Borupgaard - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Landsbyen Borup

Landsbyen i tidlig middelalder
Borup betyder Bo’s bebyggelse, og sandsynligvis var der på dette sted allerede i vikingetiden en lille landsby. Første gang vi hører om Borup er imidlertid i en skrivelse fra paven til Esrum Kloster, dateret 1178. Heri nævnes blot et sted ved navn Borup. I et dokument, dateret 28. november 1290 får vi at vide, at Ingerd, enke efter hr. Barvid (sandsynligvis en præst), skøder sit gods i Borup til Esrum Kloster. Desværre fremgår det ikke, hvad godset består af. Hvornår landsbyen Borup er blevet samlet til én gård, vides ikke, idet vi skal helt frem til 1500-tallet for at finde den næste kilde, der fortæller om stedet.

Borup i 1500-tallet
I 1563 fremgår det således, at Peder Hansens enke, Kirstine, får lov at beholde fæstet på ”Borupgaard”, mod at betale sædvanlig landgilde (arvefæsteafgift). I 1566 fik fogeden på Dragsholm (i Odsherred) overdraget retten til det bundgarnsstade, som Kirstine Peder Hansens hidtil havde haft. Der var altså nu tale om kun én gård.
I 1568 fik Rasmus van Aabenraa livsfæste på Borupgaard – Kirstine måtte nu forlade stedet. Samtidig fik han også overdraget det bundgarnsstade, som hørte til gården. Det fremgår endvidere, at han skulle svare afgift til Frederiksborg, samt at han kunne få brændsel i skoven, men kun af vindfælder og kun efter lensmandens anvisning.
I 1576 fik kongens bygmester, Hans Paaske, livsfæste på ”en gård i Krogens Len kaldet Borup” – altså Borupgaard. Han fik den kvit og frit, og desuden måtte han i skoven få fri gærdsel (d.v.s. materiale til at lave gærder af), brændsel af vindfælder eller fornede (rådnede) træer. Han skulle dog have træerne udvist af lensmanden eller skovfogeden. Derudover havde han ret til at udsætte 40 svin på olden – vel at mærke kun de år, hvor der var olden.
I 1582 overtog toldskriver i Helsingør, Frederik Leyel, så Borupgaard. Han fik gården fri for landgilde og anden tynge, som det hed i datidens sprog.

Pesten udryddede befolkningen
I matriklen fra 1681 nævnes Borupgaard som en enkelt gård, og der var til gården to vange og et indelukke. De to vange var stort set identiske med den jord, som Borupgaard beholdt helt op i 1900-tallet, medens det omtalte indelukke kaldtes Strandhaven. I matriklens beskrivelse af det pågældende jordstykke nævnes, at det strakte sig fra Borup og til nord for Lokkerups Gyde (Rørtangvej) og grænsende til Københavnsvejen (Strandvejen). Arealet blev brugt til høbjergning. Det interessante er, at Borupgaards jord altså oprindeligt gik helt ned til Strandvejen.
Da pesten i 1711 hærgede Helsingør og omegn, gik det særlig hårdt ud over Borups befolkning. Vi ved ikke hvor mange, der boede på gården, men ikke færre end 34 personer døde i løbet af den periode, som pesten hærgede. Det må have været næsten hele befolkningen på gården og dens tilhørende huse.
I 1771 fremgår det af en slags folketælling, at Borup nu bebos af skovfoged Thomas Pedersen. Han var da 61 år og gift 2. gang med en unavngivet hustru på kun 29 år.
I 1793 overgår gården fra fæste under kronen (d.v.s. staten) til selveje. Dermed indledes en ny æra for landbrugsdriften. De følgende ejere få langsomt men sikkert moderniseret og rationaliseret driften - nu kunne det betale sig, når man selv var ejer.

Borupgaards ejere gennem tiden

-1178-         Esrum Kloster

 -1290         Ingerd, hr. Barvids enke
1290-1536? Esrum Kloster

-1549-1563  Peder Hansen
1563-1568   Kirstine, Peder Hansens enke
1568-1576   Rasmus van Aabenraa
1576-1582   kgl. bygmester Hans Paaske
1582-1598   toldskriver Frederik Leyel

