Holmegaarde - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Holmegaarde

De enkelte ejerlav

Holmegaardes ejerlav på et kort, hvor også den gamle sognegrænse er indtegnet. Holmegaarde hørte nemlig - af ukendte årsager - til Hellebæk Sogn, selvom det lå ganske kort fra Hornbæk. Området opfattes i dag - fejlagtigt - som en del af Hornbæk.

 

En festlig begravelse på
Holmegaardslund


af Christian Hansen og Kjeld Damgaard

Christian Hansen, f. 1858 i Kgs. Lyngby, som søn af gårdejer Niels Hansen og hustru Ida Sofie f.Sørensen. Faderen stammede fra slægtsgården Holmegaardslund  i Holmegaarde, og  familien har  rødder langt tilbage i den lokale historie. Der er næppe tvivl om, at de begivenheder, som Christian Hansen skrev om i  hhv. 1928 og 193.,  dels har rod i overleveringer fra familien, men også til dels er selvoplevede. Christian Hansen, der ejede og drev gården "Ørnholm" på Rørtang Overdrev indtil sin død d. 31. juli 1938, har skrevet utallige historier om specielt Gurre og omegn. Der er ingen tvivl om at mange af disse fortællinger baserer sig på rigtige historier. Men såvel i nogle af dem, som i  fortællingerne om Holmegaardslund, bevæger Christian Hansen sig på grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Ofte præsenterer Christian Hansen episoder og personer som facts, men ved nærmere efterforskning viser det sig ikke at være hele sandheden. Ikke desto mindre skylder vi Christian Hansen en stor tak. Uden hans indsamling af folkeminder og fortællinger var meget gået tabt.

Beretningen om Holmegaardslund er derfor kun delvist Christian Hansens. Nye afsnit og kommentarer er indføjet af redaktøren af denne årbog. En del oplysninger er venligst stillet til rådighed af
Ruth Jensen, Hornbækegnens Lokalhistoriske Arkiv.


Christian Hansens beretning
Paa et bakkedrag ved den østlige side af Hornbæk Sø, ligger arvefæstegården “Holmegaardslund”. På hvilket tidspunkt den er bygget, vides ikke, men de tykke stampevægge og det svære tømmer, hvoraf noget består af skibstømmer og master, beviser, at det er længe siden, og de gamle træer omkring gården tyder på, at den har ligget her fra længst forsvundne dage.

Sådan skrev Christian Hansen i 1928, da gården  endnu var i slægtens eje. Han fortsatte med at fortælle om Holmegaarde i gammel tid. Hvad han imidlertid næppe var opmærksom på var, at Holmegaardslund jo ikke var en Hornbæk-gård, men at Holmegaarde oprindelig udgjorde en selvstændig - men meget lille - landsby, hvis placering netop var her, hvor Holmegaardslund lå. 1

Det er usikkert hvor gammel gården eller landsbyen er. I perioden 1562-1613 omtales en gård med navnet Hornseholm. Måske er det samme gård, der i Jordebogen fra 1661 omtales som Holmegaard. 2


Om Holmegaarde i gammel tid
I vor tid ser det mærkeligt ud, at de har bygget gården helt ude i det yderste hjørne af marken i stedet for at lægge den ved Hornbæk, da jorden går næsten lige ned til fiskerlejet, eller midt i den brede del af lodden, som gennemskæres af landevejen. Men sagen er den, at da denne gård blev bygget, var fiskerlejet uden betydning som badested, og jorden brugtes ikke, den henlå med lyng og krat samt enkelte tusindårige egetræer og småskov af elle og birk. De gode veje, som nu gennemskærer lodden, var kun et par dybe hjulspor, og næsten ingen færdedes dér.

Ved Hornbæksøens bred var der gode enge med græs til kreaturerne og om vinteren, når man ikke havde andet, kunne der skæres siv og rør langs søen. Der dyrkedes kun lidt af jorden lige ved gården til brødrug samt byg til malt, mel og gryn. Heste og køer fik ingen kerne, fårerne sørgede for sig selv hele vinteren, og svinene fedede sig selv med olden fra de gamle egetræer.

I den lovløse tid lå gården fredelig. Her kom ingen stimænd eller fremmede krigsfolk, da gården lå ensomt og lå godt beskyttet. På de tre sider var den til dels omgivet af vand og sumpede enge, hvor ingen rytter kunne ride. Mod østsiden var skov og krat, som skjulte gården. Det var rigeligt med vildt og fisk fra søen.

