Borup landsby - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Borup landsby

De enkelte ejerlav > Borupgaard

Borupgaards oprindelige grænser - her indtegnet med rødt på et kort fra 1824. Først senere blev et areal tilhørende Rørtang opkøbt og indlemmet og endnu senere blev arealet mellem Skotterup og Snekkersten og øst for jernbanerne solgt fra.

Landsbyen Borup

af Kjeld Damgaard

Landsbyen i tidlig middelalder
Borup betyder Bo’s bebyggelse, og sandsynligvis var der på dette sted allerede i vikingetiden en lille landsby. Første gang vi hører om Borup er imidlertid i en skrivelse fra paven til Esrum Kloster, dateret 1178. Heri nævnes blot et sted ved navn Borup. I et dokument, dateret 28. november 1290 får vi at vide, at Ingerd, enke efter hr. Barvid (sandsynligvis en præst), skøder sit gods i Borup til Esrum Kloster. Desværre fremgår det ikke, hvad godset består af. Hvornår landsbyen Borup er blevet samlet til én gård, vides ikke, idet vi skal helt frem til 1500-tallet for at finde den næste kilde, der fortæller om stedet.

Borup i 1500-tallet
I 1563 fremgår det således, at Peder Hansens enke, Kirstine, får lov at beholde fæstet på ”Borupgaard”, mod at betale sædvanlig landgilde (arvefæsteafgift). I 1566 fik fogeden på Dragsholm (i Odsherred) overdraget retten til det bundgarnsstade, som Kirstine Peder Hansens hidtil havde haft. Der var altså nu tale om kun én gård.

I 1568 fik Rasmus van Aabenraa livsfæste på Borupgaard – Kirstine måtte nu forlade stedet. Samtidig fik han også overdraget det bundgarnsstade, som hørte til gården. Det fremgår endvidere, at han skulle svare afgift til Frederiksborg, samt at han kunne få brændsel i skoven, men kun af vindfælder og kun efter lensmandens anvisning.

I 1576 fik kongens bygmester, Hans Paaske, livsfæste på ”en gård i Krogens Len kaldet Borup” – altså Borupgaard. Han fik den kvit og frit, og desuden måtte han i skoven få fri gærdsel (d.v.s. materiale til at lave gærder af), brændsel af vindfælder eller fornede (rådnede) træer. Han skulle dog have træerne udvist af lensmanden eller skovfogeden. Derudover havde han ret til at udsætte 40 svin på olden – vel at mærke kun de år, hvor der var olden.

I 1582 overtog toldskriver i Helsingør, Frederik Leyel, så Borupgaard. Han fik gården fri for landgilde og anden tynge, som det hed i datidens sprog.

Pesten udryddede befolkningen
I matriklen fra 1681 nævnes Borupgaard som en enkelt gård, og der var til gården to vange og et indelukke. De to vange var stort set identiske med den jord, som Borupgaard beholdt helt op i 1900-tallet, medens det omtalte indelukke kaldtes Strandhaven. I matriklens beskrivelse af det pågældende jordstykke nævnes, at det strakte sig fra Borup og til nord for Lokkerups Gyde (Rørtangvej) og grænsende til Københavnsvejen (Strandvejen). Arealet blev brugt til høbjergning. Det interessante er, at Borupgaards jord altså oprindeligt gik helt ned til Strandvejen.

Da pesten i 1711 hærgede Helsingør og omegn, gik det særlig hårdt ud over Borups befolkning. Vi ved ikke hvor mange, der boede på gården, men ikke færre end 34 personer døde i løbet af den periode, som pesten hærgede. Det må have været næsten hele befolkningen på gården og dens tilhørende huse.

I 1771 fremgår det af en slags folketælling, at Borup nu bebos af skovfoged Thomas Pedersen. Han var da 61 år og gift 2. gang med en unavngivet hustru på kun 29 år.

I 1793 overgår gården fra fæste under kronen (d.v.s. staten) til selveje. Dermed indledes en ny æra for landbrugsdriften. De følgende ejere få langsomt men sikkert moderniseret og rationaliseret driften - nu kunne det betale sig, når man selv var ejer.
Borupgaard, som den blev tegnet på et matrikelkort fra 1816.

No comments
Back to content | Back to main menu