Brillianthuset - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Brillianthuset

De enkelte ejerlav > Ørsholt

Brillanthuset ved Ørsholt

af Christian Hansen (red. af Kjeld Damgaard)

I den voldsomme "Julestorm" i 1902 tog mange huse alvorlig skade. Et af disse var det såkaldte "Brillanthus" ved Ørsholt – og huset tog så alvorlig skade, at det aldrig blev genopført. Huset er sandsynligvis blevet opført i begyndelsen af 1800-tallet som et arbejderhus under gården Lovisenlyst – det nuværende Ørsholt. Om dette hus har gårdejer Christian Hansen i 1916 skrevet en beretning – en beretning som bygger på hvad han har fået fortalt af lokale beboere, og vi kan derfor ikke verificere alle enkeltheder eller begivenheder – men under alle omstændigheder er det en historie, som beretter om de beskedne forhold, der herskede blandt de laveste klasser på landet i 1800-tallet.

Ved det østlige hjørne af Horserød hegn lå indtil julestormen i 1902 et lille hus, som havde fået navnet Brillanthuset efter et mundheld, som dets beboer brugte, nemlig: "Brillant"! Dette ord brugte han om alt, hvad han udrettede, og alt, hvad han skulle forklare. Hans Livsstilling var kun ringe, nemlig røgter på gården Lovisenlyst ved Gurre Sø. Den gang var røgteren gårdens laveste tyende; han måtte sidde ved nederste ende af bordet i borgstuen, nedenfor drengene, som havde det dårligste spand heste eller vogtede gæs, svin eller får. Nu kaldes kreaturpasseren for fodermester og regnes på flere gårde som gårdens første mand, der står over forvalteren og spiser ved godsejerens bord, går med blanke støvler og hvid krave. Men staldene er også betydelig renere end den gang, da Ole Brillant var røgter. Og klædedragten var også forskellig. Ole ejede kun et par lærredsbukser og en islændertrøje; strømper havde han ikke; huen og træskoene var ikke engang hans egne, men tilhørte de andre medtjenere eller var kasseret af disse. Alt, hvad Ole tjente, gik til brændevin, som han brugte meget af – udover det , han fik på gården. Men flasken var heller ikke hans egen, den tilhørte husbonden eller kromanden på Marianelund. Han var en ældre ungkarl, da han blev gift og kom til at bo i huset, som herved fik sit navn.

"Stærke Sidse"
Nede på det gamle Ørsholt tjente en ældre pige, som havde været der i mange år. Hun kaldtes Stærke Sidse på grund af sine store kræfter og grove lemmer, hun var tillige lidt skrap i sin mund. Derfor var der ingen, som ville have omgang med hende. Hun følte sig tilsidesat af den øvrige ungdom og vandrede derfor sin vej alene. Ofte gik hun ved Gurresøens bredder, her sad hun i timevis og skuede ud over søens vande. Der kom en længsel i hende, som hun ikke hidtil havde kendt før en aften, hun så forvalteren og herremandens datter holde stævnemøde i nærheden. Da følte hun kærlighedslængslen i sig. Ingen havde hun haft at holde af. Fader, moder eller søskende havde hun aldrig kendt, og kom i en tidlig alder ud at tjene for sit brød. Hun havde været flere steder som ung, men som ældre holdt hun mest af den stille egn ved Ørsholt, hvor hun vandrede alene om i sin fritid.
Nu, da den nye følelse var kommen over hende, søgte hun til gården Lovisenlyst, det nuværende Ørsholtgaard; her vidste hun, at der var mange folk. Men da hun ingen traf på gården, vandrede hun ud ad den bekendte smukke allé øst for gården, som den gang nylig var plantet. Her traf hun Ole Røgter, som havde været på Marianelund og fået sig selv og sin brændevinsflaske fyldt og derfor var i munter stemning. Efter at have talt lidt sammen, tilbød Ole at følge Sidse hjem. Det blev med glæde modtaget. Disse to halvgamle og tilsidesatte Folk forstod rigtig hinanden, og inden de nåede Gamle Ørsholt, var der sluttet en pagt for hele livet.

