Sandbakkegaard - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Sandbakkegaard

De enkelte ejerlav > Jonstrup

Sognefoged Anders Nielsen, Jonstrup

af Kjeld Damgaard

Anders Nielsen var gårdejer i Jonstrup. Hans gård hed Sandbakkegaard, og ligger stadig lige øst for Fredensborgvej i Jonstrup. Han havde overtaget gården i 1870 efter sin fader, Niels Andersen, der i 1840 var blevet gift med enken Johanne Marie Thomasdatter. Denne enke havde overtaget gården efter sin mand Peder Jensen, der havde arvet gården efter den første selvejer, Jens Pedersen. Det var med andre ord en gammel slægtsgård, som Anders Nielsen overtog i en ganske ung alder. I 1873 blev han gift med Martine Petersen.

Anders Nielsen gjorde sig hurtigt bemærket som en driftig landmand og som en interesseret borger i lokalsamfundet. Hans baggrund og væremåde blev også værdsat ved at han blev udnævnt til sognefoged - den tids landbetjent m.v. Han bestred dette hverv i 20 år.

Hans politiske interesse blev også tidligt vakt, og han indvalgtes derfor i Tikøb Sogneraad fra og med den valgperiode, der begyndte den 1. januar 1886.  Han bestred denne post i to valgperioder, hvilket dengang betød, at han var medlem af sognerådet i 12 år. Men derudover havde han sæde i mange bestyrelser og bar med til at stifte Tikøb Andelsmejeri, hvis formand han også var i en længere periode.

Anders Nielsens rygte blandt småkårsfolk var ualmindeligt godt. I en tid, hvor den sociale hjælp var meget mangelfuld, gik fattige og nødlidende sjældent forgæves efter hjælp hos Anders Nielsen.

En uhelbredelig sygdom tog imidlertid flere og flere af hans kræfter og han måtte opgive alle sine tillidshverv i årene efter 1899. Han var da også kun 57 år, da han døde i december 1901. Hans enke, Martine, solgte allerede et par måneder efter Sandbakkegaard til Otto Larsen og hans hustru, som var en niece til de tidligere ejere.

Gårdejer Anders Nielsen, Sandbakkegaard

Sandbakkegaard, fotograferet omkring 1960.

 
 
Back to content | Back to main menu