Lille Esbønderup - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Lille Esbønderup i ældre tid

Navnet Lille Esbønderup betyder egentlig "Æsbjørns bebyggelse". Vi kender ikke Æsbjørn eller hvornår han grundlagde byen, men bebyggelsen er antagelig opstået engang i middelalderen. Når bebyggelsen har præfixet "Lille" skal det ses i sammenhæng med, at der kun ganske få kilometer mod nord var en sognelandsby med det samme navn. For at kunne adskille de to stednavne, fik den mindre landsby ved Tikøb således navnet "Lille Esbønderup".

Oldtidsminder
At der har været beboelse i området i ældre tid vidner bl.a. den spektakulære jættestue Djævlehøj, om. Den ligger på Lille Esbønderups jorder, højt placeret med udsigt til Esrum Sø. Her kunne stenalderfolket tilbede de dødes ånder - jættestuen var en slags tempel for datidens befolkning. Denne imponerede høj har imidlertid ikke været den eneste. Syd for landsbyen - umiddelbart ved Danstrupvej - ligger resterne af en anden oldstidshøj, og i nabo-ejerlavene Saane og Jonstrup har der tidligere ligget adskillige høje.

Landgilde til Esrum Kloster
Den ældste kilde med navnet Lille Esbønderup stammer fra 1497. Det er – fristes man til at sige – næsten som sædvanlig Esrum Klosters Brevbog, der er vor kilde. Heri nævnes at landsbyen, der jo på dette tidspunkt hører under klosteret, består af 4 gårde, som hver gav 1 pund rug og 1 pund byg, 1 lam, 1 gås og 2 høns i landgilde (= fæsteafgift). Derudover skulle hver fæstebonde "føde en fodernød" – d.v.s. at hver bonde skulle opfede en stud, typisk i 4-5 år, indtil den kunne overgives til klosteret og sælges som staldokse. Endelig var det i 1497 også hver bondes forpligtelse i Lille Esbønderup at stille på klosteret med en vogn til age hø eller korn. Og endelig skulle hver bonde stille med en mand 1 dag i høhøsten og 2 dage i kornhøsten.

Men i 1536 ophævedes Esrum Klosters ejerskab over alle landsbyerne i Danmark som følge af reformationen. I stedet overgik ejerskabet til kongen – men for fæstebønderne var den ene herremand nok ikke meget bedre end den anden. Efter reformationen skulle bønderne såmænd blot stille andre steder for at arbejde eller betale deres fæsteafgift et andet sted.

Et enkelt glimt fra Lille Esbønderup får vi året 1586, da kongen måtte eftergive Oluf Ibsen noget af årets landgilde. Årsagen var, at gården var nedbrændt året i forvejen.

Følgerne af svenskekrigene
I 1600-tallets midte hærgedes Nordsjælland af svenske invasionshære. Det gik ganske hårdt ud over de fleste landsbyer, men øjensynlig var Lille Esbønderup ret heldig. I en opgørelse fra 1660 ses at de fire bønder i landsbyen havde ganske godt fat og at ødelæggelserne var forholdsvis små. De fire bønders navne var da Truid Jensen, Laurids Truidsen, Laurs Olsen og Peder Hansen. Men tiderne blev dårligere. Kun 19 år senere – i 1679 – fortæller en ny beretning, at landsbyen nu nærmest er forarmet. Alle fire fæstere er da også skiftet ud – desværre kan vi ikke umiddelbart se om de nye fæstere var i familie med de foregående. Men skidt ser det ud: Axel Christensens gård er med sine 2 længer brøstfældig. Jon Bentsen er forarmet og har to længer ganske brøstfældige. Peder Christensens enke drev også en gård, hvis to længer også var brøstfældige. På Peder Ibsens gård var 3 længer brøstfældige.

Antagelig i forbindelse med den såkaldte markbog (= en fortegnelse over gårde og jorde), der blev udarbejdet i 1681 blev der indført gårdnumre. Derfor kan vi også konstatere hvilken gård de fire beboere havde to år før. Og dermed kan vi også jævnføre disse betegnelser med de matrikelnumre og gårdnavne vi kender i dag:

1679: Peder Ibsen ejede gård nr. 1 = matr. nr. 3 = Engerup
1679: Peder Christensens enke ejede gård nr. 2 = matr. nr. 2 = Blommeaas
1679: Jon Bentsen ejede gård nr. 3 = matr. nr. 4 = Landlyst (senere Danstruplund)
1679: Axel Christensen ejede gård nr. 4 = matr. nr. 1 = Sallerud

To år senere kan vi genfinde de samme ejere på gårdene nr 1 og 3, medens Peder Christensens enke er blevet skiftet ud med Anders Bentsen og på gård nr. 4 er Axel Christensen åbenbart død, for nu sidder enken som fæster.

