Hoveriets ophævelse i Mørdrup - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Hoveriets ophævelse i Mørdrup

De enkelte ejerlav > Mørdrup

Da Mørdrup og Tibberups bønder slap for hoveriet
- og forklaringen på hvorfor Krogerup solgte ud af sit bøndergods i starten af 1800-tallet.

af Kjeld Damgaard

Vejen mellem Mørdrup og Tibberup hedder som bekendt Hovvej. Navnet skyldes, at bønderne fra Mørdrup i sin tid måtte vandre denne vej når de skulle på hoveri på godset Krogerup ved Humlebæk.
Hoveri var en arbejdsydelse, som blev udført for enten en privat jordbesidder eller for det offentlige (i ældre tid kongen som et slags synonym for staten). Frem til ca. 1550 havde hoveri næppe den store betydning, men de gårde og landsbyer, der hørte under Esrum Kloster havde dog i flere tilfælde hoveripligt. Bl.a. Havreholm, Horserød, Bøtterup, Plejelt, Harreshøj, Jonstrup, Lille Esbønderup, Munkegaarde og Reerstrup.

Hoveri i middelalderen
Om Mørdrup kendes ikke, da byen ikke ejedes af Esrum Kloster.  Men i højmiddelalderens driftssystem i 1200- og 1300-tallet var det normalt kun de såkaldte gårdsæder (husmænd), som var forpligtede til nogle få dages pligtarbejde om året som en fast afgift. Derudover arbejdede gårdsæderne og landboerne (fæstebønderne) mod aflønning på de relativt store brydegårde, som var systemets vigtigste driftsenheder. Da dette system fra ca. 1380 efterhånden blev fortrængt af det senere kendte fæstegårdssystem med jævnt store fæstegårde og herre- og hovedgårde, der i begyndelsen kun havde et beskedent jordtilliggende, var der ikke noget stort behov for pligtarbejde. Fra slutningen af 1400-tallet blev flere og flere fæstebønder pålagt at betale en pengesum som erstatning for deres principielle pligt til arbejde for godsejerne eller kongen.

Hoveripligten øges
Fra midten af 1700-tallet begyndte kornpriserne at stige. Det betød, at godsejerne mange steder intensiverede driften af hovedgårdene for at få del i de stigende priser. Det medførte øget hoveri for bønderne. At det samtidig betød, at fæstebønderne fik mindre tid til dyrkningen af deres egne fæstegårde var en uheldig, men uundgåelig følge efter datidens almindelige tankegang. Om der tilsvarende var tale om en øget hoveripligt ved kronens gårde i Nordsjælland, kræver yderligere undersøgelser for at fastslå.
For bønderne - p.g.a. hoveriets øgning - fik det imidlertid den uheldige følge, at de havde mindre tid deres egne jorder. Det generede flere fremskridtsvenlige personer i Christian 7.s regering. Man forsøgte derfor at skaffe et overblik over hoveriets omfang. Godsejerne blev med forordningen 6. maj 1769 bedt om at indberette, hvor meget hoveri hver hoveribonde skulle yde. Det skulle gøres op i dage (plovdage, vogndage og gangdage – afhængig af hvilke folk og redskaber bonden skulle møde med). Der skulle desuden gøres rede for, hvilke arbejdsopgaver der skulle udføres.
Kravet virkede som en rød klud på mange godsejere, der hævdede, at det var umuligt at gøre de enkelte arbejdsprocesser op i dage. De fleste efterkom dog ordren, men havde tydeligt beregnet sig ekstra tid til besværlige høstår – et forhold der må ses i lyset af, at et tilsvarende reglement skulle overdrages fæstebonden, så han vidste, hvad der kunne kræves af ham. Desuden forventede man, at disse indberetninger ville blive brugt til at lægge loft over hoveriet i en senere hoveriforordning.

