Fæstningen ved Tibberup Mølle - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Samtidigt fornemt tysk(?) stik, der viser den svenske landgang nedenfor Tibberup Mølle, der på det tidspunkt var en stubmølle. Møllen blev ødelagt ved selve invasionen, men den blev genopbygget umiddelbart efter på samme plads, hvor den hollandske møllebygning står i dag. Det fremgår, hvor tæt ind under kysten de allierede orlogsfartøjer gik for at kunne beskyde det danske forsvar med deres kanoner.

Den glemte fæstning
på Tibberup Bjerg

Da svenskerne gik i land ved Tibberup i år 1700 – en krig, der aldrig blev officiel - etablerede de sig i en befæstet lejr, hvoraf enkelte rester stadig kan erkendes i dag – 300 år efter den storstilede landgangsoperation. Men en egentlig registrering er aldrig gennemført – og på stedet leder man forgæves efter information om begivenhederne.

Af Kresten Tommerup

Året var 1700. Det var midt på sommeren, storkene fløj til og fra deres reder rundt om "Storkholms Mose" vest for det lille fiskerleje Espergærde, hjortevildtet tog som sædvanlig godt for sig af Tibberup- og Mørdrup-bøndernes afgrøder, og den gamle stubmølle på toppen af bakkedraget ud mod Øresund – kendt som "Tibberup Bjerg" – klagede sig lydeligt i sommerblæsten.

Det var sommer, endda højsommer, men der var alligevel en form for kulde i luften, en usikkerhed og uvished i blæsten, som fik alle til at frygte for fremtiden – og usikkert skæve ud over Sundet mod kysten på den anden side – det tabte land. Det var helt sikkert, at der var derfra, ulykkerne nu kunne ventes…

Selv om der var gået godt og vel en generation, siden svenskerne havde været lige ved at udslette det danske rige fra landkortet, var det helt evident, at kampen mellem de to riger om herredømmet i Norden endnu ikke var helt afsluttet. På den her side af Øresund drømte mange stadig om at vinde de gamle østdanske provinser (Skåne, Halland og Blekinge) tilbage – og modsat var der på svensk side indædte ønsker om ved lejlighed at fuldende det, der glippede i 1659, da Karl 10. Gustavs stormtropper forblødte foran Københavns tilisede volde.

Roskildefreden 1658
Siden fredsslutningen i København i 1660 efter Karl 10. Gustavs pludselige og uventede død havde dansk udenrigspolitik drejet sig om at omstøde den forsmædelige Roskildefred fra 1658 og vinde de tabte østdanske landområder tilbage. Flere forsøg var gjort igennem årene, men kampene var alle foregået på den svenske side af Øresund eller nede i hertugdømmerne. Landet var i de forløbne 40 år så godt som kommet sig efter forarmelsen, da svenskerne sidst stod i landet. De gamle kunne dog endnu berette grufulde og rædselsvækkende historier om de mange overgreb, stort set hele riget dengang var blevet udsat for… Der var derfor al mulig grund til den følelse af frygt, som alle havde ved udsigten til endnu et væbnet svensk "besøg" i landet.

Så tæt på den totale sejr – og så gik det alligevel galt, må den svenske reaktion have været, da stormløbet mod København mislykkedes en januarnat i 1659, ikke mindst som følge af den udstrakte hjælp, som fra hollandsk side blev ydet til den indesluttede hovedstad. Den hollandske hjælp til det da næsten undertvungne Danmark og vilkårene i alle fredsslutningerne lige siden var et udtryk for, at magtkampen mellem de nordiske riger nu reelt blev afgjort af de europæiske stormagter i skiftende koalitioner.