Sjældent kom nogen fremmed, man levede ligesom på de øde gårde på den jyske hede i en verden for sig selv. Hvem der var Holmegaardslunds første ejer eller beboer vides ikke, men den har været i min slægts eje gennem flere hundrede år, gået i arv fra far til søn, fra slægt til slægt gennem  tiderne.

Slægten, der blev kaldt “Holmegaard”
Den ældste søn blev kaldt Jørgen, hans ældste søn Hans, således blev det ved. De fik faderens fornavn, derved vedblev det at være Hans Jørgensen og Jørgen Hansen på skift. Men fiskerne på Hornbæk benyttede kun fornavnet, og derfor blev det altid i daglig tale Hans Holmegaard eller Jørgen Holmegaard.

Det har sikkert været sådan man huskede det i Christian Hansens slægt, men faktisk skal vi ikke langt tilbage i Chr. Hansens aner for at finde en del undtagelser fra reglen om , at hveranden hed Hans og hveranden Jørgen - se rammen med  fortegnelse over gårdmændene. 3

Christian Hansen fortsætter:
Når sønnen overtog gården, flyttede forældrene ned i undertagsstuen. Denne var bygget i den ene ende af ladelængen. Her var kun to fag vinduer ud mod gården, og da disse sad under det lave tagskæg, kom her aldrig sol, og der var meget mørkt om vinteren. De havde et gammelt bord, en bænk med hynde i kakkelovnskrogen, et par stole samt den gamle himmelseng med ternet omhæng. I denne havde mange hvilet og sovet deres sidste søvn. Den slidte trappesten, som ligger foran den lave indgangsdør beviser, at her har mange slægtled vandret ind og er båret ud igen og kørt til slægtens gravsted på Tikøb Kirkegård.

Gnavne og sære
Det må have været en kedelig og ensom tilværelse at sidde her i denne mørke stue, næsten værre end i et fængsel, for disse gamle, som havde været vant til at tumle med den store gård og køre næsten hver uge til København med fisk fra Hornbæk eller med birkekoste, som blev bundet på gården. De havde interesse af haven eller lyst til læsning, skrive kunne de ikke; de kom ikke til andre og ingen kom til dem, de blev gnavne og sære. Når børnene, som var i stilling borte fra hjemmet, kom for at besøge dem, talte de bare om sønnen og svigerdatteren, det var gerne rent galt, således som de bar dem ad, og så stygge de var imod dem. Søn og svigerdatter ønsker bare at vi var døde, at de kunne blive fri for det store undertag.

De havde glemt hvorledes de selv havde været mod deres undertagsfolk. De sad og ærgrede sig, når der blev forandret noget ved ejendommen, og ryddet træer, som de havde fredet om. Særlig galt var det, da sønnen den 28. januar 1793 solgte overdrevet, det nuværende Nygaards jorder fra gården. Men de havde aldrig selv brugt det, og det henlå kun med lyng og krat. Konen havde aldrig været derude og manden vidste sket ikke, hvor grænseskellene skulle være.

Christian Hansens beretning om overdrevet er svær at dokumentere. Problemet er, at Holmegaardslunds gårdmænd først blev selvejere i 1831. Afståelsen af overdrevet må altså være sket med kronens medvirken - gården var jo stadig kongens. Chr. Hansen indrømmer da også efterfølgende, at disse ting kun kendes gennem overlevering.

Oldefaderens aftægtskontrakt
I den aftægtskontrakt 4, som sønnen, Hans Jørgensen, måtte indgå i 1831, da Jørgen Hansen gik på aftægt, bestemmes det bl.a. om boligens indretning, at den skulle være 5 fag med bræddegulv i stuen. Endvidere hed det i kontrakten:

”Den nordvest for Gaarden beliggende Hauge, Brøndhaugen kaldet, saavel som de deri værende Frugttræer forbeholder jeg mig og min Kone til fri Fabenyttelse, og skal Gaardens Ejer være forbunden til uden Betaling at transportere Haugens Afgrøde hvorhen, jeg maatte forlange. Til min og min Kones Underholdning leverer Gaardens Ejer os hvert Aars Mortensdag 4 Tønder Rug, en helv Tønde Malt, en og en halv Tønde toradet Byg, to Tønder Havre, to Skæpper Boghvedegryn og et fedt Svin ialt af Vægt 10 Lispund, samt i Penge 20 Rigsdaler klare Sedler, hvorhos der er lige med Gaardens egne Kreaturer en Koe, tre Faar med Lam, en Gaas med fire Unger og en Gase.”