Struensees reformer i 1771
Udviklingen på hoveriområdet tog en brat vending med Struensee’s magttiltrædelse i 1770. Han var ganske klar over hoveriets betydning for udviklingen af bondebruget i Danmark. Han udstedte derfor en ny hoveriforordning den 20. februar 1771, hvor forholdene var fuldstændig vendt om. Godsejernes hoverikrav skulle ikke længere tage udgangspunkt i arbejdskraftbehovet på hovedgården, men i størrelsen af bondens fæstegård og dens beliggenhed i forhold til hovedgårdsmarkerne. Godserne skulle ifølge samme forordning føre en speciel hoveribog med specifikation af bøndernes faktisk ydede hovdage. Bønderne skulle for hver dag have udleveret en billet som kvittering for arbejdet – firkantet, rund eller trekantet efter hvilken slags dage det var. Undersøgelser fra nogle godser viser, at det lykkedes at få det nye system til at fungere. Men lettelsen var stor i godsejerkredse, da Struensee blev væltet i januar 1772, og hans hoverilov straks blev ophævet. En ny lov blev udstedt i 1773. Den satte ingen grænser for avlingshoveriets omfang, men regulerede alt andet hoveri.
Hoveri var en byrde, der hvilede på ejendommen. Det betød i praksis, at gårdmanden ikke selv behøvede at møde op på herregården for at arbejde de befalede antal dage. Han kunne sende en karl, tjenestepige eller en dreng med hest, vogn eller andet redskab - alt efter arbejdets karakter.

Krogerup bliver et gods

Krogerup var blevet et gods i 1672, da Hans Rostgaard fik overdraget Krorgerup sammen med en del gods i bl.a. Tikøb Sogn. På den måde blev bl.a. Mørdrup landsby en del af Krogerup Gods. Desværre findes ingen fæstebreve fra Krogerup Gods første ca. 90 år. Heri havde det nemlig været muligt at følge hvilke vilkår de enkelte fæstebønder havde. Eller sagt med andre ord: hvilke afgifter og hvilke ydelser - herunder hoveri - skulle de yde til Krogerup for at beholde fæstet.

Familierne Rostgaard og von der Maase
Efter Hans Rostgaards død i 1684 burde egentlig sønnen Frederik havde overtaget gården, men da han kun var 13 år, blev det i stedet hans fætter, Jens Rostgaard, der overtog driften. I 1699 overtog Frederik selv driften. Han blev senere gift med Conradine Reventfeld og tilsammen fik de 7 børn, men det var kun en af disse, Conradine Sofie Rostgaard, som stiftede familie. Hun giftede sig 17 år gammel med ritmester Frederik von der Maase, der imidlertid dør allerede i 1728. Da Conradine Sofie 1736 - efter faderens mening - gifter sig under sin stand, bliver hun gjort arveløs og Krogerup gjort til et stamhus, hvorefter godsets besidddelser bliver fordelt mellem Frederik von der Maases børn. Den ældste søn, hvis navn også er Frederik von der Maase overtog selve Krogerup med underliggende bøndergods bl.a. Tibberup og Mørdrup.

Krogerups reform
Det var denne Frederik, der i 1772 underskrev et væsentligt dokument - i al fald set med Mørdrup bønders øjne. Om baggrunden får tiltaget kan vi kun gisne. Måske var det under indtryk af lovgivningen under Struensee, som man måske på denne måde ønskede at støtte. Måske var der for megen bøvl med at få bønderne til at passe hoveriet. Måske fordi der netop var gået 100 år siden Krogerup havde inddraget landsbyen i sit gods. Måske var der helt andre grunde.
Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at Frederik von der Maase den 1. juli 1772 indgik en "Contract" med de  9 bønder under Krogerup i Mørdrup og de 2 bønder i Øverste Torp, som også hørte under Krogerup. I kontraktens indledning hedder det:
Alle i Mørdrup boende 9 Bønder saavelsom de 2 i Øverste Torpen boende Bønder bliver for dem og deres Efterkommere af mig og mine Arvinger for Hoveri hermed saaledes fritagen paa følgende Vilkaar.
Herpå følger 5 vilkår:
1. De hidtidige hoveridage bortfalder, mod at gårdene indgærder deres marker med stengærder, hegn eller staver. Det gælder for Mørdrup bønders vedkommende især hegnene mod Tibberups gårde.
2. Imod at blive fri for hoveriet, skulle hver gård for hver Td. Hartkorn betale 3 Rigsdaler hver kvartal. Desuden skulle hver gård betale de såkaldte Matriculskatter. De beløb sig for gårdene i Mørdrup til tre rigsdaler, 1 mark og 12½ skilling. Første rate forfaldt den 25. januar 1773.
3. "Skulde alle foranførte Bønder enten i Mangel af prompte Betaling af Hoveriets Penge eller paa anden Maade ved Opsætsighed mod mig som deres Herskab eller min Fuldmægtig bryde denne Contract" så ville de miste deres fæste samt være hjemfalden til en efter omstændighederne fastsat straf.
4. Hver gårdmand i Mørdrup måtte selv hugge så megen gærdsel som han ville på sin egen skovpart, men da flere af de andre gårdmænd og husmænd ikke havde skov selv, så blev det tilladt for den ene bonde i Øverste Torpen, samt tidligere forvalter på Krogerup, Herman Lem i Søbækshuset samt for alle husmændene i Mørdrup at hugge gærdsel på gårdenes grund i Mørdrup. "Dog maa hverken Bønder eller Husmænd under denne Posts Fortabelse hugge mere end til Gjærdenes Renovation fornødent er, og ei at brænde eller sælge, hvilket om det vorde bevist, er denne Post forbrudt."
5. På den engbund i Mørdrup hvorpå der kunne skæres tørv, blev dette tilladt, dog kun til egen fornødenhed og på det vilkår at de ikke ødelægger den gode jord samt udjævner de steder hvor de skærer tørv  "thi i anden Fald bliver denne Tilladelse og tilbagekaldt."
Kontrakten blev forfattet i to eksemplarer og underskrevet af F. v. d. Maase den 1. juli 1772. Dermed var Mørdrups bønder blandt de første, der slap for hoveribyrden.

