Meulenborg - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Meulenborg

De enkelte ejerlav > Meulenborg
Meulenborg

Af Kjeld Damgaard

På et areal, der egentlig hørte til det overdrev, som lå hen mellem Helsingør By og  Tikøb Sogn, blev der i starten af 1750'erne indtaget et areal af fiskemester Bernhardt Diderich Bode. Han fik tilladelse af kongen til at lade et areal indhegne mod at betale en indfæstningsafgift.

Gennem grunden løb et vandløb, som Bode snart indså måtte kunne udnyttes. Allerede i 1757 fik han således tilladelse til at anlægge og drive en vandmølle til "Sigtemel, Perle- og andre slags Gryn, som ikke paa ordinære Møller males samt ulden Tøjs Stampning". Bode fik imidlertid aldrig anlagt en sådan mølle.

Fiskemester Bode havde bygget på grunden, men det var først med en ny ejer, prokurator Niels Hansen, at der i 1774 kom gang i byggeriet på området. Han indledte med at etablere et mindre teglværk for derved at blive selvforsynende med mursten til byggeriet af et nyt beboelseshus på grunden.

Det nye hus blev kernen i den ejendom, som bestod frem til nedrivningen i 1994.

Vandmøllen blev først en realitet i 1778. Der viste sig imidlertid snart problemer med at skaffe nok vand. Det fører til adskillige retssager med naboer om vandrettigheder. Møllen ophørte allerede driften i 1820 og blev kort efter nedrevet. I dag ses kun resterne af en dæmning, medens mølledammene stadig findes.

Prokurator Niels Hansen var ikke nem at bide skeer med. Han var inddraget i adskillige retssager. Således atter i 1804, hvor han førte sag vedr. retten til at grave ler. Også denne sag tabte Niels Hansen.

En senere ejer var den svensk-norske konsul Frans A. Ewerlöf. Han var manden, der i 1876 skrev under på, at Meulenborg kunne overføres fra Tikøb Kommune til Helsingør Købstad. Det skete med virkning fra 1.1.1877.

i 1898 købte grosserer Carl Johan Carøe Meulenborg. Han drev et importfirma, hvor te blev den vigtigste vare. Især mærket Cingalla-te blev et stort mærke i Danmark. Han døde imidlertid kun 45 år gammel og hans enke Alice f. Prior drev herefter Meulenborg som hjem for unge adelige piger, der skulle lære husgerning.

Sønnen,  Johan Frederik Carøe, indrettede i 1925 et hønseri, som i dateiden var meget moderne indrettet. I 1937 overtog han selve Meulenborg og indrettede herefter bygniningerne til hotel. I hovedbygningen indrettedes således værelser til i alt 25 senge. I annekset blev der plads til yderligere 25 senge.

Under besættelsen blev Den Internationale Højskole i Helsingør overtaget af den tyske besættelsesmagt. I vinteren 1943-44 flyttede et hold elever derfor ind på Meulenborg. På grund af opvarmningsproblemer, blev der ikke gennemført kurser i vinteren 1944-45. I stedet vendte Meulenborg i sommeren 1945 tilbage til hoteldriften.

Foruden en stor prydhave anlagde Johan Frederik Carøe også en stor frugt- og bærhave, med især æbler, pærer, nødder og jordbær.

Efter Johan Frederik Carøes død i 1982 overtog arvingerne ejendommen, men i 1986 sluttede det med et salg til A/S Danicom DCC v/ Kaj Lund. I denne periode vik ejendommen desværre lov til at forfalde mere og mere - selvom der var politisk enighed om at bevare hovedbygningen. I 1993 overtog Rasmussen & Schiøtz ejendommen og fik til stor overraskelse for mange lokale - og i strid med al tidligere planlægning - byrådets velsignelse til at nedrive hele ejendommen. Det skete  i marts 1994.

I december samme år gik byggeriet af det nuværende byggeri igang. Ejendommen var nu ejet af KTAS Pensionskasse. Også de fik adskillige dispensationer fra den oprindelige plan - og der var til slut slet ingen sammehæng mellem de oprindelige planer og de bygninger, der rent faktisk blev bygget.


Meulenborg som det så ud indtil ombygningen i 1899. Bygningen har formentlig set nogenlunde sådan ud siden opførelsen i 1774.

Te-grosserer Carl Johan Carøe (1861-1907)
Meulenborg, som det så ud set fra øst i 1938.
Den nye boligblok, der blev bygget på det sted, hvor den gamle hovedbygning lå.
 
Back to content | Back to main menu