 -1771-        skovfoged Thomas Pedersen
 -1787-        avlsmand Jens Poulsen
-1793-1812  brændevinsbrænder Johannes Christophersen
                   (fæster indtil 1803, derefter       ejer)
1812-1813   søstrene Christophersen (søstre til Johannes C.)
1813-1820   købmand og kgl. Agent Isaach W. Tegner (g.m. den ene søster)
1820-1829   Christiane Tegner, f. Christophersen (enke efter I.W.Tegner)
1829-1844   Peter Wilhelm Tegner (søn af I.W.Tegner)
1844-1847   Rasmus Hartvig Rasmussen
1847-1854   Erasmus Sigismund Resch
1854-1856   Bertel Johannes Bertelsen
1856-1870   Constantin Brun
1870-1872   Ernst Carl Scheibel
1872-1890   Preben baron Wedell-Wedellsborg
1890-1899   Severin Segelcke
1899-1916   cand. polyt., direktør Gustav Adolf Hagemann
1916-1954   dr.med. & phil. Karl Albert Hasselbalch (svigersøn)
1954-1985   Iver Hagemann Hasselbalch (søn) (jorderne solgt i 1965)
1985-1987   Monberg og Thorsen A/S
1987-2005   K/S DMK-Borupgaard
2005-           K/S Snekkersten Hotel & Spa

Borupgaard i 1600-tallet
Som forarbejde til Christian den Femtes matrikel fra 1688 blev der i året 1681 foretaget en opmåling af samtlige jorder i det gamle Tikøb sogn - såvel som i andre dele af Danmark.
Landet så dengang helt anderledes ud. De fint afgrænsede marker og skove, som vi kender fra vore dages landskaber, er et produkt af de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Før den tid lå stort set ingen bebyggelse uden for landsbyerne. Og markerne lå spredte med skovklatter, krat, buskadser, moser, og damme flettet ind i hinanden.
Vejnettet var absolut også anderledes - det bestod fortrinsvis af sandede hjulspor, hulveje og ofte ufremkommelige jordveje.
Bebyggelse fandtes som nævnt kun i landsbyerne, hvor gårdene ofte lå tæt sammenbyggede omkring gadekæret eller en åben plads, kaldet ”forten”.
I bebyggelsen Borup, som nu i 1600-tallet var blevet til én gård, var der sandsynligvis også tale om en tæt samlet bebyggelse - tæt ved det oprindelige gadekær, som endnu findes i Borupgaards have.
Borups marker var i 1681 opdelt i to vange og et indelukke. De fleste landsbyer havde 3 vangsbrug, d.v.s. at markerne indgik i et skifte på 3 år, således at markerne blev dyrket med forskellige afgrøder i 2 år og derefter lå brak i et år.

Tegner-familien
I 1793 nævnes den daværende fæster til at være gårdmand Johannes Christophersen. Han nævnes også i fæ-steregisteret som brændevinsbrænder, hvilket erhverv han bestred som borger i Helsingør. Da han døde i 1811, overtog hans søstre ejendommen. Den ene af søstrene, Christiane, giftede sig kort efter med Isaach Wilhelm Tegner. Han var me-get velhavende og efterlod sig ved sin død i 1820 både ejendomme i og ved Snekkersten samt ejendomme i Helsingør. Desuden var der en formue i ”rede Sølv og Repræsentativer”. Han blev begravet på Helsingør Kirkegård, og efter den tids skik blev hans eftermæle skrevet på gravstenen:
”Klog Virksomhed og menneskevenlig Hjælpsomhed vare Hovedtrækkene i hans Karakter. Derfor gavnede han Borgersamfundet i mange Aar og virkede med Held for andre som for sig selv.  Men Herren tilskikkede ham svære Lidelser og beredte ham til Overgangen til en højere og herligere Virksomhed i Evigheden.”

1819
Der eksisterer desværre ingen billeder af Borupgaard før 1840’erne. Vi kender kun ejendommen fra de få kort, der er tegnet og så fra brandforsikringsarkivalierne.
Den 13. august 1819 var der således besøg på Borupgaard af hhv. branddirektør Hass samt brandtaxationsmændene, tømrermester Malling og murermester Jens Hansen - begge af Hillerød. De havde til opgave at vurdere eller taksere de bygninger, som Borupgaard da bestod af - m.h.p. at fastsætte en ajourført assurancesum i tilfælde af ildsvåde. Gården havde tidligere - i Johannes Christophersens tid - været assureret for 10.160 rigsdaler sølv.

