Munkhøjgaard - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Munkhøjgaard i Borsholm

af Vagn Mathiasen

I det følgende følges en enkelt gårds beboere fra 1582 og frem til nutiden. I lensregnskaberne anføres denne gård altid næstsidst i gårdrækken i Borsholm, men i markbogen fra 1681 har den nummer 6, svarende til den placering, som dens agre havde ude på marken og muligvis også til gårdenes nummerrækkefølge inde i landsbyen. Ved matrikuleringen i 1844 fik gården nummer 8, det matrikelnummer, som stadigt gælder.

Gårdens navn er Munkhøjgaard, tidligere blot Højgaard. Navnet hentyder til en lokalitet, der nævnes som marknavn i 1681.

Anne Olufs er den ældste kendte beboer af gården. Hun står opført som gårdens beboer i den ældste af de bevarede lensjordebøger, som er fra 1582, og hun har antagelig været enke efter en tidligere beboer ved navn Oluf, men om kan intet oplyse; han nævnes således ikke blandt Borsholms beboere i skødet til kronen fra 1560.

Laurids Saxen står for gården i lensjordebøgerne 1588-89 og 1592-93, men iøvrigt vides intet om ham; der er ingen skattemandtal eller andre lignende kilder bevaret fra de tider.

Laurids Sigvardsen er tidligst fundet nævnt i Kronborg Lens Jordebog fra 1610, men har nok boet her nogle år tidligere. Han "frakom" gården i 1632, så der må have været noget i vejen med ham. Da efterfølgeren betalte fuld indfæstning, har det nok ikke været af armod, han kom fra gården, men en lille notits i lensregnskabet 1612-13 giver os måske en antydning af grunden, der står: "Lauridtz Sigvardtsen i Borsholm for Slagsmaal med Christopher Poulsen - 1½ Daler."

Søren Andersen fæstede for 4 Rdl. i regnskabsåret 1634-35 Laurids Iffuersens (Sigvardtsens) gård i Borsholm, som han for 3 år siden frakom. Han er sidste gang fundet nævnt i mandtallet til unionsskatten 1656.

I nogle år efter Søren Andersens tid synes gården ikke at have været rigtigt bortfæstet. I to skattemandtal fra 1657 står Laurids Madsen og Søren Rasmussen for gården; i nogle få år senere finder vi Laurids Madsens navn alene (  ), men da Laurids Madsen egentlig boede i den gård, der ved matrikuleringen i 1688 fik nr 1, taler sandsynligheden for, at gården, som her omtales, har stået øde, og at jorden har været drevet til gård nr 1, muligvis ved hjælp af en karl (en Søren Rasmussen nævnes) på gården. I lensregnskaberne er dog intet fundet herom.

Lignende forhold har sikkert gjort sig gældende også omkring 1667-70, da Ole Nielsen og Søren Hansen står for gården. Ole Nielsen var nemlig fæster af gård nr 8 (efter matriklen af 1688).

Bonde Petersen er tidligst fundet nævnt som fæster af gården i amtsregnskaberne fra 1672 og har formentlig fæstet i dette år eller i året før (indfæstningslisterne mangler i regnskaberne). Skiftet efter ham blev holdt 24.03.1698 (  ), men hans dødsdag kendes ikke, da kirkebogen ikke på den tid indeholder fortegnelse over døde eller begravede.

Fra Bonde Petersen er der imidlertid gode og rigelige kilder at øse af. Der er først og fremmest markbogen 1681, som er omtalt foran. Foruden mange detaljer får vi også en almindelig beskrivelse af Borsholm på den tid. Byen var beliggende "udi Vildtbanen", og havde stor skade af vildtet. En del af marken var begroet med underskov og storskov og kunne derfor ikke dyrkes. Der var ingen skovpart til bønderne i byen uden kongens skov, hvor ved bliver dem udvist. Møller var der ingen af , men bønderne lod male på vejrmøllen i Helsingør eller undertiden også i Dronningmølle. Af byens jord takserede 1/6 til god jord og middelmådig byg- og rugjord, 3/6 var ringe jord, 1/6 middelnådig havrejord og den sidste sjettedel ringe havrejord.

Skiftet efter Bonde Pedersen fra 1698 oplyser, at han var gift med Anna Hansdatter, og at de havde følgende børn:

Ellen Bondesdatter, født ca 1676. Hun var i 1712 gift med Niels Nielsen i Plejelt.
Pernille Bondesdatter, født ca 1678, var i 1712 gift med Joen Bentzen i Lille Esbønderup.
Margrethe Bondesdatter, født ca 1683, var i 1712 gift med Simon Madsen i Borsholm.
Peder Bondesen, født ca 1686, nævnt 1712.
Aage Bondesen, født ca 1691, nævnt i 1712, da hen tjente i Esbønderup.
Hans Bondesen, født ca 1696, han døde omtrent samtidig med moderen i 1712.
En datter af Bonde Pedersen ved navn Anna Bondesdatter, blev døbt 26.01.1690, men hun må være død som barn, da hun ikke nævnes i skifterne.