Bryllupsforberedelserne
Næste søndag var de atter sammen og besluttede da, at de skulle holde bryllup til november. Ole kunne blive i sin plads, og Sidse blive malkekone på gården. De lejede en lejlighed og gjorde de fornødne forberedelser med hensyn til udstyr og bohave; det var ikke meget der fordredes, men deres midler var også små. Sidse havde lidt sammensparet løn, der brugtes til hendes udstyr og strømper, skjorte og hue til Ole. Dermed var hendes formue brugt. Ole ejede intet, men fik noget gammelt tøj af herremanden samt en kasseret Seng, et Bord og en gammel Bænk.
Sidse havde en kiste og fik en stol, samt en gryde, hvor det øverste var slået af, men den var stor nok endda til deres husholdning. Et par lertallerkener, nogle spølkopper og en kaffekande fik de som brudegave af deres herskab, samt enkelte småting af medtjenerne. Nogle gamle dyner samt et par skilderier med de bekendte tyske billeder af Joseph og Maria på vej til Ægypten, af Madonna med Barnet samt et med en navneklud, broderet af forskelligfarvet uldgarn og et med nogle mindeord om en afdød, gammel kone; hvem det var af, vidstes ikke, men det pyntede dog på væggen ligesom de andre skilderier. Sengehalm var der rigeligt af, så den opredte seng nåede halvvejs til loftet. De var helt stolte af dette nye hjem.

Onklen i Holmene
Nu manglede blot køretøjet. Herremanden tilbød en vogn, men det syntes Sidse ikke om, Hun ville helst have sin onkel til at køre, det så mere familiært ud at komme med egen befordring. Desuden skulle denne onkel med som forlover og leder af den hele bryllupsfærd, da Sidse og Ole slet ikke vidste, hvorledes de skulle bære sig ad.
Denne onkel havde en slags storhedsvanvid. Han troede om sig selv, at han var bedre end sine ligemænd, og arbejdede derfor ikke som almindelig daglejer, men ville være sin egen mand. Om sommeren lagde han tørv på akkord og om vinteren bandt han kurve, koste af lyng og birkeris. Dem solgte han til byens spækhøkere og kulhandlere. Han boede ude i det såkaldte Holmene, men han ejede sit eget hus. Det var ligesom mange af datidens huse bygget på et grænseskel mellem to ejendomme; den ene var det nuværende Nygaard, som dengang var overdrev til Holmegaard. Stenstrup og Hornbæk havde ligeledes et overdrev herude, som til dels henlå med lyng; desuden havde de to byer et tørvelod midt ude i Holmene. Min oldefar på Holmegaardslund ejede foruden en del af Nygaard ligeledes et jordstykke derude, men vidste knap, hvor det lå. Grænseskellene kendte han slet ikke, men det brød han sig heller ikke om at vide. Nogle tusinde kvadratalen mere eller mindre spillede ingen rolle, da jorden alligevel ikke brugtes; og byggede en mand sig et hus der på et af disse grænseskel, tog man sig ikke noget deraf, da man ikke vidste, på hvis mark det egentlig lå. Herude boede onklen i fred og ro, betalte ingen skatter, men havde dog store arealer med udmærket jagt, som han halvvejs betragtede som sit eget; men han ville dog højere på strå. Han ønskede at blive en kørende mand og blev det også på en efter nutidens forhold billig og nem måde. Oppe i Tikøb Præstegård stod et gammelt køretøj, som en af provst Olriks forgængere havde ladet blive stående ved afrejsen. Dette køretøj ville provsten ikke mere have stående her og lod det sælge ved en auktion i Tikøb Kro. Det var en meget smal vogn med lave hjul på træaksler, som styrtede meget, så at de kun havde en smal sporvidde og var meget "vælduren", som man kaldte det. Fadingen ved med faste sæder lavet i et med vognen, der var så smal, at kun den tykke præst kunne få plads i bagsædet, og den store tykke forkarl, som tillige var kusk, fyldte hele forsædet, når de var i vinterdragt og iført de store senilier og fodposer. Der var ikke engang plads til fodersækken, når de kørte til sogns. Derfor var der på bagsædet, som gik i et med bagsmækken, anbragt en krog, hvorpå fodersækken hængte.