Og nu – i året 1700 – var situationen en ganske anden, end den havde været i 1658/59. Nu var det svenskerne, der havde fået de stærke allierede på deres side, nemlig garantmagterne England og Holland, der sammen med Sverige stod som sikkerhed for, at Altona-freden fra 1689 mellem Danmark og Gottorp ikke blev brudt. Det var imidlertid, hvad den unge kong Frederik 4. havde gjort ved tidligt på året at indlede et dumdristigt angreb på Gottorp med en hær på hele 18.000 mand. Kongen var selv med hele hæren i Holsten, hvor der efter en længere belejring af den stærke fæstning Tønning havde udspillet sig voldsomme kampe mellem danske og svenske styrker. Tilbage i og omkring  København befandt sig kun 4-5.000 regulære soldater som reel beskyttelse af hovedstaden, hvis forsvar blev ledet af en af kongen indsat kommission, "Slotsloven".

Garantmagterne havde sendt en større flådestyrke til Øresund, hvor de svenske, engelske og hollandske flådestyrker havde forenet sig, en nærmest uovervindelig samlet styrke på ikke mindre end 61 linieskibe samt tilhørende småfartøjer. Nu krydsede de omkring i Øresund og holdt den danske flåde indespærret i hovedstaden. Ved flere lejligheder (21. og 26. juli) var København endog blevet beskudt fra søsiden – en demonstration af den danske hovedstads udsatte beliggenhed i udkanten af det reducerede rige. Et svensk forsøg på landgang ved Charlottenlund/Skovshoved 22. juli var blevet afvist af de danske styrker, men alle vidste, at hovedangrebet endnu forestod.

Det var så kort tid siden, at Skåne, Halland og Blekinge var blevet afstået til svenskerne, at store dele af befolkningen på den anden side af Øresund endnu følte sig mere som danske end som svenske. Det betød også, at der ikke var større vanskeligheder ved at få oplysninger frem om, hvad der i det skjulte foregik på den anden side af Øresund. Alle var derfor fuldt ud klar over, at Sverige havde samlet store troppestyrker i Skåne – der blev talt om en hær på mere end 10.000 mand - og på dansk side var landeværnet blevet sat i ekstra beredskab for at imødegå den invasion, som alle efterhånden var klar over var overhængende nær.

Men ingen på dansk side vidste, hvor slaget ville stå. "Slotsloven" koncentrerede forsvaret om selve hovedstaden, idet mindre rytterstyrker, feltkanoner og landeværnsenheder dog var blevet placeret flere steder langs hele Øresundskysten – fra Stevns i syd til Kronborg i nord, ligesom styrker var lagt ud på Amager for at imødegå et eventuelt forsøg på at angribe København fra "ryggen".

Også fra svensk side blev der drevet spionage – og svenske styrker havde jo nogle årtier forinden befundet sig næsten overalt i Danmark og derved skaffet sig et grundigt kendskab til landet. Den dag i dag afspejles det forhold af, at nogle af de ældste og bedste kort over de danske landsdele, havne og forsvarsanlæg befinder sig i svenske militære arkiver i Stockholm.  Svenskerne havde således et ganske indgående forhåndskendskab til forholdene i Danmark forud for angrebet.

Planlægningen af angrebet
På den svenske side af Øresund var planerne for den forestående invasion ved at blive gjort klar. Allerede 27. juli forelå en regulær angrebsplan – og efter et spiontogt til den danske side af Sundet 29. juli – en rekognoscering af kyststrækningen fra Skovshoved til Espergærde – blev strækningen mellem Humlebæk og Espergærde – "Tibberup Bjerg" – valgt som stedet, hvor landgangen skulle finde sted. Her var der ubebygget, åbent land, og her kunne de større orlogsskibe, der skulle deltage i aktionen, gå ganske tæt ind under land og understøtte landgangen med deres kanoner. Endvidere var forstranden her så smal, at et effektivt dansk forsvar ville blive besværliggjort – og hele det højtliggende Tibberup Bjerg ville efterfølgende uden større vanskeligheder kunne befæstes – og om fornødent også forsvares mod et dansk modangreb. Medvirkende ved valget af Tibberup som angrebssted var også afstanden til København – svenskerne satsede hermed på, at "Slotsloven" ikke ville risikere at sende en større styrke så langt ud fra hovedstaden. Endelig betød den korte afstand fra den skånske kyst, at operationen ikke ville blive helt så risikabel, som tilfældet ville have været ved et abgreb længere sydpå.

