Horneby i 1800-tallet - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Horneby i 1800-tallet

De enkelte ejerlav > Horneby

Horneby i 1800-tallet

af Kjeld Damgaard

Husmændene flyttede - trods deres protester over den dårlige jord - ud på overdrevet og begyndte at opføre en ejendom, som nu skulle danne ramme om husmandsfamiliens liv. Det var utvivlsomt et hårdt arbejde at få jorden under plov - og måske havde husmanden ikke engang mulighed for at pløje. For at køre med den tunge hjulplov krævedes nemlig flere heste. Og de skulle i givet lånes, hvis det skulle lade sig gøre. En del arbejde foregik derfor nok ved håndkraft.

Husmændene var dog fortsat fæstere. Der blev ikke mulighed for at blive selvejere før end næsten 50 år senere end gårdmændene. Man kan sige, at landboreformerne først for alvor sluttede med husmændenes overgang til selveje. Men det havde også været en gennemgribende reform af landbruget. En reform, der førte til landbrugets succes i de følgende 100 år.

Ligesom gårdene, fik også nogle af husmandsstederne navne, men de var ikke altid tinglyste - og derfor kunne de over tid ændres. Nord for Villingebækvejen lå helt yderst "Lille Rishøjhus", længere inde "Gammelgaard", "Ventegodt" og "Gyvelgaarden". Syd for vejen lå yderst "Rønnebækshus", dernæst "Baroniet" og "Raunsbækgaard".

Branden i 1804
Horneby undgik heller ikke i ældre tid brande. En svøbe, som man havde svært ved at stoppe når det først gik løs. Især de mange brandfarlige bygningselementer var et problem. Der var meget træ i bygningen og der var altid stråtag. Desuden altid åben ild til opvarmning og til madlavning. Der har uden tvivl været snesevis af brande i Horneby i tidens løb. Men en af de første vi kan sætte dato på er den 1. august 1804.

Og ved den lejlighed gik det ud over to gårde, som helt nedbrændte. Det var dels Peder Jensens gård som nu kaldtes "Pilegaard" og dels var det gården på den anden side af vejen, nemlig Lars Nielsens gård: "Kildegaard". Vi kender ikke til hvordan branden opstod, men der er ingen tvivl om, at den har bredt sig fra den ene gård til den anden. Og resultatet var katastrofalt. På Pilegaarden var alle fire længer totalt nedbrændt. Det eneste der fandtes tilbage af værdi på brandstedet var lidt afbrændt træ, der kun kunne bruges til brændsel samt nogle mursten fra murstenspiben samt bageovnen. Af gårdens samlede forsikringssum på 500 rdl. kunne forsikringsselskabet derfor udbetale  497 rdl. Gården genopbyggedes på samme sted.

Også Kildegaardens fire længer var "ganske afbrændt", som der står i taksationsrapporten. Også her var der stort set intet tilbage. Kun lidt forbrændt tømmer, som alene var brugeligt til brændsel samt nogle mursten. Af forsikringssummen på 660 rdl, udbetaltes derfor 657 rdl. Som konsekvens af denne brand besluttede ejeren af Kildegaard ikke at genopføre gården samme sted, men at flytte den lidt længere mod vest. På en måde blev Kildegaard således også flyttet ud af landsbyen, men altså ikke i forbindelse med jordreformerne.

Gårdmandsfamilierne
Var man født som den ældste dreng af en gårdmandsfamilie, så stod det klart fra begyndelsen at man var udset til at skulle overtage gården, når forældrene på grund alder eller sygdom måtte stoppe med at drive gården. Og det var også bestemt på forhånd, at sønnen naturligvis skulle have en kone, der skulle være gårdmandsdatter. Helst fra en familie man kendte i forvejen.

Det var ikke unikt for bønderne, sådan var det også for andre samfundslag. Fiskerens søn, skulle da helst have en fiskerdatter som kone, og skolelærerens søn fik da tit og ofte også en skolelærerdatter som hustru.

I Horneby kan man genfinde denne sammenhæng meget tydeligt. Som eksempel kan nævnes den første selvejer af Køromgaard. Han hed Anders Sørensen. Hans datter blev gift med Johannes Jensen, fra Bondegaarden i Hornbæk. En anden datter blev gift med Hans Pedersen, der senere arver Pilegaarden. Det tredje barn var Niels Andersen, som overtog Køromgaard i 1832. Han var blevet gift med en datter fra Stenhøjgaard, nemlig Johanne Andreasdatter. En senere ejer, Jens Andreas Jensen bliver gift med Ane Margrethe, født på Holmegaard i Bistrup.

