Risby - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Risby

De enkelte ejerlav

Som det fremgår af ovenstående kort fra 1790 over Risby Vang bestod Risby landsby af et par gårde og nogle få huse. Disse var placerede i den nuværende skovs sydlige del. Det ses tillige af kortet, hvor landsbyens agre lå. Både agrene og enkelte af gårdenes placering kan endnu anes i skovbunden.

Bemærk i øvrigt at den nordligste ager i Risby Vang på kortet er benævnt ”Dies Ager” - hvilket på nudansk er Dysseager. Det er med rette, da der endnu her findes nogle af sognets flotteste stendysser fra yngre stenalder (3000-2500 f.Kr.).


Risby - en næsten nedlagt landsby

Af Kjeld Damgaard

Landsbyen Risby har en historie, der går meget langt tilbage. Byer med dette navn er opstået i vikingetiden, d.v.s. i perioden 800-1050. I denne periode kan byen have været noget større end i middelalderen. Baggrunden for denne "udvikling" er, at Esrum Kloster i perioden efter 1150’erne udvidede sine besiddelser med store områder i Nordsjælland. Cistercienserklosterets regel var da sådan, at man ikke måtte have fæstere under sig. Derfor blev de underlagte lansdbyer mere eller mindre nedlagt, og i stedet blev oprettet grangier, d.v.s. større avlsgårde.

Borsholm Grangie
En sådan grangie var Borsholm landsby. Men for at denne grangies jorder var rentable inddrog man også nabobyer. Den nyeste forskning har vist, at Risbys skæbne var, at den lå så tæt på Borsholm, at den blev inddraget og nedlagt. Det skete antagelig allerede før 1178. Den oprindelige landsby lå antagelig i det nordlige Horserød Hegn. Der er ganske vist ikke fundet direkte rester af denne landsby, men andre forhold, som f.eks. placeringen af Kong Volmers Vold antyder gamle skel i landsskabet - skel, der har rødder tilbage til vikingetiden. Teorien er, at den nordlige del af Kong Volmers Vold simpelthen udgør skellet mellem den kongeligt ejede landsby, Tikøb i syd  og den af Esrum Kloster ejede Risby i nord.
Imidlertid varede grangiedriften i Borsholm kun i små 200 år. Så blev denne form for landbrugsdrift atter nedlagt, og i stedet oprettedes nu to gårde, som fik tillagt en mindre - og nordligere - del af Risbys oprindelige marker og vange.
Første gang, vi finder landsbyen omtalt i de bevarede dokumenter, er således i 1497, hvor Esrum Kloster lod udarbejde en fortegnelse over al det gods, der hørte under klosteret. Heri nævnes Risbys to gårde, som hver i landgilde (=fæste) skulle give 3 skilling grot om året. En grot var datidens mindste møntenhed - og ud af dette kan vi se, at der ikke var tale om betydende eller store gårde.

Efter reformationen
I forbindelse med reformationen i 1536 blev Esrum Kloster nedlagt, men det skete de facto først i 1559. Og først da må vi tro, at Risby - ligesom klosterets øvrige besiddelser - gled over på kongens hænder. Der var dog sikkert ikke den store forskel for de to bønder i Risby. De skulle fortsat betale landgilde og nu blot arbejde for kongen i stedet for klosteret.
I 1681 ses landsbyen som bestående af to gårde fæstet af hhv. Olle (=Oluf) Kieldsen og Bodel (=Botulf) Truelsen. Jordene blev i samme anledning beskrevet, og det fremgår heraf, at byens overdrev strakte sig ud i øst til Horserød og ud i syd til Gurre Sø. Det bekræfter teorien om, at hele arealet sydøst for det nuværende Risby var de gamle jorder, som tilhørte den oprindelige landsby Risby, men som nu var blevet til overdrev. I samme beskrivelse nævnes tillige, at Oluf Kieldsens øde gårds have bestod af eng. Et andet sted beskrives Oluf Kieldsens gård som var den i drift. Måske vi kan konkludere, at Oluf Kieldsens gård har været flyttet - og at der endnu i 1681 var rester af denne gårds have.
Landsbyens jorder blev i øvrigt beskrevet som af noget ringe standard. "Bestaaende af Leer og Sand inde ved Gaardene, och udj Marcken af Røed Sand og Grued (= )". Den lille landsby havde kun én vang, d.v.s. at man ikke havde trevangsskifte, som ellers var det normale for landsbyerne. I stedet vekslede man i de enkelte agre og enge, således at man ikke udpinte jorderne.


Landsbyens indbyggere
Fra 1771 findes en slags tidlig folketælling, som fortæller om stedets daværende mandlige beboere. Den første der nævnes er bonden Stephan Hansen. Han er 60 år og i sit andet ægteskab med en 51 årig kvinde. Hendes navn får vi ikke at vide - fortegnelsen nævner kun mændenes navn og alder, samt konens alder. Den næste på listen er Bendt Svensen, som er fæstet til vangehyrde. Han kom åbenbart fra Gurre, for vi får at vide, at konen endnu bor dér. Derefter oplistes en stribe daglejere: Jens Andersen, Lars Michelsen, Poul Nielsen, Peder Pedersen og Lars Hansen. Om Lars Michelsen får vi at vide, at han tidligere har været skæfter ved fabrikken (= Hellebæk Geværfabrik). Desuden har byen to betlere, Ole Svensen og Hans Andersen. Sidstnævnte er endda krøbling.
Folketællingen fra 1787 viser at Jens Stephansen nu er bonde i Risby. Han er rimeligvis søn af den tidligere nævnte Stephan Hansen. Desuden nævnes Jens Andersen og Peder Pedersen begge som husmænd og bønder. Lars Nielsen og Jacob Hansen er inderster - d.v.s. at de bor til leje. Endelig er der en skomager Niels Andersen og en skrædder Niels Hansen. Den sidste mand i landsbyen var en aftaklet (=hjemsendt) soldat ved navn Morten Jensen. Der var med andre ord tale om en lille landsby, hvor den ene af de to gårde tilsyneladende allerede var afviklet eller delt i to husmandssteder. Risby havde således i 1787 i alt 31 indbyggere.