Borupgaard i P. W. Tegners tid
Borupgaard, som P. W. Tegner overtog efter stedmoderens død i 1829, drev han selv, men da hans lærer- og forfattervirksomhed lagde beslag på al hans tid, solgte han gården i 1844. I perioden 1830-38 havde han tillige ejet den mindre gård Hjortespring, der lå lidt nord for Flynderupgaard. Tegner afhændede dog ikke lystejendommen Paulinelyst, der lå nede på hjørnet af Strandvejen og vejen op til Borupgaard (den nuværende Stationsvej).
I årene omkring 1830 lod Tegner opføre en ny hovedbygning til Borupgaard. Det blev et herskabeligt stuehus - nemlig den bygning, der endnu i dag udgør hovedbygningen på Borupgaard, og som nu kaldes ”Hagemanns Hus”.

Constantin Brun
En senere ejer var Constantin Brun. Brun var herregårdsskytte og blev delingsfører 1848-49, bl.a. under Treårskrigen. Han blev Dannebrogsmand 1848. 1859-70 var han medlem af Tikøb Sogneråd - heraf formand i det første år. I årene 1865-71 var han medlem af Frederiksborg Amtsråd og 1866-68 for-mand for  Fre-deriksborg Amts Landboforening. Ved det andet folketingsvalg 12. oktober 1866 stillede Brun op som kandidat i Frederiksborgkredsen, idet den tidligere repræsentant for kredsen, kaptajn Johan Grundtvig trak sig tilbage. En modkandidat, lærer C.F. Bendixen fra Ordrup, fik færre stemmer end Brun, der vandt valget. I Rigsdagen rettede Brun kraftige angreb på fattiglovgivningen, som han betragtede som uretfærdig, og på Hærloven, som han stemte imod. En anden af hans mærke-sager var, at sogne skulle have større selvstændighed i forhold til præst og amtsråd. Han var 1868-69 medlem af udvalget om Det Kongelige Teater, men forlod så tinget, da han ikke lod sig genopstille 22. september 1869. Han var nærmest konservativ, men havde mange selvstændige meninger.

Senere ejere
I perioden 1870-72 ejedes Borupgaard af Ernst Carl Scheibel. Han solgte til Preben baron Wedell-Wedellsborg. Preben baron Wedell-Wedellsborg ejede derpå Borupgaard i perioden frem til 1889, hvor han efter familietraditionen ikke længere orkede at drive den store gård. I stedet flyttede han ned på sin anden - og betydelig mindre - ejendom "Dalsborg" ved Skotterup. Severin Segelcke var søn af en skudehandler i Lønstrup og han overtog Borupgaard i 1890. Han havde tidligere forpagtet Sejlstrupgaard ved Hjørring og var gift med Elisabeth (kaldet Elise) Cathrine Valborg Hansen, Han var den første, der for alvor begyndte at sælge ud af ejendommens tilliggender.

G. A. Hagemann
I 1899 købte G. A. Hagemann Borupgaard. Hermed indledtes en ny æra for gården, idet Hagemann kastede en stor del energi i at modernisere gårdens drift og bygninger. Gustav Adolf Hagemann f. 1842 på Rodstenseje ved Aarhus som søn af godsejer Otto Waldemar Hagemann og hustru Sofie Maria f. Poulsen. Han blev i 1873 gift med Mathilde Bruun (f. 1846 i Assens), datter af vicekonsul og købmand i Assens, Bertel Bruun og hustru Sophie Frederikke Brasch.
G.A. Hagemann blev cand.polyt i 1865 og ansat i Kryolithsodafabrikken Øresund, som han blev medejer af i 1869. Til denne virksomhed var han knyttet til sin død i 1916. Hagemann byggede i 1870-72 sukkerfabrikken i Odense, anlagde Fællessukkerkogerierne på Skt. Croix i Dansk Vestindien i 1878. Desuden anlagde han sukkerfabrikkerne i Nakskov, Stege og Assens. Han var medlem af Borgerrepræsentantskabet i København 1882-1902 uden at være tilknyttet noget bestemt parti. Han var i perioden 1902-12 direktør for Polyteknisk Læreanstalt og ejede fra 1899 Borupgaard ved Snekkersten. Fra 1911 desuden Bergsjøholm ved Ysted i Skaane og desuden 4 sukkerplantager på Skt. Croix i Dansk Vestindien. Derudover var han medlem af en lang række bestyrelser bl.a. Burmeister & Wain, Finsens Lysinstitut, Vejlefjord Sanatorium, Faxe Kalkbrud, Fængselshjælpen i København og Privatbankens Bankråd. Og endelig kan nævnes, at han var stifter af G. A. Hagemanns Kollegium i 1907.