De næste dage gik i Skåne med at få formeret angrebsstyrkerne, forsynet dem med proviant til de 5 dage, de måtte kunne klare sig på egen hånd, inden de enten fik tilført nye forsyninger fra hjemlandet eller via lokale plyndringer ville være i stand til at "leve af landet". Det blev fastlagt, at hovedangrebet skulle gennemføres af 2-2.500 mand, bl.a. hele den svenske garde, idet denne første bølge umiddelbart skulle efterfølges af en lige så stor 2. bølge, bestående af Upplands og Kalmar Lens regimenter. Det svenske brohoved ville således ved selve landgangsoperationens afslutning rumme 8 batailloner på i alt 4-5.000 mand, suppleret med de afdelinger af det smålandske rytteri på ca. 1.000 ryttere, som det måtte lykkes at få ført over Sundet allerede på førstedagen. Angrebet skulle sættes ind mod tre punkter på kyststrækningen, nemlig direkte nedenfor Tibberup Mølle, ud for den nuværende Tibberupgård syd herfor samt midt imellem disse to, omtrent ved foden af det tidligere Tibberup Familiehjem

Det kom ikke helt til at gå, som planen foreskrev, bl.a. fordi vejrforholdene ikke ubetinget var med invasionsstyrkerne – men i hovedsagen blev planen, hvis hovedansvarlige var den svenske generalmajor Stuart, dog fulgt ved det endelige angreb.

Landgangsoperationen
2. og 3. august blev de svenske styrker indskibet, men modvind gjorde, at angrebet måtte udsættes. Samtidig viste det sig, at angrebet måtte foregå uden den vigtige understøttelse fra rytteriet, idet der ikke kunne fremskaffes landgangsbåde, som kunne overføre det smålandske rytteri. Men søndag den 4. august slog vinden om – og nu blev det alvor. En stor svensk/engelsk/hollandsk flådestyrke på op mod 20 orlogsfartøjer – en trediedel af den samlede allierede flådestyrke - stod fra morgenstunden ud fra Landskrona, ledsaget af omkring 100 forskellige småfartøjer til brug under selve landgangen (en broget blanding bestående af espinger, slupper, storbåde, færgebåde og fiskerfartøjer m.v.) – og efter et par skinangreb ved bl.a. Rungsted og Vedbæk søgte flådestyrken op langs den danske kyst. Operationen blev dog undervejs noget generet af en mindre dansk flådeenhed på 12 fregatter og snaver, der søgte at angribe landgangsstyrken. Den danske eskadre blev dog afvist efter en kort træfning, men havde rent faktisk held med at forsinke hele operationen – hvilket gav forsvaret inde på land bedre tid til at komme på plads.

Ved Nivå kastede skibene i øvrigt anker, for nu var det blevet frokosttid(!), men efter frokost fortsatte flådestyrken op til det fastsatte landgangssted, hvor de mange orlogsskibe formerede sig i en halvmåneform mellem fiskerlejerne Humlebæk og Espergærde, idet skibene gik helt tæt ind under land – med de to admiralskibe liggende i midten af formationen. Mellem dem var der efter planen et stort åbent hul på 1.000-1.500 alen, hvorigennem de mange forskellige landgangsfartøjer nu sejlede ind mod de respektive landgangssteder på kysten, altimens orlogsskibene indledte et voldsomt bombardement af hele kyststrækningen. Selve landgangen startede mellem kl. 5 og 6 om eftermiddagen.

Hele invasionen og det forgæves danske forsøg på at imødegå den er udførligt skildret i en øjebliksrapport, skrevet af den unge Frederik Rostgaard til Krogerup kun en uges tid efter angrebet (optrykt efterfølgende).

