Kampen for selvstændighed - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Kampen for selvstændighed

af Kjeld Damgaard

De to første kommissioner
Foreningen af Bymæssige Kommuner, som Tikøb var medlem af, havde i 1952 fået regeringen til at nedsætte en kommission, der skulle komme med forslag til løsning af de problemer, som de bymæssige kommuner, der ikke var købstæder, stod overfor. Kommissionen fremlagde en række forslag som skulle afhjælpe disse problemer, men da disse forslag ville foregribe købstædernes fremtidige stilling i det kommunale system, blev de ikke ført ud i livet.
I stedet nedsatte regeringen den såkaldte kommunallovskommission, der havde til opgave at afklare købstædernes fremtidige stilling. Man var allerede da inde på den tanke, at købstæderne - ligesom sognekommunerne - skulle være underlagt amterne. Desuden diskuterede kommissionen - selvom det egentlig ikke lå i kommissoriet - byernes vækst i forhold til de omliggende sognekommuner samt hele den kommunale inddeling. For hver amt udarbejdedes således skitser til, hvorledes man ved kommunesammenlægninger m.v. kunne give kommunerne en mere moderne struktur. Ikke mindst det forhold, at over 60% af landets sognekommuner havde indbyggertal på under 1.500 indbyggere - enkelte endda under 100 indbyggere - nødvendiggjorde en reform mange steder i landet. Der var ikke enighed om de enkelte kommuners fremtid, men tre hovedprincipper kunne man opnå enighed om:
- Etablering af nye sognekommuner som både omfattede sogne- såvel som købstadskommuner.
- Gennemførelse af en ny kommuneinddeling omkring byerne, således at bysamfund der lå i flere kommuner, normalt fremover skulle ligge i én kommune.
. Sammenlægning af de mindre sognekommuner, således at de mindst havde 5.-6.000 indbyggere.

Sognerådsforeningen og købstadforeningen
Men inden sidstnævnte kommission havde afgivet betænkning, var der fra de to parter taget initiativ til at undersøge forholdene nærmere. ”Den danske Købstadforening” gennemførte således en omfattende undersøgelse af alle købstædernes fremtidige arealbehov. I undersøgelsen tog man udgangspunkt i princippet om ”et bysamfund - én kommune”. Desuden tog man for givet, at købstaden var det naturlige midtpunkt for den egn byen lå i, Selvom man medgav, at der i fremtiden kunne opstå andre bystrukturer. Det var således et naturligt udgangspunkt for undersøgelsen, at købstaden som oftest manglede udviklingsmuligheder - læs: arealer til at bygge på. Og da mange købstæder lå klemt inde af nabo-sognekommuner, så måtte der en ny kommuneinddeling til for at løse dette problem.
For Helsingørs vedkommende pegede Købstadforeningens rapport da også på, at købstadskommunen i 1965 kun havde 230 ha til rådighed for byudvikling. Men da man samtidig konkluderede, at der i 1985 ville være 67.000 indbyggere og i 2000 92.000 indbyggere, så ville arealbehovet i 2000 være 3.323 ha. En forudsætning for disse tal var altså, at de to kommuner blev slået sammen til én kommune, idet man regnede med, at Helsingørs arealer var fuldt bebyggede i 1975.
Kritikere mente, at der var tale om en cirkelslutning - tilhængere, at der var tale om en naturlig udvikling. Rapporten pegede således også på, at de to kommuner på en række områder allerede havde et samarbejde f.eks. hvad angik gasleverance, gymnasium, vandindvinding, kloakering, vejføring og byudvikling - og at dette talte for, at de to kommuner ligeså godt kunne lægges sammen til én. Modstanderne mente derimod, at samarbejdet virkede fint - og var et fint eksempel på, at to selvstændige nabokommuner også i fremtiden ville kunne samarbejde.
Sognerådsforeningen i Frederiksborg Amt gennemførte samtidig en såkaldt ”Frederiksborg-undersøgelse”, der havde til opgave at belyse konsekvenserne af evt. fremtidige kommunesammenlægninger. Undersøgelsen konkluderede, at det største og vanskeligste problem i amtet var Helsingør-Tikøb-området, hvor amtets største købstadskommune og en af amtets største sognekommuner grænsede op til hinanden.
Rapporten slog fast, at Helsingør kun havde relativt få muligheder tilbage for byudvikling, men naturforholdene gør, at vækst kun kan ske ind i Tikøb mod syd og sydvest, hvor Tikøb selv har fremmet sin udvikling og har muligheder for og interesse i at fortsætte udbygningen.