Formynderne for Bonde Pedersens børn var i 1698 en række personer, som sikkert har været slægtninge eller naboer: Ole Nielsen i Borsholm (fra daværende gård nr 8), Peder Aagesen i Horneby, unge Peder Jensen i Horneby og Niels Andersen i Borsholm.

Men skiftet giver jo også en del oplysninger om gårdens tilstand i 1698. Der var en besætning på 6 heste, 5 stude, 6 køer, 1 kvie, 1 kalv, 3 får uden lam og 2 får med lam, 2 søer, 3 gylte, 1 galt og 3 gæs. Desuden 2 vogne (med sele og tømme), 1 plov, 2 harver og en gammel slæde. Af indboet kan nævnes 1 kobbekedel,1 kobbergryde og en gammel messingkedel. Efter nutidens forhold synes boet måske nok beskedent, men det var det ikke efter tidens forhold. Der blev da også en lille arvepart på ca 60 rdl. at dele mellem enken og børnene; pengene blev stående i gården. Kontanter var der dog ikke mange af; det nævnes udtrykkeligt i skiftet, at brygger Jens Larsen i Helsingør skal have 2 rdl. og 4 mark, som er medgået til 1 tønde øl og 4 potter brændevin, som er medgået til begravelsen, hvortil man desuden har lånt nogle rigsdaler af Ole Nielsen i Borsholm.

Lars Nielsen kom til gården, da han giftede sig med Bonde Pedersens enke, Anna Hansdatter, måske allerede i året 1698 (- vielser mangler i kirkebogen). Med ham kom den slægt til gården, som endnu har gården i sin besiddelse.

Lars Nielsens første ægteskab var barnløst, og Anna Hansdatter døde allerede i 1712., omtrent samtidig med at hendes yngste barn af første ægteskab - måske var det "pesten" som hærgede. Skiftet efter Anna Hansdatter er dateret 11.06.1712 (  ); det opregner omtrent samme besætning på gården som skiftet fra 1698, også de økonomiske forhold  var omtrent de samme, dog gav boet nu ikke noget overskud. Døtrene fra det første ægteskab var gifte oghavde fået deres arveparter, men om de to sønners arvepart - eller rettere om renten deraf - opstod der en lille diskussion mellem skiftemyndigheden og Lars Nielsen. Vi lader skifteprotokollen selv tale: "Stiffaderen Lars Nielsen formodede, at som han havde ladet oplære de tvende yngste sønner Aage og Hans Bondesen uid gudsfrygt og anden skikkelighed, til deres skelsalder, at han da blev befriet for rente af deres mødrene arv. Amtsforvalteren resolverede, at Aage Bondesen siden sit 14. år fuldt vel kunne fortjene til føde og klæder, hvorfor han fandt det billigt med rente i 4 år."

Efter tidens skik giftede Lars Nielsen sig hurtigt igen. Vi kender ikke vielsesdatoen, da kirkebogen på den tid ikke rummer optegnelser om vielser, men da hans ældste barn i andet ægteskab blev født i 1713, er der ikke gået mange måneder efter Anna Hansdatters død, før han var gift igen. Den nye kone i gården hed Barbara Larsdatter. Hendes navn kendes ikke fra kirkbogen, men fra skiftet efter hende (  ). Det er dateret 16.11.1737 og viser, at Lars Nielsen og Barbara havde seks børn:

Niels Larsen, døbt 17.12.1713
Jørgen Larsen, født ca 1715, gift i 1739 med Johanne Ejlersdatter og vist siden bosat i Esbønderup.
Anne Larsdatter, var i 1737 gift med Bendt Knudsen i Saunte
Karen Larsdatter, født ca 1722
Maren Larsdatter, født ca 1724
Kirsten Larsdatter, født ca 1726.

I øvrigt viser skiftet i 1737 den samme jævne velstand som forhen i gården. Besætningen var ikke undergået store forandringer, hovedvægten blev stadig lafgt på korndyrkningen, der var på gården: 9 heste, 2 føl, 8 køer, 3kvier, 10 får, 2 gamle svin, 2 ungsvin og 7 grise. Boets indtægter og udgifter balancerede.

Ved skiftet fik Lars Nielsen lagt 12 rdl. til side til hans begravelse, og dette viser, at han påtænkte at afstå gården. Dette skete da også endnu i efteråret 1737. Hans død er ikke fundet i kirkebogen, men denne begynder først i 1738 at medtage oplysninger om begravede, og det tilmed meget mangelfuldt. Da han ikke længere var gårdfæster, kan der ikke findes noget skifte efter ham, og vi er således ude af stand til at finde hans nøjagtige dødsår. Han er dog sikkert død kort tid efter afståelsen af gården.

