Jonstrups gårde og huse i 1800-tallet - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Jonstrups gårde og huse i 1800-tallet

De enkelte ejerlav > Jonstrup
Jonstrups gårde og huse i 1800- og 1900-tallet
Af Kjeld Damgaard
Jordreformerne i 1780'erne betød, at to af Jonstrups fem gårde flyttede uden for landsbyen, nemlig de to gårde, der fik navnene Kasserud og Sandrud. De tre gårde, der blev tilbage i landsbyen skulle også have et navn. Gård nr. 1 fik navnet Sandbakkegaard, hvilket måske hentyder til den bakke på omkring 35 meters højde, der ligger syd for gården mellem Fiskedamsvej og Fredensborgvej. Gård nr. 2 fik navnet Søbakkegaard - måske opkaldt efter den ca 30 meter høj bakke, der ligger mellem gården og søen. Navnet er senere forvansket til Søbækgaard, hvilket i virkeligheden er noget sludder. Der har aldrig været en Søbæk i nærheden. Bækken, der danner grænsen til Endrup, kaldtes dengang og nu for Kobækken. Gård nr. 4 fik navnet Brøndegaard - dengang stavet Brønnegaard. Her er det også usikkert, hvad forklaringen er. Men måske er det her ved gården, at byens brønd engang lå?
I forbindelse med landsbyens udskiftning af jorderne blev der tillige udlagt et husmandssted pr gård. Disse fik tildelt 6-8 tdr. land - alt efter jordens bonitet. Fire af de fem huse fik i øvrigt også navne: "Birkehus" (matr. nr. 7 - nu Fredensborgvej nr. 41), "Sandbakkehus" (matr. nr. 8 - nu Fiskedamsvej nr. 4), "Kobækslund" (matr. nr. 9 - nu Fredensborgvej nr. 62) og "Christiansberg" (matr. nr. 10 - nu Fredensborgvej nr. 60). Matr. nr. 6 (Fredensborgvej 38) fik ikke navn fra starten, men kaldtes senere for "Jonstrupdal".
Sandrudgaarden bliver til Guldsmedegaarden
Den udflyttede gård, Sandrud, blev handlet en del gange i begyndelsen af 1800-tallet. I 1834 solgte den hidtidige ejer Charles Stonor junior, der boede på Nygaard i Tikøb, gården til to københavnere, nemlig "juvelerer og guldarbejderne Wilmers og Leidersdorff", som der står i tingbogen. Der var tale om guldsmedene Frantz Wilmers og Ulrick Leidersdorff.
Alt tyder på, at de havde produktion af guldsmedearbejder på Sandrudgaard, medens de boede der. I 1838 solgte Leidersdorff sin halvdel, medens Wilmers fortsatte som ejer indtil 1840. Leidersdorff flyttede først til Endrup, senere til Asminderød. Hans søn, Aksel, grundlagde i øvrigt senere "Hotel Leidersdorff" i Hillerød.
Om selve gården haves i øvrigt en beskrivelse fra 1840, hvor bygningerne blev brandforsikrede for en samlet sum af 1.040 rigsdaler. En arbejdsmand tjente dengang omkring 100 rigsdaler om året. En god stud kostede omkring 50 rigsdaler. Og da Wilmers solgte i 1840 var købesummen 1.950 rigsdaler. Desuden betingede Wilmers sig, at han kunne blive boende på livstid i to stuer i stuehusets østre ende.
Taksationen fra august 1840 beskriver stuehuset som liggende mod syd. Det var 13 fag langt og 8½ alen dybt (= ca 10,5 x 5,5 meter), bygget af fyrrebindingsværk på et stenfundament med klinede vægge og med stråtag. Huset var indrettet til 4 stuer med bræddegulve, engelske vinduer og fyldingsdøre. Desuden var der 1 kammer, køkken med skorsten og bageovn - overalt med bræddelofter. Udlængen i vest var 14 fag lang og 8 alen dyb, bygget af wellerwande (= lerstampede vægge) med stråtag og var indrettet til stald, karlekammer, skærelo samt lo og lade. Udlængen i øst var 12 fag lang og 8 alen dyb og bygget af samme bygningsmaterialer som vestlængen. Østlængen var indrettet til stald og lade. Gården var m.a.o. dengang kun på tre længer.
Wilmers boede dog ikke længe på gården - i 1845 var han med sikkerhed flyttet eller død. Den nye ejer hed Anders Pedersen og ejede gården helt frem til 1883, da hans enke, Maren Nielsdatter solgte gården til sønnen Jens Peter Andersen. I 1895 købte parcellist i Lille Esbønderup, Ole Søren Andersen, gården på en auktion over dødsboet efter Maren og Jens Peter Andersen.
Ole Søren Andersen var født i 1862 på gården Kroglund i Reerstrup og blev gift i 1891 med Jensine Jørgine Jørgensen, der var født på gården Prøvesten ved Helsingør. Ole Søren Andersen var uddannet på landbrugsskole og havde også været på Hjørlunde Højskole. I 1891-95 drev han et parcelliststed i Lille Esbønderup og flyttede derpå til Sandrudgaard, som den stadig hed officielt.
Imidlertid må det være den folkelige betegnelse, der på et tidspunkt - omkring 1900 - har fået ejeren til at ændre navnet til "Guldsmedegaarden", som ejendommen af lokalbefolkningen var blevet kaldt siden 1830'erne. Imidlertid ses der ingen tinglysninger og ingen kgl. bevillinger, der gav tilladelse til at ændre navnet. Ikke desto mindre benyttes navnet "Guldsmedegaard" på skøderne fra 1914 og fremefter, samt på et kort fra 1933, hvilket er bemærkelsesværdigt, netop fordi det nye navn tilsyneladende aldrig blev godkendt. I 1991 blev loven om navneændring på gårde afskaffet, så siden da har navnet Guldsmedegaarden været lovligt!
Guldsmedegaarden i nyere tid
