De fattige og de ældre - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

De fattige og de ældre

Socialhistorie

Fattiganstalten for de fattige og de syge

af Kjeld Damgaard

Reglementet

Men allerede i starten af april 1861 var de første af beboerne - lemmerne - flyttet ind. Der var plads til 150 på anstalten, og der blev plads til næsten alle, der var på offentlig understøttelse på den tid. Ved sammenligning med tidligere opgivne tal, ses et stort fald i antallet af understøttelsesberettigede - så måske virkede truslen om anbringelse på anstalten, således at nogle opgav kravet på understøttelse og klarede sig selv for at undgå indlæggelse.
Men der skulle jo udarbejdes nogle regler for både lemmer, ansatte og ledelse. Og det gav anledning til en del forhandlinger med amt og ministerium.
Øverste myndighed var Sogneforstanderskabet i sin helhed, men det daglige tilsyn påhvilede en direktion.
Under direktionen sorterede den ansatte forstander, der havde den egentlige daglige ledelse af anstalten. Han kunne så ansætte yderligere personale. bl.a. en opsynsmand og plejemoder.
Tikøb Sogneforstanderskab ville bl.a. tvinge alle, der ønskede fattighjælp, til at modtage denne på anstalten uanset om det var for en kort eller lang periode. Denne bestemmelse fandt ministeriet imidlertid alt for rigoristisk. Midlertidig hjælp burde kunne gives uden at tvangsforflytte folk. I kommunens udkast til reglement stod der desuden at ved optagelsen på Anstalten kunne kommunen bortsælge de ejendele, som den fattige ikke længere havde brug for. Også overfor denne bestemmelse protesterede ministeriet.
Også forstanderens mulighed for at straffe lemmerne blev stærkt kritiseret af ministeriet. Kommunen havde ønsket, at forstanderen kunne indespærre genstridige lemmer samt straffe dem yderligere om nødvendigt. Ministeriet gik med til indespærringen, men yderligere straffemulighed måtte ikke tillægges forstanderen.
Ministeriet protesterede også over bestemmelsen om, at ingen kunne udtræde af anstalten uden at havde refunderet fattigkassen de udlæg, der var ydet til pågældende. En sådan regel var helt lovstridig og kunne slet ikke godkendes. Optagelsen af børn på anstalten var også en svær kamel at sluge for ministeriet. Man mente således ikke, at en anstalt var et egnet sted for børn - og hvis de skulle optages, burde det kun ske for en kort periode og kun i forbindelse med deres forældre.
Sogneforstanderskabet svarede efter nogen betænkningstid på ministeriets indvendin ger - og fastholdt alle bestemmelserne undtagen den om forstanderens straffemyndighed. I spørgsmålet om at det skulle være muligt at modtage fattighjælp uden at være optaget på anstalten, så mente sogneforstanderskabet, at det ville være uheldigt, for så ville der atter dér komme sådanne sørgelige tilstande, som man ellers havde søgt at ophæve med ibrugtagningen af anstalten. I ministeriet forstod man ikke denne argumentation - det var tydeligt, at de to instanser befandt sig i to forskellige verdener og talte langt forbi hinanden.

Børn på anstalten
Som nævnt ovenfor var der heller ikke enighed mellem sogneforstanderskabet og ministeriet i spørgsmålet om børns optagelse på Anstalten. Som svar på ministeriets kritik skrev forstanderskabet bl.a.:
"Man maatte tænke paa, hvorledes Forholdene havde været før Anstaltens Aabning, og man maatte hævde, at det var en sørgelig Sandhed, at Pleiebørn og Børn af fattige og demoraliserede Forældre, ofte ere prisgivne den haardeste timelige og aandelige Nød, med de beklageligste Virkninger heraf for Børnene selv og Samfundet. Anstalten har derfor betragtet det som en af sine glædeligste Opgaver, at den ogsaa kan berede de hielpeløse Børn et kjærligt Asyl, og ved Underviisning, Opdragelse og Indøvelse i gavnlige Færdigheder fra den spæde Barndom indtil Confirmationsalderen, uddanne dem til nyttige og agtværdige Medlemmer for Samfundet. Dette Haab er hidtil ikke blevet til Skamme, da Anstaltens Velgørende Indflydelse har været umiskjendelig, og berettiger til den Tro, at ligesom det er en Kjendsgjerning, at Børnene i de bedre af lignende Anstalter i det Slesvigske søges frem for andre Børn.
Disse udtalelser blev varmt anbefalet af både birkedommeren og af amtmanden, og ministeriet besluttede derfor indtil videre at give tilladelse til denne ordning. Derimod måtte sogneforstanderskabet bøje sig på alle de andre punkter - og først den 3. november 1864 - næsten 3½ år efter ibrugtagningen, kunne det endelige reglement vedtages.

