Meulenborgs mølle - møllen, der var til "låns"…
af Kjeld Damgaard
En mindre kendt stubmølle lå på den såkaldte Hyldebakke ved Meulenborg i nærheden af Snekkersten. Som navnet (Meulenborg-Møllenborg) antyder, har der antagelig langt tilbage i tiden været en form for (vand-)mølledrift på eller ved denne ejendom. Men det var nu en brugt vindmølle, som blev anskaffet af en slægtning til den daværende ejer af ejendommen "Meulenborg" ved Snekkersten i 1904.
Møllen kom nemlig fra den lille by Lundforlund på Slagelse-kanten, men blev altså genopstillet her i nærheden af Snekkersten. I 1950’erne blev møllen imidlertid ikke længere brugt og den forfaldt mere og mere, da ejeren af Meulenborg ikke havde mulighed for at vedligeholde den. I stedet forærede ejeren i 1964 møllen til Nationalmuseet, som derefter ville have ladet den istandsætte og genopstille i Lundforlund. Men som så ofte før, var der alligevel ingen penge til formålet, og møllen ligger i dag pakket sammen i Nationalmuseets magasiner – men dog gemt.