Med i den første angrebsbølge var den unge svenske konge, Karl 12., som netop var fyldt 18 år. Han var tiltrådt som regent allerede som 14-årig, men dette var den første af de mange krigshandlinger, som skulle gøre ham til Sveriges krigerkonge frem for nogen. Historien fortæller da også, at kongen var så ivrig efter at komme i kamp, at han sprang ud af landgangsbåden, inden han næsten kunne bunde. I vand til armhulerne vadede han ind mod land i spidsen for den svenske gardes 1. bataljon, sammen med Hans Wachtmeister og generalmajor Stuart, der ikke forlod kamppladsen trods sit sår.

Kampene var på det tidspunkt allerede blevet indledt længere mod syd (ved det nuværende Tibberupgaard lige nord for kommunegrænsen). Her var den svenske gardes 2. bataljon og bataljonen fra Malmø garnison nået først i land og blev allerede ud for selve stranden mødt af et indædt dansk forsvar, både i form af landeværnsfolk bevæbnet med musketter, i god dækning bag et stendige op mod Babylone Skov, herudover tre små feltkanoner under ledelse af amtsforvalter og krigskommissær Jens Rostgaard og afdelinger af det danske rytteri.

Også midt på invasionsstrækningen  (nedenfor Tibberup Familiehjem) var landgangen nu i fuld gang. Her var det den svenske gardes 3. bataljon, der gik i land under ledelse af kaptajn  Ehrensten.

Hele kyststrækningen blev forsvaret af et helt underlegent antal danske landeværns-soldater og rytteri, støttet af i alt syv små enpundige feltkanoner. I alt kan det anslås, at de danske styrker bestod af 3-400 ryttere fra 3. sjællandske rytterregiment, et stort set tilsvarende antal landeværns-soldater bevæbnet med musketter samt mandskab til betjening af de små feltkanoner. De danske styrker på totalt ikke over 8-900 mand havde fra kystskrænten kunnet følge de svenske forberedelser og var blevet placeret med som nævnt nogle hundrede bønder helt mod syd, støttet af Jens Rostgaards tre kanoner. I midten var hovedparten af rytteriet opstillet samt de 4 feltkanoner fra Frederiksborg Amt, og i nord (ved Tibberup Mølle) stod de resterende landeværnsfolk.

Kampene var intense, men forholdsvis hurtigt overstået. De danske styrker forsvarede sig indædt, og der blev bl.a. gennemført flere voldsomme rytteriangreb på de angribende svenske styrker – de første angreb blev endda ført helt ud i vandet, hvor rytteriet gik til angreb på svenskerne med blanke våben. De forsvarende danske styrker måtte dog ret hurtigt give op overfor den solide svenske overmagt, og midt på Tibberup Bjerg faldt de fire frederiksborgske kanoner i svenskernes hænder. Inden da havde danskerne dog nået at fornagle dem, så de ikke umiddelbart kunne bruges.

Også mod syd brød forsvaret sammen, men det lykkedes dog for Jens Rostgaard at bringe sine tre kanoner længere ind i land, og fra Tibberup mark fortsatte han beskydningen af angriberne, samtidig med at han forsøgte at motivere folkene til et fornyet, koordineret angreb. Nu rykkede det svenske centrum imidlertid frem over kystskrænten, og samtidig indledte den nordlige styrke under Karl 12.s egen ledelse, som ikke synes at have mødt alvorlig modstand, en omringende bevægelse fra Tibberup Mølle mod syd. Det fik amtmanden, der havde overkommandoen på slagmarken, til at indse, at slaget var tabt, og han gav derfor landeværnsfolkene besked om at tage flugten. Tilbagetrækningen foregik imidlertid under fuld kontrol, og kun ganske få danske våben faldt derfor i svenskernes hænder. Derimod fortsatte rytteriet og Jens Rostgaards tre små kanoner kampen, som først stilnede af omkring 20-tiden om aftenen. Da havde Jens Rostgaards tre etpunds falkonetter i alt affyret mere end 200 skud. Løbene har været godt varme, da de tre kanoner blev ført tilbage i sikkerhed…

Tabene var betydelige – målt med datidens alen. Det danske rytteri havde 11 direkte faldne og endnu flere "blesserede". Også tabet af heste var betydeligt – og flere af rytteriets ledere havde direkte fået skudt hesten væk under sig. Også hos bønderne – landeværnet - var der adskillige sårede og "dødsskudte", ikke mindst blandt dem, der havde betjent feltkanonerne. Der findes officielle lister over rytteriets faldne og sårede, hvorimod det er en langt vanskeligere opgave at få et reelt overblik over tabene blandt landeværnsfolkene.

