Havreholm Papirfabriks direktørbolig - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Havreholm Papirfabriks første
direktørbolig

af Kjeld Damgaard

Huset, der i dag kaldes ”Drachmanns Minde”, ligger på adressen Bøtterupvej 24, d.v.s. at den hører til Bøtterup ejerlav - også selvom den altså har været direktørbolig for Havreholm Papirfabrik. Den oprindelige slibemølle tilhørende Kronborg Geværfabrik lå ganske vist i Havreholm, lige på grænsen til Bøtterups jorder. Og da den væsentligste produktion kom herfra - også under senere produktioner af papir og trævarer, så blev hele fabriksområdet - også det, der lå på den anden side af søen (mod sydøst) også kaldt Havreholm Fabrik. Det smittede af på flere andre ting. Dels kaldtes det efterfølgende bageri samme sted også Havreholm Bageri. Den oprindelige Havreholm Skole lå lige akkurat på grænsen, medens den nye skole (opført i 1918) ligger i Bøtterup, men blev alligevel fortsat kaldt Havreholm Skole. Den senere telefoncentral på Slamatvej lå også i Bøtterup, men kaldtes også for Havreholm Central.
Og hvorfor det - jo, fabrikken havde jo gjort stedet kendt, så ”Havreholm” lød/solgte bedre end ”Bøtterup”. Nøjagtig som når man i dag kalder golfklubben i Bøtterup for ”Hornbæk Golfklub”, selvom den slet ikke ligger i Hornbæk.
Dette er vigtigt, for arealet hvor ”Drachmanns Minde” ligger, havde i 400-500 år eller mere, intet med Havreholm at gøre. Det var en del af Bøtterups jorder - og herfra er ejendommen da også udstykket.
Endelig bør det tilføjes, at Havreholm hører til Hornbæk Sogn, medens Bøtterup hører til Tikøb Sogn - skellet mellem de to byer er således ikke kun et matrikelskel, men er siden 1889 også blevet sogneskel.

Bøtterup Landsby
Bøtterup kan ikke dokumenteres længere tilbage end til 1497. Her optræder landsbyen som en ejendom under Esrum Kloster. Men landsbyen er ældre, antagelig fra vikingetidens slutning, hvor denne type stednavne typisk stammer fra. Betydningen er i øvrigt ”Buttes udflytter-bebyggelse”, men hvorfra Butte er flyttet ud ved vi ikke.

Havreholm 1178
I et dokument fra den 2. november 1178 nævnes Havreholm ganske rigtigt for første gang i de bevarede arkiver. Men Havreholm lå ikke stille og roligt hen i de år.  Esrum Kloster havde nemlig indledt en stor reform af det landbrug, som hørte under klosteret. Cistercienser-munkene skulle nemlig ifølge deres oprindelige ordensregler selv drive deres gods. De var simpelthen forpligtede til at oprette ”grangier”, hvorfra jorden skulle drives. En grangie var en større avls- eller ladegård, der typisk havde en størrelse på over 100 tdr. ld. Denne gård blev bestyret af en lægbroder - under opsyn af en munk. Selve arbejdet blev i den tidlige middelalder sandsynligvis udført af lægbrødre, medens munkene mere var optaget af administrative pligter. I perioden mellem 1160 og 1180 gennemførte klosteret derfor en voldsom forandring i de landsbyer, som klosteret ejede. I Havreholm indebar det, at alle landsbyens gårde blev nedlagt - undtagen én (kaldet en grangie) hvorfra al jorden derpå skulle drives. Allerede inden da havde munkene nedlagt den nærliggende landsby Aueholm (eller Aholm) og lagt den sammen med Havreholm.
I løbet af 1200-tallet ændredes imidlertid reglen om, at klosterjord ikke måtte udlejes eller bortfæstes. Dermed var grangiesystemet allerede på retur - ikke mindst fordi det blev vanskeligere at skaffe arbejdskraft til disse større gårde. I stedet opdeltes grangierne igen i mindre ejendomme, som så bortfæstedes. På denne måde gendannedes flere af de landsbyer, som i århundrederne før var blevet nedlagt - også Havreholm.
I perioden fra 1200-tallets midte til reformationen i 1536 har livet sikkert været forholdsvist ensartet for generation efter generation i Havreholm. Bønderne på gårdene i Havreholm levede som fæstere under klosteret og skiftet til at være kongelige fæstere efter reformationen har antagelig ikke været så stort. Først med de store landbrugsreformer i slutningen af 1700-tallet sker det igen i voldsom forandring af lokalsamfundet, men det fører for vidt at gennemgå det her.