I Lars Nielsens tid blev gården sammen med det øvrige gods under Kronborg til ryttergods. I den anledning indrettedes en kæmpestor "krigs- og portionsjordebog", dateret 1.10.1718, hvori en række oplysninger om gårdene optegnedes. Om gården, der her omtales, hedder det, at den har 32 fag hus, og at der var en udsæd årligt på 6 td. rug, 5 td. byg og 4 td havre. Besætningen bestod af  8 "bæster", 2 stude, 5 køer, 5 ungkreaturer og 12 får.

2 gårde i Borsholm var nu blevet nedlagt, og jorden tillagt de andre gårde. Lars Nielsens gård fik tillagt 1/4 af jorden fra gård nr 9 (jvf. nummereringen i matriklen fra 1688).

Niels Larsen, født på gården og døbt i Tikøb Kirke 17.12.1713, overtog således gården efter sin fader i efteråret 1737. Herom findes en note i Kronborg rytterdistrikts regnskab over stedsmålspenge ved høst-sessionen 1737: Niels Larsen i Borsholm antager sin fader, Lars Nielsens gård nr 6 (af hartkorn 6-5-1-1), som faderen fomedelst alder og svaghed til sønnen overlader. Bygningerne er 32 fag. Besætningen efter forordningen og der betaltes 8 rdl i indfæstning.

Det har ikke været muligt at finde Niels Larsens hustrus navn. På den tid, da han blev gift, blev der ikke indført vielser i kirkebogen og det har ikke med sikkerhed kunnet fastslås, hvem af de forskellige kvinder fra Borsholm, der nævnes som faddere i kirkebogen, der har været Niels Larsens hustru. I 1762 afstod de gården til nedennævnte søn, og derfor er der ikke noget skifte efter dem. Niels Larsen døde i februar 1772 og blev begravet på Tikøb Kirkegaard 09.02.1772. De havde 3 børn:

Peder Nielsen, døbt 10.05.1739
Ellen Nielsdatter, døbt 01.11.1741
Jens Nielsen, døbt b28.10.1742

Jens Nielsen, født på gården og døbt 28.10.1742, fik fæstebrev på sin fædrenegård d. 30. august 1762. Et resumé af fæstebrevet er indført i Kronborg amtsstues fæstprotokol (  ). Det siges heri, at faderen "formedelst alderdom og skrøbelighed" har afstået gården, men dette er måske kun en kliché, der ikke betyder noget reelt; i hvert fald har vi lidt svært ved at tænke os, at alderen trykket allerede i 49 års alderen, selv om man blev tidligt gammel dengang !

29. september 1774 viedes i Tikøb ungkarl Jens Nielsen fra Borsholm og pigen Maren Jensdatter fra Horneby. Forlovere var Jens Jensen og Peder Jensen af Horneby. Maren Jensdatter blev døbt 17. februar 1754 i Tikøb og var datter af Jens Jensen i Horneby. Hun døde som aftægtskone i Borsholm den 17. juli 1839.

De fik 6 piger:

Kirsten Jensdatter, født i 1774, døbt 16.03.1774
Karen Jensdatter, født ca 1776
Marie Jensdatter, født 1783
Boel Jensdatter, født 1786
Nille Jensdatter, født ca 1789
Anne Jensdatter, født ca 1796

I 17... blev Borsholm bys jorder udskiftet, og det betød store forandringer for landbrugsdriften.

Jens Nielsen solgte i 1810 gården til sin svigersøn Ole Mathiasen. Jens Nielsen døde den 8. oktober 1817. Ole Mathiasen var født i Skibstrup ca 1781, som søn af gmd. Mathias Olsen og hustru Ane Nielsdatter. Han fik skøde på Højgaard efter sin svigerfader den 24. oktober 1810 (  ) mod "at opfylde og i tiden at udbetale til mine børn de i en imellem og under dags dato oprettet aftægtskontrakt bestemte summa ialt 600 rdl, som er købesummen for denne gård." Umiddelbart efter overtagelsen giftede Ole Mathiasen sig med Jens Nielsens datter, Marie Jendatter. Hun døde den 16. september 1865, efter at hun i en årrække havde boet i et lille hus ved gården. Hun havde været enke i mange år, da Ole Mathiassen allerede døde den 16. april 1826. Enken stod derfor for gården i en lang årrække. Først i 1843 solgte hun gården til den ældste søn, Mathias Olsen, der var født 20.09.1811.