Hvordan så gårdene ud?
Desværre findes der jo ikke billeder fra Horneby i 1800-tallets første halvdel. Men faktisk kan vi godt få et indtryk af hvorledes den nye Kildegaard var indrettet, da den var helt ny. Brandforsikringerne er nemlig bevaret for hele perioden og den 28. juli 1808 var der taksationsforretning på Kildegaard. Den firlængede gård blev beskrevet således: Et stuehus i syd, 12 fag langt (fag = afstanden mellem to lodrette stolper i bindingsværket) og 8½ alen (= 5,3 meter) dybt. Opført i bindingsværk med murede tavl og med stråtag. Huset var indrettet med 2 stuer hvoraf den ene var med bræddegulv, et kammer, et køkken samt bageovn. Desuden var der en stensat kælder under 3 fag.

Desuden var der et hus mod øst på 16 fag x 8½ alen. Det var indrettet til lo, lade og karlekamre. Det nordre hus var på 11 fag og også 8½ alen dybt - indrettet til hestestald, indkøringsport samt tørvehus. Det vestre hus var 15 fag x 8½ alen og indrettet til lo, lade, port, kostald og huggehus. I alt blev gården vurderet til 2.400 rigsdaler, altså næsten fire gange så meget som den nedbrændte gård.


Erindringer fra 1800-tallets Horneby
Christian Hansen (1858-1938), som senere blev gårdejer på Rørtang Overdrev, voksede op på Pilegaarden i Horneby. Han var flittig til at indsamle gode historier fra gamle dage. Problemet er, at han glemte at dokumentere hvorfra han havde historierne og nogle af dem må have været overleverede historie, som har vandret fra generation til generation. Det er fantastisk, at de på denne måde er blevet bevaret, men desværre er det meget vanskeligt at skelne mellem overleveringer og facts.

Men kort før sin død, nedskrev han sine erindringer fra sin barndom i 1860'erne i Horneby, hvor han voksede op hos sin moster, Anne Sophie og sin bedstefader, Niels Jørgensen. Han skrev bl.a.

I min Barndomstid i Horneby var der endnu ikke saa lidt af Fællesdriftens Tid tilbage. De havde fælles Gadekær, hvor de drev Køer og Heste samt Faarene ned 2 gange om Dagen for at blive Vandede. Der var gerne en stor Kamp imellem Køerne naar disse kom samtidig og de svagere fik ikke lov at gaa ned og drikke - særlig om Vinteren, naar der var hugget Hul i Isen, som kaldtes Voven (Vågen). Her stod de gamle Køer og sivede i det frosne Vand - de andre løb hjem igen naar det var koldt  og fik intet. Nytaarsmorgen stod man tidligt op og vandede Hestene. Det gjaldt om at være den første, saa var man først hele Aaret.

Ude i Kildebakken (lige syd for byen) var en stor stensat Brydegrav. Den var ogsaa fælles. Tørvemosen i Hegneden ude ved Tegners Kunstværker var fælles ligesom Græsengene i Hyttemosen.

Ved Brydning, Skætning og Hegling af Hør, Kastning af Uld samt riblen af Humle, hjalpes man ad fra de gamle Slægter og Gaarde i Byen. Var der Barnedaab, Bryllup eller Begravelse, skulle alle med - selv Tjenestefolkene. Det varede i flere Dage, da jo større Gildet var, des hæderligere var Festen. Men det var dog ikke saa kostbart, da Gaardene leverede Fløde, Smør, Æg, Skinke eller Kød. Kaffen var kun med Kandis thi den blev skænket af den samme store Kedel, hvori den var kogt. Ofte var den grumset af Bønner og Tilstopning. Kopper, Knive og Gafler havde Gæsterne selv med.

Rughøsten
Naar Rugen var moden samledes Befolkningen om Majtræet - en Kastanie som stod i en Forhøining midt i Byen, omgivet af en Stensætning. Paa disse sad Mændene ligesom de gamle havde gjort i Fællesdriftens Tid. Den ældste Bonde, som var Oldemand, førte Ordet. Selv Byhornet fra gamle Dage havde man endnu i Horneby, men det brugtes ikke mere, men blev opbevaret hos Oldermanden. Det blev nu bestemt hos hvem Rughøsten skulle begynde næste Dag og hvem af Konerne eller Pigerne, Mejerne skulle have til Optagere. Jørgen Skomager og Jens Persen, Hjulmand Ole Andreasen, Murer Karl Petersen lagde Værkstøjet paa Hylden og tog fat paa Mejeriet for at være med da Rugen betragtedes som en Helligdom, der tilhørte hele Byen. At træde på en Rugneg var en hel Forbrydelse, det var som at træde paa det velsignede Brød. Mændene var i rene hvide Skjorter med stukne Bryster og Kvinderne i hvide Forklæder med Blonder samt hvide Bindeærmer paa Armene.

Der høstedes til Skiftet var mejet, selvom det blev den mørke Aften, da Haandværkerne skulle et andet Sted den næste Dag. Det var frivilligt Arbejde, da de som Regel fik fri Kørsel og noget Brødrug. Det var desuden en hel Gildedag med god Mad og godt at drikke. Man spiste alle af samme Fad og drak alle af Ølbimplen og Mændene af Brændevinsdunken. Naar de var færdige om kom Hjem om Aftenen fik de Nadver bestaaende af nye Kartofler og Meldyppe samt stegt Flæsk eller en ny Hornbæksild. Derefter Byggrød med Puddersukker paa og Honning i Smørhullet. Dertil fik de dog ikke Brændevin, da de som Regel havde faaet tilstrækkeligt med Strygesnapse i den varme Høstdag. The brugtes ikke, men Konerne som ønskede det, kunne faa et Lerfad Tykmælk med Sukker paa og Smørrebrød til.