Ny ejer fra 1914 blev K.O.H. Andersen fra Randers. Fra 1917 var ejeren Lars Evald Larsen, der kom fra Truelstrup, men han døde, og enken, Anna Larsen, måtte derfor i 1919 sælge til oberstløjtnant V.O.J. Philipsen og direktør Alf. Philipsen. Oberstløjtnant Oscar Philipsen (f. 1872) blev sekondløjtnant i 1894 og deltog i 1895-96 i den første danske ekspedition til Centralasien. I 1898 var han på rejse i Abyssinien (= Etiopien) og Nubien, havde i 1915 opsyn med russiske krigsfangelejre i Østrig og Ungarn og var i 1916 leder af Røde Kors i Rusland.
Fra 1922 ejedes Guldsmedegaarden af fabrikant Carl Holm, der i 1932 solgte til forpagter Peter Mogensen, som drev gården frem til 1952, da sagfører Hans Hørdum købte ejendommen. Hans Hørdum drev advokatvirksomhed i Fredensborg.
I perioden fra 1962 ejedes Guldsmedegaarden af direktør Ingvar Leser-Pedersen, der var gift med Lisbeth Edsberg. Ingvar Leser-Pedersen drev oprindelig skibsprovianteringsvirksomhed i Willemoesgade i København. Under den tyske besættelse blev Leser-Pedersen i juni 1944 anholdt af tyskerne, anklaget for at have opbevaret bl.a. engelske pundsedler. Forretningen var nemlig kontaktsted for modstandsbevægelsen. Efter krigen afløste Ingvar Leser-Pedersen sin svigerfader, Jacob Edsberg, på posten som direktør i Nordisk Frøkontor i Havnegade i København.
I 1996 solgte arvingen Niels Christian Pedersen gården til Ole Byriel, som i 1998 solgte til Jesper Friis Tofte, der i øvrigt i 2002 lod opføre en ny stor ridehal på ejendommen. Han solgte til de nuværende ejere Susan Ulbæk og Bent Allan Christiansen i 2011.
Lidt om livet i Jonstrup
Ole Søren Andersens datter, Ellen (senere gift Petersen), skrev i 1975 sine barndomserindringer fra Jonstrup og omegn. Hun fortæller bl.a. om beboerne omkring århundredeskiftet i Jonstrup. I det lille hus "først til venstre" i Jonstrup (Fredensborgvej 45) boede dengang to kvinder. Den ene var Inger Margrethe Nielsen og ernærede sig dels som husbestyrerinde, dels som væverske. I hendes ende af huset var en stor væv opsat, og folk kunne så få udført bestillinger. Det var typisk sengetøj, duge, hvergarnstøj og kjoletøj.
I den anden ende af huset boede Ellen Marie. Hun havde taget en plejedatter til sig, Nielsine Olsen. Det var ganske almindeligt på den tid. Men hvis forholdene ændrede sig, kunne det sagtens hænde, at barnet skiftede plejeforældre. Det skete for Nielsine, der senere kom i pleje på Guldsmedegaarden, hvor der alene  i Ole Søren Andersens ejertid var i alt 8 plejebørn - dog ikke samtidig!
Ellen fortæller videre om familien på "Jonstrupdal", som var naboer til Guldsmedegaarden: "Fra karet- og tømmermester Ole P. Olsens har jeg flest minder. Maries mor hed Hanne, og var en elskelig bedstemor. Jeg holdt meget af Marie. Der var tre piger, senere kom drengene Hans og Leo til. De havde natdragter, det var noget helt nyt. Marie var dygtig til at sy, samt til at lave mad og bage. Vi kom gerne til hinanden hver anden søndag, og vi har holdt sammen hele livet siden. Af børnene døde først Lydia af sukkersyge, 20 år gammel i 1928, Leo døde 41 år gammel, Ella døde som 61-årig i 1962 af sukkersyge. Karen havde leddegigt i mange år og var gift med James Kruse - hun døde som 67-årig i 1966. Hans blev karetmager og havde karosserifabrik i Skotterup. Han blev syg 62 år gammel og han døde påskedag 1975. Dygtige var de alle, høje, pæne - jeg var lille i forhold til dem."
En sørgelig episode
Den 13. september 1915 blev den kun 18-årige Karl Aage Andreas Andersen anholdt og anklaget for tyveri fra sin husbond i Jonstrup. Karl Andersen var født i Esbønderup Sogn i 1897 og derfor endnu kun 17 år, da han i den 2. november 1914 kom ”i Forbundt” (d.v.s. kom i lære) hos karetmager og tømrermester Ole Peter Olsen i Jonstrup. Allerede fra juletid samme år begyndte Karl imidlertid at tage penge fra et uaflåset bogskab og fra en uaflåset skrivebordsskuffe – begge dele var nemlig placeret i den stue, hvor der spistes – og Karl havde således uhindret adgang til begge møbler. Engang i april 1915 opdagede mester, at der blev stjålet fra ham, men da Karl lovede at høre op med at stjæle samt tilbagebetale de ca. 100 kr., der var stjålet, undlod mester at anmelde ham eller gøre yderligere i sagen. Karl fik derfor ingen løn for sommerhalvåret – den skulle ellers have udgjort 50,- kr.
Karl undlod da også at stjæle de næste par måneder, men i september opdagede Ole Peter Olsen, at der atter blev stjålet små beløb fra ham. Men selvom det stjålne aldrig oversteg 10 kr., så skete det så tit, at da han opgjorde beløbet, viste det sig at udgøre 566 kr. og 87 øre. Med tillæg af de oprindelige 100,- kr. fra den tidligere episode og med fratræk af den optjente del af sommerlønnen, så udgjorde mesters krav nu 630 kr. og 33 øre. Dette beløb skal sammenlignes med, at en ufaglært arbejder på den tid maximalt tjente 50 øre i timen. En lærling tjente naturligvis betydelig mindre, så det skyldige beløb var m.a.o. større end hans årsløn.

