Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Gå til indhold

Hoved menu

Landsbyer

Generel historie

De forsvundne landsbyer
og de kunstige stednavne

Flere landsbyer, der har eksisteret i op til 1.000 år er forsvundet indenfor de sidste 100 år. Ikke fordi byerne er brændt eller husene revet ned – men fordi postvæsenet og kommunerne har ført en politik, der indebær at stednavnene for befolkningen er gledet ud i glemslen. Omvendt er der opstået nye navne, som er kunstige og uden hold i historiske facts.


af Kjeld Damgaard

Hvem har brug for kommuneskilte?
På en tur rundt i Nordsjælland møder man med jævne mellemrum skilte, der viser hvor en ny kommune starter eller slutter. Men hvad skal vi egentlig med disse fine blå skilte? Hvem har egentlig fornøjelse eller gavn af at få at vide hvilken kommune man kører i? Det kunne måske forsvares, hvis det samtidig indebar, at man var lige så glad for at sætte skilte op, der rent faktisk viste hvilken by man kommer til.

Realiteten er imidlertid, at det kniber det ganske gevaldigt med. 1000-årige landsbyer er i de senere årtier tilsyneladende fuldstændig forsvundet i den kommunale optik. Det gik helt galt, da man i 1974 indførte de såkaldte byzone-skilte, der skulle vise hvor man måtte køre over eller under en bestemt hastighed. På én gang forsvandt størsteparten af de velkendte blå byskilte med hvid skrift, der viste hvilken by man kom til. Årsagen var, at man så nøjedes med at sætte skilte hvor den bymæssige bebyggelse begyndte og så var man ligeglad med, at den bymæssige bebyggelse måske bestod af flere sammenhængende byer.

Postvæsenets rolle

Men det startede længe før – og synderen er såmænd det gode gamle danske postvæsen. I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte postvæsenet at indføre regelmæssig uddeling af post fra de eksisterende posthuse i købstæderne. Man begyndte også fra 1852 at oprette posthuse i de mindre byer, især de byer, der fik stationer. Og stille og roligt udviklede brevsamlingsstederne sig til postekspeditioner, som efterhånden også fik postbude, der skulle udbringe posten. Pudsigt er det at tænke, at mange af de postdistrikter, der endnu findes i dag – og som går på tværs af gamle ejerlavs-, sogne- og kommunegrænser – stammer fra denne tid, hvor distrikternes udstrækning kom til at afhænge af, hvor langt postbudet kunne gå – og nå at komme tilbage samme dag!

Men ikke nok med det. Posthusenes navne blev ofte valgt ved en tilfældighed. Et klassisk eksempel er posthuset i Kokkedal, der blev åbnet den 1. juli 1906 – samtidig med billetsalgsstedet Kokkedal (der senere blev til Kokkedal Station). Station og posthus var kommet i stand efter at lokalbefolkningen havde indsamlet 9.000 kr. til etableringen – DSB ville nemlig ikke betale. Da landliggerne i Mikkelborg havde bidraget mest til stationen, syntes initiativtagerne, at de ville ære disse personer – ved at kalde stationen for ”Kokkedal” (!). Man så altså bort fra det faktum, at stationen rent faktisk lå på landsbyen Usserøds jorder og at gården Kokkedal lå i et helt andet ejerlav og endda i en helt anden kommune. Efterfølgende fik hele området så postadressen ”pr. Kokkedal” og resultatet er som bekendt i dag, at bynavnet Kokkedal bruges om et område, der helt eller delvist omfatter de gamle landsbyer Jellerød, Ullerød og Brønsholm – hvis navne nærmest er helt forsvundet i de lokale beboeres minde.

Endnu et tilbageskridt for de små landsbyer skete i 1967, da postvæsenet indførte postnumre. Så blev det nemlig i husstandsomdelte brochurer anbefalet, at man skulle nøjes med at skrive tre linjer i en hvilken som helst adresse: NN, Fredensborg Kongevej 10, 2980 Kokkedal.  Og altså ikke et ord om, at stedet hedder Brønsholm – og har heddet det i århundreder.

Hvem har brug for skilte med ånavne?
Og endnu mere grotesk blev det, da man i 1970’erne begyndte at sætte de ovenfor omtalte kommuneskilte op – plus skilte, der viser hvor fuldstændig inferiøre bække og vandløb passerer en landevej. Flere steder skal man nærmest ud med en lup for at finde vand i de bække, der flot er skiltet for. Måske idéen stammer fra Sverige, hvor elvene ganske rigtigt er skiltet langs landevejene – men ærlig talt: Hvorfor skal der stå to skilte langs vejen, der markerer at man passerer ”Donse Å” eller ”Usserød Å”, når intet skilt viser, at man er kommet til Donse eller Usserød? At kalde grøfterne de pågældende steder for en å er tilmed på kanten af det sprogligt korrekte, og hvem i al verden har interesse i at vide dette? Og selvom man synes, at det er interessant, kan det jo stadig undre, at det kan være vigtigere end skiltning af byer.