Høstkællingen
Vaarsædshøsten var ikke saa munter eller højtidelig. Der blev mejet paa Skaar og senere bundet. Den som bandt det sidste Neg var Høstkælling. Neget maatte han eller hun ombinde med flere Baand - derved var han eller hun frigjort og Neget blev Kællingen. Det kom ikke med i Haabene (=Hovene), men maatte blive alene staaende paa Marken til det sidste Læs skulde køres Hjem. Saa kom hun ovenpaa Læsset tillige med Piger og Børn. Naar de kom Hjem i Gaarden, blev hun stillet op midt i Gaarden og udpyntet med Blomster samt Georginer. Her blev hun staaende indtil Høns og Fugle havde plyndret hende.

- fortalte Christian Hansen - og tilføjede at der ikke i hans tid var andre landsbyer på egnen, der fastholdt denne skik så langt op i tiden som Horneby.

Gårdmændene i Horneby
Blandt de gårdmænd, der var i Horneby i 1800-tallets anden halvdel er der flere, som kan fremhæves. Gårdejerne havde nemlig nu nået en uddannelse og en velstand, der gjorde, at de nu kunne deltage i samfundets udvikling og f.eks. deltage i politik. Der var med andre ord sket en meget stor forandring på kun 100 år. Før landbrugsreformerne var mange gårdmænd uoplyste, underkuede og uden økonomiske midler. Men nu var der sket en forandring.

Blandt disse var Jens Andreas Jensen (1848-1926). Han var havde overtaget Køromgaarden i 1889 efter at have solgt Søhuset til det nye præsteembede, som var oprettet ved Hornbæk Kirke. Søhuset skulle nu være præstegård. I stedet overtog han Køromgaard, som hidtil havde været drevet af Andreas Nielsen. Han havde imidlertid kun én datter, og da hun var gift og bosat i Norge, så blev gården afhændet.

Jens Jensen betegnedes som en af kommunens mest intelligente landmænd. Han var tilligemed engageret i snart sagt alle foreninger og havde adskillige tillidshverv. Blandt andet kan nævnes, at han i periode 1901-09 var medlem af Tikøb Sogneråd. Desuden var han bl.a. formand for "Hingsteforeningen Nordsjælland" og "Kreaturforsikringen for Tikøb-Hornbæk-Hellebæk Sogne". Derudover var han hegnsynsmand, voldgiftsmand i tvistigheder angående handel med husdyr, vurderingsmand i Østifternes Land-Hypoteksforening samt bestyrelsesmedlem i stævningsmandsforeningen. Gårdens bygninger er i øvrigt stadig i familiens eje og i Horneby og omegn bor stadig adskillige efterkommere efter Ane Margrethe og Jens Jensen.


Dette syn findes ikke længere i nærheden af Horneby. Billedet er taget i Hornebys sydlige udkant og man ser Klosterris Hegn i baggrunden. Men det usædvanlige er de røde danske malkekøer. Dels er der ingen malkekøer tilbage i området, dels findes Rød Dansk Malkerace næsten heller ikke mere. Den kan dog ses på Frilandskulturcenteret på Flynderupgaard.

Jens A. Jensen (1848-1926) ejede Køromgaard i Horneby i perioden 1889-1913. Før den tid var han ejer af Søhuset. Køromgaard ejes stadig af en efterkommer efter Jens A. Jensen.

Det var ikke kun i ejendommene langs kysten at der blev indlogeret landliggere i slutningen af 1800- tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Også på gårdene var det almindeligt at have en familie fra København boende i sommermånederne. Her er det således landliggerfamilien på Køromgaard, der er fotograferet omkring 1906. Fra venstre ses tjenestepigen, en slægtning, samt en selskabsdame, kaldt Tante Gine. Den barhovedede herre er trælastgrosserer Jakobsen (Wilders Plads på Christianshavn). Til højre ses hans mor og de øvrige er svigerinder, døtre og en svigersøn samt tre børnebørn.
(Foto fra Hornbæk Lokalhistoriske Arkiv).

Stenhøjgaard fotograferet omkring 1915, medens Anthon Petersen (1859-1936) ejede gården sammen med sin hustru Ellen Sofie, som havde arvet gården efter sine forældre.

Ringgaardens gårdsplads i 1890'erne. Det var en hel traditionel måde at stille op til fotografering på i de tider: Gårdejeren i midten omgivet af familie og tjenetsefolk. Og naturligvis gårdens bedste heste.

1 comment

2016-09-26 15:43:46
purchase cialis cheap for use as needed improved International Index.
Back to content | Back to main menu