Snekkersten By - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Snekkersten Havns historie
i korte træk

af Kjeld Damgaard

I marts 1872 påbegyndtes det arbejde, der skulle føre til anlægget af Snekkersten Havn. Placeringen var oprindelig tænkt ud for Snekkersten Kro, men bl.a. af hensyn til Skotterups fiskere blev den endelige placering midtvejs mellem de to fiskerlejer ud for ejendommen ”Hildas Minde”. På det tidspunkt regnede man Snekkerstens ”centrum” for liggende helt oppe ved kroen.

Det var fiskerne selv, der leverede det meste arbejde - i al fald så længe fiskeriet tillod dette. Økonomien var i begyndelsen intet problem. De udlagte bidragslister i Helsingør og København gav ret anseelige beløb, og der blev kun udført arbejde for de penge, man havde. I byggeriets senere år måtte man dog optage lån i form af veksler for at få færdiggjort byggeriet.

Sidst på året 1873 var byggeriet kommet så langt, at bådene kunne komme i læ bag dækmolerne. Der blev i den forbindelse udarbejdet et ”Reglement samt Havne. og Brotaxt for Baadehavnen ved Snekkersten”. Samtidig nedsattes en havnebestyrelse. Den kom til at bestå af de fem hovedinitiativtagere, nemlig Peter J. Willumsen, Wilhelm J. Willumsen, Jens Jonassen, Jens Peter Thagesen og Børge Børgesen. Den 1. april 1874 åbnede havnen for offentlig besejling, og fisker Jens Jonassen blev udnævn til havnens første havnefoged.

Vanddybden i den nyåbnede havn var imidlertid ikke stor. Men dette forhold kunne man ikke afhjælpe i første omgang. Det var vigtigere at få beskyttet de nye moler med store søsten. Der blev derfor i de følgende to år sejlet store sten af fartøjer fra Gilleleje, Ellekilde og Humlebæk.

Med åbningen af Snekkersten Havn blev et stort savn afhjulpet. Mange af fiskernes aktiviteter kunne nu flyttes ind i den beskyttende havn. Ved havnens sydmole oprettede bådebygger Jens Svendsen i 1875 sit værksted, som han hidtil havde drevet i Espergærde. Han kom til at bygge både for fiskerne og kadrejerne langs hele Øresundskysten. Den 12. januar 1879 kunne Peter Willumsen aflevere det færdige byggeregnskab til revisionen. Det fremgik heraf at der havde været udgifter ved havnebyggeriet for 39.809,73 kr.  Desværre var der kun indkommet 39.803,54 kr, så kassereren havde måttet dække underskuddet på 6 kr og 19 øre af egen lomme!

Transporten af passagerer til og fra Øresundstrafikkens rutebåde havde hidtil foregået mellem bådene og Kongevasen i Skotterup. I 1876 flyttede denne trafik til den nye havn.

I de følgende mange år kæmpede havnebestyrelsen løbende med at holde udgifterne nede og indtægterne oppe. Havnefogederne blev gentagne gange pålagt at sørge for at inddrive restancer samt afgifter af udenbys både. Nogen hjælp fik man dog, bl.a. fra godsejer Hage fra Nivaagaard, der bl.a. stod for en del af arbejdet med at lægge sten m.v. i starten af 1890’erne. Man sendte tillige gentagne skrivelser til rigsdagen m.h.p. at få eftergivet  havnens gæld til statskassen, der i 1892 udgjorde ca 6.500 kr. Det lykkedes dog først i 1893 at få denne eftergivet.

I 1894 vedtoges det at forlænge søndre molehoved med 11 meter. Havnens interessenter skulle udføre arbejdet under ledelse af bådebygger Jens Svendsen. Allerede i forbindelse med etableringen af havnen blev der i 1872 afholdt en stor skovfest i Egebæksvang. Overskuddet herfra gik til anlægget af havnen, men sidenhen forsøgte man sig flere gange med en ny skovfest m.h.p. at skaffe penge til den fortsatte drift af havnen. I 1898 holdtes således sådan en skovfest, der gav et overskud på 2.097 kr, hvilket var omtrent det dobbelte af årets øvrige indtægter. Foruden havneafgifter af både faste bådejere og af gæster, havde havnen også indtægter af græsning på stejlebakkerne samt fra de bønder, der hentede tang på strandene. Desuden skulle der betales afgift af salg af fisk på havnen. Dog kun 25 øre for hver 100 kr der omsattes.