Karl havde anvendt de mange penge på forskellige indkøb og på fortæring på kroer m.v. Således havde han været på Tikøb Kro aftenen før sin anholdelse. I den forbindelse blev han tillige anklaget for at have tilegnet sig en cykellygte, men af mangel på bevis for dette tyveri (Karl var således ikke i besiddelse af lygten), så blev denne anklage frafaldet.

Den 6. oktober 1915 faldt så dommen. Karl, der havde erkendt tyveriet og beløbets størrelse, havde ikke tidligere været straffet, men udover at blive dømt til at betale de 630,33 kr. til Ole Peter Olsen i Jonstrup, skulle han tillige betale sagsomkostningerne. De udgjorde 20 kr. til anklageren, overretssagfører Raaschou og 15 kr. til hans forsvarer, sagfører Skjold Madsen. Men derudover blev Karl idømt 60 dages fængsel ”på sædvanlig fangekost”!
Kasserud
Den anden gård, der blev udflyttet fra Jonstrup landsby i 1780'erne, var Kasserud. Denne gård blev imidlertid allerede i 1839 overtaget af ejeren af Landlyst, Hans Christian Jørgensen (den nuværende gård Danstruplund). Dengang måtte man ikke bare sammenlægge og nedlægge en landbrugsejendom. Der skulle søges om det, og bevillingen kom først i 1849. Det skete dog på den betingelse, at Jørgensen stedse skulle vedligeholde det hus, der var opført 6 år tidligere på gården Kasseruds grund. Det kunne tyde på, at Kasserud allerede i 1843 var nedrevet - eller måske brændt? Stedet kaldes i dag for "Karinelund" og har adressen Danstrupvej 23 - tidligere nr. 120.
Søbækgaard
- der egentlig bør hedde Søbakkegaard blev solgt af kronen i 1794 til selveje, og udflyttedes som nævnt ikke af landsbyen. De nuværende bygninger stammer hovedsageligt fra omkring 1880. Ejendommens tilliggende var på ca. 60 tdr. ld. Den blev i 1953 købt af sagfører E. Høgsbro Holm og blev i mange år drevet af en bestyrer. Gården drives ikke længere som selvstændigt brug, men som "hesteejendom".
Sandbakkegaard
Anders Nielsen var ejer af Sandbakkegaard i Jonstrup. Han havde overtaget gården i 1870 efter sin fader, Niels Andersen, der i 1840 var blevet gift med enken Johanne Marie Thomasdatter. Denne enke havde overtaget gården efter sin mand Peder Jensen, der havde arvet gården efter den første selvejer, Jens Pedersen. Det var med andre ord en gammel slægtsgård, som Anders Nielsen overtog i en ganske ung alder. I 1873 blev han gift med Martine Petersen.