Fra denne periode har Otto Peder Mathiasen følgende erindinger:
Omkring 1820 rasede en frygtelig orkan,s om fældede en stor bøgeskov af gamle træer, lige fra Plejelts gårde til Gurre Sø. Det varede seks år inden træerne blev fjernede, og i den tid var det let at komme til brænde, for når bønderne tog en flaske brændevin med ind til skoven, så fik de to læs brænde med hjem.
Af  andre begivenheder fortalte min bedstemoder, at i året 1826 var sommeren så tør, at der ikke fandtes vand i byen, hvorfor de måtte trække alle kreaturerne til Gurre Sø for at vande hver dag. Vejen dertil gik over Borsholmgaards mark, derfra over overdrevet  til Rødeled ude ved Horserøds marker og derfra videre midt igennem skoven. Det bemærkes, at dengang var overdrevet bevokset med lyng over det hele, og dengang var der ingen murede brønde - de, der fandtes var sat af kampesten.
Mathias Olsen måtte give 700 rdl for gården, hvoraf de 609 rdl var arvepart til køberens to søstre. Moderen betingede sig ophold på gården uden hensyn til hvem der ejede den. Mathias Olsen døde 14.04.1866, hvorefter enken, Karen Cathrine Pedersdatter (født i Saunte 28.01.1823) fik tilladelse til at hensidde i uskiftet bo og først i 1873 solgte hun til sin ældste søn, nemlig Otto Peder Mathiasen, f. 7. januar 1847.

Otto Peder Mathiasen fortæller herefter om beboerne gennem tiderne på Munkhøjgaard, men her springer vi først ind, ved den tid, da Ole Mathiasen levede:

Matr. nr. 8 kaldes Højgaard eller nu Munkhøjgaard, fordi der på vangen ligger en høj, som kaldes Munkehøj. Den har været benyttet til begravelse for lang tid siden, for da jeg udgravede den, fandtes 21 urner med brændt ben og i hver urne fandtes forskelleige genstande af bronze og gule ravperler, neptang (= pincet) knive og små save. Disse ting rejste jeg til Oldnordisk Museum med, og her opbevares de nu.

Bedstefader havde været soldat i 13 år under Napoleonskrigene, deraf de 11 år i Holsten og Tyskland. I de 11 år så han ikke sit hjem. Han fortalte mange små træk derfra. Midt i Borsholm by boede således en husmand, som hed Niels Peter Strømler. En broder til ham kaldtes Skræder Viner. Han stjal imidlertid og komi forbedringshuset, men på den tid passede de ikke så godt på ham, og han brækkede ud af fængslet og rømte til Sverige, hvor han lod sig hverve til svensk soldat. Så blev han sendt til Prøjsen med hjælpetropperne. Her løb han fra svenskerne og lod sig hverve hos prøjserne, hvorfor han kom med ved slaget ved Lybeck. Under dette slag gemte han sig i en stor mose, og blev liggende der til dagen efter, hvorefter han så begav sig ad Holsten til. På vejen mødte han danskernes andet Jægerkorps, hvor min bedstefader, Ole Mathiasen, var med, og han kendte straks Per Skræder, hvorefter han blev anholdt. Skræderen blev noget forbavset over at se nogen han kendte,men også meget glad, for han var meget udsultet. Han fikså det halve af Ole Mathiasens brød, og så fortsatte han sin vandring mod nord.

Begge Borsholmere kom heldigt hjem, og siden taltes adskilligt om deres møde i Tyskland. Skræder Viner roste sig altid af, at han havde tjent 4 konger i et pa sko. Når man spurgte skræderen hvordan han befandt sig i mosen, sagde han: Der sov jeg hele tiden, for jeg var så træt, men da jeg vågnede, tog jeg efter min hue, men den var der ikke. Til gengæld havde viben lavet en rede i mit hår og lagt to æg !

Bedstefader døde da min fader var 14 år, og indtil min fader Mathias Olsen overtog gården, holdt min bedstemoder den. Han var da 34 år gammel og blev gift med min moder, Katrine, en datter af gårdejer Peter Larsen af Saunte. Han havde den gård, som nu ejes af  Peter Andersen.

Efter min faders død styrede jeg gården indtil jeg var 28 år, hvorefter jeg overtog gården i forening med min daværende hustru; Kirstine Olsen, der var datter af Niels Olsen, Hitsehovgaard i Villingerød. Min hustru døde af brystsyge eller tuberkler efter 2 års sygdom i 1919. Vore børn er: Miliam, Peter, Oluf, Magda, Ingeborg, Agner og Otto - sidsnævnte har nu overtaget gården.

Vi vender nu tilbage til indeværende århundrede, hvor Munkhøjgaard altså nu lå som den ene af landsbyens gårde, godt indeklemt. Den var på 70 tdr. land, hvoraf de ca 1o tdr land vedvarende var græs i et engareal. Økonomien var indtil 1900 god, men efter at Helsingør Andelssvineslagteri ca 1900 var gået fallit, var min farfader nærmest ruineret, da han kort forinden var kommet i bestyrelsen og derfor måtte garantere for tabet.

