Danstruplund - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Danstruplund

De enkelte ejerlav > Lille Esbønderup

Glimt af gården Danstruplunds historie

Af Kjeld Damgaard

I Tikøb sogns yderste sydvestlige hjørne ligger en stor gård, der bærer navnet Danstruplund. Gården er en stor proprietærgård – i lighed med en række andre store gårde i vort område, f.eks. Borupgaard, Borsholmgaard eller Skovlund.

Men gården har ikke altid ligget på dette sted og den har heller ikke altid heddet Danstruplund. Historien starter i den nærliggende landsby, Lille Esbønderup, som fra gammel tid har bestået af 4 gårde.

Jordreformen
Udskiftningen af Lille Esbønderups jorder skete som alle andre landsbyer i slutningen af 1700-tallet. Resultatet var, at de tre gårde skulle blive liggende i landsbyen, medens den sidste skulle flytte ud. Den gård, der skulle flytte ud tilhørte Peder Hansen og havde nr. 3. Den lå i landsbyens østligste side – lige ved den nuværende Kathøjvej. Som det fremgår af kortene, er bygaden siden flyttet, så gården lå faktisk der hvor nu Danstrupvejen nu går lige syd for krydset ved Kathøjvej.

Allerede i 1787 ses det at netop denne gård er blevet den største i byen – eller måske den med den bedste drift. I al fald er det den eneste gård, der har tjenestefolk – endda både en tjenestepige og en tjenestekarl. Men gårdmand Peder Hansen måtte i alt fald nu flytte sin gård ud til de jorder han havde fået tildelt på landsbyens søndre jorder – den såkaldte Kildevang eller Overvang. Dette store flytteprojekt stod Peder Hansen dog ikke alene med. Han fik hjælp til flytningen, dels bygningshjælp, dels grundforbedringshjælp, dels hjælp til etablering af stenkister (dræning). Denne hjælp blev ydet af de gårdmænd, der ikke skulle flytte deres gård.

Så ulempen for den gård, der skulle flytte var altså, at gården med dens beboere kom til at bo ude på marken – langt fra den trygge tilværelse omkring gadekæret. Omvendt var det en fordel at få bygget helt nye avlsbygninger, selvom disse til en vis grad var opført af genbrugsmaterialer fra den gamle gård.

En konsekvens af jordreformerne og bøndernes overtagelse af gårdene til selveje var, at det nu blev bestemt at alle gårde skulle have et navn. Bønderne skulle selv vælge navnet og de fleste valgte at tage navn efter eksempelvis den ager eller vang, som deres gård eller tilliggendet lå på. Det kunne dog også være andre lokale forhold, der gav gården navn – det er navne som Kildegaard, Østergaard, Skovgaard eller Nedergaard eksempler på.

I Lille Esbønderup blev de tre gårde således opkaldt efter lokale forhold. Matr. nr. 1 fik navnet Sallerud opkaldt efter "Saldeager", der lå på gårdens tilliggende efter jordreformerne. På samme måde fik matr. nr. 2, Blommeaas sit navn. Marken kaldtes Blommeaas, men hed egentlig oprindelig Blaamandsaas. Ordet blåmand er det gamle danske navn for en kornblomst, så gårdens navn betyder egentlig Kornblomstgården.  Navnet Engerup (matr. nr. 3) ses derimod ikke som et gammelt marknavn, men må vel tolkes som gården ved engen. Den sidste gård – den der flyttede ud af byen – kom til at ligge helt ude på landet og blev hurtigt ændret til en slags lystgård for ikke landmænd. Det er derfor ikke unaturligt at den fik navnet Landlyst.