Fra svensk side foreligger der ikke umiddelbart troværdige angivelser af tabene. De oplysninger, der foreligger, er helt åbenbart for lavt sat, men også på svensk side har omkostningerne været høje, målt såvel i dræbte som sårede. Blandt de sårede var generalmajor Stuart, der allerede ved kamphandlingernes start blev ramt af en musketkugle i låret.

Det svenske brohoved blev i dagene efter landgangen udbygget til en veritabel feltbefæstning med bastioner, løbegange og grave, således som det fremgåt af dette udsnit af et samtidigt svensk stik. Det viser på en og samme tid selve landgangsoperationen mod kysten og den siden anlagte feltbefæstning med angivelse af de enkelte svenske hærenheders placering indenfor fæstningens volde og grave. Kortet er så detaljeret, at det endog burde være muligt ud fra dets oplysninger at fastslå stedet, hvor Karl 12. havde sit eget telt opstillet. Af de ikke viste dele af stikket fremgår bl.a., hvor mange mand/heste m.v., de enkelte svenske enheder omfattede.

Brohovedet
Straks efter kampenes afslutning gik svenskerne i gang med at befæste brohovedet, samtidig med at landsætningen af 2. bølge af invasionsstyrken gennemførtes. Der var medbragt et større antal spanske ryttere og skansekurve, og da natten faldt på, var brohovedet behørigt sikret i tilfælde af et dansk modangreb. Men rytteri var svenskerne stadig ikke i besiddelse af – og som følge heraf holdt de svenske styrker sig stort set indenfor de opkastede skanser, dog med vagtmandskab udstationeret på de omkringliggende højdedrag. I oplandet patruljerede det nu talrigere danske rytteri flittigt – og enkelte svenske infanteripatruljer blev da også pågrebet de følgende dage.

Dagen efter – 5. august – blæste det op til storm – direkte fra nordvest. Ingen båd kunne komme til og fra kysten ved Tibberup. Al forbindelse til hjemlandet var afskåret, og som følge af det manglende rytteri og en fortsat mangel på tungere artilleri var det svenske brohoved ganske udsat, såfremt de danske styrker havde gennemført et egentligt modangreb. Hos "Slotsloven" i København havde man da også overvejet denne mulighed, men ikke turdet satse – og et ekspeditionskorps på ca. 2.000 mand, som blev sendt nordpå fra hovedstaden 4. august, nårde ikke længere end til Rungsted, hvor de af flygtende danskere fik underretning om den vel gennemførte svenske landgang ved Tibberup. Dagen efter vendte ekspeditionskorpset derfor tilbage til København uden at have løsnet et eneste skud.
 
På Tibberup Bjerg fortsatte de svenske styrker med at udbygge hele brohovedet med grave, volde og bastioner, og fra 9. august slog vejret igen om, så de resterende svenske styrker kunne komme over Sundet. Allerede 9. august overførtes 3-4.000 ryttere på 44 større og mindre skibe. Da feltbefæstningen omkring 18. august var fuldt udbygget og bemandet, rummede den omkring 15.000 mand (5.966 infanterister, 2.900 artillerister og 5.800 ryttere), stort set det samme antal mennesker, som i dag bor i hele Espergærde. Antallet og placeringen af de svenske soldater og hærenheder fremgår tydeligt af et samtidigt svensk stik, som også klart viser, hvordan befæstningen nu strakte sig fra stranden nedenfor Tibberup Mølle og i en halvcirkel rundt om hele Tibberup Bjerg, i store træk følgende Ny Strandvejs og Kystbanens forløb næsten frem til kommunegrænsen, derpå langs den nuværende Tibberupgårdsvej og ned til stranden nedenfor Tibberupgaard.

