Saane - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Kortet fra 1816, viser hvorledes Saanes fire gårde lå placeret efter udflytningen af gården Skovlund (gård nr 3), der ses nordligst på kortet. De tre tilbageværende gårde i Saane er: Nr. 1 Sølystgaard, nr. 2 Tornegaard, nr. 4 Højbjerggaard.

Saane - den sandede strækning

Navnet Saane betyder egentlig "den sandede strækning" - og blev i ældre tid ofte skrevet og omtalt som Sande. Det skete af den grund af og til forvekslinger med Sante - som Saunte i en periode forsøgtes stavet.
Halvdelen af landsbyen Saane var allerede midt i 1100-tallet kommet til at høre under Esrum kloster. Det skete fordi ærkebiskop Eskil, der havde støttet klosterdriften i Esrum allerede fra dens første tid, antagelig ville bidrage endnu mere til driften. Omkring 1157 overdrog kong Valdemar den anden halvdel af Saane til klosteret. I overdragelsesbrevet omtales Saane som en landsby, der oprindelig havde tilhørt kongen, men som en tid havde været ejet af en Peder Lagesen, men som nu atter var kommet i kongens besiddelse. I dokumentet nævnes det endvidere, at ejendommen overdrages klosteret "fordi den støder op til deres markskel og ligger meget gunstigt for dem". Det kunne tyde på, at i al fald dele af nabolandsbyen Harreshøj allerede da var i klosterets besiddelse, men herom vides dog intet med sikkerhed.
Imidlertid opstod der tvivl om klosteret havde ret til denne del af Saane, idet en Peder Scalle rejste krav om bebyggelsen, idet han hævdede, at det var hans retmæssige fædrenearv. Sagen endte imidlertid med at Peder Scalle frafaldt kravet og i stedet selv skødede godset til klosteret. Man kunne godt tro, at kong Valdemar havde haft en finger med i spillet, siden sagen tog denne vending.

Saane bliver omdannet til en grangie
Saane havde indtil overtagelsen bestået af to såkaldte brydegårde, d.v.s. gårde, der var drevet af en bryde, der var en slags forpagter. Han drev gården ved hjælp af daglejere og betalte godsejeren en afgift af høstudbyttet. Men omkring 1180 blev Saane omdannet til en grangie - og de to gårde nedlagte.
Nedlæggelsen skete, fordi cistercienserklostrenes regler indebar, at man ikke måtte bortfæste godset. Klosteret skulle med andre ord selv drive landbruget. I praksis skete det ved, at jorderne blev omorganiseret til den såkaldte grangiedrift. En grangie var en større avls- eller ladegård, der typisk havde en størrelse på over 100 tdr. ld. Denne gård blev bestyret af en lægbroder - under opsyn af en munk. Selve arbejdet blev i den tidlige middelalder sandsynligvis udført af lægbrødre, medens munkene mere var optaget af administrative pligter. Der var på det tidspunkt stor søgning til jobbene som lægbrødre, da det i en tid med rigelig arbejdskraft var en måde at undslippe fattigdom og sult. De gårde, der havde eksisteret i landsbyerne, da klosteret overtog byen, blev som oftest nedlagt og jorderne lagt ind over grangien. Den nedlagte landsbys befolkning blev i stedet omtalt som gårdsædebeboere, hvilket på den tid betød, at de blev en slags husmænd, der måtte arbejde på grangien.
I løbet af 1200-tallet ændredes imidlertid reglen om, at klosterjord ikke måtte udlejes eller bortfæstes. Dermed var grangiesystemet allerede på retur - ikke mindst fordi det blev vanskeligere at skaffe arbejdskraft til disse større gårde. I stedet opdeltes grangierne igen i mindre ejendomme, som så bortfæstedes. På denne måde gendannedes flere af de landsbyer, som i århundrederne før var blevet nedlagt.
Egentlig blev grangiedriften opgivet allerede i starten af 1200-tallet, men i Saane fastholdt man grangien - nu blot som hovedgård. I hhv. 1403 og 1464 omtales en familie Bille i Saane - sandsynligvis brydens familie. I 1497 omtales Saane endnu som én hovedgård drevet af bonden Esben Nielsen, men allerede i 1501 kunne det tyde på, at der var sket en ændring. En adelig, Kristiern Daa, havde nemlig før han drog i krig mod svenskerne, givet milde gaver til fromme formål. Blandt gaverne var "en Gard i Sande, som Per Jensen, udi boer, item en Fæstegaard sammesteds." Altså var der nu mindst to gårde i byen.