Den nye gård
Den ældste forsikringssag på magister Hansens gård, "Landlyst" stammer fra den 28. januar 1799 da der blev indleveret en brandforsikringssag, som betød at gården blev forsikret for 680 rigsdaler. Det fremgår ikke umiddelbart om gården er udflyttet fra landsbyen på dette tidspunkt. Det er først helt tydeligt af den næste forsikringssag, der stammer fra den 15. januar 1806. Gården var da helt nyopført i fire længer. Mod vest lå stuehuset med en længde på 30 fag (ca. XX m) og en bredde på 15 alen (= X m). Huset var grundmuret og dækket med et rørtag (= stråtag). Under 8 fag var der en stensat kælder. Selve huset var indrettet til 10 værelser foruden køkken og spisekammer. Alle værelserne var gibsdækkede, vinduerne var af den engelske type (= skydevinduer) og dørene af den hollandske type. I samme længe var de 10 fag indrettet til hestestald med spiltove og krybber. Desuden var der i huset "tvende fra Grunden opmurede Skorsteene".  Alene dette hus var vurderet til 4050 rigsdaler -  og indretningen mere end antyder at gården nu var indrettet til en familie udenfor bondestanden, som man dengang udtrykte sig, når man ville fortælle, at huset var til rige folk.

Udover hovedhuset var der i nord et sidehus på 12 fag og 8 alen dybt. Der var opført af bindingsværk og med stråtag og indrettet til kostald, karlekamre og foderlo. I syd lå et 14 fag langt og 9 alen dybt sidehus, indrettet til bryggers med skorsten og bageovn samt borgerstue og 5 små værelser. Den østre længe var på 17 fag og 8 alen dyb og var indrettet til lo og lade. Her var også porten til gårdspladsen.

Hele herligheden blev vurderet til 6.110 rigsdaler – altså næsten 10 gange så meget som den gamle gårds bygninger. Det var da heller ikke længere en "almindelig bonde", der ejede ejendommen. Det var langt rigere købmænd fra Helsingør.

På det tidspunkt hed ejeren således John Good, der havde sit virke i Helsingør, men som også ejede andre større ejendomme på den tid, bl.a. Gurrehus. Men John Good (f. 1756) boede ikke selv på gården – hans bopæl var på Stengade nr. 84 i Helsingør, hvor han levede med sin hustru Mary Linston (f. 1747) og seks børn. Landlyst var i stedet udlejet til en hr. Selby – antagelig identisk med den i samtiden berømte Charles Selby. Han var født i England og var i 1775 kommet til København som andelshaver i en slægtnings sukkerraffinaderi. I 1777 grundlagde han sit eget handelshus, Selby & Co., der blev et af Københavns rigeste handelshuse på den tid. Senere opgav han handlen og kastede sig over landbruget, hvor han blev en foregangsmand. Han ejede og drev en række større gårde, men i 1805 havde han solgt sin – foreløbigt sidste gård – og det er derfor tænkeligt at han har lejet sig ind på den ledige ejendom, Landlyst mellem Tikøb og Danstrup. Han var især berømt for sit store engagement i at modernisere landbruget.

Beskrivelse fra 1831
Den efterfølgende ejer fru Ferall (skal sikkert være Ferrall) var antagelig i slægt med den familie Ferrall, der havde tilknytning til sukkerplantagerne i Dansk Vestindien.

Men netop fra hendes ejerperiode findes en beskrivelse af ejendommen. Det var en tidligere landvæsenskommissær, S. Sterm, der havde sat sig for at beskrive alle større danske landbrug. Desværre nåede han stort set kun Frederiksborg og Københavns amter, men det gør det muligt at se hvorledes gården blev drevet på den tid. Beskrivelsen gengives her:

Landlyst i Lille Esbønderup, der ejes og drives af hr. Ferral, ligger i Midten af sine Marker, omgiven af 3 Fiskedamme, ½ Miil Nord for Fredensborg.
Bygningerne, der ere et grundmuret Stuehuus og 4 Udhuse af Muur og Bindingsværk, afgive en god og bequem Bopæl; de ere assurerede for 9.600 Rigsbankdaler Sølv. Ved Gaarden er en smuk Have. Gaarden staar for 3 Tønder, 6 Skjæpper, 3 Fjerdingkar, ¾ Album uprivilegeret Ager og Engs Hartkorn med et Areal af 52 Tønder Land Ager og 8 Tønder Land Ovedrev, der indeholder fortrinlig godt Tørveskjær; Jordene er boniterede til Taxten 12. Den aarlig Udsæd, 6 Tønder Rug, 8 Tønder Byg, 12 Tønder Havre, foruden 4 Tønder Havre bladet med Vikker, giver sædvanligen 8 Fold. Der lægges 30 Tønder Kartofler og avles 40 Læs Høe. 1 Tønde Land anvendes til Raps. Der holdes 4 Heste, 12 Køer og 6 Sviin. Sædfølge: Første Aar Kartofler, hvortil gjødes; 2. Byg; 3. og 4. Kløver eller Vikker; 5. Rug; 6. Boghvede eller Spergel; 7. Havre; hvorefter Jorden udlægge stil Græs. Præste-Tienden er accorderet til 1 Tønde Rug og 2 Tønder Byg aarlig. Kirke-Tienden svares paa den i Sognet sædvanlige Maade. De Kongelige Skatter med Konge-Tienden, Jordebogsafgivten etc. Beløbe sig til 60 Rigsbankdaler. Bankhæftelsen er betalt.

