Esbønderup Sygehus - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Esbønderup Sygehus

Socialhistorie

Sygehuset lå i Esbønderup

I juni 2011 lukkede Danmarks ældste eksisterende sygehus - og dermed sluttede en epoke på 256 år. Men nedtællingen havde været i gang siden 1966. Den 1. februar 2013 lukkede også det 217 år gamle Helsingør Sygehus, men befolkningen i Tikøb Kommune havde ikke benyttet sygehuset i Helsingør - det var alene forbeholdt købstadens beboere. I stedet henvistes Tikøb Kommunes beboere til hhv. Esbønderup Sygehus eller til Usserød Sygehus.


af Kjeld Damgaard


Tikøb Sogns beboere havde i over 200 år deres lokale sygehus i Esbønderup. Ganske vist lå Øresundshospitalet i Helsingør tættere ved for en stor del af befolkningen - men Øresundshospitalet var for det første noget yngre, og desuden var det kun for Helsingør Købstads beboere. Landbefolkningen fra Tikøb Kommune skulle som beboere i en landkommune benytte Esbønderup - omvendt kunne befolkningen i Helsingør ikke benytte amtssygehuset i Esbønderup - Helsingør hørte jo ikke under amtet.

Det første Hillerød Hospital

Det nordsjællandske sygehusvæsen fik en spæd og lidt speciel start i 1726, da det første Hillerød Hospital blev indviet. Den lave stråtækte ejendom kunne rumme 30 patienter, men der var i virkeligheden ikke tale om syge - snarere betlere og omstrejfende personer (dog ofte med vansirede ansigter efter sygdom), som man ønskede at isolere fra det øvrige samfund. De indlagte blev kaldt ”lemmer” - ordet er i familie med ordet ”medlem” - d.v.s. de var en del af et samfund eller institution. Personalet udgjordes da også kun af en forstander (der i øvrigt også var postmester!), to koner samt en læge, der hed Jacob Heinrich Schmaltz. Lemmerne, der i øvrigt kunne stamme fra hele Sjællands Stift, var ofte i stand til at arbejde under indlæggelsen.

Esbønderup
- Danmarks første sygehus

Historien om Esbønderup Sygehus startede i virkeligheden allerede i 1738, da amtmand Friederich von Gram fik ansat amtets anden læge, Christian Licht, der skulle tage bopæl i Esbønderup og modtage patienter fra det daværende Kronborg Amt - d.v.s. i store træk de nuværende Helsingør og Gribskov kommuner + Asminderød Sogn. Kirurg Licht skulle ikke tage ud til patienterne - de måtte selv sørge for transport til Esbønderup og evt. logi dér. Var patienten formuende, måtte han selv betale, medens fattige fik hjælp fra fattigkasser eller den kongelige kasse (statskassen).
Da amtmand Friederich von Gram døde i 1741 efterfulgtes han af sønnen Friederich Carl von Gram. Han var en initiativrig embedsmand, der bl.a. byggede skoler, etablerede sandflugtsbekæmpelse samt fik bygget to af Danmarks første sygehuse. Det var således hans fortjeneste, at Kronborg Amts Sygehus i Esbønderup kunne modtage sine første patienter i 1755 - to år før Det kgl. Frederiks Hospital (Rigshospitalet) i København! Esbønderup var således Danmarks første sygehus i moderne forstand.
Sygehuset i Esbønderup var en beskeden bygning - en stråtækt bindingsværksbygning, ni fag lang og tre fag bred. Bygningen eksisterer ikke mere, den blev nedrevet i 1905 - men var fra 1867 og frem til nedrivningen i brug som epidemiafdeling.

De øvrige sygehuse i Nordsjælland
Dengang var Frederiksborg Amt noget mindre end det amt, der blev nedlagt i 2006 - faktisk var amtet opdelt i tre amter, nemlig Kronborg, Frederiksborg og Hørsholm amter. To år efter indvielsen af Esbønderup Sygehus stod i 1757 et tilsvarende sygehus klar i Hillerød - her selvfølgelig kaldet ”Frederiksborg Amts Sygehus i Hillerød”. Og i 1759 kunne man i indvie ”Hørsholm Amts Sygehus i Usserød”.

