G A Hagemanns erindringer om Søbækgaard - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

G A Hagemanns erindringer om Søbækgaard

De enkelte ejerlav > Mørdrup > Fredensvej
G. A. Hagemann jun. har skrevet sine erindringer og ”Egebækken” har fået lov til at bringe et uddrag af beretningen, der ikke før har været trykt og udgivet. Erindringerne er skrevet i 1952 og gengivet i den ortografi, som Hagemann benyttede dengang.

Af Gunnar Aage Hagemann

Vi havde vort dejlige hjem paa Ristrup, jeg havde mit arbejde med landbruget og alt det andet, som fulgte med eller kom til. Ved faders død, april 1916, arvede jeg det store svenske gods og administrationen af Bjersjöholm, det store arbejde, som laa for mig langt borte i det fremmede land vilde tage min tid og min arbejdskraft fangen. Kunde jeg magte alt dette?
Afstanden fra Ristrup til Bjersjöholm var stor, selvom man havde sit automobil. Det var næsten umuligt, eller i hvert fald besværligt i højeste grad at passe begge ejendomme med de mange kilometer land og vand, som skilte.

Familien søger efter gård
Erna og jeg talte meget om det. Vi havde begge været enige om at overtage Bjersjöholm, men vi saa ogsaa begge to vanskelighederne. Vi besluttede derfor til at sælge Ristrup og forsøge at finde en lille ejendom i Nordsjælland hvorfra vi nemt kunde komme over til Bjersjöholm, og helst i nærheden af en god skole for børnenes skyld.
Vi gennemgik annoncer om gaarde til salg, forespurgte hos ejendomsmæglere, og en dag fandt vi følgende annonce i Politiken for 22/6 1916:
”Særlig fin Lystgaard kan paa grund af særlige forhold købes, beliggende ved station og kysten, nær Helsingør, alle moderne redskaber, elektrisk kraft, lys, gas, vand, kloak, W.C., badevær. t ca. 35. tdl., med besætning, herlig udsigt over sund og Sverige. Billet mrkt. 8628 modt. Pol.”

Svaret fra ejeren af Højgaard
Dette lød jo ret godt, og jeg lagde billet ind og fik omgaaende følgende brev:
”Espergærde 27/6 1916
Lige modtaget Deres æ/ billet ang. den særlig fine lystgaard, følgende tjener til oplysning.
Gaarden er ny og velindrettet med alle moderne ting, i stuehuset findes 18 værelser, indlagt W.C. i begge etager, Huset har 3 etager, den midterste er særlig indrettet til bestyrerlejlighed, overalt er gas, elektr. lys, 2 køkkener og anretterværelser, kloakafløb til hovedkloakken, flere altaner og karnapper med henrivende udsigt vidt omkring og til Sverige, Hveen m. m.
Stalden er moderne med vand, krybberne og afløb til ny ajlekule, laden er god med cementgulv og høj sokkel, med ny motor, Titan 7½ HK forlagstøj m. patentaxler og smørekopper fra V. Løwener, Kbhvn. Nyt stort tærskeværk, ”Augsburg”, selvrensende og kørner o.s.v. m/ hul til transport, ny kværn til maling af korn, hakkelsesmaskine, alt med elektr. kraft, lys overalt m. særlig maaler for staldene, bestyrer og hovedbygning, altsaa 3 maalere, 1 kraftmaaler, mange gode vogne, alle nye gode maskiner og redskaber (nyt maskinhus) 3 gode heste, de to 5 aars særlig gode og svære, et godt føl falden efter præmiehingst, 5 gode køer, 3 gode tillægskvier, 17 større svin, meget fjerkræ med stor hønsegaard og gaasedam, sidste efteraar plantet c. 120 bedste slags frugttræer efter Stringfellows metode, god automobilhus, c. 34½ Tdl. god jord m./ vandløb, hvoraf meget er gode byggegrunde m. vand og gas i vejene, al den tilsaaede jord er med udelukkende kontraktsæd, ærter, græs, kløver, roer osv.
Gaarden egner sig ogsaa særlig til at anlægge en stor kuranstalt m. frugtpark, lysbade elektr. bade og saa fremdeles, da dens beliggenhed er saa herlig og lige ved 3 min. fra station og strand.
Jeg har i 1ste og 2den prioritet kun c. 23.500 kr. tilsammen, da laanene er gamle fra den gamle gaard, pengene er de bedste i Creditkassen og Landhypothekforeningen, 4 og 4½ og 5% penge med store afdrag - da jeg købte gaarden, købte jeg alle ud paa nær disse gode penge, nu er forholdene saaledes, at jeg let kan faa meget større laan i de kasser, da jeg har købt meget til og anlagt meget o.s.v.
For tiden vil jeg af særlige grunde sælge den for henholdsvis 68 á 72.000 kr. eftersom talen bliver om nogle byggegrunde med eller ikke.
Den gamle ejendomsskyld er 40.000 kr., løsøre er forsikret for 16.933 kr., bygningsassurancen 25.140 kr.
Udbetaling efter overenskomst, dog ikke lille. Hovedbygningen er lejet ud til 1800 kr., altsaa de to etager, og kan let koste mere, dette forhold kan hæves ved salg. Er godsejeren liebhaver til denne gaard, maa nærmere aftales og efterses paa stedet, det er vanskeligt pr. brev at gaa videre, isaafald bedes De venligst lade mig vide naar, at jeg kan være hjemme, da jeg er ret stærkt optaget. Underskrift.
NB. Gaarden kan altsaa ikke stilles i klasse med alm. gaarde.”