Vi kan også ud af disse små beretninger læse, at det faktisk er Jon Bentsens gård, der langt senere bliver til Danstruplund. Men i 1600-tallet lå den endnu inde i selve landsbyen – og som man også kan se, er det byens mest forarmede og faldefærdige gård. Det fremgår også, at Jon Bentsen kun havde to heste, hvor de øvrige havde hhv. 2, 3 og 4 heste.

Glimt fra 1700-tallets Lille Esbønderup
En stribe små glimt fra 1700-tallet viser lidt om livet og dagligdagen i Lille Esbønderup: En notits fra 1708 viser således, at bønderne i Lille Esbønderup nu delvist betaler fæsteafgiften ved at arbejde for Kronborg Ladegaard. Desuden leverer bønderne 1-2 læs brænde og 2 løs tørv hvert år.

Af justitsprotokollen fremgår, at Peder Sørensen i Lille Esbønderup i 1743 kom i klemme i retsmaskineriet, fordi han havde taget otte små birketræer i skoven. Da skovtyverierne på den tid var meget omfangsrige, forsøgte øvrigheden sig med forholdsvis strenge straffe for disse overtrædelser og Peder Sørensen måtte derfor gå med kappen i to timer og derpå 24 timer i hullet. "Kappen" – også kaldet "Den spanske Kappe" var en jernbeslået tønde med et hul i bunden, som blev sat med bunden i vejret ned over den dømtes hoved. Den dømte måtte så gå rundt i byen med kappen i de antal timer som han var blevet idømt.

I 1744 kom der for retten en sag for Esrom ting hvori en hvis Per Olsen i Munkegaard og en Lars Andersen i Tikøb Skovhuse var kommet i klammeri med den tidligere landsoldat, Rasmus Sørensen fra Lille Esbønderup. Klammeriet var foregået på Tikøb Kro, fordi enken der, nu som adskillige gange før lod udskænke på helligdage og tillod at gæsterne at sidde hele natten for at drikke og spille kort. Det var i al fald præstens forklaring – og det var ham, der havde klaget til retten.

Kvægpesten
I 1749 kom Peder Nielsen fra Lille Esbønderup for herredstinget og beklagede sig over at han havde mistet 5 heste på grund af den daværende plage: kvægpesten. Peder Nielsen havde nu kun 3 heste tilbage og det blev overfor retten bevidnet, at Peder Nielsen ikke længere var i stand til at køre for kongen eller forestå sin egen avl. Det var jo alvorligt – også for kongen, for egentlig var hestene jo sammen med gårdene også kongens ejendom, og hvis de var døde var det naturligt for fæsterne at de søgte om at få nye hos deres herremand. Kvægpesten fortsatte i de følgende år. I 1756 berettes det således at gårdmand Ole Pedersen på gård nr. 2 i Lille Esbønderup havde mistet 7 heste hver af en værdi på 6-7 rigsdaler og at gårdmand på gård nr. 1, Hans Jørgensen havde mistet fem heste.

I 1760 var det atter galt med skovtyverierne. Det var Niels Pedersen fra Lille Esbønderup, der to gange var taget for denne forbrydelse og derfor måtte betale 4 rigsdaler og arbejde på Kronborg Fæstning i tre måneder!

Lille Esbønderup vokser
Som det fremgår af ovenstående boede der også andre end gårdmændene og deres familier i Lille Esbønderup. I perioden omkring 1680 boede i landgildehuset en Jens Laursen og knapt 100 år senere – i 1771 - fremgår det, at der i landsbyen foruden de fire gårdmænd også bor en Peder Jensen, der undertiden ernærer sig som savskærer og undertiden som daglejer. Først i 1787 kender vi byens totale indbyggertal – og det er såmænd ret beskedent: I alt 31 personer. Foruden de fire gårdmænd med deres familier, så er der også en undertagsmand ved navn Lars Jørgensen, der bor sammen med sin mor og sine to børn. En undertagsmand er en mand på aftægt. Desuden er der en enke ved navn Boel Jørgensdatter, der bor som inderste sammen med sin søn. For begge disse familier gælder, at de meget vel kan have boet i en af gårdenes bygninger. Derimod angives den sidste beboer, den ugifte Carl Johansen, som husmand, hvilket betyder, at manden har boet i et selvstændigt hus. Det fremgår da også af det ældst bevarede kort. At der ved byens gade lå to små huse. Hvilket af disse, der rummede det omtalte husmandssted vides dog ikke. Det ser nemlig ud til at huset forsvandt i forbindelse med jordreformerne – eller rettere flyttede ud af byen, hvor der oprettedes en række husmandssteder ude på byens jorder.