Onklen bliver vognmand
På datidens dårlige veje var denne lave vogn tilbøjelig til at vælte, men præsten og kusken forstod at holde den på ret køl ved at kaste sig til den modsatte side. Når det var særligt slemt – et stort hul eller en snedrive – stak kusken det ene ben ud af vognen mod jorden eller sneen og holdt den derved oppe. På sædet var anbragt en stor halmsæk under hunden, for at den stive vogn ikke skulle støde alt for meget, når pastoren skulle have sig en lille slummer på vejen til annekskirken.
Dette køretøj med tilhørende hampseler, fodposer og hynder, der ganske vist kun bestod af støv og musereder, købte onklen for 1 rigsdaler, 2 mark og 12 skilling. Da birkedommeren, som den gang selv holdt auktionen, ikke ville betro ham for et stort beløb, blev de enige om, at han skulle levere tørv, birke- og lyngkoste til at feje med i stuerne og et par sæberis til fruen. Men det blev aldrig betalt, man vidste heller ikke, hvem der egentlig skulle have disse penge, da præstefamilien var uddød.

Hesten
Nu manglede onklen kun en hest.
Det var dog let at få. Den gang gik rundt om Gurre- og Esrom-søernes bredder en masse gamle udgangsøg og bjærgede deres føde. Kunne de klare sig vinteren over, til man atter skulle bruge dem, var det godt, kreperede de, var det også godt, så var man af med dem. De var uden værdi; selv huden af disse gamle heste ville ingen have. Han gik ned til Gurre Sø og valgte sig en rødblisset hoppe med fire hvide ben til knæene. Den tog sig mest pralende ud. Hvem den tilhørte, vidste han ikke; den gamle hest var glad ved at komme i stald. Føden var ikke stort bedre, men den havde dog tag over hovedet.
Med denne befordring skulle nu Sidses onkel køre for brudeparret. I den anledning var der lavet en ny pisk, og vognen var vasket. Derved viste det sig, at den i fordums tid havde været smurt over med en brunlig farve, og på hver side var malet en rød tulipan.

På vej til kirken
Ingen bonde i Tikøb Sogn har med sin nye fjedervogn og sine to rødblissede heste med hvide ben, som var svært på mode i midten af forrige århundrede, følt en sådan værdighed som onklen, da han mødte frem med sit selvejerkøretøj, og brudeparret var stolt af et eje en onkel, som var kørende mand. Det var noget andet end at komme med et lånt herregårds-køretøj. Det var knap plads til begge i bagsædet, men hvor der er hjerterum, bliver der altid husrum, siger man. Onklen, som var den ledende, sagde at Sidse skulle ved venstre side, men Sidse ville absolut sidde ved højre side.
Damerne har altid en vilje, når det gælder stadsen, og grunden var her, at Ane Per Vævers boede ved højre side. Det var den værste sladresøster i hele Gurre By. Hende ville Sidse rigtig vise sig for i sit nye shawl og fine hovedtørklæde; hun ville lade en snip af shawlet hænge udenfor vognen for rigtig kunen ses. Det forbød dog onklen, da hun derved kom til at dække tulipanen, og den skulle jo også ses. Til gengæld fik hun en pude hvorved hun kom til at sidde noget højere. Derved kom de røde vorter og shawlet til syne over vognen. Ole kom til at sidde meget lavere og tog sig noget lille og uanseelig ud ved siden af den store og statelige dame, men det brød ingen af parterne sig om. Onkelen havde ligeledes stavlet noget under sig  for at sidde højt, ligesom han havde set, at Frederik den Sjettes kusk sad. Og næppe har nogen kongelig kusk med sine heste kørt så flot gennem Gurre Gade. Pisken blev holdt så højt, at den ragede op over de lave huse. Og aldrig nogensinde har staldmesteren i Tikøb Kro på en så flot måde fået ordre til at sætte hesten i stald. Alle kroens folk og gæster stod ved vinduerne for at se det flotte køretøj. Staldmesteren løb efter vognstigen, for at bruden kunne stige ud af vognen. Men Sidse kom han i forkøbet; hun tog kjolen op og skrævede op over vognfjælen; derved fik hun vist sine ringede strømpeskafter, sin nye klokke og de broderede mamelukker. De var særlig fine og i hendes øjne langt pænere end fruens på herregården, som dog var ægte kniplinger.