Husets alder
”Drachmanns Minde” er sandsynligvis først opført i 1850’erne. Inden da ses huset ikke på nogen kort hverken fra år 1816 eller 1824. I 1853 udlejede ejeren af Aulegaard i Bøtterup således et jordstykke til en Jens Hansen. Det nævnes udtrykkeligt at ejendommen er et ”Jordstykke” - hvilket normalt indikerer, at der ikke er bygget på arealet. I maj 1856 udlejes det samme areal til Johan Culmsee (udtales med langt e)  og i den forbindelse findes en taxationsforretning, der lader huset forsikre. Huset angives da til at være 14 fag langt og 7½ alen dybt. Huset er kun i én etage og tækket med stråtag. Hele huset blev forsikret for 700 rigsdaler. Desuden var der et udhus ”i syd” på 5 fags længde og 7½ alens bredde indrettet til brænde- og tørvehus - forsikret for 100 rigsdaler. Det fremgår af forretningen, at ejendommen tidligere havde været forsikret, men desværre ikke hvornår. I 1858 udstykkedes arealet endeligt fra Aulegaard til en selvstændig ejendom ejet af Johan Culmsee.
Forud for denne periode havde Kronborg Geværfabrik drevet Havreholm som vandmølle i perioden 1782-1817. Den fungerede i den periode som bore- og slibemølle for Kronborg Geværfabrik. ”Afdelingen” i Havreholm blev imidlertid nedlagt allerede i 1817 p.g.a. brøstfældighed  og svigtende vandtilførsel. En plan om nyopførelse blev opgivet i 1836. I stedet blev stedet udlejet til P. C. Deichmann.
Kontrakten mellem fideikommisset og chokolade-, farve- og papirfabrikant Peter Christian Deichmann om forpagtning af Havreholm var en 5-årig kontrakt, der løb fra 1842 til 1847. Da kontrakten udløb i 1847 blev den fornyet for en 10-årig periode, men Deichmann døde allerede i september 1848. I hans sted indtrådte imidlertid kludehandler og papirmager Andreas Jørgen Culmsee i kontraktens restperiode frem til 1.5.1857. Det ser ud til, at broderen Frederik Leopold Culmsee fra 1852 også deltager i driften, men i 1854 holdtes tvangsauktion over hele virksomheden. Den var med andre ord ikke nogen succes.
Det er således ikke Andreas og Frederik Culmsee, der er forpagtere (kontrakthavere), da der endelig i 1854 kommer gang i fabrikken. Det er en tredje, ældre broder, Johan Christian Culmsee, der også bliver den første selvejer af fabrikken. Det sker i 1857, da fideikommisset endeligt skøder hele ejendommen til Johan Culmsee. Johan Culmsee indsatte dog hurtigt broderen Frederik Culmsee som bestyrer, så det blev ham, der reelt var leder i den følgende opgangstid.

Havreholm Fabriks vindmølle
Havreholm Fabriks Vindmølle opførtes i 1856, da den blev forsikret for første gang. Møllen blev ved opførelsen beskrevet som en hollandsk vindmølle af engelsk type, d.v.s. med fem møllevinger. Vindmøllen blev primært brugt til formaling af kludene og det gamle papir, der udgjorde råstofferne til papirfremstillingen. Efter malingen blev den slæmmede masse kørt over til selve papirfabrikken, der lå i den anden ende af fabriksområdet. ”Slæmming” betød, at man blandede materialet (f.eks. klude) med vand eller anden væske, kørte det igennem en kniv- eller rivemølle - for på den måde at frigøre materialets forskellige bestanddele.
Møllen blev beskrevet således i 1873: En hollandsk Veirmølle opført i Høide af 12 Alen af Kampesten, derefter en Muurstens Møllebygning 16 Alen høi med Hat af Tømmer, engelsk 5-armet Vindfang med Selvdreining og Selvsvikkerindretning. Bygningen er 15 Alen i Fiirkant, Kampesteens muret i Kalk. Muurstenene i Cement, indrettet til Papirfabrication, assureret med Fradrag af alt Muurværk for 6.215 Rdl., men taxeret som Bygningen staar til 10.000 Rdl. I selve møllen fandtes på den tid: 2 Jernvalseværker med Hjul, Lagere og Axel samt 1 Havreknusemaskine, i Alt vurderet til 550 Rdl.
”Selvdrejning” eller ”Selvkrøjning” betød, at møllevingerne selv automatisk drejede op imod vinden (det skete v.hj.a. en lille mølle placeret på hatten modsat de store vinger. ”Selvsvikning” betød, at møllevingerne i stedet for sejl var forsynet med træklapper, som selv åbnede eller lukkede afhængig af vindhastigheden.