Gårdens økonomi var i de følgende år katastrofal indtil 1914, da første verdenskrig begyndte, og der igen kom gode tider til landbruget. Disse gode tider forstod farfar og senere far ud udnytte til gavn for gården, således at vi børn ikke mærkede så meget til krisen sidst i tyverne og først i trediverne, selvom far i 1930 købet nabogården Askerupgaard efter en brand, og derved fik plads til at udvide bygningerne med en ny svinestald og en tilbygning til kostalden.

I steet for den brændte gård, byggedes en mindre gård på 21 tdr. ld. uden for byen. Den frasolgtes i 1936, og i 1937 tilkøbtes et husmandssted på 6 tdr. ld.. Det indrettedes til to arbejderboliger, og 5 tdr. ld. herfra solgtes til idrætsplads ved Borsholm Forsamlinghus.

Slutresultatet blev at Munkhøjgaard fik 100 tdr ld. jord samlet i nærheden af gården.

Folkeholdet var vra 1930 til 1946 følgende: En fodermester og kone til pasning af  køerne, en ugift husmand, hvis kone hjalp til i høsten, roerne og kartoflerne. Hun hjalp også husmoderen med storvask og lignende. To eller tre karl, som kørte med hestene, og en pige til husholdningen.

Vi måtte som børn hjælpe til i ferien med høstarbejdet og lignende, men der blev set på, at vi skulle passe skolen først og fremmest. Efter skolealderen, når vi var hjemme, indgik vi på lige fod med medhjælperne. Vi havde ingen særstilling, selvom vi var børn af huset. Det var dog sådan, at da vi blev gamle nok til at tage et ansvar, blev vi betroet at lede arbejdet, når far ikke var hjemme. Vi fik altid løn, som svarede til, hvad der skulle være betalt til fremmed medhjælp, og som vi selv måtte administrere til køb af tøj, cykler og lignende.

Da far overtog gården 1916, var den en gammel firlænget gård med stråtage. Bygningerne, der var fra før stavnsbåndsløsningen, var opført dels af lerstampede vægge, dels af mursten med ler som mørtel; skillerum i stuehuset var flere steder bygget med ubrændte lersten. Der var ingen bindingsværk. Bygningerne var ret store og rummelige og var godt vedligeholdt med kalkning maling, og stråtagene var i så god stand, at det aldrig har regnet ned. Der blev indlagt vand fra fælles vandværk med vindmølle i 1911. Elektriciteten kom til Borsholm i 1917, samtidig med at den kom til den nybyggede Horserødlejr, en fangelejr for russiske og franske soldater, taget til fange af tyskerne. Farfar var foregangsmand både m.h.t. vandværket og elektriciteten.

Stuehuset er stadig det samme som ved stavnsbåndsløsningen, men hver generation har foretaget forbedringer og moderniseringer. Stråtaget på stuehuset afløstes således i 1981 af mørke eternitplader. De øvrige bygninger er ombygget i perioden 1924-44.

Husdyrholdet på Munkhøjgaard
Efter tilkøbet af Askerupgaard, blev der plads til udvidelsen af kostalden, og så udvidedes kobesætningen fra 25 til 38-40 køer, hvorfor der blev antaget en fodermesterfamilie. Besætningen var af rød dansk malkerace, som forsynedes ved eget tillæg. Vi holdt selv tyr, og kælvninger blev så vidt muligt planlagt, så mælkeydelsen var nogenlunde konstant året rundt. Naturen krævede imidlertid sin ret, og det altid nemmest at få køerne drægtige i maj og juni. Kviekalvene fik lov til at leve, for at indgå i besætningen som malkekøer, mens tyrekalvene blev sendt til slagtning lige efter fødslen eller blev slagtet til brug i husholdningen. Kalvene blev taget fra moderen og lærte at drikke af en spand, og de fik på samme tid klippet numre i ørerne.

Mælken blev kørt til et privatmejeri i Helsingør. Der kom hver måned en kontrolassistent, som vejede køernes mælkemængde og aflæste fedtprocenten. Den enkelte kos ydelse i mælk og smørmængde blev på denne måde beregnet i kg. pr. ko. Kontrolassistenten kom altid ved ellevetiden, så husmoderen vidste, at der var en person mere, som skulle have mad det følgende døgn. Han blev så på gården til næste dag ca kl 10, hvor han havde afsluttet regnskabsføringen. Det var da gårdejerens pligt at sørge for, at centrifuge og prøveflasker kom til den næste gård inden malketid.

Køerne blev ca 5. maj sat på tøjr i græsmarken i omdriften, og blev så malket ude på marken. Det kunne være et drøjt job at sidde ude på marken i regnvejr kl 5 om morgenen. Det var en speciel gammel hest, der blev benyttet for malkevognen og til at trække vandvognen. Det var en vogn med en 600-l stor tønde på, og bagefter en to-hjulet vogn, som to køer samtidig kunne drikke af. Var det en god vandehest, kunne den gå fra ko til ko, uden at blive styret. Hvis det kneb med græsset, blev er givet kraftfoder (korn og oliekager) i små kasser, som køerne åd det af. Køerne blev vandet om eftermiddagen ved 2-tiden og måtte så drikke, så de kunne klare sig til næste dag ved samme tid.