Et evigt tilbagevendende problem var tilsandingen og det meget mudder, der lagde sig i havnebassinet. Stort set hvert eneste år blev der brugt megen energi og mange penge på at opmudre.
Igennem mange år havde man optaget et privat lån, men i 1903 lykkedes det endeligt at komme ud af al gæld - for første gang i havnens historie. I efteråret 1906 blev der opstillet et havnefyr på søndre mole.
Til en større reparation af havnen i 1909 modtog havnebestyrelsen tilskud fra både staten, Frederiksborg Amt og Tikøb Sogneråd. Udgiften var også ganske stor - over 9.000 kr. Arbejdet blev ledet af havneingeniør Bech og med bådebygger Jens Svendsen som tilsynsførende.

Reglementet for havnen måtte af og til strammes op. Bl.a. måtte man i 1909 indskærpe, at det var forbudt at kaste døde fisk i havnen. I 1910 blev det forbudt at cykle på nordre mole, samt at børn under 8 år ikke måtte færdes på havnen uden tilsyn.
Allerede kort efter at Jens Svendsen havde etableret sig som bådebygger på havnen, byggede han en bedding lige syd for bådebyggeriet. I 1914 vedtog havnebestyrelsen imidlertid at bygge endnu en bedding lige nord for bådebyggeriet. Tømrermester Nielsen-Kaas byggede beddingen for ialt 1400 kr. Allerede det første år gav beddingen 81 kr i indtægt.

Et andet tilbagevendende problem var kystnedbrydningen. I 1915 skrev havnebestyrelsen således endnu engang til Kystkommissionen og bad om, at der blev gjort noget for at beskytte kyststrækningen mellem ”Det gamle Toldsted” og sprøjtehuset i Skotterup.
Det førte dog ikke til noget, og en fornyet ansøgning til vandbygningsdirektøren medførte blot et svar om, at udgiften ikke stod mål med den begrænsede interesse fiskerne måtte have heri. Som resultat af dette afslag sendte man en ansøgning til amtet, idet man gik ud fra at amtet måtte være interesseret i at beskytte Strandvejen, der jo blev vedligeholdt af Frederiksborg Amt. Sagen kører derefter frem og tilbage mellem amtet og landbrugsministeriet i de følgende år. I 1932 ender sagen med ,at amtsvejvæsenet går ind på at sikre en 310 meter lang strækning nord for Snekkersten Havn. Sikringen af de øvrige strækninger bliver en sag mellem de involverede parter. I praksis betød det, at amtet, staten, sognerådet og grundejerne alle måtte til pengepungen for at sikre kysten med høfdebyggeri, glaciser m.v.

I 1920 vedtoges det at bygge en barkkedel ved havnen. I 1922 foretoges omfattende ombygninger af havnen. Arbejdet bestod i nedramning af jernbeton-spunsvægge samt opbygning af molerne i beton. Først i 1933-34 byggedes det nuværende landbolværk. Det var 46 meter langt, og i dette skulle indgå et 8 meter bredt slæbested.

Allerede i 1923 var der blevet opført et WC ved nordre mole, men i 1932 blev det afløst af et ”nødtørftshus” ved søndre mole. Dette toilet stod indtil 1971, da det blev erstattet af det nuværende. På havnen var der allerede tidligt - antagelig i 1870’erne - blevet oprettet en fiskeforretning. Det var fiskehandler Wilhelm Hansen og hans bror Lauritz Hansen, der havde denne butik på havnens sydmole. På havnens nordmole etablerede fætrene Knud og Erik Johannessen i 1927 en fiskeforretning. Senere overtog fiskehandler Jacob Johansen forretningen. Sønnen Svend drev senere denne forretning indtil 1972. I 1959 lejede fiskehandler Hans Johansen fiskeforretningen på søndre mole. Forretningen fortsatte til 1963, da den blev nedlagt.

På grund af verdenskrigen blev der i 1942 tegnet en krigsforsikring af Snekkersten Havn. Havnen blev i den anledning forsikret for knapt 160.000 kr. I 1950 opførte firmaet Alfred Olsen og Co. A/S en tankstation på havnepladsen ud mod Strandvejen. Senere blev det firmaet ”Danish American Gulf Oil Company”, der drev tankstationen.

I eftersommeren 1958 oprettede skibsreder Louis Grau en færgerute mellem Snekkersten Havn og Helsingborg. I første omgang blev sejladsen udført med færgen ”M/S Mols”. Fra sommeren 1960 også af færgen ”M/S Freia”. I 1972 blev ”M/S Marina” indsat på ruten - og den fortsatte til ruten blev flyttet til Helsingør i starten af 1990’erne.

I 1972-73 opføres et nyt klubhus, der hvor der tidligere lå en fiskehandel på nordre mole. Klubhuset blev opført m.h.p. at være hjemsted for Snekkersten-Skotterup Sejlklub.