Hvis Aftægts-Koen døde
I aftægtskontrakten stod endvidere bestemmelse om aftægtsfolkenes ko:

”Skulde min Koe døe, eller den ej længer maatte være tjenlig som Malkekoe, det være sig af Alder eller Sygdom, forbeholder jeg mig Ret til at udtage en Koe ag Gaardens Besætning imod, at Gaardens Ejer overlades den kasserede Koe, endvidere skal Gaardens Ejer være forbunden til daglig at levere mig 2 Potter sød Mælk, saalænge min Koe er gold. Hvis vi maatte forlange det, dog ikke i pløje, saae eller Høsttiden, skal Gaardens Ejer aarlig fri Befordring for os en gang til København og to Gange til Helsingør."

Christian Hansen fortsætter herefter beretningen om hvad der er blevet ham fortalt om familien 5:

Blev i sengen i syv år

Disse folk er kun kendt gennem omtale i familien. Den ældste man rigtig kender, var min oldefader, Jørgen Holmegaard. Han overlod Holmegaardslund til min bedstefader, Hans Holmegaard, den 19. februar 1831 og flyttede ned i undertagsstuen. Min bedstefader solgte de derværende små spinkle heste og købte nogle sværere og større og med disse opdyrkede han en stor del af den endnu henliggende, lyngbegroede jord. Herover blev den gamle så ærgerlig, at han ikke mere ville se hverken jorden eller de nye heste. Han lagde sig til sengs og lå der i 7 år, og skældte ud på alle, som kom ham nær, især når de begyndte at tale om den forandring, der var sket på gården. Han var ikke til at tale fornuft med, hans heste - sagde han - var langt bedre, og her kunne høstes lyng til kreaturerne om vinteren, når der ikke var andet at fodre med. Nu var der kun den bare jord, hvor der ikke fandtes et ærligt stykke vildt, kun nogle forpjuskede harer, og rævene har ingen skjulesteder mere. Jeg havde altid et dyr og nogle ræveskind med, når jeg kørte til København, nu har de intet at køre med, de har ingen koste efter at de har ryddet de gode birketræer, de tykke heste kan heller ikke løbe den lange vej. Nej, da jeg havde gården, var her noget at køre med, og heste som kunne løbe.

Med egen hånd
Min bedstefader var en mand, som havde interesse for landbruget, og gården regnedes for en af sognets bedste. Han havde altid megen sæd og mange kartofler, men han kørte ikke nogen steder med det, men solgte det han kunne undvære til fiskerne i Hornbæk. Han havde interesse for læsning og kunne skrive smukt, og det var han stolt af. Jeg har flere af gårdens kontrakter fra hans tid. I disse har han under sit navn skrevet “Med egen Haand”, de øvrige underskrivere med undtagelse af birkedommer og fuldmægtige, har derimod under deres ulæselige navne: “Med paaholden Pen”.


Traditionen brydes

Det var dengang egnens skik og brug, at den ældste søn skulle opkaldes efter sin bedstefader, men han holdt ikke af det gamle navn, Jørgen, som hans fader havde haft. Han var ligesom den øvrige slægt noget dumstolt og selvklog, holdt mest af sig selv. Derfor skulle sønnen opkaldes efter ham og fik navnet Hans Kristian, men derved kom de ud af den gamle navnetradition, og det gik galt. Sønnen slægtede ikke faderen på som hjemstavnsbonde, men havde lyst til at komme ud at more sig. Det gik dog an, så længe faderen selv stod for driften af gården, og Hans Kristian var hjemme som medhjælper, men i 1845 blev han indkaldt som soldat ved Dragonerne i Næstved; her lå han i tre år og var derefter med i 1848, 49 og 50, som dragonordonnans ved Generalkommandoen.


Da han kom hjem overtog han Holmegaardslund, men han var nu rigtig kommen i vane med at være blandt kammerater, og da han desuden var lidt forfalden til drik, fik han snart mange venner blandt fiskerne i Hornbæk og stamgæsterne i Helsingørs beværtninger. Han holdt mest af at være ude at køre og fik derfor snart ombyttet faderens klodsede heste med finere køreheste. Herover ærgrede den gamle Hans Holmegaard sig og flyttede ned i undertagsstuen, og lagde sig til sengs, og lå der i mange år ligesom hans forfædre.