Ved folketællingen i 1801 har byen således fået 44 indbyggere – procentvis en stor udvikling i forhold til de kun 31 indbyggere i 1787. Vi kan altså se, at jordreformerne ikke blot gav bønderne nye udviklingsmuligheder, men også gav nyt liv i landsbyerne.

Jordreformen
Udskiftningen af Lille Esbønderups jorder skete som alle andre landsbyer i slutningen af 1700-tallet. Resultatet var, at de tre gårde skulle blive liggende i landsbyen, medens den sidste skulle flytte ud. Den gård, der skulle flytte ud tilhørte Peder Hansen og havde nr. 3. Den lå i landsbyens østligste side – lige ved den nuværende Kathøjvej. Som det fremgår af kortene, er bygaden siden ændret lidt, så gården lå nærmest på det sydøstre hjørne af nuværende Kathøjvej og Danstrupvej.

Gårdmand Peder Hansen erklærede sig villig til at flytte ud, idet hans gård var den ringeste. Udflytningen skulle ske til de jorder han havde fået tildelt på landsbyens søndre jorder – den såkaldte Kildevang eller Overvang. Dette store flytteprojekt stod Peder Hansen dog ikke alene med. Han fik hjælp til flytningen i form af bl.a. bygningshjælp, gødningshjælp, grundforbedringshjælp, hjælp til etablering af stenkister (dræning), hjælp til grøftegravning og hjælp til at rydde et areal for skov. Denne hjælp blev ydet af de gårdmænd, der ikke skulle flytte deres gård.

Så ulempen for den gård, der skulle flytte var altså, at gården med dens beboere kom til at bo ude på marken – langt fra den trygge tilværelse omkring gadekæret. Omvendt var det en fordel at få bygget helt nye avlsbygninger, selvom disse til en vis grad var opført af genbrugsmaterialer fra den gamle gård.

Fægyden
En følge af jordreformen var også, at landsbyen fik udlagt et specifikt areal som overdrev. Overdrevet kom til at ligge et stykke fra byens øvrige jorder - nemlig i det område, som vi i dag kender som Tinkerup. Bønderne brugte overdrevet til græsning for deres kvæg (i datidens sprog kaldt "fæ"). Og da kvæget fra Lille Esbønderup skulle drives hen over dels egne marker, dels Kathøjs jorder, anså kommissionen det for nødvendigt at anlægge en såkaldt Fægyde over både Lille Esbønderups og Kathøjs marker.

Gårdenes navne
En konsekvens af jordreformerne og bøndernes overtagelse af gårdene til selveje var, at det nu blev bestemt at alle gårde skulle have et navn. Bønderne skulle selv vælge navnet og de fleste valgte at tage navn efter eksempelvis den ager eller vang, som deres gård eller tilliggendet lå på. Det kunne dog også være andre lokale forhold, der gav gården navn – det er navne som Kildegaard, Østergaard, Skovgaard eller Nedergaard eksempler på.

I Lille Esbønderup blev de tre gårde således opkaldt efter lokale forhold. Matr. nr. 1 fik navnet Sallerud opkaldt efter "Saldeager", der lå på gårdens tilliggende efter jordreformerne. På samme måde fik matr. nr. 2, Blommeaas sit navn. Marken kaldtes Blommeaas, men hed egentlig oprindelig Blaamandsaas. Ordet blåmand er det gamle danske navn for en kornblomst, så gårdens navn betyder egentlig Kornblomstgården.  Navnet Engerup (matr. nr. 3) ses derimod ikke som et gammelt marknavn, men må vel tolkes som gården ved engen. Den sidste gård – den der flyttede ud af byen – kom til at ligge helt ude på landet og blev hurtigt ændret til en slags lystgård for ikke landmænd. Det er derfor ikke unaturligt, at den fik navnet Landlyst - dog skiftede den senere navn til Danstruplund.

