Kronborg Teglværk - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Kronborg Teglværk

De enkelte ejerlav

Humanitet contra pekuniær vinding

Denne overskrift forsøger at beskrive de to menneskelige modsætninger, der mødtes ud for Kronborg Teglværk lige nord for Snekkersten og kulminerede i en kort læserbrevsfejde. Denne artikel gengiver sagen bl.a. ved uddrag fra de gamle læserbreve, der med vilje her er bibeholdt i den originale ordlyd og med den originale stavemåde.

af Kjeld Damgaard

Scenen
Men først skal vi have scenen sat:
Tiden er sommeren 1861, stedet er Kronborg Teglværk, der som bekendt lå lige nord for Snekkersten, egentlig nord for Helsingørs byskel, men alligevel i Tikøb Sognekommune, der "ejede" en lille enklave bestående af Kronborg Teglværk/Teglgaard og Meulenborg. Teglgaard og Teglværk lå på hjørnet af Strandvejen og Stubbedamsvej og på arealet ligger endnu hovedbygningen til Teglgaarden - dog i en nyere udgave, idet gården brændte i 1880.

Deltagerne
Deltagerne i stykket var: Dels ejeren af Kronborg Teglgaard, Niels Carl Schiern. Dels danske og udenlandske søfolk, som ankrede op for en kortere eller længere periode på Helsingør Rhed. Dels en række beboere i Snekkersten og Skotterup, nemlig toldkontrollør William Klein, Toldstedet, kroejer B. Børgesen, Skotterup Kro, kroejer Christian Meinig, Snekkersten Kro, ejeren af Øresundslyst i Skotterup, H.C. Jørgensen samt fiskerne A. Olsen og P. Sørensen.

Forhistorien
Forhistorien er den, at der ud for Kronborg Teglgaard løb et lille vandløb ud i Øresund. Vandet stammede fra gårdens egne marker samt fra Meulenborgs marker lidt inde i landet, og dannede en pæn lille strøm, der gennem en stenkiste under Strandvejen - som nævnt - løb ud i Øresund. Jorden på begge sider af Strandvejen tilhørte imidlertid  N.C. Schiern, og det forstod han at udnytte.

Spillet

Naboen, toldkontrollør Klein, har nok været den første der har set det - men ingen tvivl om, at snakken hurtigt er gået rundt til hele Snekkersten og Skotterup. Og forargelsen bredte sig med lynets fart: "Det er for galt !" og "Hvad må man ikke tænke om os andre steder !"

Vi kan også gætte på, at N.C. Schiern næppe har været en person man sådan lige gik hen til og talte med - så hvad kunne man gøre ? Jo, et læserbrev i den lokale avis var måske en idé. Som tænkt så gjort.

Årsagen til forargelsen var den, at det var helt almindeligt, at søfarende - i særdeleshed medens de lå for anker på rheden - gik i land for at hente friske vandforsyninger. Sådan havde man gjort på Øresundskysten i årevis og endda tilladt søfolkene at tage vand i brøndene, hvis der var brug for det. Men det tillod N.C. Schiern ikke !

"Skurken" på scenen
I læserbrevet skrev de 6 borgere derfor om N.C. Schierns vandløb:

Vandet, som her ud for Kronborg Teglgaard, næsten altid flyder i temmelig rigelig Mængde, kan vistnok ikke siges at være hverken reent eller godt, idet det i sit Løb kan optage de Uhumskheder, som flyde ud i Grøfterne, det passerer, men desuagtet tillader bemeldte N.C. Schiern i den senere Tid  ikke nogen Søfarende at forsyne sig med det smudsede Vand fra fornævnte Grøft eller Rende, med mindre der herfor erlægges en Contribution af 16, er Sexten, Skilling, hvilken Contribution Hr. Schiern i Reglen opkræver i egen Person, og ere vedkommende Søfarende ikke i Besiddelse af Penge, forbydes det dem at fylde selv en mindre Tønde eller et lidet Foustage med Vand, og det uagtet at Vandet, hvis det ikke undertiden blev benyttet af Søfarende, flyder i Havet til Ingens Nytte eller Gavn.

Hr. Schiern er vistnok, som Eier af den lille Strimmel Sand- eller Strandjord, berettiget til at drive denne Vandtrafik, men da imidlertid denne, saavel efter vor som efter alle de Kystbeboeres Mening, med hvem vi i denne Anledning have talt, ikke er overensstemmende med Homanitetens Fordringer, saa finde vi os opfordrede til, for at man ikke paa andre Steder skal bibringes en Feilagtig  Mening om herværende Tilstande og Forhold, offentlig at erklære, at paa den herværende Kyststrækning er N.C. Schiern paa Kronborg Teglværk den Eneste, der driver en Trafik, som den omhandlede.

