Nyrups Marie Grubbe - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

"Marie Grubbe" i Nyrup

af Kjeld Damgaard

Historien om Marie Grubbe, der blev født som adelsfrøken af rige forældre, men endte som fattig færgekone, er udødeliggjort af adskillige af vore kendteste forfattere. En næsten tilsvarende historie har måske udspillet sig i Mørdrup og Nyrup. Christiane Henriette Hansen, f. baronesse Rosenørn var navnet. Spørgsmålet er: Hvordan endte hun som skomagerkone i Mørdrup og i Nyrup ?

Til belysning af Christiane Hansens historie, er det lykkedes at finde tre hovedkilder, hvoraf F. Smiths fra 1941 er den mest gennemarbejdede. F. Smith ejede Nyrupgaard fra 1896-1923. To kilder er begge erindringer, som medtager en kort beskrivelse af Christiane i Nyrup. Den ene er skrevet omtrent samtidig (som F. Smith) af skoledirektør Sofus Franck, der voksede op i Nyrup. Den anden er skrevet af tømrer N.P. Hansen, der var født og boede hele sit liv i Mørdrup. Dertil kommer en række andre kilder, bl.a. avis-artikler, folketællinger m.v.

Mysteriet
Ovennævnte erindringer om Christiane stammer fra 1880'erne og 1890'erne, og gennemgående er det, at hun på alle måder var et helt specielt menneske. Stort set alle detaljer om hende stemmer ganske godt overens, men ikke på ét punkt: Hvordan hun var havnet som skomagerenke i Nyrup. Rygterne om hende var mange, men koncentreredes dog om følgende hovedhistorie: Hun var taget hjemmefra som 15-16-årig. Om hun var løbet hjemmefra p.g.a. af et kærlighedsforhold, p.g.a. ungdomme-lig kådhed, eller om hun blev jaget ud hjemmefra, er der imidlertid stor uenighed om.

Slør over fortiden?
Det synes i det hele taget som om hun selv har søgt at lægge et slør ud over hendes fortid, ved simpelthen at have fortalt forskellige versioner til forskellige personer igennem tiderne. Sofus Franck fortæller således, at hun selv havde fortalt, at hun løb hjemmefra for at gifte sig med kæresten som 16-årig. N.P. Hansen havde derimod hørt, at hun som ung ikke havde opført sig godt, havde haft for intime bekendtskaber med godsets karle og tjenerskab, så hun enten var blevet jaget bort eller måske selv var løbet bort. Fr. Smith har talt med Christianes datter, som imidlertid nærmest var af den opfattelse, at hendes moder var kommet til Helsingør for at være i huset hos daværende borgmester Olrik, der var gift med en tante til Christiane.

Flere kilder peger dog på den omstændighed at hun som ung havde været malkepige på Amager, men intet sikkert kan siges om denne del af hendes liv. Hvis teorien om hendes tid i huset hos tanten og onklen i Helsingør er rigtig, så forklarer det måske også hvorledes hun fandt sammen med skomager Rasmus Hansen fra Øerne. Han var godt nok 16 år ældre end hende, der var født 8. juni 1818, og hvornår de blev gift står heller ikke helt klart. Deres ældste barn blev imidlertid født i 1846, så på dette tidspunkt var de jo gift.

Familien Rosenørn
Om hendes fortid var der altså en hel del uenighed. Da hun døde i 1901 skrev Helsingør Avis bl.a. at hendes vugge stod på Horsens-egnen. Videre stod der: "En sjælden Gang kunde hun selv fortælle om sit tidligere Liv og om sin Barndom, da hun kørte med Fire for til Danseskole i Horsens". Om hun rent faktisk har levet en tid i nærheden af Horsens kan ikke afvises. På hendes dødsattest, som Fr. Smith citerer, står der, at hun som ung havde forladt en gård på Randers-egnen og ikke senere vendt tilbage. Af Danmarks Adels Aarbog fremgår det imidlertid, at hendes far, Christian Rosenørn, var søn af kammerherre, oberstløjtnant Mathias Rosenørn til Katholm - en meget stor herregård lige syd for Grenaa på Djursland. Christian Rosenørn havde 5 søskende som alle klarede sig godt - derimod synes det som om Christian og hans hustru Marianne Sørensen, ikke rigtigt havde heldet med sig. Oprindelig havde faderen tilsyneladende fået/arvet proprietærgården Ingvorstrup ved Grenaa, men måtte afhænde denne. Alt tyder på, at han hen ad vejen havde måttet afhænde den ene gård efter den anden, for at overtage stadig mindre gårde. I 1832 var det slut - han ejede ikke mere nogen gård - og nu var Christiane jo blevet 14 år.