Sammenlægningerne
Med Hans Christian Jørgensens overtagelse af Landlyst i 1837 indledtes en ny æra i gårdens historie. Det var nemlig denne ejer, der lod opkøbe yderligere to gårde i omegnen m.h.p. at lægge disse sammen til en bedrift. Jørgensen købte således også gården Kasserud – en af nabobyen Jonstrups gårde. Det skete i året 1839. Gården, der havde matrikel nr. 4 af Jonstrup var en udflyttergård og dens jorder stødte således op til Landlysts jorder. Det var dog først i 1849, at det lykkedes for Jørgensen at få kongelig bevilling til at sammenlægge gårdene. Det skete dog på den betingelse, at Jørgensen stedse skulle vedligeholde det hus der var opført 6 år tidligere på gården Kasseruds grund. Og så blev bevillingen i øvrigt afsluttet med følgende formaning: "Hvorefter de Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette – forbydende Alle og Enhver herimod eftersom foreskrevet staaer at hindre eller i nogen Maade Forfang at gjøre, under vor Lyst og Naade."

I sommeren 1854 havde Hans Christian Jørgensen tillige overtaget en gård i Endrup – en landsby lige på den anden side af kommunegrænsen. Gårdens navn var Enghavegaard og den havde matr. nr. 8 af Endrup. Også denne gårds jorder stødte op til Landlysts jorder, så valget var ikke tilfældigt. Og det blev da også bevilget Jørgensen at sammenlægge denne gård med de allerede to sammenlagte gårde. Også her var der en betingelse, nemlig at der blev oprettet et lille husmandsbrug inden 2 år og at stedet skulle forsynes med en beboer.

Nye ejere
Imidlertid valgte Jørgensen at sælge sin samlede ejendom samme sommer til klædehandler og grosserer Josias Daniel Hansen Schmidt for en samlet sum på 38.000 rigsdaler – heraf var de 11.000 for Enghavegaard. Denne sum skal sammenlignes med at en arbejdsmand i 1854 tjente mellem 1175 og 200 rigsdaler om året!

Hermed opstod en ejendom på et anseeligt areal – set med datidens øjne. Lige knapt 17 tdr. hartkorn svarende til omkring 200 tdr. ld. – og da Schmidt fem år senere – d. 1. november 1859 - solgte hele den samlede ejendom, skete det da også til en samlet sum af ikke mindre end 64.000 rigsdaler. På ejendommen var da også på dette tidspunkt opført nogle arbejderhuse – og med i handlen fulgte den såede vintersæd samt besætningen, der da bestod af 9 heste, 47 køer, 1 tyr, 2 ungkvæg, 6 får, 4 svin, 6 grise og 1 æsel. Desuden indgik i handlen at køberen også skulle overtage diverse udbo, nemlig bl.a. 4 arbejdsvogne, 4 gamle vogne og mejeriredskaber foruden foder og brændsel.

Den nye ejer kaldte sig selv for Harald Nielsen og han kom til at eje Landlyst i en ganske lang periode – nemlig helt frem til sin død i 1892, hvorefter enken Sophie Nielsen f. Køhler overtog gården i yderligere 6 år. Harald Nielsen var i perioden 1874-79 medlem af Tikøb Sogneråd. Men ikke blot almindeligt medlem – men ligefrem formand i hele sin medlemsperiode på seks år. På den tid var formandsposten meget svær at klare for en almindelig gårdejer eller lignende. Arbejdspresset i den kæmpestore Tikøb Kommune gjorde at formandsposten næsten altid gik på skift mellem de store jordejere i kommunen – de var simpelthen de eneste, der havde råd og tid til at varetage jobbet.