For 16 skilling kunne man i 1861 få omkring 5 pund rugbrød, eller omtrent et pund flæsk - så det var ikke noget ringe beløb N.C. Schiern opkrævede i vandafgift.


Hold Næserne ved Dem selv !
N.C. Schierns svar lod ikke vente på sig. To dage senere kunne man læse:

I Helsingørs Avis har flere Beboere opholdt dem over, at jeg for kort Tid siden har begyndt med at fordre 16 Sk. pr Baad, som fylder Vand hos mig, uden i samme Commentar at oplyse, at disse Baade gjøres fast ved min Vase, ligesom det staar Besætningen af disse frit for at tage saa meget Vand, Baadene kunne bære; ejheller er det oplyst, hvilken Ulempe og Skade, den Masse Baade med udenlandske Søfolk har foraarsaget min Eiendom i flere Aar.

Endskjønt man ikke burde værdige slige Inserater at læse dem og følgelig mindre svare paa dem, vil jeg dog, for at den for Almeenhedens Vel interesserede Hr. Klein m.fl. ikke ved min Taushed skulde falde paa den Idee, at han eller De havde berørt min ømme Side, lade ham høre et Par Ord fra mig.

Disse skulle alene indeholde den Anmodning til Hr. Klein m.fl., at de for Eftertiden holde deres Næser ved dem selv og idetmindste ikke blande sig i mine Affairer eller mine Eiendoms-Rettigheder.

Jeg ønskede forresten at vide, med hvad Authoritet Hr. Klein m.fl. inqvirerer i denne Sag, og uden Legitimation i denne Henseende bliver dette mit sidste Ord, denne Sag betræffende.

"De godes" svar
Så var det de 6 beboeres tur. Få dage efter stod svaret at læse i avisen:

At nogle Søfolk fortøie deres Baade ved den af Schjern nævnte Vase, medens de hente det smudsede Vand fra den i vort Inserat omhandlede Grøft eller Rende, er ganske vist, men ligesaa vist er det ogsaa, at mange grunde Baaden op i Landingen ligefor Grøften, medens de bringe Vandet i Baaden, og Contributionen bliver derfor saaledes, naar Alt kommer til Alt, alene erlagt for det gjennem Veigrøften flydende smudsede Vand, og dette saameget mere, som vi endnu aldrig have hørt, at N.C. Schiern, ligesaalidet som nogen anden af de herværende Kystbeboere, har ladet nogen contribuere, alene fordi en Skibsbaad i nogen Tid har været fortøiet ved en Vasepæl, men at det jo rigtignok faaer et mere humant Anstrøg, at opkræve den oftomhandlede Contribution under Navn af en Art Vaseafgift, kan ikke negtes.

Det er aldrig kommet til vort Kundskab, at fremmede Søfolk i mindste Maade have foraarsaget nogen Skade paa Kronborg Teglværk, medens N.C. Schiern har eiet det, men selv om dette havde været Tilfældet, vedkommer det jo iøvrigt ikke nærværende Sag; thi kan f.Ex. nogen Mand med Billighed forlange, at en norsk Sømand skal contribuere 16 Skilling, fordi maaskee nogle tydske eller svenske Sømænd for Aar og Dag siden havde krænket hans saakaldte Eiendomsrettigheder paa en eller anden saagodtsom intetsigende Maade ?

Vi ville iøvrigt sluttelig atter her bemærke, at N.C. Schiern vistnok kan være berettiget til at drive den oftnævnte Trafik, men tillige tilføie, at en Sag godt kan være berettiget uden derfor at være human, thi hvis f. Ex. saaledes nogle Mennesker, paa Grund af et Uveir, havde søgt Ly i en aabentstaaende Port, da var Portens Eier vistnok berettiget til at jage dem ud, men vilde nogen i Sandhed kalde en saadan Handlemaade for at være human ?

Tæppe
Det var de sidste ord i dramaet fra Snekkersten og Kronborg Teglgaard. Enhver må nu selv tænke hvorledes det gik videre frem - thi det fremgår desværre ikke af kilderne . . .


Omtrent her hvor maleren Carl Baagøe  i 1887 har stået med sit staffeli lidt nord for Teglgaardshusene, løb den lille bæk ud i Øresund - den lille bæk, som gav anledning til fejden mellem Teglgaardens ejer og hans naboer.

 
 
Back to content | Back to main menu