Da bemandingen i Tibberup-fæstningen var på sit højeste, omkring 18. august, opgøres den til 5.966 infanterister, 2.900 artilerister og hele 5.800 ryttere. På det tidspunkt var den svenske overkommando allerede begyndt at udsende beredne styrker for at plyndre kendte kostbarheder. Allerede 16. august udsendtes en styrke til Frederiksborg, men slottet var på det tidspunkt for længst blevet tømt for kostbarheder. Og forinden (11. august) var det lykkedes for danskerne at hente en af egnens absolutte kostbarheder – avlshestene ved stutteriet og vangene ved Esrum/Gribskov – ind til hovedstaden, trods et svensk forsøg på at forhindre transporten ved et bagholdsangreb.

Med ankomsten af det store kontingent af svensk rytteri til fæstningen i Tibberup blev svenskernes provianteringsproblemer også løst. Hæren kunne nu uhindret gennemføre inddrivning af proviant fra store dele af oplandet – og i lejren i Tibberup opstod desuden et regulært marked, hvortil bønderne I et vist omfang bragte varer til hærens underhold – mod kontant betaling! Allerede 9. august havde Karl 12. fra lejren i Tibberup udsendt et "beskyttelsesbrev" til befolkningen på Sjælland med besked om, at ingen skulle lide under den svenske besættelse. Det skal dog nok tages med store forbehold – arkivalier fra samtiden viser, at ikke mindst bebyggelserne i umiddelbar nærhed af den svenske lejr blev  udsat for både overgreb og plyndring. Allerede dagen efter landgangen var selve Krogerup således blevet plyndret af engelske matroser, og det så grundigt, at Frederik Rostgaard efterfølgende fik 10 års skattefrihed som kompensation.

Karl 12.s plan med invasionen var naturligvis at forsøge at erobre København, som han godt var klar over var stort set forsvarsløs, fordi hovedparten af de danske styrker stadig befandt sig nede i hertugdømmerne sammen med kongen, Frederik 4.

Som led i Karl 12.s plan rykkede en stor del af de svenske styrker 21. august længere sydpå til Rungsted, og ved den lejlighed blev der udskrevet 600 bøndervogne fra hele omegnen til flytningen. Feltbefæstningen i Tibberup blev dog ikke af den grund opgivet. Den blev holdt bemandet bl.a. af styrkerne fra Malmø-garnisonen helt frem til det tidspunkt, da Karl 12. måtte opgive hele sit forehavende, idet Frederik 4. tvunget af udviklingen på Sjælland sluttede en hurtig fred i Holsten.

Allerede 23. juli – altså allerede en halv snes dage, inden landgangen fandt sted ved Tibberup - var der blevet afsluttet en våbenhvile i Holsten, og 18. august underskrives en egentlig fredstraktat i det lille slot Traventhal. Den blev "Slotsloven" bekendt med den 20. august, og 21. august kunne storkansler Reventlow derfor give besked herom til Karl 12. i Rungsted, der dog allerede forinden havde fået direkte besked om fredsslutningen via et sendebud fra den gottopske hertug. Dagen efter måtte svenskekongen nødtvungent godkende fredsaftalen under pres fra England/Holland, der nu måtte konkludere, at grundlaget for deres støtte til den svenske aktion var bortfaldet.

Karl 12. strittede godt nok imod og foretog da også i hidsighed et enkelt udfald mod hovedstaden, men med udsigten til, at England/Holland hurtigt kunne skifte side, hvis han fortsatte angrebet og dermed risikoen for at blive indesluttet på Sjælland med hele sin hær var der intet andet at gøre end at tiltræde en tilbagetrækning. Den blev indledt en uges tid senere, paradoksalt nok endda med bistand fra den danske flåde og foregik henholdsvis fra Vedbæk og Helsingør. Feltbefæstningen i Tibberup blev tømt til sidst, og Karl 12. forlod selv som en af de sidste svenskere dansk jord den 4. september – i en lille båd, der sejlede ham over fra Kronborg Teglværk til den svenske side af Øresund.