Skomagerdrengen Hans Peter Nielsen
Der var mange ulykkelige skæbner blandt de lemmer, der havde ophold på Anstalten i disse første år. Hans Peter Nielsen var født den 18. marts 1847 i "Teglgaardshus" på Rørtang Overdrev. Hans moder var ugift, men faderen dog kendt, idet det var ungkarlen Niels Hansen, der boede samme sted. Drengen Hans må være kommet i skomagerlære i Helsingør, men må tilsyneladende have været i konflikt med loven dér, idet han var blevet straffet med ris. Desuden led han af "krampeslag" - datidens betegnelse for epilepsi. Han var derfor endt i sit fødesogn, som jo havde forsørgelsespligten, og her blev han 18 1/4 år gammel indlagt på Anstalten i juni 1865. Med sig havde havn hele sit bohave - og det var ikke stort: 2 skjorter, 2 par gamle bukser, 1 par nyere bukser, 1 par underbukser, 1 frakke, 1 nattrøje, 2 tørklæder, 3 par strømper, 2 par støvler og 1 par trætøfler.
Men det var ikke Anstaltens mål at have lemmer indlagt, der godt kunne arbejde. Så en måneds tid senere blev han sendt til skomager O. Jensen, Strandgade i Helsingør for at tjene. Men i januar et halvt år senere var han tilbage på Anstalten - nu med endnu ringere bohave end ved første indlæggelse. I juli 1866 lykkedes det åbenbart at finde en ny plads til Hans - denne gang hos murermester Johan Olsen i Helsingør. Men heller ikke dette gik ret længe. I november samme år var han tilbage igen på Anstalten.
Nu kneb det åbenbart med at finde en ny plads - endnu i september det følgende år var han således indlagt i Tikøb. Og den 8. september 1867 sker ulykken så: Hans er taget ud for at bade i Gurre Sø - og drukner "under Krampeslag", som der står i Anstaltens hovedbog.

Endnu en nyskabelse
De forholdsvis få fattiganstalter der havde været indtil 1861, var alle indrettet til, at fattiglemmerne skulle arbejde ved det til anstalten tilknyttede landbrug. Og sådan var det også indrettet på Tikøb Fattig- og Forsørgelsesanstalt - men kun delvist. I virkeligheden var det et ganske lille landbrugsareal, der hørte til den store anstalt. Kun ca 5 5 tdr. ld. - og der var tilmed heller ikke kvæghold, som man ellers så det på de slesvigske anstalter.
Men selvfølgelig blev her brug for, at lemmerne arbejdede i marken. Der blev således dyrket byg, kartofler, boghvede, roer, urter og grøntsager. Afgrøderne blev dels brugt i husholdningen, dels til opfodringen af svinene.
For de lemmer, der havde problemer af den eller anden art med at arbejde i marken, indrettede man som noget nyt og unikt på den tid indendørs arbejdspladser i anstalten. Her blev de mandlige lemmer sat til at flette sivmåtter, binde koste, fabrikere skamler, sivsko og træfodtøj. Kvinderne blev derimod fortrinsvis sat til at vaske, gøre rent eller lave mad, men også til at spinde hør, uld og hamp eller sat til at karte uld.
De større børn flettede også måtter eller sorterede piassava - d.v.s. de palmefibre, som dengang anvendtes til fremstilling af gadekoste.
De ting, der således blev fremstillet, var med til at nedbringe anstaltens driftsudgifter, idet de blev solgt i forretninger bl.a. i Helsingør. I regnskabsåret 1862 fik man således en indtægt på disse varer på 1.300 rdl.
Det var netop denne ordning, der gjorde Tikøb Anstalt til en særlig anstalt - hertil kom at antalten var langt større end de øvrige anstalter på landet. Det betød, at man kunne adskille børn fra voksne og mænd og kvinder i hver sin afdeling. Kun børnefamilier og gamle par kunne få fælles soverum.

Et forbillede
En tilsvarende anstalt i Ringe på Fyn har ofte været fremhævet som et forbillede for fattiggårdene i Danmark. Men sandheden er, at den mand, lærer Anders Jørgensen, der var foregangsmand her, forud nøje havde studeret anstalten i Tikøb samt anstalterne i Slesvig. Og da anstalten stod færdig tre år efter den i Tikøb, blev den første bestyrer såmænd anbefalet af forstander Søeborg - nemlig en mand, Petersen, der tidligere havde været ansat på Tikøb Anstalt.
I det hele taget blev både indretningen i Tikøb og reglementet dér et forbillede for de mange fattiganstalter, der blev bygget i årene herefter. Især på Sjælland kan man se, at reglementerne i flere kommuner blev skrevet direkte af efter Tikøbs reglement. Det gælder bl.a. i Gadstrup, i Ølstykke, i Asminderød, i Bregninge-Bjergsted og i Kvislemark ved Slagelse. Også selve indretningen af anstalterne blev mere eller mindre kopierede.
Men også udviklingen udenfor Sjælland var en direkte følge af Tikøbs "pilotprojekt". Herfra høstede først Ringe mange erfaringer, og da Ringe Anstalt blev forbillede for den videre udvikling i landet, så kan man sige, at der er en direkte linje tilbage til Tikøb.


Annonce fra Helsingør Avis den 30. oktober 1861. Lemmernes arbejde blev ret hurtigt en attraktiv vare - og som det fremgår af denne annonce, blev de fabrikerede varer ikke kun solgt på Anstalten, men hos detailhandlere i bl.a. Helsingør.
Af en kassebog over salg fra Anstalten kan man læse, at der blev fremstillet og solgt en lang række varer. I årene 1876-80 solgtes eksempelvis rosetmåtter, manillamåtter, rørmåtter, jalousier (skærme), kardæsker (stive børster), fjederstøvler, kartofler, gadekoste, ligusterplanter, gulerødder, læderarbejde, værk, sivsko, halmmåtter, sivtæppetøj, kurve, tækkegarn, kålrabiplanter, karskrubber, tagspåner og halmbånd. Desuden anvendte pastor Kaae lemmerne som budbringere, hvilket også indgik i Anstaltens samlede regnskab.

 
 
Back to content | Back to main menu