blev anvendt til nyt tarveligt indbo i det fattige hjem.

Jens "Bødker" Jacob Petersen og hans hustru Sofie Marie fortsatte kun med at bo på ejendommen endnu et års tid. De solgte da ejendommen til ølkusk  Peter Hansen, hvis familie ejede og boede på ejendommen frem til 1942.

Endnu er der landbrugspligt på ejendommen, der i dag anvendes til bolig for 3 generationer og bl.a. med ponyavl.

Sophienborgs ejere gennem tiden
(matr. nr. 11 på Borsholm Overdrev):
1840-1875  Jørgen Wilhelmsen (Willumsen)
1875-1902  Niels Peter Jørgsensen
1902-1906  parcellist Jens Jacob Petersen
1906-1932  ølkusk Peter Hansen og enken Johanne M. D. Hansen
1932-1940  landmand Jørgen Harald Hansen
1940-1942  landmand Henry Ernst Christensen
1942-1949  købmand Carl Otto Andersen
1949-1956  gartner Niels Jensen
1956-1963  enkefru Ellen Jensen
1963-1986  gartner Svan Larsen
1986-1986  Grethe Kjærsgaard

1986-          Niels Peter Kjærsgaard





Således så "Sophienborg", Nørreløkkevej 6, ud i året 2003. Bygningen længst til venstre var da nyopført i stedet for et mindre vaske- og udhus. De to øvrige bygninger, hhv. stuehus i midten og stald til højre, stammer begeg fra 1905-06, da parcelliststedet blev genopbygget efter branden.

Beskrivelse af bygningerne
Da stuehuset blev ombygget eller delvist nyopført i 1877 blev ejendommen beskrevet i forbindelse med vurderingen til brandforsikring. Heri hedder det om stuehuset: 12 fag eller 29 alen langt (= ca 20 meter), 11 alen bredr (= ca 7,50 m)  opført dels af stampet ler, dels af egebindingsværk. Taget var tækket med strå. Gavlene var udført med bræddeovergavle. Huset havde 8½ fag vinduer, der var 3 fyldingsdøre og 8 glatte døre. De to fag af stuehuset var indrettet til stue med oliemalet bræddeloft, bræddegulv og tapetserede vægge. De næste tre var indrettede på samme måde, men med murstensgulve. Yderligere en stue var med bræddegulv. Et kammer var med tapetserede lofter og vægge samt bræddegulv. Køkkenet var på 4 fag og her var der bræddeloft og murstensgulv. Det samme i spisekammeret. De sidste tre fag var indrettet til stald. Her var der lerlofter.
Længen i øst var opført i bindingsværk med bræddeovergavle og stråtag og indrettet til stald, vognskur, vognport og tørvehus.
Længen i vest var opført af lignende  materiale, dog var overgavlen i nord muret. Indretningen var lade, vognskur og materialehus.

Det forhold, at stuehuset delvist er opført i såkaldt Stampet Ler, viser at bygningen er noget ældre. Sandsynligvis fra 1840, da der blev opført et husmandssted i Ømosen - netop med denne metode.


 

Tegning af Jens Bødkers parcelliststed i Øerne på nuværende adresse Nørreløkkevej 6. Ejendommen ligger på Borsholm Overdrev og har matrikle nr. 11 af Borsholm. Til ejendommen hørte dengang også matrikel nr 9 d af Borsholm og 7 d af Horserød. Tegningen er udført samme dag som branden fandt sted, og viser foruden gårdens indretning også vindretning samt hvor branden startede, nemlig i den lilel lo, der efter sigende skal have været åben mod gårdspladsen. Øverst til venstre ses beliggenheden af svinestalden, som det lykkedes at redde, bl.a. fordi vindretningen var i modsat retning. Af indboet reddedes en del, men meget var beskadiget af vand, dels fra slukningsforsøget, dels af regnvejret.

Ejendommen "Sophienborg" fotograferet fra sydøst omkring 1950 - længe efter genopbygningen.

En kvik ung mand
Som  en af de første ankom naboens søn, den 12-årige Villy Petersen til brandstedet. Han var søn af husmand Jens Petersen. Han nøjedes iimidlertid ikke med at være tilskuer til branden. På eget initiativ reddede han adskillige af ejendommens dyr. Egenhændigt trak han får og geder ud af det brændende hus, flyttede lænkehunden til et mere sikkert sted og endelig bjærgede han alle hønsene ned fra loftet.

Den unge mand blev i de følgende dage meget rost for sit mod og sin konduite, og desuden blev han bl.a. i Helsingør Avis udråbt som eksempel til efterfølgelse.

"Sophienborg" set fra nordvest omkring 1950 - den side man ser, når man kører frem til ejendommen. Oprindelig var adressen Hellebækvej, men er nu ændret til Nørreløkkevej 6. Bemærk, at midt i billedet ligger endnu den lille svinestald, der som den eneste bygning ikke brændte i 1906. Den er nu nedrevet.

 

Lerstampede vægge

Ejendommen er efter alt at dømme bygget o 1840, da det fremgår, at der er blevet bygget et hus som såkaldt lerjordshus i Ømosen. Et lerjordshus var en konstruktion, som i korthed gik ud på, at man stampede jord, ler og vand til en hård masse i en slags støbekasse. Når massen var tørret var muren klar til brug. Den var billig, brændte ikke nemt og krævede ingen tømmerkonstruktion. Mange hundrede huse blev opført af dette materiale i første halvdel af 1800-tallet. Senere var husmandsstedet blevet udvidet med mere jord og flere bygninger - således at ejeren har kunnet kalde sig parcellist.

 
Back to content | Back to main menu