Ikke nogen typisk forstad
Væsentligt var det også, at rapporten konkluderede, ”at Tikøb Kommunes Sydkyst ikke var nogen typisk købstadsforstad - Espergærde påvirkes for eksempel snarere af udviklingen i Storkøbenhavn end i Helsingør”.
Sognerådsforeningens rapport pegede på to mulige løsninger for kommuneinddeling af Helsingør-området. Enten en bevaring af de to nuværende kommuner med en vis regulering af grænserne (her tænkte man især på den ”tikøbske enklave” ved Kronborg Teglgaard) - eller også en sammenlægning af de to kommuner til én. Rapporten pegede på, at der ikke måtte ske det, at Helsingør ”gik i stå" som følge af manglende udviklingsmuligheder.
Interessant er det at bemærke, at man helt uden kritik gik ud fra, at der i fremtiden ville være en evig byudvikling - og at denne form for vækst ville være essentiel for et byområde.
Den daværende borgmester i Helsingør, Sigurd Schytz (soc.dem.), kommenterede de to løsningsforslag således: ”En regulering af grænserne vil næppe være mulig, hvorimod den endelige løsning vil være en sammenlægning af de to kommuner”. Sognerådsformand Karl Olsen mente derimod, at Tikøb og Helsingør samlet i én kommune, ville blive for stor - og pegede derimod på et fortsat samarbejde mellem de to kommuner på relevante områder.
Karl Olsen var dog ikke mere sikker i sin sag, end at han få uger senere i sin nytårsudtalelse ved årsskiftet 1965/66 sagde: ”En sammenlægning må blive resultatet. Kommunernes hele struktur og de forventede nye beskatningsforhold vil tale for en sammenlægning”.

Kommunalreformkommissionen
Til at gennemføre den praktiske del af reformen nedsatte regeringen en tredje kommission: Kommunalreformkommissionen. Denne kommission fik beføjelser til - evt. ved tvang - at gennemføre de nødvendige sammenlægninger af både købstadskommuner og sognekommuner. Princippet ”ét bysamfund, normalt én kommune” blev fastholdt - og skulle det vise sig ikke fraveget én eneste gang. Netop den bestemmelse fik stor betydning for Tikøb Kommune. Kommissionen havde til opgave at gennemføre reformen med virkning fra 1. april 1970 - d.v.s. i forbindelse med næste sognerådsvalg. Sognerådsperioderne fulgte jo finansårene, der strakte sig fra 1. april til 31. marts.
Imens kommissionen arbejdede, rasede diskussionen videre i Tikøb Kommune - for eller imod en kommunesammenlægning. Og samtidig fortsatte det formelle samarbejde mellem de to kommuner. Siden 1940 havde de to kommuner haft et stående fællesudvalg bestående af hhv. sognerådsformand og borgmester samt fire medlemmer fra hvert råd. Udvalget havde behandlet og drøftet samarbejdet mellem de to kommuner, bl.a. på områder som biblioteksvæsen, skoleområdet, brandvæsen o.s.v.
Dette fællesudvalg bestod fremdeles, og stemningen på disse møder var fortsat positiv. Derimod bredte der sig i befolkningen i Tikøb en indædt modstand og modvilje mod de stadigt mere og mere tydelige signaler om, at en kommunesammenlægning forestod.