Mathilde Bruun og børnene

Mathilde Bruun f. 1846 i Assens, som datter af købmand og vicekonsul Bertel Bruun og hustru Margrethe Sophie Frederikke Brasch. Mathilde Bruun oprettede den 25. april 1927 et familielegat på 100.000 kr. Legatet har til formål, at støtte familiemedlemmer – d.v.s. efterkommere efter købmand Bertel Bruun i Assens. Mathilde Hagemann og hendes mand Gustav Adolf Hagemann fik i alt 5 børn, hvoraf de to ældste døde som små. Den tredjefødte, Gunnar Aage Hagemann (f. 1877) arvede ved faderens død i 1916 Bergsjøholm i Skaane og Søbækgaard i Mørdrup, købte i 1930 tillige Ruuthsbo Gods også ved Ysted. Han blev i 1904 gift med Erna Marie Langballe (efter hvem en vej ved Søbækgaard er opkaldt "Erna Hagemanns Vej). Den fjerdefødte var Antonie Sophie Hagemann, der blev gift med K.A.Hasselbalch, og den sidstfødte var Paul Olaf Hagemann, der blev cand.polit. og senere bankier. Vinteren blev tilbragt i Bredgade i København, hvor familien Hagemann havde en stor herskabslejlighed på adressen Bredgade 51. Her boede familien fra oktober til tidlig forår.

Antonie Hasselbalch
Som datter af G. A. Hagemann og Mathilde Bruun arvede hun og hendes mand Karl Albert Hasselbalch Borupgaard. Sammen med sin mand kastede hun sig over velgørenhed, og forærede bl.a. meget betydelige til Finsen-instituttet. Det skete efter at deres søn, Anders, døde som kun 14-årig af leukæmi. Senere forærede hun betydelige beløb til etablering af bl.a. Antoniehus Fødeklinik i Helsingør - netop opkaldt efter hende selv. I den ældste udstykning fra Borupgaard - arealet mellem Strandvejen og jernbanen etableredes kort efter århundredeskiftet flere nye veje. To af vejene opkaldtes efter hendes forældre - men en vej bærer stadig hendes navn: Antonievej.
Antonie Hasselbalch havde et betydeligt kunstnerisk talent - bl.a. modellerede hun flere relieffer, buster og figurer.

K. A. Hasselbalch
Karl Albert Hasselbalch var født i 1874 på Aastrup ved Hjørring som søn af proprietær Hans Peter Jansen Hasselbalch  og hustru Hedvig f. Spärck.
Han tog studentereksamen fra Sorø Akademi i 1891, tog embedseksamen i medicin i 1898, dr.med. 1899, og i 1904 forstander ved Finsens Lysinstitut efter Finsens død. I 1917-18 tog han eksamen som landbrugskandidat, opgav stillingen ved Finsen-instituttet og flyttede permanent til Borupgaard, som hans hustru, Antonie f. Hagemann havde arvet ved hendes faders død i 1916.
I 1921 erhvervede Hasselbalch tillige Grønnesøgaard ved Frederiksværk og i 1929 en stor hedeejendom "Heimdal" ved Hoven i Jylland.

Iver Hasselbalch
var søn af K.A. Hasselbalch. Han drev Borupgaard i en længere årrække, både før og efter faderens død. I 1965 solgte han imidlertid gårdens jorder til Tikøb Kommune, som planlagde at lade al gårdens areal bebygge primært med boliger. Imidlertid fortsatte landbruget i endnu en længere årrække efter 1964, da byggeriet kun langsomt blev igangsat. Først i 1966 vedtoges en såkaldt dispositionsplan og i 1968 solgtes de første arealer syd for den nuværende Klostermosevej og vi skal helt frem til 1973-74 førend der for alvor blev bygget på de gamle landbrugsarealer. I 1985 besluttedes det at stoppe landbrugsdriften og i 1987 afhændede Hasselbalch også selve gårdens bygninger, som i den mellemliggende periode bl.a. havde været udlejet til firmaet "Løgstrup A/S".

Hotel
I sommeren 1987 blev alle gårdens avlsbygninger revet ned af den nye ejer, hotelkoncernen Scanticon. I det følgende år opførtes i stedet et hotel med 158 dobbeltværelser - fra 1989 og i de første år drevet af Scanticon-kæden - senere af Comwell-kæden. Af de oprindelige bygninger bevaredes kun to, nemlig hovedbygningen (nu kaldet Hagemanns Palæ) fra 1830 og den gamle lade (nu kaldet Hasselbalchs Hus) fra 1844. Begge bygninger indgår i hotellets drift.