Nærig husbestyrerinde

Moderen, min bedstemoder, blev dog hos sønnen som husbestyrerinde, da han ikke blev gift, men det gik ikke rigtig godt, da hun var meget påholdende og Hans Kristian holdt af at leve godt, samt gerne ville have selskab om søndagen. Det var hun vred for, der gik for meget til, sagde hun, og sparede så godt hun kunne. Når vi fra Ørnholm kom der ved højtiderne, fik vi kun brunt sukker til kaffen, og det var knebet ud i meget små stumper.


En påskedag havde min moder givet mig et æg til vesperkost, og da sagde bedste vredt til min moder: “Du behøver da ikke at give sådan blær et helt æg”. Der var flere fremmede, og de blev lidt flove. Min farbroder, Hans Kristian, sagde derfor til hende: “Lad dog være med at snakke om et æg en påskedag, når vi har flere snese om dagen".


Holmegaardslund som udflugtsmål

Når Hans Kristian var hjemme, var han flittig og havde interesse for alt. Gården blev drevet mønsterværdigt, og haven var en seværdighed med sine stengrotter og kunstige kæmpehøje. Fra lysthuset på højen var en henrivende udsigt over Hornbæk Sø og Fiskerleje til Kattegat, Nakkehoved og Horneby Fælled. Her kom derfor mange sejlende fra Hornbæk og tilbragte søndagen her om sommeren, spiste deres mad og købte tykmælk og frugt på gården. Da Hans Kristian kunne spille violin, endte aftenen med en dans i den store øverstestue.


Min bedstemoder var meget vred over alt det besøg og klagede over, at de besøgende tog frugt i haven og sled på gulvet, men min farbroder svarede blot: “Gulvet holder nok i vor tid og lidt frugt spiller ingen rolle, her er jo læssevis, som blæser ned og rådner op alligevel”.


Hun klagede også derover til min bedstefader i sengen, hun blev mere og mere ærgerlig og sagde: “Ja, det hele går ad helvede til, hvad vi har samlet sammen”.


Begravelsen blev en fest
Der blev stor glæde på Holmegaardslund, da de sære gamle døde. Bedstefaders begravelse husker jeg ikke, men da min bedstemoder var død, blev her et flere dages gilde, hvori hele familien og alle fra omegnens byer deltog.

Det var slagtet en stor gris og et kreatur. Gæsterne blev først budt vin og kage, når de kom, derefter samledes de om de lange borde med tre store hel stege på hvert bord, vældige stabler af brød, smør og forskelligt pålæg, dertil en mængde brændevin og øl og så kaffe og hvedebrød samt flere kaffepunsche. En del af selskabet nød dem ude i lysthuset på højen. Da de havde siddet her og drukket en tid, sagde Søren Jensen fra Horserød: “De tumler med vognene inde i gården, de er vist ved at køre med den gamle!”

En fisker fra Hornbæk sagde derfor: “Ja, så må vi se at blive færdige, vi tager blot én til, vi har jo lang vej til Tikøb.” Da de var færdige med at drikke, og kom ind i gården, var de kørt med liget for noget siden. De fik i en fart spændt for og mente at de snart kunne indhente det øvrige følge.

Ligtoget til Tikøb
Det var dengang skik at køre langsomt med liget på vejen og i gående gang igennem landsbyerne. Jørgen Mathiasen, Borsholm, en søstersøn af den afdøde, havde været ridende bedemand til gilde, og skulle derfor, efter datidens skik, køre foran den afdøde, men skikken var også, at det skulle foregå med gårdens egne heste. Han fik derfor min farbroders køreheste, et par store rødblissede elleve kvarters heste, som måtte køres i stangbid, da det var vælige dyr. Da de kørte over Havrevang, hvor vejen var jævn lige til Borsholm, lod han dem strække ud. Det var på grund af den store frokost bleven længe over den tid de skulle have været i Tikøb. Familien, som kørte i de første vogne efter ligvognen, måtte lade deres mindre heste fare afsted i firspring for at følge med, og de øvrige af følget med tunge heste, som ikke kunne springe, sakkede agterud og kom først længe efter til Tikøb, hvor familien måtte vente på dem. Jørgen Mathiasen, som ikke holdt sig tilbage, hvor der serveredes drikkevarer, havde ikke set, at de idste vogne ikke kunne vinde med.

Han sad og røg på en cigar og i den stærke fart dannede røgen en lang stribe efter ham. Min fader sagde: “Det er ligesom man ser toget”. Jørgen Mathiasen tænkte ikke over, at de store heste tog flere alen med hvert skridt.