Overtagelsen
Den pralende annonce og det ikke mindre ditto brev – tillige ganske morsomt - maatte love noget ganske exceptionelt, og da jeg netop skulde til København, vilde jeg benytte lejligheden til at se denne ”herskabelige” ejendom med ca. 20 værelser etc.
D. 29’ Jun 1916 ankom jeg til Højgaarden, besaa stuehuset, som viste sig at være af den værste murersvendearkitektur, og avlsbygningerne som var nogenlunde. Marken var under al kritik, vandsur, fyldt med ukrudt og i daarlig kultur, men beliggenheden var god, og jeg blev klar over, at hvis jeg kunde samle et passende areal ved køb af andre ejendomme, kunde her skabes en smuk gaard, naar bygningerne blev forbedret.
Vi forhandlede om prisen og blev tilsidst enige om 66000 kr. med overtagelse d. 20’ Juli.
Alt skulde medfølge. Det gik forbavsende hurtigt med at købe mere jord. De fleste naboer tilbød mig ret store arealer. Gaarde med og uden bygninger købte jeg, og allerede i september 1916 var gaarden vokset til over det dobbelte, men prisen pr. tønde land kom ogsaa op paa henved et par 1000 kr. Jeg drev gaarden med en forkarl og den usle høst blev bjerget.