Og her skal vi måske finde årsagen til Christianes nye liv. Det var måske af simpel nød, at hun måtte flytte hjemmefra - eller måske i protest over at faderen ikke længere kunne sørge for at anstændigt liv ? Og måske var faderens sørgelige endeligt heller ikke rigtig noget at prale med - så alt i alt var det måske bedst at lægge tågeslør ud for at sløre hendes egentlige fortid ?

Arven
Da faderen døde i 1853 ser det ud til at Christiane arvede en mindre sum penge. Rasmus og Christiane boede på dette tidspunkt i Mørdrup, men købte i 1854 for arven et lille hus, kaldet "Lerbakkehus" i Nyrup for 200 Rdl. kontant. Her boede de så til manden døde i 1878. Et par år senere solgte hun huset, men betingede sig at hun kunne bebo den ene ende af huset med et lille køkken og en stue. Det var så hendes bolig – måske frem til hendes død. Huset har nu adressen Krogenbergvej 8 B, men måske har hun i en periode også beboet det hus, der nu har adressen Krogenbergvej 12 i Nyrup.

Efter mandens død
Efter mandens død i 1878 måtte Christiane klare sig selv - men efter sigende, gjorde det nu ikke den store forskel. Som Fr. Smith skriver, så var der alligevel ikke en eneste der kunne huske at hendes mand, Rasmus Hansen, nogensinde havde lavet dagens arbejde. Christiane ernærede sig således nu som sælger af brød, kringler, bolsjer, skrå, tobak og - uofficielt - øl. Brødet hentede hun i Helsingør med et åg og to kurve, skønt hun var dårligt gående. Hun leverede tilsyneladende til nogle faste kunder, men ellers var det Nyrups første "kiosk" eller "købmand", som hun her åbnede. Hovedsageligt var det vejfarende eller egnens ungdom som kom her og købte lidt fornødenheder. De vejfarende kom lige forbi hendes hus, der jo dengang lå lige hvor vejen mellem Hillerød og Helsingør løb (- det var før den nuværende Helsingørsvej blev ført syd om Nyrup Landsby).

Det er i denne egenskab, at hun blev husket, men i virkeligheden var hun nødsaget til at supplere sine indtægter med at arbejde på især Nyrupgaard og Sindshvile i bl.a. roe- og høsttiden. Hun gik heller ikke af vejen for at strø gødning eller våge ved en griseso. Hun var ganske agtet for dette arbejde, som hun - i mindre udstrækning - fortsatte med helt til sin død. Sofus Franck erindrer også, at hun gerne påtog sig andre opgaver, f.eks. engang, da der skulle købes igler til en hævet fod, så påtog hun sig straks at vandre til Helsingør mod et såre beskendent vederlag.

Christianes hus
Sofus Franck husker om hende, at i hendes stue stod kagedåser og bolsjedåser meget appetitligt ved hendes seng. Han skriver det antagelig ironisk her, men Fr. Smith havde dog det indtryk, efter talrige besøg, at der var rent og ordentligt. Om hendes hjem skriver N.P. Hansen: "Stuen man kom ind i var, som andre Smaahjem den Gang, meget spartansk med Bord, Bænk og Stole af malet Fyrretræ, men det forekommer mig, hun havde et Billede der hang paa Væggen. En smuk indrammet Blyanttegning af en ung Pige i - man kan vel nærmest kalde det - Baldragt. Jeg tænker det maaske var en Erindring fra fordums Herlighed. Den slags saa man ellers ikke hos Smaafolk, naar dér var noget paa Væggen, var det gerne Rædsler af Olietryk: Kejseren af Rusland, Kejserinde Dagmar og lignende." Sofus Franck husker om huset, at det var et lille dårligt hus, og at der på væggen i hendes stue hang et indrammet billede af Klør Knægt !