Saane i 1600-tallet
Efter de ødelæggende svenskerkrige blev der i 1660 gennemført en registrering af hvorledes landsbyernes tilstand var. I Saane var situationen ikke god. Der omtales en del ruinerede gårde og huse og om Jens Nielsen fortælles, at hans bygning var brøstfældig og at 6 bindinger var nedfalden.
Fire år senere kan man i en jordebog over Kronborg Len læse at i Saane var der fortsat 2 helgårde, som begge var pantsatte og som hver ydede bådsmandsskat på 12 skilling.
I matriklen fra 1681 oplyses, at landsbyen Saane da bestod af 2 gårde "lige i brug". Den ene fæstedes i øvrigt af Knud Sørensen, som dette år havde forpagtet "at matte drage med en liden Vaad ved Landsiderne i Esse Søe efter Løyer og smaa Fish, og giffuer Fishmesteren til Forpagtning om Aaret 2 Rdl. Huilchen Forpagtning hand nu vil opsige til Sant Mortens Dag, og saa er Forpagtningen dermed vde."  Det har åbenbart ikke været udbytterigt nok at "drage med et lille vod" i Esrum Sø!

Skovlund udflyttes fra landsbyen
De to gårde i Saane blev i øvrigt til fire i løbet af 1700-tallet. Da landsbyen i 1789 blev udskiftet bestod den således af 4 gårde, hvoraf en blev udflyttet af landsbyen. Det blev til den senere proprietærgård "Skovlund".
Også i Saane skete der mærkbare forandringer. Allerede omkring udskiftningstidspunktet var "Skovlund" blevet udflyttet af landsbyen til den nuværende placering nord for landsbyen. Tilbage i landsbyen Saane lå tre gårde, hvoraf den ene hed Tornegaard. Den blev i 1832 overtaget af Niels Pedersen (fader til kgl. kammersanger Peter Cornelius), der i 1847 også overtog "Skovlund". Otte år senere købte han også den ene af Harreshøjs gårde - kaldet "Sølund". Disse tre gårde blev nu lagt sammen til én stor gård  - den nuværende proprietærgård "Skovlund".

Sånefår
Som omtalt blev den ene af byens tre gårde, "Tornegaard" nedlagt og også nedrevet midt i 1800-tallet. I år 1900 brændte den anden af gårdene, "Højbjerg". Gården genopbyggedes ganske vist, men nu ca. 200 meter øst for den oprindelige placering. Tilbage i selve landsbyen lå nu kun gården "Sølyst", som dermed for en forbipasserende i dag blot ligner en udflyttergård. Landsbyen Saane har ganske vist aldrig været særlig stor, men er altså nu nærmest blot en spredt bebyggelse uden antydning af landsbygade eller lignende.
På de nedlagte gårde i landsbyerne står selve udlængerne nu enten tomme eller er ombygget til andre formål. Der har dog over tid været ejendomme, der har været anvendt til en form for landbrugsdrift, bl.a. blev Saanegården "Sølyst" i mange år anvendt til fremavling af den danske fårerace "Sånefåret", der blev anerkendt som en selvstændig race i 1991. Racen, der opstod ved krydsning mellem 3 andre racer er specielt fremavlet med henblik på naturpleje og kan gå ude hele året. Ulden er yderst velegnet til håndspinding, da det ikke er nødvendigt at karte ulden først.

Pektin-Karl og Hans Scherfig
I perioden 1966-77 ejedes Skovlund af Magda og Karl Pedersen. Karl Pedersen - kaldet "Pektin-Karl" - var fabrikant og havde videreudviklet en metode til ud af frugter at udvinde naturproduktet Pektin, der anvendes som fortykningsmiddel ved fremstilling af marmelade. Da produktionen startede i 1930’erne blev pektinen udvundet af æbler, men metoden er senere blevet forfinet, og pektin udvindes nu af citrusfrugter. I 1960’erne påbegyndte han desuden en produktion af carrageenan, der udvindes af tang. Produktet anvendes som stabilisator i fødevarer som f.eks. kakaomælk eller iskrem. Karl Pedersen afhændede i 1968 fabrikken, som lå i Lille Skensved, men den eksisterer fortsat i bedste velgående og er verdens største af sin art. Og »Karl Pedersen og Hustrus Industrifond« uddeler hvert år støtte til at fremme dansk eksport og til anden støtte til udvikling af dansk industri.
En af de mest kendte personer, der har boet i Saane var forfatteren og maleren Hans Scherfig (1905-79), der boede fra omkring 1940 til midt i 1950’erne i et tidligere husmandssted sammen med hustruen malerinden Elisabeth Karlinsky (1904-94). Hans Scherfigs karriere startede som kunstmaler allerede i 1920’erne, men i 1930 blev han tillige medarbejder ved det kommunistiske Arbejderbladet. Hans forfatterskab tog fart i slutningen af 1930’erne, hvor især »Den forsvundne Fuldmægtig« fra 1938 og »Det forsømte Foraar« fra 1940 var med til at slå hans navn fast i den brede offentlighed. Efter besættelsen blev Scherfig medarbejder ved »Land og Folk«, men fortsatte både med at male og med at skrive bøger. Efter perioden i Saane flyttede Hans Scherfig og Elisabeth Karlinsky til Thorsvighus syd for Asminderød.