Tikøb stor nok
Modstanderne af en sammenlægning fremhævede, at Tikøb Kommune var rigelig stor til at klare sig selv, der var allerede en udbygget kommunal administration med alle nødvendige faciliteter, og på de få områder, hvor man ikke havde mulighed for at etablere egne institutioner m.v. skulle man selvfølgelig blot fortsætte samarbejdet med nabokommunerne. Man mente også, at den byudvikling, som Helsingør kunne få ved en sammenlægning allerede var ved at ske, idet man i Tikøb Kommune for længst havde påbegyndt en byudvikling på Borupgaard og i Snekkersten - altså på nøjagtig de samme arealer, som Helsingør pegede på som det sted, hvor Helsingør skulle udvides.
Sognerådets stilling var i og for sig også klar nok - helt frem til efteråret 1968. I sognerådsmødet den 1. oktober 1968 vedtog man ”at man ønsker at bevare Tikøb Kommune i sin helhed som en selvstændig kommune.” Det socialdemokratiske medlem Boe Jørgensen tog dog det forbehold, at Helsingør Kommune skulle sikres udviklingsjord, som loven foreskriver.
Helsingør Byråds holdning var også klar. Den 21. oktober 1968 vedtog byrådet således enstemmigt at anbefale en sammenlægning af de to kommuner. Det kom derimod bag på Helsingør og sammenlægningstilhængerne, at Frederiksborg Amtsråd ved sit møde den 24. oktober 1968 enstemmigt vedtog at ”En sammenlægning af Helsingør og Tikøb kommuner kan ikke anbefales. Grænseregulering mellem kommunerne kan heller ikke anbefales, bortset fra enklaven Kronborg Teglgaard.”
Amtsrådets vedtagelse blev ikke modtaget vel i Helsingør. Borgmester Sigurd Schytz sagde i den anledning: - Jeg ville ønske, at amtsrådet ikke havde blandet sig. Byrådsmedlem Oscar Kryger (venstre) mente, at enklaven blot var en narresut - den havde ingen betydning for Helsingør.

Borgermøde
Sognerådet indbød den 27. oktober 1968 til et borgermøde på Mørdrupskolen. Ikke færre end 400 borgere mødte op - og det blev atter bekræftet, at 95% af befolkningen i Tikøb Kommune ikke ønskede denne sammenlægning. Amtsrådssekretær Bianco Boeck, der indledte mødet, lagde ikke skjul på, at problematikken m.h.t. Tikøb og Helsingør er det vanskeligste i hele amtet. Han så det ikke som noget problem, at Tikøb ville kunne klare sig selv, men der var et hensyn at tage til Helsingør, som ville få problemer i fremtiden.
På mødet sprang Boe Jørgensen, Hellebæk, ikke overraskende ”ud af skabet” og erklærede sig som tilhænger af en storkommune. Efterfølgende erklærede Boe Jørgensen: ”Jeg har erkendt, at Tikøb kan bestå som selvstændig kommune, men jeg mener ikke at det er den bedste løsning”. Omvendt tilkendegav byrådsmedlem Kristian Engelsen (komm.) i Helsingør, at han ikke var enig i byrådets vedtagelse af en anbefaling af en sammenlægning. Engelsen frygtede bl.a. for en dyr administration, og at politikerne ville miste forbindelsen med borgerne i en sådan storkommune.

Afgørelsen
Den 22. november blev repræsentanter for Tikøb Sogneråd og Helsingør Byråd indbudt til at deltage i Kommunalreformkommissionens møde i Hillerød. Tikøb argumenterede med, at man havde en selvstændig kommune, som slet ikke kunne sammenlignes med landets mange meget små sognekommuner. Man fremhævede bl.a., at kommunen havde 20.000 indbyggere, 3 havne, 7 jernbanestationer, bogbus med 21 holdepladser, 7 skoler. 7 børnehaver, 9 idrætspladser, 2 alderdomshjem, 2 biografer, 9 praktiserende læger, 6 tandlæger, 10 sparekasser, 9 banker og 9 postkontorer.
På den anden side argumenterede Helsingør for at arealbehovet var akut, og at kun en sammenlægning med Tikøb kunne mætte Helsingør. Sigurd Schytz mente således, at  Helsingør om kun seks år ville have sprængt sine rammer, medens Karl Olsen mente, at der var plads nok i Helsingør helt frem til år 2000.
Seks dage senere, torsdag den 28. november 1968 afgjorde kommissionen, at Tikøb og Helsingør kommuner skulle sammenlægges pr. 1. april 1970. Kommissionen anmodede samtidig om, at de to råd optog forhandlinger om sammenlægningens vilkår, og at disse drøftelser skulle være færdige inden 1. februar 1969.