Anordningen fra 1770
I en kongelig anordning fra 1770 bestemtes det, hvorledes man skulle gribe patientindlæggelser an i sygehusene. Det blev nemlig nu fastlagt, at folk med gamle skader eller kroniske sygdomme ikke måtte indlægges. Sygehusene skulle nemlig forbeholdes patienter ”som kan ventes cureret og under deres Cuur behøve nøje Opvartning og daglig Tilsyn af Chirurgo”. Det var med andre ord veneriske sygdomme (f.eks. syfilis, dysenteri og tyfus), ben- og armbrud og andre akutte skader som skulle behandles.
Sygehuslægen skulle have tilstrækkeligt kundskab i såvel ”arte medica som obstetricia (fødselsmedicin)” samt have aflagt ”vedbørlig Examen Chirurgium, Medicum og Obstetricium”. Esbønderup Sygehus’ første læge var Christian Licht, der som nævnt allerede havde virket som kirurg i byen i en årrække. Der må have været god brug for lægens indsats, for allerede i 1759 måtte Licht ansætte en assistent, nemlig den unge læge Heinrich Callisen, der i øvrigt senere blev professor i kirurgi. Licht blev samme år efterfulgt af kirurgen Chr. Adolph Moritz, der var læge i Esbønderup frem til 1786.
Til at opvarte patienterne antog man et ægtepar, som skulle sørge for rengøring, mad og drikke til patienterne samt rene sengeklæder.

Sygehuset i Helsingør
I Helsingør oprettedes ikke et offentligt sygehus førend i 1764. Og det var endda kun i brug for fattige og uformuende personer. Alle, der havde råd til det, tilkaldte nemlig i stedet en af byens mange læger til hjemmet, hvor de så blev behandlet. Helsingør havde nemlig altid et stort antal læger - byen var jo en af Danmarks største og altid fyldt med tilrejsende, sømænd, soldater, handelsfolk, diplomater o.s.v.
Det egentlige sygehus i Fiolgade - dengang kaldet ”Øresund- og Helsingørs Sygehospital” - blev først indviet i 1796, altså over 40 år senere end Esbønderup. Initiativtager var geheimeetatsråd C. F. von Numsen, der tillige var direktør for Øresunds Toldkammer. Byggeriet kostede den nette sum af 22.000 rigsdaler og kunne rumme 36 patienter. I de første år var cirka halvdelen af patienterne i øvrigt søfolk fra fremmede nationer. I 1859 - efter Øresundstoldens nedlæggelse - blev hospitalet overdraget til Helsingør Kommune, som herefter drev hospitalet frem til kommunalreformen i 1970.

Frederiksværk og Frederikssund
får også sygehuse

De to nyeste købstæder i Nordsjælland, Frederiksværk og Frederikssund ønskede sig også deres eget sygehus. Og her kom Frederiksværk først, da sygehuset i Vognmandsgade stod klar i 1868. Det blev i lighed med Frederikssund Sygehus, der stod klar i 1871, drevet af amtet. Der havde egentlig været tale om at placere sygehuset i Skibby, men da pontonbroen ved Frederikssund i 1868 kunne indvies, blev det besluttet at placere sygehuset i Frederikssund.

Esbønderup Sygehus moderniseres
I Esbønderup byggedes i 1867 en ny hovedbygning i to etager. Den rummede seks fællesstuer og to eneværelser til i alt 26 patienter. Indretningen var moderne for den tid. Der var således cindersovne, petroleumslamper, loftsventiler, desinfektionsovn samt klosetter på gangene. Dødeligheden på Esbønderup Sygehus faldt da også herefter til ca 5%, hvilket var blandt den laveste i Danmark på den tid.
Der gennemførtes nye byggerier i 1908, 1929 og 1938, og endelig kunne man i 1955 gennemføre en modernisering og opføre en ny behandlingsfløj, så sygehuset da havde i alt 100 sengepladser.

