Mørdrupvej gennem Mørdrup - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Go to content

Main menu:

Mørdrupvej gennem Mørdrup

De enkelte ejerlav > Mørdrup > Mørdrupvej
Mørdrupvej ca 1965 - ud for Hovvej.

Mørdrupvej gennem Mørdrup

af Kjeld Damgaard

Mørdrupvejs nuværende forløb har rødder langt tilbage i tiden, men der er sket flere ændringer i løbet af 1900-tallet. Den største ændring skyldes i virkeligheden anlægget af Kystbanen. Det betød, at den oprindelige vej blev skåret over på „midten“ og en overskæring med et lille ledvogterhus blev anlagt i 1897. Men Statsbanerne ville allerede efter få år fjerne niveau-overskæringerne, og d. 15. aug 1919 blev Mørdrupvejen derfor flyttet ca 100 meter mod nord - på strækningen fra Jernbane Allé til Søbækgaard- via en ny viadukt under banen. Indtil da havde forløbet nemlig været ad den nuværende Fredensvej og tværs gennem Søbækgaards nuværende park. På det tidspunkt tilbød godsejer Hagemann at lægge jord til en flytning af vejen og Mørdrupvejen fik på denne strækning sit nuværende forløb.

Vejen mellem Kongevejen og Strandvejen er naturligt fra gammel tid blevet kaldt Mørdrupvejen. Imidlertid skete der i 1923 den ændring, at strækningen mellem Strandvejen og Espergærde Station fik navnet "Stationsvejen", hvilket betød, at strækningen mellem Kystbanen og Kongevejen nu var alene om navnet. I 1961 fik hele vejen sit gamle navn tilbage og dermed ændredes nummereringen på strækningen mellem Kystbanen og Kongevejen.

Om Mørdrupvejs tracé mellem Mørdrup landsby og Kongevejen er der historisk mere tvivl. Måske har vejen haft et sydligere forløb - startende ved nuværende Mosehusvej og med tilslutning ved Kongevejen lidt syd for Nykro. Under alle omstændigheder blev vejen mellem Nordbanen og Kongevejen omlagt i 1973-74, idet Helsingørmotorvejen blev ført frem til Mørdrupvej. Vejen blev i den anledning forlagt nogle meter mod syd. Et endnu tidligere forløb ses endnu lige vest for Mørdrup Trinbræt hvor en tidligere vejstrækning nu bruges som cykelsti.

No comments
Back to content | Back to main menu