Navneskifte til et "forkert" navn
I december 1899 blev der atter givet en kgl. bevilling til ejeren af Landlyst. Ejeren hed nu Olaf E. Poulsen og var egentlig uddannet læge. Han syntes åbenbart ikke om at bo på "Landlyst" – og så ansøgte han om at få navnet ændret til "Danstruplund". Han måtte nemlig ikke blot selv ændre navnet – det var bestemt ved lov – en lov, der først ophævedes i 1992. Årsagen var, at militæret skulle have kort med de korrekte navne – og så kunne det ikke nytte, at gårdejeren havde ændret navnet over porten til et andet end det, der stor på generalstabskortene.

Det var egentlig tradition for at den største gård i landsbyen kunne tage landsbyens navn, f.eks. Nyrupgaard, Borsholmgaard eller Sauntegaard. Det har Poulsen måske også overvejet, men fundet at "Lille Esbønderupgaard" nok var lidt for tungt. I stedet tager han navn efter den landsby, der ligger syd for gården – nemlig Danstrup. Det sker på trods af, at gårdens jorder overhovedet ikke ligger i Danstrup, men – som det er fremgået af det foranstående – på arealer fra de tre landsbyer Lille Esbønderup, Jonstrup og Endrup. Og navnet Danstruplund bliver en realitet på trods af at Danstrup ikke blot ligger i et andet sogn, men også i en helt anden kommune.

Moderniseringer
Præcis hvornår de nuværende bygninger er opført er ikke undersøgt. Med hensyn til hovedbygningen må den imidlertid være blevet fornyet i 1850’erne af den daværende ejer, Joachim Schmidt. Den nye herskabeligt indrettede hovedbygning rummede 14 værelser, var naturligvis bygget af grundmur og forsynet med skifertag og veranda.

Omkring 1915 ombyggedes hovedbygningen atter, således at den nu kom til at fremstå i to hele etager. Det hidtidige skifertag var allerede da udskiftet med sortglaserede tegl. Men allerede omkring 1906 var hele ejendommen blevet forsynet med elektricitet. Det var kun muligt fordi ejeren havde ladet indrette et kombineret gas- og elektricitetsværk, der kunne forsyne hele området med elektricitet. Hele anlægget brændte godt nok kort efter opførelsen fordi man havde ladet et varmerør føre for tæt forbi træværket – men det blev hurtigt genopført og fortsatte forsyningen. Foruden at gården var forsynet med elektrisk lys overalt, så benyttedes elektriciteten også til drivkraft for tærskemaskinen, for hakkelsemaskinen m.m. I 1910 opførtes tillige et varmtvandsanlæg – også ret sjældent for den tid. Også gårdens eget vandværk blev således drevet ved elektricitet.

Danstruplund havde, som de fleste større gårde på den tid, også sit eget mejeri. Det eksisterede i al fald fra 1881 – sandsynligvis før. Det forholdsvis store antal køer leverede en stor mængde mælk, som man med fordel selv kunne behandle før videresalget til København.

Grosserer Emil Hjort
Ejer af Danstruplund i denne periode med moderniseringer var grosserer Emil Hjort. Han var født i Frederiksværk som søn af en herredsfoged. Emil Hjort startede sin karriere som købmand i Hamborg, men efter to års ægteskab med Therese Seidelin, vendte parret i 1884 tilbage til København, hvor Therese Seidelins fader fra 1856 havde drevet en større manufakturhandel. Forretningen var egentlig startet som en manufakturhandel i Holbæk allerede i 1843 – dengang var det imidlertid et særsyn med specialforretninger – man nøjedes med blandede købmandshandler. Idéen var imidlertid god og forretningen voksede og udviklede sig til en engros-forretning. Fra 1856 havde forretningen til huse på Amagertorv i København. Sammen med S. Seidelins søn og en prokurist dannede Emil Hjort ledelsen af firmaet fra 1884, men efter få år var Emil Hjort alene i ledelsen. I 1901 var ejendommen på Amagertorv blevet for lille og i stedet byggedes en fuldt moderne ejendom i Skindergade. En del af virksomheden flyttede i 1935 til en nybygget fabriksbygning i Laplandsgade. Emil Hjort omdannede i 1919 virksomheden til et aktieselskab og trådte i den forbindelse selv ud af ledelsen. I stedet indsattes datteren, Inger Hjort, som formand for bestyrelsen. Efter grosserer Emil Hjorts død i 1924 overtog enken Danstruplund, men solgte den året efter til grosserer Joachim Prahl.