Sognerådets reaktion
For langt de fleste Tikøb-borgere var det måske ikke overraskende, at Kommissionen kom frem til dette resultat. Det overraskende var, at det samlede sogneråd straks overgav sig og undlod at gøre yderligere modstand. Befolkningen følte sig derfor i overvejende grad svigtet af de folkevalgte. De fleste borgere i Tikøb Kommune kunne ikke forstå, at modstanden mod sammenlægningen var forsvundet over natten. Sognerådsmedlem Søren Larsen (venstre) sagde dagen efter: - Tiden skal ikke benyttes til protest, i stedet gælder det om at komme igang med forhandlingerne med Helsingør. Og sognerådsformand Karl Olsen (venstre) samme dag: - Lad os tørre øjnene - vi må nu gå igang med at skabe mulighederne for at samkøre de to kommuner.  Eigil Jensen (soc.dem.): - Vi har taget afgørelsen til efterretning og er indstillet på at yde et positivt bidrag til forhandlingerne. Ib Sørensen (rad.): - Jeg er skuffet, men nu er dommen faldet og vi må nu gå til sagen og få kørt kommunerne sammen. Henning Andersen (kons.): - Nu er det samarbejdet, der tæller.
Kun sognerådsmedlem    Karl Bøgholm (kons.) protesterede fortsat: ”Jeg er ikke tilfreds med afgørelsen og vil appellere til indenrigsministeren. Kan Helsingør rumme 40.-45.000 indbyggere må det være tilstrækkeligt. En by kan ikke udvide sig i al uendelighed”.

Befolkningens reaktion
Der gik ikke mange dage, før reaktionerne i befolkningen begyndte at vise sig. Den 5. december kunne Amtsavisen berette, at der var igangsat et initiativ med en protestadresse i Tikøb Kommune. Men endnu håbede mange, at indenrigsminister Poul Sørensen ville beslutte sig for at omstøde kommissionens foreløbige kendelse.
Legationsråd Malte Bruun, Hellebæk mente, at der burde afholdes en folkeafstemning i kommunen om sammenlægningsspørgsmålet. Også cand.jur. Poul Skadegaard rettede en kraftig kritik af Tikøb Sogneråds overgivelsespolitik og anbefalede en domstolsafgørelse. Debatten rasede nu på højtryk. Sognerådsmedlem Carl Schiær (venstre) angreb Karl Bøgholm (kons.) for dennes modstand mod forhandlingerne: - Nogle prøver åbenbart at give det udseende af, at nogle partier i sognerådet kæmper mere end andre for at bevare kommunens selvstændighed. Årsagen til dette angreb på Bøgholm var den, at der også indenfor venstre var adskillige utilfredse Tikøb-borgere, som var begyndt at bide venstres sognerådsmedlemmer i haserne, fordi de ikke længere ydede modstand.
Blandt disse var den tidligere sognerådsformand, William Petersen, Tibberup. Han fandt det uforståeligt, at sognerådet sådan havde opgivet modstanden og konkluderede, at Tikøb  ikke skulle tvangsindlemmes i nogen anden kommune. Som svar på dette sagde sognerådsformand Karl Olsen i sin nytårsudtalelse, at ”den gamle grænse mellem kommunerne er sprængt ved lov - og loven gælder for os alle.”
Også formanden for Grundejer- og Borgerforeningen for Espergærde og Snekkersten, E. Gents, opfordrede til, at der blev afholdt folkeafstemning, men uden at dette i første omgang førte til reaktioner fra sognerådets side.