Og hermed var krigen slut – den krig, der reelt ikke var nogen krig, idet der ikke på noget tidspunkt blev afgivet krigserklæring fra hverken dansk eller svensk side. For Karl 12. fortsatte krigshandlingerne de næste mange år frem til hans død foran fæstningen Frederikshald i Norge i 1718, men i første omgang med andre modstandere – bl.a. Polen og Rusland. Den svenske krigerkonge kom aldrig igen tilbage til sin egen hovedstad.

Bjørnens sidste hilsen
Efter Karl 12.s afrejse lå der imidlertid en speciel hilsen tilbage i feltbefæstningen i Tibberup. Da danske styrker trængte ind bag Tibberup-fæstningens volde, fandt de ifølge historien på stedet, hvor kongens telt havde stået, en speciel hilsen fra den unge, svenske konge i form af en slagtet hest og en levende bjørn, lænket så den netop ikke var i stand til at nå hestekadaveret. Den døde hest blev opfattet som repræsentant for byttet, Danmark, bjørnen var svenskekongen og lænkerne garantmagterne, som havde forhindret kong Karl i at fuldføre den opgave, han havde sat sig for med invasionen. Historien synes ikke at kunne bekræftes fra anden side, men den er vel ikke opstået ud af det rene ingenting.

På stedet i Tibberup lå den daværende stubmølle som ruin efter svenskernes afrejse. Den var allerede blevet skudt i brand under landgangen, men omkring den lå den svenske "fæstning" stort set intakt, hvilket også fremgår af kort over området, aftegnet en snes år senere. Stubmøllen blev hurtigt genopført på samme sted, hvor nu den senere hollandske vindmølle er beliggende, men det interessante er, at den dag i dag – godt 300 år efter den storstilede landgangsoperation – kan der stadig findes tydelige spor i terrænet efter Karl 12.s store feltbefæstning af Tibberup Bjerg – og dette på trods af, at hele området i dag er blevet fuldt udbygget, og at anlægget af Kystbanen for godt 100 år siden og Ny Strandvej i 1930’erne har ændret markant på topografien.

Ikke desto mindre aner man flere steder stadig tydelige rester af voldanlæg, og udformningen af befæstningens fremskudte bastioner afspejler sig andre steder tydeligt i endnu eksisterende matrikelskel, markante niveauspring etc. Og netop arealet omkring grunden, hvorpå Tibberup Mølle ligger, rummer stadig nogle af de allerklareste spor. Således er hele møllegrundens form afledt af feltbefæstningens oprindelige udnyttelse og omdannelse af landskabet. Også ved Gl. Brovej (sidevej til Ny Strandvej) er der klare spor at finde i terrænet, samt ved den lille vej Bakkedraget. De øvrige spor efter befæstningen finder man langs Tibberupgårdsvej, som i sit snorlige forløb næsten afspejler befæstningens voldanlæg, således som det fremgår af de samtidige kort. Eller som det hedder i "Slotsloven"s arkivalier: "En forskanset Lejr, hvis Volde var spækkede med Kanoner".

Karl 12.s landgang ved Tibberup er – selvom det kun blev en slags parentes i Danmarkshistorien – en væsentlig del af den lokale historie. Derfor kan det da også undre, at der ikke for længst er gennemført en egentlig registrering og behørig sikring af de endnu tilbageværende rester af svenskekongens befæstede brohoved. Eller som det hedder i en Palle Lauring-beskrivelse af stedet: "Enkelte voldninger i terrænet på kystskrænten hævdes at være rester af danske og svenske skanser og løbegrave. En grundig undersøgelse har aldrig fundet sted". Det kan tilsvarende også undre, at der intetsteds på Tibberup Bjerg i dag kan findes nogen form for oplysning om de heftige kampe, der trods alt fandt sted her for godt 300 år siden. Vi plejer ellers nok at gøre hinanden opmærksom på de steder, hvor danske styrker i tidens løb har kæmpet forgæves mod fremmed overmagt.