Brylluppet
Onkelen sad længe på vognen for at blive beskuet i al sin storhed. Derefter tog han som forlover bruden under armen, og de skred nu med stolt holdning op mod kirken, medens Ole kom sjokkende bagefter. Han tog sig uanseelig ud i herremandens tøj, som var alt for stort til ham. Han havde måttet slå et stort opslag på ærmer og benklæder. Da han nåede et stykke op ad kirkegangen, mødte han graverkarlen. Det var en gammel skolekammerat og han havde 1½ pægl på lommen. De skulle nu have en genstand sammen og fik sig en lille passiar om deres ungdom. Ole fortalte, at han havde gjort sin lykke og var kørende til Tikøb med familiens eget køretøj.
Imidlertid sad onkelen og Sidse i kirken og ventede. Hans velærdighed stod ved alteret og læreren stod med opslået salmebog. Da Ole endelig kom, satte han sig lige indenfor døren, medens de andre sad helt oppe ved alteret. Læreren vinkede med hånden, at han skulle gå op til de andre, men Ole, som følte sig fremmed her, blev siddende. Salmen "Det er så yndigt at følges ad" blev ikke sunget, da den ikke var digtet dengang, men der blev sunget en lignende, hvorefter onkelen førte bruden op til alteret. Der blev atter vinket til Ole, men denne var kommen til at tænke på køerne derhjemme og så det derfor ikke. Degnen måtte så ned og tage Ole ved armen og føre ham op ved siden af Sidse, der tilkastede ham et lynende blik. Da præsten lagde deres hænder sammen greb Sidse så hårdt om fingrene, at Ole var ved at skrive av! Ole mærkede, at hun var vred, han frygtede for det, der ville følge efter, og hørte ikke, hvad præsten sagde.
Da de var færdig med vielsen, var Ole mere hurtig til at komme ud af kirken. Ved kirkedøren udbrød Ole: "Det var godt det blev overstået. Det gik s’gu ellers brillant".
Man nød lidt drikkevarer i kroen, hvorefter de atter steg til vogns. Lotte, som havde været til kros før i dag, vidste af erfaring, at når det gik hjemad fra en kro, skulle det gå rask. Den havde benyttet kirketiden til at rive sig løs og tømme alle krybberne med levnet bønderhakkelse. Det var noget andet end den tørre lyng hjemme; den var helt flink på hjemrejsen. Onkelen pralede af sin raske hest, og Ole sagde: "Ja, den går brillant!"

Hjemrejsen fra Tikøb
Vejret var smukt, men de talte om, at det ikke var rigtigt bryllupsvejr, da det helst skulle regne. Det siger man endnu, men det er fuldstændig forkert. Det, at være våd  på sin bryllupsdag, stammer fra den katolske tro; men her menes ikke regnvejr, men at brudefolkene ved den kirkelige handling skal fælde tårer. Dette gjorde Sidse i rigeligt mål ved provst Olriks smukke og gribende ord til hende. Han så nok, at det var hende, der i fremtiden skulle være den ledende hånd.
Tikøb sogn har altid haft nidkære præster, der ofte gav et simpelt brudepar uden offer en langt smukkere og mere gribende tale end dem, som gav ti rigsdaler. De kærlige ord faldt i god jord i Sidses hjerte, som var modtagelig for al slags kærlighed, og hun glemte sin vrede på Ole, som derfor var bleven mere dristig og fortalte historier på hjemvejen. Derover glemte onkelen at være stolt kusk og holde fast på linerne. Da de nåede tæt ved det nye hjem, så de, at der sat flag, og at der stod musikanter for at tage imod dem. Det var gårdens eget mandskab, som havde fri om eftermiddagen i anledning af skiftedagen. Det var 1. november.
De kørende rettede sig i sæderne ved at se den megen stads, der gjordes af dem. De bemærkede dog ikke et par karle, som lå i den ene vejgrøft for at skyde en salut, idet de kørte forbi. Ved skuddet blev Lotte bange, den sprang til side og kom derved for langt ud på vejkanten, hvorved vognen trillede om i vejgrøften, som var fuld af vand.
Alle bryllupsfolkene blev gennemvåde. Selv Sidses fine mamelukker lignede en karklud. Alle, der var til stede for at modtage dem, fik nu travlt med at fiske dem op af vandet og få vognen op. Da de kom hjem, måtte de tage tørt tøj på. For Sidse var det let nok, hun havde sit søndagstøj, men Ole havde kun sine lærredsbukser og islænderen. Da han kun havde en meget snavset og dårlig skjorte, fik han en af Sidses særke på og et par af hendes strømper, der var lidt rigelig vide foroven til ham. Onkelen kørte hjem, men lovede at komme til midaften, som aftensmaden kaldtes den gang og hedder det endnu enkelte steder på landet.