Smugkro?
I hendes lille "forretning" kom egnens ungdom således. N.P.Hansen skriver således: "Naar man kom forbi, var der som om man skulde derned, som om det ikke var helt rigtigt, naar man ikke havde været nede og købe et eller andet hos Christiane. Nyrup Skole laa tæt ved, der var mange Børn den Gang, de havde nok ikke mange Penge paa Lommen, men en to- eller femøre kunde jo somme Tider skaffes og for dem kunde der købes et stort Kræmmerhus Bolsjer.Fra Tipperup, Espergærde, Mørdrup, Rørtang og Snekkersten gik Børn den Gang til Præsten i Tikøb. De var jo ogsaa Kunder hos Christiane. Jeg har gaaet i Aftenskole i Nyrup Skole, inden vi gik Hjem skulde vi ogsaa altid hen at købe et eller andet i Forretningen. Naar vi saa kom en halv Snes Stykker traskende ind paa en Gang, skændte og smeldte hun - vi var jo ved at sprænge Hytten, men naar vi begyndte at købe - vi havde jo lidt flere Penge end Skolebørnene - hjalp det jo noget paa Humøret. Kager, Bolsjer og lignende maatte hun handle med, men Bajersk Øl var forbudte Varer. Hun havde flere Gange mødt paa Birkekontoret i Fredensborg, fordi hun holdt Smugkro, men det hjalp ikke. Hun bandede som en Tyrk paa, at de ikke skulle bestemme hvad hun maatte eller ikke maatte. Det var heller ikke saa strengt i de Tider, der blev set igennem Fingre med mange Ting. Det skete, at vi var et Par Stykker, der dumpede ned hos Christiane og soldede lidt, men naar vi havde faaet to, højest tre Øl, saa vankede der ikke mer'. Hun skulde ikke have noget Vrøvl med at vi havde faaet for meget.. Det var ellers billigt at solde den Gang, en Wiibroe Lager kostede ni Øre."

Fr. Smith husker også, at hun solgte øl i sin lille forretning. Det var, skriver han, en kendt sag, at her kunne de vejfarende få et lille ønske opfyldt, men nogen risiko var der ikke, for smugkro var det ikke, og det syntes, at den høje Øvrighed i Fredensborg lukkede et øje. Og en kendt sag, må det have været, for selv i hendes nekrolog i Helsingør Avis er det nævnt: Hun skaffede sig Føden ved Brødsalg og vel ogsaa hyppigt ved - uden Bevilling - at sælge en Flaske Bajersk Øl og deslige."

Kraftig jargon
N.P.Hansen husker hende som en middelhøj kvinde med en lidt grov stemme og et djærvt og kraftigt sprog. Også Sofus Franck husker hendes kraftige jargon, som holdt andre på afstand. Hun havde, skriver han, et mundlæder, der kunne svide. Hun vidste besked om alle småforsyndelser rundt om, og de kom frem, når nogen kom hende for nær. Videre skriver han: Med Baronens (paa Fairyhill) huserede hun, naar de ikke var tilstrækkeligt opmærksomme paa hende, og hun lagde aldrig dæmper paa sin Tunge; hun vidste hvor meget de skyldte hos Skomager og Købmand." Også Fr. Smith måtte være hende behjælpelig. Da han overtog Nyrupgaard i 1896 kom husjomfruen til ham og spurgte om han havde noget imod at Christiane fik middagsmad en gang imellem. Da han kunne forstå, at det var sket i mange år, lod han "ordningen" fortsætte.

Selvom Sofus Franck i sine erindringer nævner, at "fordums Politur" således var gået af hende, så må han dog senere indrømme, at en vis selvfølelse af og til kom frem i hende og nævner følgende episode: "Hun havde været til Høstgilde, og jeg spurgte hende, om hun fik danset noget. Jo, Gud ske Lov og Tak, jeg dansede to Gange med Herremanden og en med Forkarlen - det andet Rak rørte jeg ikke!" I den tidligere omtalte nekrolog stod der: "Af den fine Fødsel var der ikke noget tilbage, hverken i Ydre eller i Optræden, kun nu og da kom dem glimtvis frem i hendes Tænkemaade." Fr. Smith konstaterer da også, at når Christiane var gæst ved de årlige høstgilder på gårdene, var hun selvskreven til at holde festtalen for den lille herremand på disse proprietærgårde, og talen skal have været både med lune og appel og lige velset af både gæster og vært.

Forbindelsen til familien
At hun havde forbindelse til sin "gamle" jyske slægt, var der næppe nogen tvivl om, man samtlige kilder beretter, at hun ikke ville rejse fra Nyrup, selvom der adskillige gange var bud efter hende. N.P.Hansen havde således hørt gamle folk i Nyrup berette, at en dag var der kommet kørende en flot karet med kusk i liberi og havde holdt uden for huset hvor Christiane boede. Det var nogle af hendes nærmeste, der ville have hende med tilbage til familien, men hun havde barskt afvist dem. Fr. Smith mente dog at hun måtte have haft nogen forbindelse med familien. Dels havde hun båret en halskæde, der var et familiestykke, og en broche , som ses på det eneste kendte fotografi af hende, vidner også derom.

Sparsommelighed

Beretningen om baronesse Christiane Rosenørn, skomagerenke i Nyrup, skal slutte med en lille erindring af Sofus Franck: "Jeg besøgte hende engang, hun laa syg. Paa Bordet stod en Medicinflaske; den indeholdt noget Dr. Rode en Gang havde givet hende, da hun havde daarlige Ben; men hun mente, det rakte nok til at gøre Virkning mod den slemme Hoste !"