Der er da også flere steder på "bjerget", hvor man godt kunne tænke sig informative plancher opstillet, der kunne fortælle forbipasserende – lokale beboere såvel som måske ikke mindst svenske turister – om stedets voldsomme historie. Både kamphandlingerne og udformningen af hele den svenske feltbefæstning er nemlig så godt dokumenteret allerede i samtiden, at vi ved, hvor stort set hver enkelt svensk hærenhed var indkvarteret i lejren. Ja, vi burde i og for sig kunne gå direkte ud til en af grundejerne i området og fortælle, at lige netop her – på din græsplæne – stod svenskekongens eget telt for 306 år siden, midt blandt 15-16.000 veludrustede svenske soldater…

Kalender-uenigheden
En lidt pudsig "historie i historien" er det, at svenskere og danskere lige siden den famøse sommer i år 1700 har haft svært ved at nå til enighed onm, hvornår landgangen og kamphandlingerne egentlig fandt sted ved Tibberup.

25. juli hen under aften i det herrens år 1700, siger således den officielle svenske historieskrivning. 4. august i det samme herrens år, fastholder Danmarkshistorien lige så hårdnakket.

Uenigheden omkring de 11 dage er naturligvis kun tilsyneladende. Den skyldes, at netop årene omkring 1700 er en periode, som hvad angår dateringer på tværs af landegrænser (eller endog inden for et og samme landområde) nok kan sætte historikerne grå hår i hovedet. Den gamle julianske kalender var efterhånden kommet helt ud af trit med solåret som følge af dens kun tilnærmede nøjagtighed. Løsningen var overgang til en ny og nøjagtigere kalender, den gregorianske, som vi stadig benytter. Overgangen fra den ene kalender til den anden fandt imidlertid ikke sted samtidig i de forskellige lande, ligesom hvert land valgte helt forskellige måder at gennemføre overgangen på. I Danmark havde man netop i år 1700 valgt at forlade den julianske kalender 17. februar – idet dagen efter ikke blev 18. februar, men 1. marts efter den nye tidsregning. Herved fik man i et enkelt snuptag indhentet de 11 dage, som den gamle kalender var kommet bagud i forhold til solåret. I hele det danske rige leder man således forgæves efter kirkebogsindførsler eller andre begivenheder overhovedet dateret mellem 18. februar og 1. marts. Dagene eksisterer simpelthen ikke!

I Sverige valgte man først på et senere tidspunkt at overgå til den gregorianske kalender – og besluttede sig i øvrigt for en langt mindre drastisk, men til gengæld ganske langtrukken facon at indhente de 11 dages kalender-forsinkelse på. Derfor forskellen på de netop 11 dage mellem svensk og dansk opfattelse af, hvornår den 18-årige Karl 12. gik i land på stranden nedenfor Tibberups stubmølle.

I det konkrete tilfælde er dateringsforskellen nærmest at regne som et kuriosum, men i konkrete situationer bliver den eventuelle forskel i landenes brug af gammel og ny kalender af reel betydning for en korrekt forståelse af det faktiske begivenhedsforløb. Når den svenske invasion i Nordsjælland finder sted 25. juli/4. august, og brohovedet de efterfølgende dage udbygges til en regulær befæstet lejr, som ca. 14 dage senere (11. august/22. august) rykkes sydpå til Rungsted som indledning til et nyt svensk stormløb på København, er det af væsentlig betydning, om de våbenhvileforhandlinger, der indledes af Frederik 4. i Holsten allerede 23. juli og afsluttes med freden i Traventhal 18. august, er dateret efter det ene eller det andet kalendersystem. Kalenderforskellene har fået flere historikere, der har beskæftiget sig med begivenhederne, til at undre sig over den åbenbare langsommelighed i datidens kommunikationssystemer. Slet så slemt stod det dog ikke til med at få vigtige informationer bragt fra den ene landsdel til den anden!