Der anlægges ny have
Det var Joachim Prahl, der i 1926 antog havearkitekt J. P. Andersen til at forestå et større arbejde med omlægningen af Danstruplunds omkring 2½ ha store have. Som allerede omtalt i 1831 var der da en fin have til gården, og fra 1908 kender vi endda navnene på de gartnere, som stod i spidsen for havebruget på gården: 1908-10: E. V. Hedegaard; 1911-14: N. K. Madsen; 1915-16: E. Ahlblad; 1916-25: L. Knudsen. Derpå hed gartneren i de følgende næsten 40 år Georg Mahrt Jørgensen – og det var ham, der i praksis skulle passe den nye have. Det gjorde han i perioder sammen med en kollega samt sin hustru, Kirstine f. Petersen, der hjalp til i sæsonen.

Havearkitekt J. P. Andersens idé var "landskabshaven". Det betød dog ikke, at han tilstræbte havens udformning som landskab, men derimod at bygge haven, så den passede til landskabet. Om Danstruplunds have skrev han således bl.a.:

Danstruplunds Have, saavel den gamle som den nye, er ikke en Idealhave  i Retning af en Landskabshave. Den nye Plan er derimod blevet til paa Grundlag af flere paa Forhaand givne Forhold. Men i al sin Hverdagsagtighed illustrerer den dog noget af det, der danner Grundlaget for mine Tanker om Landskabshaven.
Haven er udvidet flere Gange, lige fra en lille Bondegaardshave til det nu ret store Areal paa ca 2½ Ha. Som saa ofte med Haver, der saaledes har formeret sig ved Knopskydning, er der her fremstaaet smukke, gamle Partier, der ved Alder og Patina er noget for sig selv. Saaledes her de gamle Frugttræer udfor den sydlige Længe, som danner en ualmindelig smuk Havedel for sig. Iøvrigt bestaar Plantningen, foruden de nævnte Frugttræer, af ret store, noget tilfældigt anbragte, men sammenhængende Bøgeplantninger og langs Vestgrænsen et Bælte af alt for tæt plantede Graner, der næsten helt lukkede af for det skønne Landskab mod Vest. Køkkenhaven med Gartnerbolig og Drivhusanlæg danner en pæn Afdeling for sig. Som Opmaalingsplanen viser, var hele Haven gennemvævet af "smukt slyngede Gange", der krævede at blive set – og ogsaa blev det.
Opgaven med denne Have blev nu at skaffe Ro og Sammenhæng i Fladeforholdene og at bringe Haven i Kontakt til det smukke Landskab udenfor. Derfor har jeg lagt Vægten paa at fremskaffe stærkt Fremherskende Partier, der helt smelter sammen med Landskabet, nemlig et Hovedmotiv vinkelret paa Boligen og en sideværts Udsigtslinie mod Sydvest.


J. P. Andersen udformede i praksis den nye have ved udhugning og tilplantning. Han søgte at få udbrudte flader i haven ved helt at undgå forstyrrende elementer som gange, blomster og lignende.

Grosserer Prahl hed Frederik Joachim til fornavn og var født i 1857 i København. Foruden sin grosserervirksomhed drev han omfattende rederivirksomhed. Han grundlagde således rederierne Vulcann og Mercuri hhv. 1898 og 1904 og derudover var han direktør i Dampskibsselskabet Øresund. Han var gift med Ida Christiane Lorens (f. 1857).

"Valencia-Larsen"
I midten af 30’erne blev ejendommens gartneri atter beskrevet. Der var dengang 3 drivhuse samt 50 mistbænke, således at der var omkring 250 m2 under glas. Her dyrkedes agurker, tomater og krysantemum, medens der på friland dyrkedes busk- og træfrugt samt grøntsager. Det meste gik til gårdens drift, medens resten blev solgt på Helsingør Torv.