Drachmanns berømte spring
En af de mest berømte historier om digteren og maleren Holger Drachmann er historien om hans reaktion på, at hans hjertes udkårne, Polly Culmsee – en datter af Valdemar Culmsee på Havreholm Papirfabrik – havde forlovet sig med en lokal proprietær (Villiam Thalbitzer på Lottesminde). Drachmann besøgte ofte sin kusine og hendes mand, skolelærer Christian Hansen, i Havreholm. Christian Hansen har fortalt, hvad der skete:
Hver aften var Drachmann, og undertiden ogsaa jeg, indbudt til Culmsees, og han gjorde her ikke ringe Lykke, især hos de unge Piger, der vare musikalske, spillede og sang smukt. ... Om Formiddagen sad han dog og malede paa sit Billede, men om Eftermiddagen forblev han ovre i Skolens Have, klædte sig saa lidt om og gik over til Culmsees. Her traf han igen Thalbitzer, der ejede en Gaard i nærheden ved navn Lottesminde, og denne blev nu præsenteret som forlovet med Polly. –  Man fortalte mig senere, at H. Drachmann den Aften havde været ubændig og overstadig lystig, og da han med Hatten i Haanden havde sagt Godnat til Selskabet, gik han hen og sprang ud af Vinduet paa 1’ste Sal.
Mange tror fejlagtigt, at episoden skete på det nuværende Havreholm Slot, men denne store villa var slet ikke bygget på det tidspunkt. Episoden fandt heller ikke sted på Lottesminde, men derimod netop i den oprindelige direktørbolig på Bøtterupvej 24.

Den nye direktørbolig
Først i 1872 byggede Valdemar Culmsee en ny hovedbygning eller direktørbolig. Den kom til at ligge på den anden side af søen - og dermed på den ”rigtige” side af grænsen til Havreholm. Huset kaldte han ”Villa Havreholm” - i en senere tid er det dog blevet til ”Havreholm Slot” - en betegnelse, der er ret tvivlsom. Et slot er normalt en betydelig større og mere imposant bygning, men i Nordsjælland har der været tradition for at kalde selv temmelig beskedne stue- eller hovedbygninger for ”slot”. Tænk blot på Langesø ”Slot” og Sauntegaard ”Slot”. Historien om ”Villa Havreholm” må dog udskydes til en senere lejlighed.

Trævarefabrik
Da papirfabrikationen nedlagdes i 1889 ophørte også driften af vindmøllen, der jo var baseret på slæmming, og derfor ikke umiddelbart kunne anvendes til andre formål. Vindmøllen blev derfor ikke anvendt - og i følge forfatteren Ejler Alkjær forfaldt møllen da også i årene herefter. På et ret detaljeret kort fra 1898 ses møllen ikke længere - og meget tyder på, at den allerede da var nedbrudt eller i al fald delvist nedbrudt. I mange år stod det store kampestensfundament nemlig tilbage - og er først fjernet helt i nyere tid.
Papirfabrikkens produktion stoppede straks efter at De forenede Papirfabrikker A/S havde overtaget fabrikken i Havreholm i 1889. De forenede Papirfabrikker ejede ganske vist fabrikken frem til 1892, men der blev ikke produceret noget i de tre år. Den nye ejer hed (Sophus) Emil Brüel, der indrettede fabrikken til træfabrikation. Brüel havde imidlertid ikke brug for alle de gamle bygninger og nedrev en del af disse. Imidlertid brændte størsteparten af fabrikken i 1897 - dog ikke den gamle direktørbolig. Herefter flyttede virksomheden til Kvistgaard - og de resterende bygninger i Havreholm og Bøtterup blev solgt til andre formål.

