De drak og forødte penge

- Historien om "Nykro" på Kongevejen ved Mørdrup

af Kjeld Damgaard

"Saalænge Sophienhøi eller Nykro benyttedes til Krohold, tjente dette Sted ikkun til at demoralisere den opvoxende Ungdom, samt til en Samlingsplads, hvor de fra Helsingør hjemvendende Bønder med umaadelig Drik fortærede en Del af de Penge som vare tilsigtede en trængende Families Underholdning eller til Kgl. Skatters og Afgifters Betaling, og naar Drukkenskabet tog Overhaand, endte i Almindelighed Besøget i Nykro med Slagsmaal. Landmanden kunde i den Tid ikke med Sikkerhed skikke sine Tjenere forbi bemeldte Kro, idet medens de drak og forødte Penge, maatte Hestene staa paa Landeveien og derefter mishandles af de drukne Folk."1

Saadan skrev Tikøb Sogneforstanderskab i februar 1843 i anledning af bagermester Johan Schämers ansøgning om at få lov til igen at drive kro i den gamle ejendom ved Kongevejen på Mørdrup bys aller-vestligste marker.

Huset ligger der stadig den dag i dag - på Kongevejen 345 - ca 100 meter syd for Mørdrup-krydset. Ejendommen kaldes stadig for Nykro, men faktisk har den ikke fungeret som kro siden 1828. Hvad var nu forhistorien ?

Det startede i Nyrup
Nyrup er centrum for forhistorien, idet denne by jo oprindeligt var et centralt sted for landevejstrafikken. Både kongevejen fra Hirschholm og kongevejen fra Frederiksborg passerede dengang igennem selve Nyrup landsby, idet de mødtes umiddelbart vest for Nyrup og fulgtes ad resten af vejen til Helsingør gennem Nyrup Hegn - en strækning, som den dag i dag kan følges gennem skoven.2

Vi må tro, at der har været gæstgiveri også langt tilbage i tiden på dette sted, men nogen dokumentation har det ikke været muligt at finde før end i 1708, hvor kromand i Nyrup, Jørgen Nielsen nævnes.3 Den 20. november 1713 foretages der skifte efter ham og hans kone, Gundel Larsdatter,4 men umiddelbart har det ikke været muligt at se hvem der fulgte efter som kromand. I forbindelse med en dåb i 1723, nævnes som fadder "Marie Hans Kromands", hvilket altså betyder, at kromanden på det tidspunkt hed Hans og hustruen Marie.5 Præcis hvor denne kro lå, vides heller ikke - først fra omkring 1747 kendes Nyrup Kros nøjagtige placering.

Den gamle kongelige Jægergaard
I selve Nyrup lå nemlig en gammel jægergård, som kongen i sin tid havde ladet bygge som en af sine udgangspunkter i forbindelse med jagten i de nordsjællandske skove. Også ved Asminderød lå en sådan jægergård, ligesom der var mindre jægerhuse flere steder, bl.a. nær Holgerstrup i Danstrup Hegn.  Da kongen i 1700-tallet besluttede at lade Fredensborg være det nye centrum for sine nordsjællandske udflugter og jagter, besluttedes det i 1746 at lade jægergården i Nyrup nedlægge. Det var måske også på høje tid, for allerede i 1733 havde ejendommen i Nyrup nemlig været så forfalden, at man ikke uden fare kunne bo i den! 6

Efter at denne beslutning var taget, lykkedes det Regimentsskriver Rasch at få opspurgt en mand, som af nogle fag af den gamle bygning i Nyrup, ville indrette et gadehus og af dette og gårdspladsen svare en årlig afgift til kongens kasse. Resten blev udbudt ved auktion, men  der blev kun budt 93 Rdl., 1 Mk og 11 Sk. for gården.7

Men i det tilbageblevne gadehus - endnu en tid kaldt for "Jægergaardshuset", indrettedes nu kro. Denne bygning er forlængst væk, men dens placering fremgår af flere bevarede kort. Den lå tæt på Nyrup Gade - lidt til højre for den nuværende indkørsel til Claythorpe.

Kromænd og kroklammeri
Om Svend Pedersen var den første kromand på dette sted, kan ikke dokumenteres, men en af de første var han. Han døde i imidlertid i 1756, hvorefter ny kroholder blev Niels Mouritsen.8 Hans slægt har iøvrigt flere efterkommere på egnen endnu i slutningen af 1990'erne.9 Året efter omtales kroen iøvrigt som en "kategori I kro". Det betød, at bestemmelserne for krodrift i rytterdistrikterne indebar, at Nyrup Kro havde tilladelse til både at brygge øl samt til at brænde brændevin. For denne tilladelse skulle der årligt betales 4 rigsdaler i afgift.10 I 1767 var der skifte efter Niels Mouritsens hustru, Sophie Larsdatter,11 men om han også er død på dette tidspunkt, har ikke kunnet fastslås. Da han samme år imidlertid måtte opgive sit fæste på kroholdet i Nyrup, overtog sønnen, Jørgen Nielsen, i stedet kroen.8

Året efter - i juni 1768 - indtraf en episode i kroen, en episode som endte i retten. Hovedvidnet var her kropigen, Dorthe Hansdatter, som forklarede, at den aften var der en del fiskere fra Sletten og en materialkusk, Lars Bentzen fra Fredensborg, i krostuen. Der kom ordstrid og slagsmål i gang, og krokonen, som var frugtsommelig, ville lægge sig imellem. Pigen havde haft så travlt med at holde sin madmoder udenfor, at hun ikke nøje havde fulgt slagets gang, men så meget havde hun lagt mærke til, at fiskerne have kastet kusken på gulvet og dunket ham; de havde flere gange slukket lyset, det eneste, der var, en lille tælleprås, for i ro at kunne prygle ham. Hver gang løb da kromanden ud i køkkenet for at tænde det igen. Endelig rejste kusken sig blødende og ville undløbe, men fiskerne for ud og hentede ham ind igen; han havde ikke fået nok. Hvad de var vrede over, blev ikke opklaret. Fiskerne var beskænkede, kusken derimod ikke. Den,