Anders Nielsen gjorde sig hurtigt bemærket som en driftig landmand og som en interesseret borger i lokalsamfundet. Hans baggrund og væremåde blev også værdsat ved, at han blev udnævnt til sognefoged - den tids landbetjent m.v. Han bestred dette hverv i 20 år.

Hans politiske interesse blev også tidligt vakt, og han indvalgtes derfor i Tikøb Sogneraad fra og med den valgperiode, der begyndte den 1. januar 1886.  Han bestred denne post i to valgperioder, hvilket dengang betød, at han var medlem af sognerådet i 12 år. Men derudover havde han sæde i mange bestyrelser og var med til at stifte Tikøb Andelsmejeri, hvis formand han også var i en længere periode.

Anders Nielsens rygte blandt småkårsfolk var ualmindeligt godt. I en tid, hvor den sociale hjælp var meget mangelfuld, gik fattige og nødlidende sjældent forgæves efter hjælp hos Anders Nielsen.

En uhelbredelig sygdom tog imidlertid flere og flere af hans kræfter og han måtte opgive alle sine tillidshverv i årene efter 1899. Han var da også kun 57 år, da han døde i december 1901. Hans enke, Martine, solgte allerede et par måneder efter Sandbakkegaard til Otto Larsen og hans hustru, som var en niece til de tidligere ejere.
Brøndegaard
Også Brøndegaard var i samme families eje igennem nogle generationer. I 1883 var gården således overtaget af Børge Hansen, der var gift med en søster, Bodil Marie, til Ole Søren Andersen på Guldsmedegaarden. Om disse familieforhold fortæller Ellen fra Guldsmedegaarden videre:
"Peder Chr. Andersen fra ejendommen "Højen" ved Tikøb var fætter til min far. Han var gift med Dorthea, f. Hansen fra Sønderborggaard i Plejelt. Hendes søster boede på Guldsmedegaarden. Hun døde af tuberkulose, og hendes mand, Andersen, faldt ned i loen og slog sig ihjel. De havde en eneste datter, Petronille, kaldet "Den rige Arving". Hun var køn og mild og blev gift med smed Petersen i Hillerød. Deres søn, Niels Petersen, købte Brøndegaarden af faster Marie, da hun var blevet enke efter sin mand, Børge Hansen, der led druknedøden. Petronille fik senere leddegigt og led meget - hendes mand, Niels "Pæsen" tog derimod livet let."
Af senere ejere huskes især Karl Skyum i perioden 1925-38. Han blev senere præstegaardsforpagter og brandinspektør ved Tikøb Brandvæsen. I 1973 købte iværksætteren Paul Wallevik Brøndegaard. Som ung rejste Paul Wallevik til Ghana som Tuborgsælger, hvorefter fulgte en periode som sæbefabrikant, hvilket blev afsættet for møbelfabrikation. Hermed var det, der skulle blive Pauls Walleviks livsværk, sat i gang. Fra øst til vest – fra Fjernøsten til USA, har Paul Wallevik været iværksætter indenfor erhvervslivet. Wallevik har desuden været norsk generalkonsul for Ghana, medlem af Det internationale handelskammer i Singapore samt medlem af Handelskammeret i Virginia, USA.

Jonstrup og omegn kortlagt i 1898.
Et af de husmandssteder, der i 1789 blev udlagt var dette på Fredensborgvej 60. Ejendommen fik i lighed med gårdene også et navn – Christiansberg. Foto 1959.
Der har aldrig været en Søbæk i Jonstrup – men forklaringen er i virkeligheden også, at Søbækgaard er en forvanskning af det oprindelige navn: Søbakkegaard. Foto 1959.
Back to content | Back to main menu