De blev flyttet fem gange daglig: Før og efter malkning om morgenen, ca kl 11 om formiddagen, ved vandingen om eftermiddagen og efter malkningen om aftenen.

Sammen med plagene var køerne på græs i engen i løsdrift fra ca 1. maj til ca 1. september. Først i oktober kom malkekøerne på stald og blev fodret med roer med top og senere - når roeoptagningen var begyndt - med roetop.

Fra 15. november begyndte den egentlige vinterfodring: 40 kg kålroer og om formiddagen hø og om eftermiddagen halm. Hertil gav man kraftfoder, en blanding af korn og oliekager, efter ydelsen. Efter jul iblandedes runkelroer, for senere at fodre ene med runkelroer: 40 kg. Roerne flækkedes med en spade til køer og kvier og raspedes til de mindste kalve. Om vinteren vandedes køerne ved, at man tappede vand i krybben, så de kunne drikke efter behov: det overflødelige vand lukkedes ud af et rør i væggen - det kunne lukkes med en prop.

Køerne fik ved indbindingen klippet hale, lår og yver, så de var nemmere at holde rene med striglen. Slagtekøerne blev, efter at Danske Landmænds Kreatursalg var stiftet, sendt til D.L.K.s kreaturmarked i Hillerød.

Besætningen blev i øvrigt i 1938 erklæret fri for tuberkulose, efter at de angrebne køer var sendt til slagtning. Inden den endelige udrensning for tuberkulose havde stalden i nogle år været delt på midten, så de smittede køer stod i den ene ende og tuberkulosefri i den anden. Det, som hjalp mest mod tuberkulosen, var nok, at man havde fået bedre staldhygiejne og havde lært, at en god udluftning var gavnlig. Om sommeren stod stalden tom. og da blev den på rgenvejrsdage rengjort og kalket.

Men i oktober 1938 blev besætningen smittet med mund- og klovsyge. Det var på mange måder en katastrofe - især afspærringen af gården i flere uger. Mælken blev kogt ved at sætte jungerne i vandbad i vaskekedlen. Herefter kørte jeg med hest og vogn mælken til mejeriet, det skete, efter at mælkebilerne havde forladt mejeriet. Køerne var meget syge og kunne næsten ikke æde, da munden var fuld af vabler, og de savlede meget. Såvidt jeg husker, døde ingen, men mælkeydelsen gik meget ned, og kom først op igen efter kælvning.

Svineholdet på Munkhøjgaard
Efter at en ny svinestald var bygget 1930, holdtes otte søer og egen orne. Der leveredes ca 130 slagtesvin om året ti Hillerød Andelssvineslagteri, men efter nogle få år kom reguleringen med svinekort, og produktionen blev sat betydeligt ned. En del af svinestalden anvendtes så til ungkreaturer.

Der fodredes med malet byg ogi begrænset omfang med skummetmælk. Kødbenmel anvendtes som proteintilskud og mineralblanding, men stivsyge var ret almindelig på grund af mangel på vitaminer og mineralstoffer: Søerne fok om sommeren nogle roer - for at spare  på kornet og om sommeren i perioder noget græs.

Det var med i aftalen med fodermesteren, at han rensede og strøede under grisene, men det var fars arbejde at fodre dem og at sørge for løbning og tilsyn med søerne, når de skulle fare. Smågrisene blev taget fra soen, når de var 6-8 uger gamle. Min far kastrerede selv ornegrisene, når de var 4-5 uger.

Slagtesvinene blev vejet i en grisekasse, som blev løftet op på decimalvægten af to mand. De vejede ca 90 kg leverede, når de solgtes til bacongrise. Grise, dervar noget større og federe, kaldte vi tysklandgrise.

Hesteholdet på Munkhøjgaard
Der var syn arbejdsheste, hvoraf de fleste var frederiksborgere. Der blev hvert år tillagt 1-2 føl, og der var i mange år en fast stamme til avling. Vi havde egen hingst. To hingste af egen avl, blev solgt til Bornholm. Den første, Feltus Juvel, fik stor betydning for Frederiksborgavlen å Bornholm. En søster til Feltus Juvel var i mange år avlshoppe, og min fætter rejste en sommer fra det ene dyrskue til det andet med Fylla. Hun blev regnet for noget særligt og fik mange gode føl.