Flere reformer følger
I de følgende år blev der gennemført flere andre store reformer. Således udskiftedes overdrevsjorderne i Mørdrup i 1776 og selve landsbyens jorder i 1791. På samme tidspunkt udflyttes tre gårde af landsbyfællesskabet og der etableres flere husmandssteder i Mørdrup og på jorderne omkring byen.
Tibberups 8 gårde blev udskiftet i 1776. I den forbindelse ser det ud til at, der er opstået yderligere en gård, måske ved deling af en af de oprindelige helgårde. Desværre er udskiftningsforretningen for Tibberup tilsyneladende ikke bevaret, så der er her usikkerhed om hvorledes denne foregik i detaljer. En gård, Egegaarden, flyttede ud af landsbyen - til de jorder, den var blevet tildelt allernordligst på bymarken.
Endnu var de dog fæstebønder, d.v.s. at de ikke ejede deres egen gård og jord. For tilladelsen til at drive gården og jorden skulle hver bonde betale et beløb til godsejeren på Krogerup.

Kongelig bevilling til at sælge
Denne ordning ophørte dog også - men ikke før end i årene 1802-08. Forud var dog gået en ansøgning til kongen om at måtte sælge ud af bøndergodset. Det skete for de fjernere liggende "besiddelser" bl.a. Sejerø og Nekselø allerede i 1798. Men den 19. december 1800 fik Frederik Anthon von der Maase, der også havde titel af kammerjunker, ritmester ved garden til hest samt adjudant for hans kongelige højhed kronprinsen, også kongelig bevilling til at sælge bøndergodset ved Krogerup til fæstebønderne. Baggrunden var, at hans stilling som militærmand gjorde det meget vanskeligt for ham at føre det fornødne tilsyn med gårdens drift. To betingelser blev dog sat i bevillingen og det var, at pengene for salgene af gårdene skulle deponeres m.h.p. senere indkøb af mere velbeliggende jord - samt at de frasolgte gårde ikke måtte tillægges andre hovedgårde.
Denne ansøgning har reelt sikkert været let at få kongens tilladelse til. Frederik von der Maase var jo adjudant hos den person, der reelt havde magten i Danmark på den tid. Christian VII var ganske vist stadig konge, men den tiltagende sindssygdom gjorde jo, at det var sønnen, kronprins Frederik, der var den der afgjorde hvad kongens skulle skrive under på.

De første selvejere
Det var fæsteren Johan Hansen på Bybjerggaard i Mørdrup, der den 1. juli 1801 som den første kunne kalde sig selvejer. Men den næste, der fik mulighed for at købe sin egen gård var ikke en tilfældig person. I 1798 havde kammerherre, ridder og medlem af Danske Kancelli, Frederik Moltke fået den udflyttede gård fra Mørdrup, kaldet "Rolighed" i fæste. Frederik Moltke var svoger til Frederik von der Maase, så det kan næppe heller overraske, at Moltke er den første, der får mulighed for at købe sin gård fri af fæstet under Krogerup. Det sker ved et skøde dateret 11. juni 1802. Herefter fulgte indenfor få år de fleste af Mørdrup og Tibberups bønder trop og blev alle selvejere.
Dermed var bønderne i Mørdrup og Tibberup fri af Krogerups herremænd - og kunne nu arbejde efter egne regler og ønsker. Det skabte grundlaget for landbrugets storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet og i første halvdel af 1900-tallet.




Struensees anordning fra 1771 om hoveriets fremtid.

Frederik Adam Anthon von der Maase til Krogerup.

 
Back to content | Back to main menu