Nyt stuehus og store tilkøb
Det var nu tid at tænke paa byggeriet, og i september kom arkitekt Sv. Risom over til mig paa ’’Ristrup’’ for at lave byggeplanerne saaledes, at gaarden kunde være færdig til foraaret 1917.
Købet af de mange ejendomme og sammenlægningen med ”Højgaard”, som fik navneforandring til ”Søbækgaard”, vakte en vis opsigt og kritik, saaledes ogsaa i sogneraadet og pressen.
Sogneraadets behandling af mit andragende om fritagelse for udlægning af ”pligthus” var virkelig morsomt. En mente, at jorden ikke kunde anvendes som landbrug, en anden vidste bestemt, at den skulde udstykkes, en tredie saa en fare i, at nogle faa opkøbte al jord, en fjerde, at Hagemann laa i forhandlinger med en mængde og vilde købe deres jord til 60%-70% overpriser.
Og saa var hele mit maal at samle en vel arronderet ejendom, og drive den frem.
I løbet af 1916 havde jeg saa samlet al jorden mellem jernbanen, Mørdrupvejen, Tipperupvejen og Stokholmsvejen, samt arealer paa den anden side af Stokholmsvejen, ialt godt 100 tdr. ld.
En del villaer langs med Mørdrupvejen og Stokholmsvejen er dog undtagne.
Inden Ristrup blev overtaget af mr. John Switzer pr. 1. Maj 1917 ankom til Espergærde station flere vognladninger møbler, maskiner, dyr og kunstgødning, og alt maatte opmagasineres i den netop færdigbyggede lade, da stuehusets fuldførelse var blevet sinket af den ret haarde vinter.
Vi forlod Ristrup d. 20. Mai, og boede derefter dels lidt i Rosenvænget i Mamas villa, dels paa Bjersjöholm og Borupgaard, og d. 12. September 1917 flyttede vi ind i det renoverede og forstørrede stuehus.
Store arbejder blev gjort, Søbækrenden blev sænket og delvis rørlagt, masser af drain blev ført til, hegn blev sløjfet, og sten fra digerne blev kørt op til den plads, hvor den nye hovedbygning skulde ligge.
Markerne blev kalket, en ny vej blev anlagt gennem ejendommen over til Stokholmsgaarden, kort sagt, der var rigtig gang i udviklingen, som fortsattes med aarene.

Helt nyt herregaardshjem
Ved salget af Ristrup fik jeg frigjort en stor kapital. Søbækgaard stuehus var saa lille i forhold til vort gamle herregaardshjem, at vi besluttede at bygge en stor villa overfor av1sgaarden.
Risom lavede tegningerne, og i april 1919 flyttede vi op og havde en lille indvielsesfest, hvor mange gamle venner var med.
I grunden skulde jeg aldrig have bygget dette store hus, men hvad, jeg var vant til det store hjem paa Ristrup, havde pengene og vilde gerne have et smukt og herskabeligt hjem, og smukt laa den nye hovedbygning, smukt og praktisk indrettet var den, men skal jeg selv sætte mig et minde om denne kapitalanbringelse, skal det lyde gennem denne duplik:
Jeg: Jeg har bare begaaet et stort fejltrin i mit liv
Du: Det tror jeg ikke paa, hvor kan det være muligt?
Jeg: Som jeg fortryder og ærgrer mig over.
Efter at vi havde forladt ”Søbæk-gaard”, udlejede jeg hovedbygningen til forskellige, i mange aar drev frøken Schiødte den som herregaardspensionat, og til slut solgte jeg den til Københavns kommune, som anvendte den til hjem for unge forvildede piger.
Hvilket hjem for unge piger, som er kommet galt afsted! Og hvilket minde har jeg hermed sat mig!

Nye bestyrere og ejere af Søbækgaard
Da vi flyttede op til den nye hovedbygning, udlejede jeg stuehuset til Hofjægermester Krabbe, og efter nogle aar at have drevet gaarden selv med bestyrer, forpagtede jeg gaarden ud – forhenværende godsejer Riffestahl havde den flere aar - byggede ny hjelm og svinestald og overdrog ledelsen af den til min søn, Otto i 1938, og kort efter overtog han gaarden som ejer.
Han var blevet student fra Sorø Akademi, forsøgte sig derefter i forskellige fag, men fandt til sidst sig selv som landbrugsstuderende og medhjælper, for saa at havne som ejer af Søbækgaarden.
Fra en daarlig gaard var ”Søbækgaard” blevet en virkelig god landbrugsejendom, og Otto fulgte i sin faders fodspor. Han solgte den i 1949, og er nu ejer af og bosat paa ”Boltinggaard” ved Ringe paa Fyen.
Fra Jylland dumpede vi ned paa Nordsjælland, men det var gamle kendte egne. Fra opholdene paa Borupgaard kendte jeg landet ret godt, baade nord, syd og vest for Helsingør.