Bryllupsfesten
Herremanden og fruen samt forvalteren og datteren kom for at ønske til lykke, og de havde små gaver med. Forvalteren og datteren gav et stort farvet æble af gips. Det var meget almindeligt, man så dem overalt på de gamle dragkister, men de er nu forsvundne. Denne gave var den bedste for Sidse, den mindede hende om de folk, som fra først af viste hende vejen mod ægteskabets havn. Senere kom medtjenerne fra begge gårde, de havde skillinget sammen til nogle husholdningsgenstande. Et par husmænd, som havde passet kreaturerne om eftermiddagen, da folkene havde fri, kom om aftenen og medbragte et par flasker brændevin. Det, syntes Ole, var den bedste brudegave; den kunne bruges straks, og den bevirkede, at brylluppet fik en munter afslutning.
De unge gik tidlig. De skulle tal bal på Marianelund, men onkelen og husmændene holdt længe ud. De skiftedes til at fortælle historier. Efterhånden som flaskerne tømtes, blev stemningen højere og det blev til skrålende sang. Sidse gik ude i køkkenet og ordnede dette, da historierne blev grove, men da hun hørte de høje skrål, kom hun farende ind og sagde at det nu snart kunne være nok. Ole rejste sig, kom hen mod hende med udbredte arme og sang visen: "Min egen kære Pige". Men han modtoges med en knaldende lussing og fik et puf for brystet, så han trillede hen under sengen og blev liggende der.
Derefter bad hun onkelen om at gå, det var vist på høje tid. Husmændene prøvede på at rejse sig, men formåede det ikke. Så tog Sidse dem en ad gangen i nakken, kastede dem ud og knaldede døren hårdt i.
Dermed var festen forbi.

Efter brylluppet
Næste morgen spurgte Oles medtjenere drillende, hvorledes brylluppet gik, men Ole svarede sit sædvanlige: "Det gik brillant!"
Da de nu var gifte husfolk, fik de efternavn og kom til at hedde Ole Brillant og Sidse Brillants. De boede her kun en kort tid, da Sidse Brillants ikke kunne forliges med naboerne og malklekonerne, og Ole blev mere og mere forfalden og ligegyldig. De rejste fra herregård til herregård og forsvandt til sidst fra egnen og sognet. Man hørte aldrig fra dem mere. Onkelen blev det forbudt at bo og regere som enehersker på mosen, da de nye ejere begyndte at opdyrke og bebygge den. Han rev sin hytte ned og forlod ligeledes egnen.



Udsnit af avisartikel om skaderne efter julestormen i 1902 - huset, der omtales er ”Brillanthuset”.

Uddrag af kort fra 1857, der tydeligt viser, at der sydøst for Horserød Hegn lå et lille hus - ”Brillanthuset”. Huset lidt syd derfor kaldes endnu for ”Diamanthuset” - vel en afsmitning fra det forsvundne hus.

REDAKTØRENS BEMÆRKNINGER OG FORKLARINGER TIL CHRISTIAN HANSENS ARTIKEL:

Artiklens indhold kan som nævnt i indledningen ikke verificeres. Vi må altså tro på, at Christian Hansen ikke selv har fundet på historien. I al fald er der adskillige kontrollerbare facts i historien - facts som er korrekte. Brillanthusets eksistens og stedets rasering i 1902 er korrekte. Stednavne og Tikøb-præstens navn er også korrekte. Derimod har det ikke været muligt at finde oplysninger om hverken Ole eller Sidse - eller for den sags skyld onklen, hvis navn slet ikke nævnes. Men det er altid vanskeligt med tjenestefolk på landet - de flyttede tit og blev endnu i 1840’erne, hvor historien antagelig foregår, ofte kaldt ved forskellige navne fra tid til anden.
En gennemgang af kirkebogen for viede den 1. november i perioden 1827 (hvor Marianelund Kro åbnede) til 1847 (da provst Olrik ophørte) har imidlertid ikke givet resultat. Det giver anledning til at minde om, at Christian Hansens beretning på visse områder kan være fri fantasi, men at denne og flere andre historier fra hans hånd, indeholder en kerne af sandhed - som Christian Hansen har digtet lidt videre på.
Christian Hansen var ikke født da denne historie fandt sted, så under alle omstændigheder, må han have fået det hele fortalt - så måske det forklarer enkelte unøjagtigheder.

 
 
Back to content | Back to main menu