Bageri
Der var bageri i bygningen sandsynligvis helt fra 1900 - og fordi Havreholm var den berømte lokalitet, blev stedet også senere kaldt Havreholm Bageri, men det ændrer ikke ved, at det reelt ligger i Bøtterup. Den gamle direktør-bolig blev nemlig i år 1900 solgt til bager Hans Peter Hansen, der lod huset indrette til bageri og brødfabrik. Bageriet blev drevet af H.P. Hansen og senere af hans enke Mette Kirstine Hansen indtil 1921. Herefter er der en del skiftende ejere:  M. Kryger fra 1921-25, bagermester Carl Adolf Christensen 1925-26, Marinus Sørensen 1926-29, Niels Oluf Jensen 1929-33 og først derefter Emil Nielsen. Sidstnævnte solgte i 1937 bageriet og brødfabrikken til bagermester Helge Holm. Han - og hustruen Gudrun - huskes endnu blandt en del lokale beboere som den bagermester, der moderniserede stedet, indrettede konditori og butik i bygningen. Desuden havde Holm tre biler, der kørte ud til lokalbefolkningen med brød og kager, som man så kunne købe ved vognene.
I Holms konditori kunne man få udskænket kaffe, chokolade, sodavand og der blev serveret kager og is. Det var et af de få steder omegnens unge i 30’erne, 40’erne og 50’erne kunne cykle hen for at få en forfriskning – og måske møde den udkårne. Men konditoriet levede også højt på det nærliggende rekreationshjem for kvinder, kaldet ”Slamat”. Det blev indrettet i Havreholm gamle skole i 1919, udvidet i 1929 og nedlagt i 1970 – efter i en del år at have været ejet af Københavns Understøttelsesforening. Den nærliggende Havreholm (nye) Skole på Bøtterupvej bidrog sikkert også med skolebørn, der købte slik og kager – selvom pengene dengang var anderledes små.
Bagermester Poul Martin Jensen ejede og drev bageriet fra 1951 til 1956. Poul Martin Jensen og hans hustru Ellen Marie f. Andersen, købte stedet af bager Holm i 1951. Også i denne periode var der tre chauffører, der kørte med brød til omegnens befolkning. En af ruterne gik mod Gurre og Horserød, en anden til Plejelt og Esrum-kanten.
En gang om ugen holdt bager Jensen en whist-aften, hvor omegnens beboere kom og spillede på verandaen. I denne periode var der stadig stort rykind fra rekreationshjemmet Slamat, bl.a. én gang af prinsesse Elisabeth, der skulle besøge sin hofdame på Slamat.
Pinsemorgen var der brug for ekstra meget brød. Imidlertid måtte svendene dengang ikke begynde i bageriet før kl. 4 om morgenen, men det var alt for sent til, at man kunne nå at bage alt det der skulle bruges tidligt om morgenen. Bageren aftalte derfor med svendene, at de skulle begynde allerede kl. 2. To af døtrene blev så sendt ud ad Bøtterupvejen – en mod Havreholm og en mod Bøtterup. Hvis der så var det mindste lys i sigte, skulle de løbe tilbage til bageriet og advare i bageriet. Her kunne man så nå at slukke lyset og gemme svendene inden de vejfarende passerede bageriet!
Den sidste bagermester fra 1956-62 var Erik Olsen. Erik Olsen solgte i 1962 stedet til ”Hollandske Mølle”, der straks lukkede bageriet og fjernede maskinerne. Hollandske Mølle beholdt imidlertid bygningerne frem til 1967.

Tiden som hjem for unge
I perioden herefter er der skiftende beboere i ejendommen - i en periode endda grossistlager for firmaet ”Bostik”, der er en af verdens ledende fabrikanter af lim, spartel, fix & fuge samt tætningsmidler.
I 1985 omdannede Ann og Jørn Larsen ejendommen til et socialpædagogisk opholdssted for børn og unge under navnet ”Charlottenborg”. Navnet var egentlig en fejltagelse - forårsaget af en forkert betegnelse på et kommunalt kort.
Både Ann og Jørn Larsen havde en baggrund som pædagoger og opholdsstedet blev i de følgende år - frem til 2005 drevet i samarbejde med  FFA Familieplejen Fredensborg. I perioden bliver arbejdet genstand for bevågenhed, idet der ved et forskningsprojekt  blev skabt en teoridannelse over de arbejdsmetoder, der blev udviklet på stedet.
I 1998 blev der sideløbende hermed oprettet en islænderrideskole kaldet ”Klosterris”med undervisning i hestehold og rideterapi. Denne undervisning var oprindeligt rettet mod de børn og unge, der havde ophold på institutionen, men senere åbnede rideskolen også for offentligheden.
Da institutionen i 2005 lukkede indrettedes der ”Bed & Breakfast” i hovedhuset og konferencelokaler i den gamle brødfabrik-bygning.