Grosserer Rasmussen
Vi var næsten naboer til  Borupgaard, adskilte ved Flynderupgaard, som var købt af grosserer C.I.Rasmussen, med hvem jeg kom meget sammen.
Kort efter faders død, solgte jeg til ham paa familiens vegne, den store Hjortespringsmark, som laa ud til Flynderupgaard, men var udmark til Borupgaard. Han var rig, havde tjent store penge under krigen og anvendte nu sine penge paa at ombygge og forbedre sin gaard, men han havde ikke idé om landbrug og kom ofte til mig om raad. Vi gjorde á meta forretninger sammen, købte sammen ”Jyderup Teglværk” og aktierne i ”Baltisk Kaolinindustri”.
Da det gik tilbage for ham, overtog jeg hans parter, og senere solgte jeg begge dele med stor fortjeneste.

”Brostensagrarer”
Københavnerjargonen kaldte disse mennesker, som pludselig under og efter krigen blev rige, for ”Gullaschbaroner” og grosserere og direktører, som købte landejendomme, for ”Brostensagrarer”.
Da jeg købte ”Søbækgaard”, blev jeg selv regnet for en saadan, i hvert fald til man indsaa, at jeg dog var noget af en rigtig agrar.
I ”Frederiksborg Amtstidende” kom flere indlæg, hvori det blev hævdet, at det var skandaløst, at ikke-landmænd skulde købe bøndernes ejendomme, bare fordi de kunde betale en god pris.
Jeg skrev selv et slags svar-indlæg og forklarede, at det tværtimod maatte være gavnligt for dansk landbrug, at ny kapital kom til, saa at daarlige gaarde fik nye, gode bygninger og at jorden blev afvandet og sat i god kultur. Det var kapital, som kom udefra og maatte være en fordel for landbruget.
”Gullaschbaronerne” kom i deres nye biler (Dollargrin) folk raabte ”Gullasch” efter dem, og jeg morer mig altid over at fortælle denne lille, ganske vist opdigtede, historie: En dag, jeg kom kørende i min Bil, raabte en mand efter mig ”Gullasch”. Jeg svarede ”Svin”. Han tog mit nummer. Jeg kom i retten, dommeren spurgte, om jeg havde kaldt en mand for et svin. Jeg svarede, at en mand havde sagt gullasch til mig, og at jeg havde opfattet det som et spørgsmaa1, men da jeg ikke havde tjent pengene til bilen gennem gullaschforretninger, men gennem produktion af svin, havde jeg besvaret hans spørgsmaal med ”Svin”. Frikendt!

Lokale engagementer
Gamle venner blandt statens skovridere mødte jeg igen, nye var kommet til, bl. a. Falkenberg paa Gurredistriktet.
Jeg kom paa deres jagter, gik med Falkenberg eller Skovfoged Børgesen og lærte skovbrug, jeg fiskede igen i Hellebæksøerne og Esrom sø, naar jeg havde tid.
Jeg blev medlem af det kgl. skydeselskab i Helsingør og var ved en festlighed dér sammen med Kong Christian X. Oberst Appeldorn havde sagt, at jeg absolut maatte møde i uniform (jægermester), og jeg havde den store ære og glæde, at hans majestæt havde en lang samtale med mig om vore vestindiske øer.
Jeg blev hurtigt formand for grundejerforeningen og gennemførte sammen med overingeniør Flensburg, D.D.S., en ændring af viadukten mellem Espergærde station og Mørdrup. Rigsdagen havde bevilliget pengene til et bestemt forslag, men jeg beviste, at dette maatte ændres noget for at faa vejen rigtig, og Flensburg fulgte grundejerforeningens indstilling.
En lille smuk udsigtshøj (”Anlægget”, red.) fik jeg og-saa fredet gennem foreningen.
Da Helsingørs og Omegns bank kom i vanskeligheder efter krigens ophør, anmodede man mig om at blive formand for bankraadet. Trods mine protester og forklaringer, at jeg ikke var bankmand, holdt man paa at ville have mig, man behøvede en praktisk mand, som havde sund fornuft og kunde overse situationen, og jeg blev bankraadsformand!
Hvad jeg saa af dispositioner fra de tidligere direktører og bankraad, var virkelig forskrækkeligt,- store krediter til rederi- og andre foretagender, uden sikkerhed udover mange tvivlsomme kautioner.
Jeg lagde ikke fingrene imellem, men hvad jeg ellers gjorde, ved jeg ikke i dag, men bogholder Bertramsen fra Flynderupgaard, ansat i banken, blev direktør, Privatbanken overtog banken, og den arbejder den dag i dag med Bertramsen som første direktør.
Hvorvidt banken endnu handler letsindigt, vover jeg ikke udtale mig om, men jeg har stadig en aaben kassekreditkonto (uden sikkerhed!).