Glimt fra Lille Esbønderup i nyere tid

Efter de store jordreformer i slutningen af 1700-tallet kunne de fire gårdmænd i Lille Esbønderup kalde sig selvejere. De var blevet herrer over deres egne bygninger og jorder og historien skulle vise, at det her, som alle andre steder, var en disposition, der førte til en god udvikling ikke bare i landbruget, men i samfundet som helhed.

Husmandssteder
Men der var også kommet en ny type beboere til Lille Esbønderup. Ganske vist havde der i 1700-tallet været 2 små gadehuse i byen, men begge beboere havde ikke andet jord end en have. Jordreformerne havde medført at der også blev udstykket 4 husmandssteder i ejerlavet. De fire husmandssteder tillagdes et jordtilliggende, som de kunne dyrke - men disse blev først selvejere ca 40 år senere. Kun et af disse husmandssteder findes stadig.

De fire huslodder var:
1. I sydvestre ende af lodden, i Brede Krat på Brede Agrene (næppe oprettet).
2. I nordvestre ende af Dambirket lodden på Dambakke Agrene (= matr. nr. 7), "Petersminde" (Nuværende adresse: Fredensborgvej 33)
3. I nordvestre ende i Dambirket på Djævle Agre og Degne Agrene (= matr. nr. 6), "Kirkedamshus" (nedlagt).
4. I nordøstre ende af lodden ved Fægyden. (= matr. nr. 5), "Pedersminde" (nedlagt).

Hvert lod fik 3 tdr. land jord (til takst nr. 12) - og i øvrigt blev bemærket, at både huslod nr. 2 og 3 skulle have vejadgang via Tikøbs jorder. Lodden nr 1 ser ikke ud til at være blevet til noget - den blev hurtigt lagt ind under Landlyst.

Parcelliststedet Hald
Siden er udstykket et husmandssted på Kathøjvej - tæt ved hvor matr. nr. 5 oprindelig lå. Det skete i 1861 - og stedet findes stadig. Samme år opstod også et parcelliststed "Højen", på Fredensborgvej 31. Men allerede i 1848 blev der bygget et andet parcellistssted på arealer, der var for størstepartens vedkommende var udstykket fra gården Blommeaas. Parcelliststedet kom til at hedde "Hald" og ejendommen findes stadig. Som eksempel på hvorledes en sådan lille landbrugsejendom var indrettet, gengives her en beskrivelse fra 1848: Stuehuset, der lå mod nord var 9 fag langt og 10 alen dybt (= ca 11 x 6 meter). Det var bygget af "Wellervande", forsynet med stråtag og indrettet til stue kammer, køkken (incl bageovn) spisekammer samt forstue. Mod vest lå et udhus, der var indrettet til lo, lade, stald og foderlo. "Wellervande" betød, at væggene var opført som lerstampede mure.

Landlyst
Udflyttergaarden Landlyst fik derimod allerede hurtigt et helt andet omfang og størrelse. Unge Peder Hansen havde ikke magtet at overtage ejendommen som selveje, og nedlagde fæstet i 1798. I 1799 overtog købmand John Good fra Helsingør og det er ham, der i 1805-06 lader den kun 17-18 år gamle gård delvist nedrive for at genopføre den i en højere standard. Af Landlyst har vi en beskrivelse fra 1806, hvori det nye stuehus beskrives til at være ca. 24 x 9,5 meter - altså 3,5 gange større end parcellistens stuehus. Landlysts hovedbygning rummede da også 10 værelser, som alle havde gibslofter, engelske vinduer og hollandske døre. I forlængelse heraf var der hestestald, og mod nord en udlænge indrettet til kostald, karlekamre og foderlo. I syd lå et sidehus indrettet til bryggers, bageovn, borgerstue samt 5 små værelser. Mod øst lå en bygning, der var indrettet til både lo og lade.