Følhopperne folede som regel i april eller maj, og føllene blev fravænnet til høst, så moderen kunne arbejde fuldt med i høsten og efterårsarbejdet. Ni eller tredive dage efter, at hoppen var folet, blev hun holdt til hingst igen for at kunne fole igen ca 11 måneder senere. I perioder var der hingst på Munkhøjgaard, men for det meste benyttedes foreningshingste.

I 1938 var jeg ti dage til jubilæumsdyrskue på Bellahøj med en 4-års-hoppe - en datter af Fylla - den fik sølvmedalje. Min far blev om formiddagen - efter at hoppen sammen med naboens hingst, var losset på en bil, og vi var kørt til Bellahøj, indlagt med blindtarmsbetændelse. Jeg måtte som sekstenårig klare mig selv de ti dage.

Når far handlede heste, var det oftest byttehandler med unge heste, som blev solgt som vognmandsheste til København, hvor han fik ældre heste i bytte, som var ømbenede af den hårde stenbro, men som godt kunne være landbrugsheste i en del år.

Hestestalden var med 8 båse og en følboks, to af båsene kunne ændres til boks. Gulvet var stenbro lagt i sand med en kant mod grebningen. Seletøjet hang enten på en krog på spiltovsstolpen bag hestene eller på en knage i et seletøjsrum. En eller to gange om året, kom sadelmageren på sin cykel og sad en dag og reparerede seletøj, men det hændte, at vi ind imellem måtte bringe noget seletøj til reparation hos ham.

Om vinteren fodredes 6-8 gange om dagen med hakkelse af havrehalm og rughalm og valset korn. Første foder blev givet en time før arbejdstid, hestene blev om morgenen vandet med en spand, som blev sat i krybben, og så fik de et foder og blev striglet, inden karlene gik ind og spiste morgenmad. Når hestene kom hjem til middag og til aften, drak de af vandtruget i gården. Om aftenen blev der fodret blev der fodret tre gange, sidste gang kl 20.30, hvor de som regel fik fyldt høhækken med hø. Roefodring var kun et tilskud for at holde fordøjelsen i orden.

Om sommeren var hestene på græs fra ca 1. maj, når det værste forårsarbejde var overstået. De var enten tøjret med klaptræer eller gik løse i fold ved gården eller i engen. Efter høst, når der var travlt med efterårsbehandlingen af jorden samt kartoffeloptagning og roeoptagning, var hestene på stald.

Arbejdsvognene, som var meget primitive, blev lavet hos hjulmageren, og landsmeden lavede hjulringene og jernbeslaget. Landsbysmeden skoede også hestene. Stadsvognen og kanen stod der, men blev ikke brugt efter, at far havde købt bil i 1928. De kom dog til ære og værdighed igen under krigen 1940-45. Hestene blev også dyre på den tid, idet prisen på en hest steg fra 800-1000 kr til 2500-3000 kr.

Hønseholdet på Munkhøjgaard
Hønseholdet var på ca 100 høns. Hønsehuset var ikke særligt godt. Det byggede min far i 1931. Det var kun jordgulv, hvor der blev strøet med avner. Der var pinde til dem at sidde på og reder med halm. Hønsegården var stor, og der groede en masse peberrod. Det var rigtige skrabehøns, men produktionen var ikke særlig stor, der var nemlig ikke lys i huset, og så blev dagen for kort. Hønseholdet var baseret på husholdningens forbrug af æg og slagtekyllinger og slagtehøns. De æg, der ikke blev brugt i husholdningen, blev solgt til mejeriet men det var ikke sådan, at min mor holdt høns for at tjene penge til sig selv.

Agerbruget på Munkhøjgaard
Min far havde planlagt et fast sædskifte:

1. Havre med udlæg af kløvergræs
2. Kløvergræs til afgræsning af køerne
3. Kløvergræs til høslet og afgræsning
4. Grønjordshavre
5. Kartofler
6. Hvede
7. ½ kålroer og ½ runkelroer
8 Byg

Kunstgødningsforbruget var i 1930 90 sække (a 100 kg) superfosfat, 18 sække kaligødning og 30-40 sække kvælstofgødning. Der blev årlig kalket en mark. Kvælstofforbruget har ikke givet anledning til nitratudvaskning - idet det var meget lavt - kun ca 1/6 af hvad der nu bruges.

Kartoflerne blev i tiden fra 1916-25 solgt til garnisionen på Kronborg. Farfar og far havde begge været soldat ved 2. regiment på Kronborg, og far kørte selv kartoflerne derind. Fra ca 1930 til 40 solgtes kartoflerne til en grønthandler i København, medens de under krigen solgtes i Helsingør.

Når vi tog kartofler op, kom der 8-10 koner fra Hornbæk og fra omegnen. De fik hver niende kurv til eget forbrug, og på den måde fik de et godt tilskud til vinterkosten. Den uge, dr blev taget kartofler op, gik det livligt til, og man skulle ikke være alt for sart, for der var nogle af disse koner, der var meget rapmundede.