Trusler og skærpet tone
Både sognerådsformand Karl Olsen og formanden for den socialdemokratiske gruppe i sognerådet, Eigil Jensen, modtog i den følgende tid trusler om repressalier og ”et lag tæsk”. Truslerne kom fra frustrerede Tikøb-borgere, der ikke kunne forstå sognerådets kovending i sagen. Samtidig begyndte protestlisterne at dukke op rundt om i kommunen. Man opfordrede til at skrive under på en protest mod kommunesammenlægningen. Og læserbrevenes indhold talte også deres tydelige sprog. F.eks. fra O.C.Thielst, Harreshøj, den 13. januar 1969: ”Sognerådets accept af kommissionens indstilling har givet en stadigt stigende mistillid  til sognerådets dømmekraft. Denne tillidskrise mellem sogneråd og beboere er bekymrende. Ansvaret ligger hovedsageligt hos sognerådet p.g.a. den manglende kommunikation med befolkningen siden mødet på Mørdrupskolen. Befolkningen bør informeres om, hvorfor sognerådet blot har sagt ja og amen til kommissionens indstilling”.
Der var dog også enkelte Tikøb-borgere med den modsatte holdning, bl.a. Bent Wiinberg, Espergærde, der bl.a. skrev: ”Man føler sig mildest talt rystet over, at der endnu i vore dage findes mennesker, der sætter territoriegrænser så højt.”
I mellemtiden fortsatte sognerådet og byrådet med at forberede deres svar til kommissionen, og de blev vedtaget den 27. januar. Svarene var en accept af kommissionens anbefaling, uanset at Tikøb sogneråd samme dag havde modtaget en protestskrivelse med 1.000 underskrifter imod storkommunen. Bag denne indsamling stod Eva Lassen, Mørdrup.
Først herefter vedtog Sognerådet at afholde nye borgermøder med befolkningen for at forklare holdningen til sammenlægningsspørgsmålet. Møderne blev gennemført med en livlig debat, men intet blev ændret af den grund. Grosserer Ole Westergaard, Espergærde forsøgte at få vedtaget en resolution på mødet på Mørdrupskolen, om at sognerådet skulle pålægges at afholde en folkeafstemning om sagen, men dirigenten afviste at sætte sagen til afstemning. Samme Ole Westergaard gjorde sammen med C. J. Brandt-Brandtved, Hellebæk, Eva Lassen, Mørdrup og William Petersen, Tibberup nogle yderligere forsøg på at påvirke kommissionen. Dels søgte borgerudvalget foretræde for Kommunalreformkommissionen, dels forlangte de en afstemning i kommunen. Deputationens synspunkter gik videre til indenrigsministeren, som i løbet af kort tid derefter skulle komme med den endelige afgørelse.
Den 26. februar indstillede kommissionen så det endelige forslag til indenrigsministeren. Det var som ventet en indstilling om sammenlægning. Det fik Brandt-Brandtved til at fremkomme med følgende kommentar: ”Sagen ville sandsynligvis have set anderledes ud, såfremt det oprindelige massive flertal i sognerådet  havde stået fast på deres beslutning.”

Folkeafstemning
Det borgerudvalg, der havde kæmpet indædt mod sammenlægningen, forsøgte sig derpå med et privat folkeafstemning. Stemmesedler blev trykt og uddelt til samtlige 7.662 husstande i kommunen. Indenrigsminister Poul Sørensen lod sig dog ikke påvirke af afstemningsresultatet, for allerede før dette forelå, havde han taget endelig stilling. Det skete den 28. februar 1969, og meldingen var klar: De to kommuner skulle sammenlægges pr. 1. april 1970. Poul Sørensen var ikke nogen populær mand i Tikøb i de dage.
En mini-undersøgelse af vælgernes holdning i Tikøb Kommune foretaget af Frederiksborg Amts Avis gav til resultat, at 70% af befolkningen sagde nej til en sammenlægning med Helsingør.
Men resultatet af folkeafstemningen var i virkeligheden endnu mere tydeligt. Ikke blot returneredes en meget stor del af stemmesedlerne og 41% afgav stemme, men af disse stemte ikke færre end 96,1% imod sammenlægningen. Da beslutningen imidlertid var konfirmeret af indenrigsministeren en uge tidligere, fik den ingen betydning - men den gav dog genlyd selv i landsaviserne.

Den frie Borgerliste og Karl Olsen
Det eneste efterspil, der kom på hele sagen, var dannelsen af ”Den frie Borgerliste”, der skulle give vælgerne mulighed for at stemme på andre end de partier, der så grundigt havde svigtet vælgerne. Men det blev ingen succes. Listen fik ved kommunalvalget i marts 1970 kun 222 stemmer i Tikøb Kommune. Til sammenligning fik sognerådsformand Karl Olsen 1.567 personlige stemmer alene i Tikøb, men dertil yderligere 1.229 personlige stemmer i Helsingør. Karl Olsen gik altså ud af sagen med langt den største opbakning i vælgerkorpset. Opbakningen viste befolkningens forsøg på at få Karl Olsen valgt til borgmester. Mange mente, at det ville have været en fin ”hævn” over Helsingør. Karl Olsen havde dog ikke flertal bag sig, og i stedet blev Helsingør-socialdemokraten, Ove Thelin borgmester i den nye storkommune.
Endnu 38 år efter kommunesammenlægningen huskes begivenhederne tydeligt hos den aldersgruppe, der oplevede Tikøb-borgernes kamp for selvstændighed. Hos nogle sidder bitterheden der såmænd endnu - og de sidste rester af denne bitterhed vil vel først forsvinde helt, når den generation er borte.