De gode gamle blå/hvide skilte, der fortalte de vejfarende hvilken by man var kommet til, led således en krank skæbne mange steder i 1970’erne. Kun i de mellemstore landsbyer blev der fortsat behørigt skiltet med byzoneskilte, der viser byens rette navn. De helt små landsbyer forsvandt ved den lejlighed, f.eks. landsbyen Baastrup mellem Asminderød og Søholm. I dag er der ikke et vejskilt, der viser hen til bebyggelsen, der er intet byskilt eller lignende og for at føje spot til skade har man ikke engang opkaldt vejen igennem landsbyen for Baastrupgade eller noget lignende – næh, beboerne har måttet finde sig i at få adresse på den nærliggende Humlebækvej! Og hvorfor må man f.eks. ikke få at vide, at man er kommet til landsbyen Sjælsmark øst for Hørsholm?

Mange forsvundne landsbyer
Men de landsbyer, der ligger tæt på en lidt større by, hvis navn bruges til postdistriktet, er uheldigst stillet. Landsbyen Jordhøj ved Slangerup skal man lede godt for at finde i dag, selvom der faktisk er opsat et vejviserskilt. Kajerød ved Birkerød er også nærmest forsvundet, det samme er Oppe Sundby ved Frederikssund, Ullerød ved Hillerød, Vallerød ved Rungsted, Stenstrup ved Hornbæk, Boderne ved Aalsgaard, Tibberup ved Espergærde, Øverste og Nederste Torpen ved Humlebæk foruden mange flere.

Manglen på vejviserskilte er disse steder nærmest total. Som eksempel kan nævnes landsbyen Tibberup, som der godt nok står enkelte vejvisere til, f.eks. ved Kongevejen – men ikke et eneste skilt forkynder for den undrende rejsende hvor byen starter eller slutter. De eneste skilte der er, står der Espergærde på. Og for at det ikke skal være løgn har man endda på Helsingør-motorvejen placeret store skilte, hvortil man har måttet opfinde det kunstige navn ”Espergærde Syd” i stedet for at bruge det ældgamle og historiske korrekte navn: Tibberup. Og når så ejendomsmæglerne annoncerer med ejendomme midt i landsbyen som beliggende i ”det gamle Espergærde”, så er målet jo fuldt!

Kunstige navne
Et enkelt sted ved Hørsholm er skiltningen helt grotesk. Området hører ganske vist under Hørsholm postdistrikt – og det er beboerne sikkert glade for – det giver lidt ekstra kredit. Men at den lille landsby på stedet, ”Overdam” ikke må få sit navn på byzoneskiltet er ganske uforståeligt. Det sted på byzoneskiltet, som normalt angiver bynavnet er helt tomt!

I den nuværende Rudersdal kommune har bebyggelsen ved Sjælsø ganske vist fået sit eget byskilt, men det hedder altså ikke ”Ravnsnæsset”, men derimod Ravnsnæs. Mærkværdigt at beboerne har fundet sig i det i årevis, når man ved, at stedet har heddet Ravnsnæs i over 600 år.

Ved Øresund ligger det gamle fiskerleje Rungsted. Fordi man i post- og jernbaneverdenen havde svært ved at skelne mellem Ringsted og Rungsted fandt man på at tilføre Rungsted-navnet et ”Kyst” – så det blev til ”Rungsted Kyst”. Det var der således en meget god grund til – men i dag anvendes Rungsted om ikke blot det oprindelige fiskerleje, men også om Vallerød og Smidstrup. Disse landsbynavne er helt forsvundet og beboerne tror nu, at de bor i Rungsted Kyst!

På samme måde forsvandt det gode gamle stednavn Lillerød fordi det nemt kunne forveksles med Hillerød – så i dag står der Allerød mange steder, selvom Allerød oprindeligt lå i Blovstrød sogn og kommune og knapt nok var en landsby.

Et af de allernyeste eksempler er den nye Egedal Kommune. Det består som bekendt af de tidligere Stenløse, Ølstykke og Ledøje-Smørum Kommuner, og da man ikke kunne blive enige om et navn til den nye kommune, udskrev man en konkurrence. Vinderforslaget blev ”Egedal”, som forslagsstilleren havde set på en ejendom i Kokkedal og som han syntes lød godt! Det er jo nærmest tragikomisk, at en kommune får navn efter en lokalitet 30 km udenfor kommunen. Skal man le eller græde? Ikke så sært, at folk i almindelighed ikke kan placere Egedal Kommune på et kort.