En senere ejer, Christian Larsen, ejede tillige forlystelsesetablissementet Valencia på Vesterbrogade 32 i København. Her oparbejdede Christian Larsen et givtigt foretagende og havde desuden en vinforretning i Ny Kongensgade. Det fortælles om Christian Larsen, kaldet "Valencia-Larsen", at han skal være begyndt som krokarl på Tikøb kro – men at han efterhånden fik arbejdet sig op indenfor branchen – og altså fik så stor succes, at han var i stand til at købe Danstruplund i 1936.

I 1947 solgte Valencia-Larsen atter gården og ny ejer var Dagmar Owesen samt hendes mand konsul Ove Owesen. Han var svensk af fødsel og konsul for

Familien Villemoes
Grosserer Jens Villemoes var af jysk afstamning – og det var da også her hans største forretninger blev drevet. Han var oprindelig handelsuddannet i Ringkøbing og Lemvig og efter fem år i udlandet grundlagde han sit eget firma i Esbjerg i 1907. Han blev skibsreder, drev en kulforretning samt et par teglværker. Desuden var han medlem af Esbjerg Byråd 1920-29 samt havde en lang række andre tillidsposter i det syd- og vestjyske område. Han var desuden norsk vicekonsul og blev medlem af Landstinget i 1928 for Venstre. I perioden 1945-47 var han handelsminister i regeringen Knud Kristensen. To år før sin død købte han Danstruplund.

Efter Jens Villemoes’ død i 1956, arvede datteren Gudrun Salk f. Villemoes Danstruplund. Hun var gift med læge Carl Urban Salk, der formelt overtog Danstruplund samme år. Salk var født i Københavnog blev læge i 1942. Efter skiftende ansættelser ved fynske og sjællandske sygehuse, startede han praksis i Glumsø i 1944. Han blev skolelæge samme sted i 1948. Han blev gift med Gudrun Villemoes i 1939.

Husted-Andersen og familien Egeskov
Allerede i 1950’erne ophørte kvægdriften på Danstruplund, så da en stor gruppe af investorer stod som ejere af Danstruplund i perioden 1963-66, så blev gården udelukkende drevet som markbrug. Blandt disse investorer var ingen lokale personer – og som leder af gruppen stod den dengang kendte ejendomsinvestor landsretssagfører Børge Husted-Andersen. Han var født i Trustrup på Djursland og blev cand.jur. i 1929. I perioden 1934-48 var Børge Husted-Andersen landsretssagfører i Thorshavn. I perioden 1950-54 bosat i Nairobi og derefter praksis i København. I perioden 1954-68 generalkonsul for Østrig. Han var desuden formand eller bestyrelsesmedlem i en lang række selskaber.

Fra 1966 til 1983 var Danstruplund i familien Egeskovs eje. Murermester Holger Egeskov havde tidligere haft sin bopæl på J. G. Smiths Allé i Hvidovre og havde haft sin sommerbolig på ejendommen Bjørnstrup ved Kalundborg. I 1955 købte Ella og Holger Egeskov imidlertid ejendommen "Søvang" i Skotterup – og den blev i en årrække anvendt som ægteparrets faste bopæl. Først senere flyttede Ella Egeskov til Danstruplund, hvor sønnen boede i forvejen og havde drevet gården som forpagter.

Fredninger
Allerede i 1940 var den første fredning af en del af Danstruplunds arealer blevet gennemført. Det drejede sig om det skovområde, der kaldes Karinelund. Det var her den for længst nedlagte gård "Kasserud" lå. Arealet blev i forbindelse med fredningen beskrevet således:

Et Par Hundrede Meter Vest for Byvejen fra Danstrup til Tikøb ser man fra denne Vej en lille fritliggende skov, en Højskov af Bøg, hvoraf enkelte temmelig gamle Træer. Skoven tager sig smuk ud fra den noget højere liggende Vej, og to Huse, der ligger lige foran Skoven, skæmmer den ikke. En stærk Hugst vilde vise sig i dens Udseende paa en Maade, som vilde forringe det smukke Landskab."