Motorentusiast
Fra at være (siden 1910) F.D.M.’s jurisdiktionsformand i Aarhus, Vejle og Ribe amter, blev jeg nu i 1918 forflyttet til Kronborg østre birk, og jeg deltog med iver og interesse i arbejdet, som under direktør Kyhl’s ledelse blev gjort for at skaffe bilismen bedre vilkaar.
1920 blev jeg valgt ind i K.D.A.K.’s bestyrelse, og 1928 forlod jeg F.D.M.’s, og apotheker P. Scheel i Hørsholm kom ind i stedet for mig.
K.D.A.K. havde i sin barndom hovedsagelig været en selskabelig forening, men med Prins Axel som formand begyndte den sin store indsats til bilismens gavn. Prins Axel var selv en stor automobilist, en fornøjelig selskabsbroder, en mand med godt udsyn. Jeg sad i bestyrelsen i aarene 1920-35.

”Øresunds Chemiske Fabriker”
Med Øresunds chemiske Fabriker, hvor jeg havde været kommanditist fra 1912, fik jeg efterhaanden en del at gøre som kommanditist, men Fritz Jarl som ”indehaver” var og blev direktøren, og vi andre havde ikke meget at sige. Han var dygtig paa sit omraade, men havde ogsaa konjunkturerne med sig, kryolithen gik en straalende fremtid i møde.
En tid var min gamle ven og skyttekammerat, Gustav Lunn, ansat som første ingeniør ved fabrikken, men han søgte andetsteds hen, og blev efterfulgt af Henry Tuxen, som efter Jarls død blev teknisk direktør.

Det sociale liv
Oppe i den store, smukke og velindrettede hovedbygning førte vi et ret selskabeligt liv. Mange af vore gamle venner fra Søbakken, St.Croix og Ristrup holdt vi stadig kontakt med, og omegnens beboere kom vi noget sammen med. Af andre besøgende vil jeg nævne malerinden Marie Hauge (Juli 1918), som malede mig i Geilo, og min gamle ven, boghandler Poul Schouboe, som efter at være blevet maler og udført en del billeder i Chile, nu kalder sig Pablo Schouboe. (sommeren 1921).
Den første verdenskrig sluttede jo først 1918, saa udenlandsrejser blev der ikke meget af, men jeg var nogle gange i Norge, (en 8-14 dage i marts 1918-19-20,) for at staa paa ski. Erna var kun med den første gang, og skisporten interesserede hende overhovedet ikke, hvorfor jeg de næste gange rejste alene, med andre ord fik: lov til at ”lufte” mig lidt alene, og paa disse vinterture til Geilo og Finse havde jeg jo ofte et eller andet lille eventyr.

Den russiske fyrstinde
Saaledes sad jeg en dag i spisevognen mellem Oslo og Tonsåsen lige overfor en smuk dame, og vi kom naturligvis i snak efter at have opdaget at paa fransk gik det, hun var russisk fyrstinde.
Hun skulde til Finse og beklagede, at jeg ikke ogsaa skulde derop, men jeg trøstede hende med, at jeg snart kom, og efter et par dages ophold paa Tonsåsen fortsatte jeg til Finse.
Vi fik bord sammen, og jeg fik rigtig gang i det franske sprog. Da hun skulde have et andet værelse, bad hun mig om at hjælpe sig med flytningen, og da jeg passerede gangen med favnen fuld af smaa lækre sko og tøfler, blev jeg set af en af de andre gæster.
Den sidste middag inden min afrejse stod der et par søde, smaa miniaturesko paa min couvert, og hele selskabet ”hade roligt”. De smaa sko fik en af mine døtre, fyrstinden saa eller hørte jeg aldrig mere til.
Paa en skitur til Hardangerjøklen fik jeg forfrysninger i mine tæer og sagde til en af deltagerne, at jeg nu vilde gaa tilbage hurtigst muligt, og saa stod jeg som en stormvind alene ned over den hvide sne og hen over Finsesøens is - og snebelagte overflade. Vist var det dumdristigt gjort, men jeg stolede paa styrke og var i grunden en nogenlunde god skiløber.