Kartoflerne blev læsset af i kule på marken. Kartoffelkulen var en 1½ m bred rende, ca 30 cm dyb. Den blev pløjetud til siden og skovlet op med en vold i begge sider. Denne vold væltede vi vognene mod, ved at køre de to hjul op på skråplan. Når vognen var tom, rejste vi den op, ved at drje hestene bort fra jordvolden og køre frem.

Kartoflerne blev dækket med hvede- eller rughalm og dertil et 15-20 cm jordlag på siderne. Når frosten kom ca 1. november, blev de dækket med jord i kulens rygning og fik et ekstra lag halm eller jord, eller der blev dækket med tang eller hestegødning. Tangen blev hentet på stranden ved Hornbæk.

I 1933 købte far en to-rækket kartoffellægger fra Holbæk Maskinfabrik. Den blev trukket af to heste og styret på samme måde som en såmaskine. Den blev de første år lejet ud til naboerne. Det var en meget robust maskine, som vi kørte med i mange år. Fjorten dage efter, at kartoflerne  var lagt, blev de kammet op med en hyppeplov, og ca 1 uge senere harvet ud igen med en spidtandet letharve, så marken blev næsten jævn. Det var en effektiv ukrudtsbekæmpelse. Efter at de var kommet op, blev kartoflerne radrenset og til sidst  hyppet med hyppeploven. Det skete ca 1. juli.

Forat undgå kartoffelskimmel, blev kartoffelplanterne sprøjtet med blåsten og kalk sidst i juli. man brugte en sprøjte med en roterende messingplade, som slyngede væsken ud i 4 til 6 meters bredde.

Kornhøsten begyndte med bindehøst ca 1. august. Som regel var rugen først moden, derefter kom byg, havre og hvede. Negene blev sat i hobe med 14-20 neg i hver. Her stod de til saften var tørret af strået, og kærnene havde et passende vandindhold. Kom der regn, kunne det være meget vanskeligt at få høsten i lade, og ofte spirede kornene i negene. Især rugen kunne spire, så hobene var helt grønne af spirende kærner. Den rug var uegnet til brødbagning.

Hvis man satte rugen i bornholmske stakke, som var runde med 50 neg i hver, var det kun de øverste 3-4 neg, der blev våde, resten af stakken var tør. Negene blev sat ind i laden til tærskning. Tærskningen skete i løbet af vinteren, efterhånden som man havde brug for kærne, avner og halm til foder og strøelse. Tærskningen var som regel sluttet 1. februar, for at rotter og mus ikke skulle tage en for stor part af høsten. Sct. Bernhardshunden Nulle, som var en god rottehund, havde meget travlt, når vi tærskede. Det meste korn blev brugt til foder til heste, køer og svin. Det var ikke ret meget, der blev solgt.

Markarbejdet
Alt arbejde i roemarken blev, bortset fra radrensning, foretaget med håndkraft: To eller tre gange lugning med hån d og afhugning af toppen med roekniv og om vinteren hjemkørsel til roehus. Man arbejdede næsten med roer hele året. Om sommeren med pasning af roemarken, sammenkørslen til roekulen i oktober, og om vinteren med hjemkørsel til kostaldens roehus.

Markarbejdet begyndte med vinterpløjning i november, da der blev dybpløjet ca 8 tommer. Der var tre spand heste med kusk og svingplov ude at pløje på en gang. Det sidste, der blev pløjet, var grønjorden, og da var der som regel tre heste for ploven. På to af markerne blev der kørt gødning i løbet af vinteren, inden de blev pløjet - på den ene skulle der være roer, på den andenkartofler. Var det streng vinter, blev disse først pløjet om foråret.

Der blev næsten altid pløjet i agre med tolv favne imellem opfuringerne. Det var normalt forkarlen, som furede op, men de andre fik også lært det, dog skulle de først vise, at de kunne pløje en lige plovfure.

Det første forårsarbejde var at så kunstgødning, superfosfat og kaligødning, fra vogn. Den mand, som spredte, stod bag i vognen og spredte den fra en balje ved skiftevis at så med begge hænder.

Når jorden var tjenlig til at så, blev der harvet med sæddækker med tre heste for, derefter med en femleddet letharve med to heste for. En dygtig såmaskinekusk kunne lave et meget fint arbejde, men han måtte også høre for det, hvis han ikke havde sået lige. Kvælstofgødningen blev altid strøet, efter at kornet var sået, tit efter, at det var kommet op.

Efter såningen blev marken harvet med ukrudsharve, en bred letharve med én hest for. Formålet var at bekæmpe agerkål, og der blev harvet både før og efter at kornet var kommet  op. Ukrudtssprøjtning var ikke blevet almindeligt, det eneste, man kendte, var svidning med en blåstenopløsning eller pudring om natten med kalkkvælstof. Planterne skulle være dugvåde for at binde pudderet.