Landlyst i 1831
Fra  1831 findes en beskrivelse af ejendommen og dens drift. Den gengives her i sit originale sprog og det fremgår at ejendommen der på gårdens jorder dyrkes mange forskellige afgrøder:
"Landlyst i Lille Esbønderup, der ejes og drives af hr. Ferral, ligger i Midten af sine Marker, omgiven af 3 Fiskedamme, ½ Miil Nord for Fredensborg.
Bygningerne, der ere et grundmuret Stuehuus og 4 Udhuse af Muur og Bindingsværk, afgive en god og bequem Bopæl; de ere assurerede for 9.600 Rigsbankdaler Sølv. Ved Gaarden er en smuk Have. Gaarden staar for 3 Tønder, 6 Skjæpper, 3 Fjerdingkar, ¾ Album uprivilegeret Ager og Engs Hartkorn med et Areal af 52 Tønder Land Ager og 8 Tønder Land Ovedrev, der indeholder fortrinlig godt Tørveskjær; Jordene er boniterede til Taxten 12. Den aarlig Udsæd, 6 Tønder Rug, 8 Tønder Byg, 12 Tønder Havre, foruden 4 Tønder Havre bladet med Vikker, giver sædvanligen 8 Fold. Der lægges 30 Tønder Kartofler og avles 40 Læs Høe. 1 Tønde Land anvendes til Raps. Der holdes 4 Heste, 12 Køer og 6 Sviin. Sædfølge: Første Aar Kartofler, hvortil gjødes; 2. Byg; 3. og 4. Kløver eller Vikker; 5. Rug; 6. Boghvede eller Spergel; 7. Havre; hvorefter Jorden udlægge stil Græs. Præste-Tienden er accorderet til 1 Tønde Rug og 2 Tønder Byg aarlig. Kirke-Tienden svares paa den i Sognet sædvanlige Maade. De Kongelige Skatter med Konge-Tienden, Jordebogsafgivten etc. Beløbe sig til 60 Rigsbankdaler. Bankhæftelsen er betalt."

Landlyst ekspanderer - og skifter navn
Med Hans Chr. Jørgensens overtagelse af Landlyst i 1837 begynder de store ændringer imidlertid. Først opkøbte han nemlig nobeoejendommen Kasserud - en gård, der hørte til Jonstrup. Senere købte han også en gård i Endrup, Enghavegaard. Begge gårde blev nedlagt og jordene lagt sammen med Landlysts - og dermed var arealet vokset til omkring 200 tdr.ld. Ejendommen fik senere også sit eget mejeri ligesom der i en årrække også var et mindre teglværk på ejendommen.

I december 1899 blev der givet en kgl. bevilling til den daværende ejer af Landlyst. Han havde nemlig ansøgt om tilladelse til at ændre navnet til "Danstruplund" - hvilket ikke kunne ske uden tilladelse. Årsagen var, at militæret skulle kunne regne med sine kort, hvorpå der var opført gårdnavne, og så kunne det ikke nytte, at gårdejerne gik og lavede navnene om i tide og utide. Loven blev i øvrigt først ophævet i 1992. Egentlig var der tradition for at den største gård i byen blev opkaldt efter landsbyen, som f.eks. Sauntegaard, Borsholmgaard og Nyrupgaard. Måske har ejeren ikke syntes om "Esbønderupgaard" - i al fald foreslog han Danstruplund - uanset, at gården ikke ligger i Danstrup og at den aldrig har haft jorder i Danstrup, der i øvrigt ligger i et nabosogn.

Danstruplund i 1900-tallet
Omkring 1915 ombyggedes hovedbygningen, hvorved den kom til at fremstå i to hele etager. Men allerede i 1906 var gården blevet forsynet med egent gas- og elektricitetsværk. Omkring 1910 opførtes tillige et varmtvandsanlæg - noget ret sjældent for den tid. Gårdens vandværk blev i øvrigt allerede da drevet ved elektricitet. Initiativtager til alle disse forbedringer skyldtes manufaktur-grosserer Emil Hjort. Den efterfølgende ejer, Joachim Prahl, lod i 1926 hele den 2½ ha store have omlægge og forny. Så stor en have krævede mandskab og en uddannet gartner blev ansat. Allerede i 1917 var der blevet bygget en bolig for gartneren - en fin lille villa lige syd for Danstruplund.

Senere i århundredet var Danstruplund ejet af familie Egeskov. Murermester Holger Egeskov havde sin bopæl i Skotterup, først senere flyttede familien til Danstruplund. Sønnen drev i denne periode gården som forpagter. I 1983 gik ejendommen ind i en ny æra, da Klaus Helmersern købte gården og indrettede den til hovedkontor for tøjfirmaet Carli Gry. De gamle avlsbygninger blev nedrevet eller omforandret til lager- og kontor for koncernen. I den forbindelse med jorderne frasolgt - ny ejer af disse blev Carl Bruun på Esrumgaard. Fra 2001 til 2006 stod ejendommen tom, og i 2010 blev ejendommen atter sat til salg.