I samme kommune er man gået helt over gevind med betegnelserne Ølstykke Ø, V, N og S - som om Ølstykke er så stor, at det skulle være nødvendigt! Den slags kunstige navne findes også mange andre steder, f.eks. Hillerød V – hvorfor ikke kalde det Ullerød, som det rettelig hedder, i stedet for at opfinde noget nyt?

De gamle navne sælger ikke billetter
Eksemplerne på glemte eller forkerte stednavne er mange, men tilbage står, at det er stort kulturhistorisk tab, at de gamle stedbetegnelser forsvinder. Og tendensen fortsætter desværre. Hver gang, der bliver anlagt en golfbane, så kommer den minsandten til at hedde noget andet, end der hvor den ligger. Hørsholm Golfbane ligger ikke i Hørsholm, men i Grønnegade. Nivaa Golfbane ligger i Vejenbrød, Fredensborg Golfbane i Sørup, Hornbæk Golfbane i Bøtterup, Frederikssund Golfbane i Gerlev, Hillerød Golfbane i Ny Hammersholt o.s.v. Årsagen til disse forkerte stedbetegnelser er vel, at man bedre kan ”sælge billetter”. Men ærgerligt og sørgeligt er det – og hvem siger, at det med tiden ikke kan blive lige så eksklusivt at spille golf i Sørup som i Fredensborg?

Ved Kongevejen syd for Hørsholm ligger endnu bygningerne fra det nedlagte Usserød Sygehus, som det blev kaldt i over 200 år. Måske var navnet ikke fint nok, i al fald kaldtes stedet i en årrække inden nedlæggelsen for Hørsholm Hospital – uagtet at ordet hospital i dansk sprogbrug egentlig kun bruges om store sygehuse i store byer eller om lukkede institutioner. I det hele taget er det lykkedes sygehusejerne at omdøbe sygehusene så mange gange, at stort set ingen når at lære de nye navne, før de atter er ændret.

Hvad kan gøres?
Realiteten er altså, at der i dag i befolkningen ikke er kendskab til og forståelse for betydningen af at vide hvor man reelt bor – og dermed kende baggrunden for stedets udvikling og nuværende udseende. Denne udvikling kan kun vendes hvis myndighederne, firmaer, postvæsen, lokalhistorikere m.v. snart kommer på banen.

Dels må man forsøge at få postvæsenet med på, at man reelt lige så godt kan skrive 2970 Usserød som 2970 Hørsholm. Og at man uden problemer kan genoplive nedlagte posthuse som 3130 Saunte, 3340 Brødeskov eller 3471 Høvelte. Man kan også give små landsbyer deres identitet tilbage ved at give dem et postnummer, der passer til postruterne, f.eks. 3231 til Esrom og 3234 til Plejelt – i stedet for, at de som i dag har postnummer 3230 Græsted. Når man kan have flere hundrede postnumre i København, kan man også styre flere postnumre på landet. Og for nylig gav man netop landsbyen Tune ved Roskilde sit eget nye postnummer - 4030. Så det kan altså lade sig gøre og den fremgangsmåde burde have været benyttet mange flere steder i stedet for at omdøbe i snesevis af vejnavne i forbindelse med kommunesammenlægningerne.

En anden mulighed er at få kommuner og firmaer til konsekvent at forlange en fjerde linje i alle adresser i stedet for de nuværende tre. Den nye linje skal indsættes som bynavn før sidste linjes oplysning om postnummer og postdistrikt. Og så skal man naturligvis få kulturhistorikere og andre lokalkendte til konsekvent at anvende de rigtige navne – i stedet for blindt at følge trenden.

På den måde kan vi måske undgå, at mere end 1000 års navneskik helt forsvinder på grund af tilfældige postdistrikter eller ahistoriske kommunalbestyrelser.


Landsbyen Rørtang øst for Snekkersten var endnu i starten af 1960’erne, da dette billede blev taget, en landsby med sit eget blå-hvide byskilt. Siden er skiltet forsvundet og i dag er landsbyen nærmest forsvundet, når man bevæger sig i området: Intet skilt fortæller, at man er kommet til Rørtang, postadressen er blot 3070 Snekkersten og mange af beboerne ved ikke, at de bor i en gammel landsby.


Således så skiltene på Mørdrupvej ud indtil starten af 90’erne. Nu er imidlertid kun det ”forkerte” byzoneskilt på den anden side af vejen tilbage

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

I 1960’erne kendte man endnu forskel på fiskerlejet Espergærde og landsbyen Mørdrup - og på det blå skilt i baggrunden stod såmænd, at man var kommet til Tibberup. I dag er vejskiltene med Tibberup afløst af den kunstige betegnelse ”Espergærde S” og skiltene med Mørdrup af ”Espergærde N”.


Tilbage til indhold | Retur til hoved menu