Livet på vintersportshoteller
Mange bekendte og nye fornøjelige mennesker træffer man paa disse vintersportshoteller. Overretssagfører Viggo og Oline Falbe-Hansen og jeg gik tit ture sammen. Den norske malerinde Marie Hauge traf jeg i 1918 paa Geilo. Hun malede den smukke fru Jachelen, en af Norges skønneste kvinder. Vi tre blev gode venner. Frøken Hauge malede mig, mens fru Jachelen underholdt os, og naar fru J. blev malet, underholdt jeg dem med chokolade og andet godt.
Hun medbragte selv mit billede paa et besøg her i juli 1918, og billedet hænger nu hos Gustav paa Ruuthsbo.
Det var sunde og fornøjelige dage paa højfjeldet. Om dagen ude i den friske, kolde luft: solen og dens reflex paa den hvide sne brunede kinderne, og om afternerne dansede vi og spillede kort.
Der var ofte ungdom fra København. Med Inger Bloch har jeg ogsaa haft mange fornøjelige skiture - de er kusiner til Einer Bentzen.
Rejse til Chechoslovakiet
I juni 1921 havde vi vor længste udenlandsrejse fra Søbækgaard. Med bil kørte vi via Gedser, Berlin til Zittau, passerede Lausitzergebirge over Luckendorff og fulgte derefter hovedvejen, som ligger syd for det Böhmiske Schweitz. Vi kom gennem Tetschen, Teplitz-Schönau, Brüx og Komotau, hilste paa vor gamle ven, Karlsbad, hvorefter hjemturen gik over Eger, grænsestationen Mühlbach, Hof, Leipzig, Magdeburg - Krusaa.
Hvor er Chechoslovakiet et herligt land. Bjerge, frodige marker, et venligt folk, hvis sprog man ikke forstaar.
Hele turen tog 12 dage, og hvor kan man rejse billigt, naar man vil nøjes med de mange smaa, iøvrigt udmærkede kroer og hoteller.

Om gaardsammenlægning
Det var lykkedes mig at samle en gaard paa ca. 100 tdl. ved sammenlægning af forskellige mindre bøndergaarde, eller dele af saadanne. Nu gaar dette ikke længere, men jeg tror, at loven er daarlig, thi naar det økonomisk set er rigtigt, er det vel sund fornuft.
I Sverige søger man at nedlægge ufuldstændige og økonomisk uholdbare enheder og samle dem, saa de bliver bærekraftige, men i Danmark har man efter min mening set sig blind paa husmandsbevægelsen, som i mange tilfælde ogsaa har sin berettigelse.

Kort fra 1915 over Mørdrup Landsby, med Højagergaards nye placering indtegnet og markeret med rød farve.
Således kom den ombyggede gård til at se ud. Samtidig skiftede gården navn fra Højagergaard eller Højgaard til Søbækgaard - et navn Hagemann sikrede sig skulle bruges for hele området, hvilket bl.a. er årsagen til, at de hvide blokke langs Søndermarken kaldes ”Søbækgaard Parkbebyggelse”.
Søbækgaard fotograferet fra syd i 1937. Indkørslen sker nu fra Fredensvej, der ses øverst i billedet. På området ligger i dag en ældrevenlig rækkehusbebyggelse.
Drengene Bent og Anders Hagemann på vognen med vandbeholderen på Søbækgaard omkring 1945.
Back to content | Back to main menu