Sallerud
Da gårdmand Ole Jensen i 1794 overtog Sallerud havde gården allerede været i familiens fæste antagelig i adskillige årtier. Gården har siden da gået i arv fra generation til generation op igennem 1800-tallet. I 1904 overtog Niels Peter Jensen således gården og efter hans død i 1933 enken Anna Jensen. Hun lod dog en niece og hendes mand, Svend Frederiksen forpagte gården. I 1947 havde gården 52 tdr. ld. og besætningen var på 4-5 heste, 14 køer, 9 ungkvæg, 1 so og 18 svin. Svend Frederiksen overtog senere gården og gården var da i familiens eje frem til 1990, da Niels Erik Frederiksen solgte til nuværende ejer, Lis Jensen.

Blommeaas
Gården Blommeaas var i samme families eje i al fald fra 1863 frem til 1984, da Georg Peter Eriksen afhændede gården til Erik Jeppesen. Nuværende ejer er Søren Pedersen.

Engerup
I en slags folketælling fra 1771 optræder gårdmand Hans Jørgensen. Han var far til Peder Hansen (den ældre), som i 1787 fik lov til at lade sin gård blive i landsbyen. Efterkommere af Hans Jørgensen drev gården i mere end 150 år.

Når en ny generation skulle overtage gården, var det skik og brug at de gamle fik en såkaldt "undertagskontrakt" - i nyere tid kaldt en aftægtskontrakt. En sådan undertagskontrakt blev udfærdiget i 1861, da gårdmand Ole Pedersen afhændede gården til sønnen Jørgen Olsen. Og i den blev det fastslået hvad sønnen og hans efterkommere skulle levere til Ole Pedersen og hans hustru Johanne Marie Jensdatter så længe de levede. Dels skulle de have lov at bo i en længe på gården, dels skulle de have leveret en række daglige fornødenheder. Disse ting var nøjagtigt beskrevet m.h.t. størrelse, omfang, leveringstid o.s.v. og omfattede korn, oksekød, lammekød, ost, kartofler, heglet hør, blår, gæs, smør, mælk og æg samt frugt. Desuden ildebrændsel i form af tørv og bøgebrænde, en årlig portion penge samt tøjvask og kørsel 4 gange om året. Endelig skulle den unge gårdejer sørge for læge og medicin i sygdomstilfælde og fornøden pleje samt en "anstændig og ordentlig begravelse".

Det var jo en tid, hvor man ikke havde nogen form for offentlig hjælp - og det var derfor vigtigt, at de to pensionister sørgede for at sikre sig selv og sin fremtid.

Engerup i nyere tid
Gården fortsatte i familiens eje frem til 1929, da gårdejer Anders B. Jensen p.g.a. hustruen Christines alvorlige sygdom måtte opgive driften og sælge. De havde ellers haft en stor omgangskreds og deltaget aktivt i sognets sociale liv. Anders Jensen var desuden meget interesseret i heste og sammen med andre gårdejere ejede han Frederiksborghingsten "Juvel", som stod opstaldet på Engerup.  

Fra 1943 til 1964 hed ejeren Anna Lønberg-Holm f. Laurizen. Hendes mand, Aage Lønberg-Holm, var ingeniør indenfor skibsbygning, medens hun var datter af skibsreder Lauritzen. I perioden 1943 til 50 blev gården drevet v.hj.a. en bestyrer. Det var Anders Olsen og hustru Ingerid f. Hansen. Bestyrerparret fik 250 kr om måneden for at drive gården med markdrift (korn og roer) samt heste, køer, grise, ænder og høns. Desuden var der en have, der skulle passes. Hustruen var selvfølgelig med i driften, bl.a. med malkningen. Aage Lønberg-Holm havde i et mindre omfang været involveret i modstandsbevægelsen og opholdt sig derfor ikke altid i hjemmet på Engerup, som de i øvrigt kun anvendte i sommermånederne. Gestapo ransagede da også på et tidspunkt gården, men uden at finde ham. Til sidst blev han dog fængslet af tyskerne, men slap ud igen. Familien flygtede herefter til Sverige - til gengæld måtte bestyrerparret huse to af hans fægselskammerater - to sabotører, som sad og ordnede våben i et værelse på gården. Efter besættelsen fandt Ingerid og Anders Olsen da også ud af, at der var gemt ammunition på gården.

Fra 1972 havde gården samme ejer som Danstruplund og jorderne blev i en periode drevet fra nabogården. I dag er ejendommen indrettet til hesteejendom og der er bl.a. bygget en ridehal samt en ny stald. Jordtilliggendet anvendes som folde samt ride- og springbaner og ejerparret siden 2006, Lotte og David Holm afholder bl.a. militarystævner - hestesportens triatlon.