Annus Horribilis
Året 1799 blev imidlertid et "annus horribilis" for den tilbageværende gårdmand, Jens Stephansen. Hustruen Karen Nielsdatter døde nemlig den 12. maj, kun 48 år gammel. Den 8. og 9. juli døde parrets to børn, Karen og Stephan, hhv. 20 og 18 år gamle. Og den 22. august døde så også Jens Stephansen, 50 år gammel, selv. Fæstefamilien på Risbygaarden, som den blev kaldt, var dermed væk. Den direkte virkning heraf var byens nedlæggelse. I første omgang blev der indsat en gårdbestyrer, Peder Svensen, som dog kun blev en midlertidig foranstaltning. En kgl. resolution af 25. februar 1801 fastslog nemlig, at gården skulle nedlægges og arealet afgives "til skovs opelskning", som det hed.
Risby lå således indtil 1801 som en lille landsby med en-to gårde og et par husmandssteder, men allerede i 1784-1788 var arealet således blevet indhegnet med stengærder - formentlig fordi man allerede ved skovseparationen i 1783 havde konstateret, at en meget stor del af Risby landsbys jorder var begroet med skov.
Så i realiteten var Risbys skæbne allerede afgjort i 1780’erne, men den kranke skæbne, som Jens Stephansens familie led i 1799, fremskyndede processen.

Risby efter nedlæggelsen
Både i 1787 og i 1801 havde Risby 31 indbyggere. Desværre har vi ingen præcise tal for de efterfølgende år. Først i 1834 viser en folketælling, at indbyggertallet nu er gået ned til 24.
I tal ikke så stor en nedgang, men procentvis temmelig meget. Der var da fire huse med i alt  fire familier. Tre husbonder var husmænd, en parcellist (= en ejer af en lille gård) samt to inderster, hvoraf den ene var daglejer, den anden skrædder.

Toftehus
Men i øvrigt er året 1835 et vigtigt år i Risbys historie. Det år solgte kongen (d.v.s. Staten) de fire ejendomme i Risby. Beboerne var ikke længere fæstere, men ejede deres egne ejendomme. Toftehus (matr. nr 1), der havde mest jord blev overtaget af den hidtidige fæster Lars Jensen. en brandtaksation i 1834 fortæller lidt om gårdens bygninger: I syd lå stuehuset, det var bygget af bindingsværk og med klinede vægge og med stråtag. Indretningen var ganske beskeden: En stue, et kammer samt et køkken med skorsten og bageovn. Udhusene i vest og nord var opført af samme materialer, men indrettet til stalde, lo og lade. I nordlængen var der tillige port.
Igennem resten af 1800-tallet skiftede ejendommen ejer utallige gange - i perioden 1835-1913 var der således 13 ejere. Ejendommen er formentlig nyopført (efter brand?) i 1917.

Frederiksminde
Risbys hus længst mod øst hedder Frederiksminde og er måske det ældste hus i Risby. Det blev i 1835 overtaget af fæsteren Peder Andersen, hvis søn Ole Pedersen allerede i 1843 solgte det ud af familien. Herefter havde ejendommen samme ejer som Toftehus i mange årtier.

Lundehus og Lerbakkehus
Et andet gammelt hus i Risby ligger ved siden af Frederiksminde og kaldes Lundehus. Efter at Hans Jensen købte huset i 1835 var det i samme families eje frem til 1916. Op imod skellet til  Bistrup ligger ejendommen Lerbakkehus. Denne ejendom blev sammen med Lundehus overtaget af ejeren af Abellund i 1924-25 - men begge ejendomme er for længst solgt igen til selvstændige ejendomme.

Nyt vejforløb
I 1945 ændredes matrikelgrænser og numre i Risby, og de gamle matrikelnumre 3 og 4 udgik. I stedet fik alle ejendomme undtagen Toftehus, matr. nr. 2 med et efterfølgende bogstav. Ved samme lejlighed blev også vejforløbet ændret. Den gamle vej syd for Risby, der førte til Abellund blev nedlagt og i stedet etableredes den nuværende blinde vej, som giver vejforbindelse til alle husene undtagen Toftehus.
I 1947 byggedes to sammenbyggede villaer på nuværende adresser Risbyvejen 19 og 21. Så selvom landsbyen egentlig blev nedlagt i 1801, så eksisterer området stadig som et selvstændigt ejerlav - men et af de allermindste i kommunen.


Kortet viser Risby Huse i 1857 og med rød farve er angivet grænserne for det lille ejerlav. Med rød skrift er angivet de enkelte ejendommes daværende matrikelnumre: 1 Toftehus, 2 Frederiksminde, 3 Lerbakkehus og 4 Lundehus. Huset med nr 9 tilhører Bistrup ejerlav og er ikke en del af Risby. Bemærk i øvrigt vejforløbet, der blev ændret i 1945. Vejen til Abellund syd for bebyggelsen blev sløjfet og en ny blind vej anlagt lidt nordligere.


Matrikelkortet viser de ændringer der skete i 1945, hvor de gamle matrikelgrænser blev udslettet og helt nye fastlagte. Også den nye vejføring ses på kortet.

Således ser bebyggelsen ud når man kommer kørende fra syd ad Risbyvejen. Alle byens huse ligger på samme blinde vej - undtagen Toftehus, der skjuler sig bag husene på billedet.

 
Back to content | Back to main menu