Esbønderup ændres til
efterbehandlingssygehus

Flere gange havde der siden 1940’erne været talt om at ændre sygehuset i Esbønderup til et sygehus for patienter med lang liggetid. Tredje gang sagen kom op var i 1964, da der blev nedsat et udvalg, som atter skulle se på sagen. Udvalget konkluderede, at sygehuset skulle omdannes til et efterbehandlingssygehus med karakter af specialafdeling med optræningsformål.
Ændringen skete i 1966, men først i 1970-72 blev der bygget fire nye afdelinger med i alt 100 senge til det nye formål. Samtidig blev de øvrige bygninger ændrede, så patienter med fysiske handicap kunne færdes overalt. Desuden indrettedes en række faciliteter for træning og terapi, bl.a. et stort bassin på 50 m 2.
Dermed blev Danmarks ældste sygehus også Danmarks første fysiurgiske amtssygehus - og endda et meget moderne et, som der kom adskillige sygehusadministratorer for at studere nærmere.
Som en følge af de store sygehusreformer, der finder sted i disse år overalt i Danmark, så fik hele historien om  Esbønderup Sygehus en ende i 2011. Den 8. juni 2011 flyttedes alle patienter og hele personalet til Frederikssund Sygehus, der herefter har overtaget denne del af behandlingen for de nordsjællandske patienter. Bygningerne i Esbønderup er herefter sat til salg - det bliver spændende at se, hvad de kan bruges til i fremtiden.

Esbønderup Sygehus, som det så ud i 1867. Bygningen i midten er netop blevet opført, hvorimod bygningen til højre er den oprindelige sygehusbygning fra 1755. Den blev nedrevet i 1905. Bygningen t.v. blev nedrevet i 1877.


Sygehuset i Esbønderup fotograferet omkring 1910. Bygningen til, venstre er den, der blev opført i 1867. De to andre blev opført omkring 1908. Bygningen i midten står, hvor den oprindelige sygehusbygning lå.


En Opel og to Chevrolet’er kunne præsenteres som sygehusets nye ambulancemateriel i året 1951. Sygehuset havde nemlig dengang - sammen med kommunerne - ambulanceberedskabet - og rykkede derfor ud fra Esbønderup i nødstilfælde.

Esbønderup Sygehus omkring 1960. Bygningen i midten kan genkendes fra fotoet fra 1910 - de øvrige bygninger er i mellemtiden blevet bygget ud og bygget sammen. I starten af 70’erne byggedes endnu en fløj - indrettet til de patienter, der krævede genoptræning.


Om forskellen på et sygehus og et hospital

Som det fremgår af ovenstående artikel anvendes udtrykket ”sygehus” om Esbønderups gamle behandlingssted. Og sådan har det heddet lige fra starten. Andre sygehuse i amtet var f.eks. Usserød Sygehus, der dog i starten af 70’erne måtte lide den tort at ændre navn til Hørsholm Sygehus. Senere hed det Frederiksborg Amts Sygehus i Hørsholm - for til sidst at blive kaldt Hørsholm Hospital. I Helsingør hed behandlingsstedet Øresundshospitalet medens det lå i Fiolgade, medens det efter udflytningen blev kaldt Helsingør Sygehus.
Fra gammel tid anvendtes ordet hospital alene om større behandlingssteder, hvorfor det stort set kun anvendtes i København og i de største købstæder - jf. Kommunehospitalet, Rigshospitalet, Øresundshospitalet o.s.v.  På landet og i de mindre købstæder anvendte man i stedet ordet sygehus. Ordet hospital kunne dog også anvendes om private stiftelser for fattige trængende, jf. Nivaagaard Hospital i Niverød.
Det er derfor en sproglig misforståelse, når man nu kalder alle sygehuse i hele hovedstadsregionen for hospitaler - men ser man på, hvorledes udviklingen har været i de seneste 30-40 år, så varer det såmænd nok ikke så længe, før sygehusene/hospitalerne atter får navneforandring.

 
 
Back to content | Back to main menu