For sent i kirke
Da de forreste vogne nåede Tikøb Bakke, gjordes holdt, for at vente til de øvrige vogne endelig kom. Derefter kørte kuskene ned i kroen og følget bar kisten det sidste stykke vej gennem byen og op til graven. Dengang begravedes ingen fra kirken.

Det var langt over den fastsatte tid, men gamle pastor Kaae sagde ikke noget, det var han vant til. Han holdt sin sædvanlige tale til tyve rigsdaler om den store sorg, det var for hendes elskede efterladte, og den kærlighed, hun altid havde udvist overfor alle dem, hun havde levet sammen med. Nu hviler hun ved siden af sin kære mand, indtil de skal følges ad op til de himmelske boliger, hvor de skal samles med alle deres kære.

Da følget forlod kirkegaarden, kom de til stede, som havde siddet i lysthuset. De undskyldte sig med, at ingen havde sagt til dem, at det var tid at køre; men de havde været med til det vigtigste: Frokosten og køreturen, og nu skulle de tilbage til middagen: Risengrøden og klipfisk, kaffe, kortspil, punsch og henad morgenstunden davre: sylte, flæskesteg, kold oksesteg og hvem der ønskede det, kogt hornbæksild og kartofler, alt med rigelig drikkevarer til. Derefter kørtes hjem, men familie og nærmeste naboer, samledes atter næste dag til eftergilde, for at gøre begravelsen hæderlig, efter egnens skik og brug.

Gården sælges - og købes tilbage
Det gik nu på Holmegaardslund, som det så ofte går, bagefter savnedes de gamle og man bliver klog af, at det var dem, som forstod at holde sammen på det hele i hjemmet. Da hun var borte, havde Hans Kristian ikke mere interesse for gården, da alle ranede fra ham. Han solgte derfor gården og flyttede ned til Hornbæk, hvor han havde sine bedste venner, gæsterne i kroen. Gården kom i dårlige hænder, alt hvad de gamle havde samlet, blev nu splittet, den gode besætning solgt eller ombyttet med noget simplere, skoven blev omhugget og solgt til brændsel, selv den store smukke bøg, som var omgivet af en række store kampesten, og med de gamle slægters navne indskåret i dens stamme.


Det havde været deres mening, at den skulle have stået langt ud i fremtiden og vist, hvem der har levet på gården igennem tiderne, men den faldt for vandalismens hånd. Gården blev konkurs. Hans Kristian havde en sidste prioritet 6, og for at redde denne, måtte hans familie overtage gården, og derved kom den atter tilbage og er endnu i de gamle slægters eje.


Udstykningen
Hermed slutter Christian Hansens beretning. Gårdens historie slutter imidlertid også kun få år efter Christian Hansen skrev sin beretning. I 1935 døde lillebroderen Hans og samme år solgte de tre tilbageværende søskende gården til metalstøber Laurits Larsen. I 1938 påbegyndtes udstykningen af jordene til parcelhuse og Laurits Larsens enke, Andrea Meta Larsen, lader i 1948 gården nedrive for at give plads til yderligere udstykning. I perioden 1935-46 var gården forpagtet af Ebba og Marius Olsen, der boede på gården i nævnte periode. 7

Holmegaardslunds fæstere og ejere:
-1681-1718 Niels Jørgensen
1718-1745 Peder Nielsen (søn)
1745-1783 Hans Pedersen (søn)
1783-1789 Johanne Pedersdatter (enke)
1789-1831 Jørgen Hansen (søn)
1831-1867 Hans Jørgensen (søn)
1867-1877 Hans Kristian Hansen (søn)
1877-1885 Peter Jørgen Andersen
1885-1904 Niels Hansen (bror til Hans Kris-   tian)
1904-1935 Christian, Ferdinand, Marie og    Hans Hansen (børn)
1935-1948 Laurits og Andrea Larsen







Holmegaardslund fotograferet i 1930’erne fra sydøst. Jorden dyrkes endnu, men udstykningerne er påbegyndt og gårdens dage talte. Den gulkalkede stuelænge og de hvide udlænger blev nedrevet i 1948. Vejen ”Støberens Vænge” er gårdens gamle indkørsel og hvor der på billedet pløjes ligger nu Løvvænget , Hjortevænget og Bødekervej.

 

Nuværende Holmegaardsvej fotograferet omkring 1905. Fotografen havde opstillet sit apparat ud for Bøgehøjgaard, hvis indkørsel ses til højre, og rettet objektivet mod syd.

 
Back to content | Back to main menu