Danstruplunds daværende ejer, Chr. Larsen, indvilligede i at bevare skovens karakter og udseende ved bl.a. at sørge for nyplantning og at sørge for at skoven i fremtiden var under forstligt tilsyn.

I 1973 indledtes en ny fredningssag. Denne gang dog for alle Danstruplunds arealer foruden den mindre naboejendom, Engerupgaards arealer, der på det tidspunkt også var ejet af Ellen Egeskov. Fredningen omfattede således i alt 167 ha og udvidede således det areal, der allerede i 1940 var blevet fredet. I fredningskendelsen taler man endda om etablering af en naturpark – vel sagtens p.g.a. arealets størrelse. Som begrundelse for fredningen anførtes, at  arealet rummer nogle af de smukkeste landskabspartier i den fredningsværdige egn samt at den grænser op til den allerede eksisterende Esrum Sø-fredning samt til hhv. Endrup og Danstrup Hegn. Med fredningen kunne man med andre ord opnå en forbindelse mellem disse væsentlige landskabselementer. Fredningen betød i praksis, at området fortsat skal drives landbrugsmæssigt og at der ikke må opføres bygninger, som ikke kræves p.g.a. ejendommens drift som landbrugsejendom. Der må heller ikke på arealet anbringes "skæmmende indretninger" – hvad det så end er?

Jorderne sælges fra
I 1983 gik Danstruplund ind i en ny æra. Med Grethe og Klaus Helmersen overtagelse af ejendommen blev den i de følgende år centrum for tøjhandel i Danmark.
Fra 1948 solgte ægteparret Jørgen og Carli Gry som de første i Danmark denimtøj fra en kælderbutik på Strøget i København. Men i 1973 blev Klaus Helmersen ejer af virksomheden, og under hans ledelse profilerede forretningen sig med Jackpot-kollektionen til kvinder og Cottonfield-kollektionen til mænd.

I 1991 overdrog Klaus Helmersen ejendommen til sit eget firma "Carli Gry International A/S" og den gamle gård gennemgik i disse år en voldsom forandring. De gamle avlsbygninger blev nedrevet eller omforandret til lagerlokaler for tøjkoncernen. I den forbindelse blev de tilliggende jorder solgt fra til ejeren af Esrumgaard, Carl Bruun, der fortsat ejer og driver jorderne. Esrumgaards interesse i at købe jorderne skal ses på baggrund af, at Carl Bruun skal have et stort areal for at få tilladelse til et større svinehold. En tilladelse han dog endnu efter mere end 10 års ansøgninger endnu ikke har fået. De nyindrettede bygninger på Danstruplund blev desuden anvendt til designafdeling, kontorer og som nævnt lager.

Klaus Helmersen fortsatte i de følgende år med at udvide sine forretninger og købte bl.a. midt i 90’erne godset "Store Frederikslund" på midtsjælland. I 2001 valgte Helmersen at flytte sine aktiviteter til hhv. Amager og Frederikslund, men allerede to år før var Danstruplund blevet solgt til investeringsselskabet Nordania A/S. I 2001 fusioneredes "Carli Gry International" og "InWear Group" i øvrigt til "IC Companys A/S", og Klaus Helmersen har siden trukket sig ud af selskabet.

Nutiden
Følgen blev imidlertid at Danstruplund fra 2001 og i de følgende år kom til at stå tom. Ejendommen blev sat til salg, men køberne lod vente på sig. Først i 2006 købte hornbækkeren Ole Astrup Madsen via sit selskab "Danstruplund ApS" ejendommen for 39 mio. kr. Hans idé med at købe ejendommen var dels at få opfyldt en gammel drøm om en stor bolig – og det fik han. Stuehuset rummer således 850 m2. Dels var det Ole Astrup Madsens idé at omforandre bygningerne til boliger, men her er han stødt imod kommunens planer for området. Helsingør Byråd mener således ikke at der er mulighed for at indrette op til 40 boliger i landzone, hvor der er langt til alle faciliteter. Så indtil videre står udlængerne på omkring 5.500 m2 tomme og venter på nye tider og nye idéer.


Ejer af Landlyst H. Nielsen.

Danstruplunds hovedbygning fotograferet omkring 1907.

Danstruplunds haveplan fra 1926.

 
 
Back to content | Back to main menu