Tikøb Kro - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Den gamle kro i Tikøb

af Kjeld Damgaard

På facaden af Tikøb Kro stod årstallet 1198. Kroen brændte næsten ned til grunden i 1995. Hvis førstnævnte årstal står til troende, så blev Tikøb Kro altså næsten 800 år gammel.

Problemet er, at vi ingen dokumentation har for, at kroen vitterlig blev oprettet i 1198. Fra 1175 havde munkene fra Esrum Kloster ganske vist været beskæftiget med at opføre en ny kirke i Tikøb. Stedet var ikke nogen tilfældighed - på dette sted havde man i århundreder forud tilbedt de nordiske guder - stednavnet Tikøb fortæller det direkte: Tikøb = oprindelig Tiwitcop = "den til Tyr viede skov, der er købt". Befolkningen var med andre ord vant til at komme på stedet i religiøse sammenhænge - og munkenes tanke har derfor været, at det kunne man lige så godt udnytte.

I de følgende 75 år lykkedes det således at rejse en imponerende teglstensbygning - smukkere og større end de fleste andre landsbykirker på den tid. Men kirkens størrelse skulle jo også svare til sognets størrelse. Tikøb Sogn var i areal et af landets største, så selvom der var store arealer med skove og søer, så var der også store arealer med landbrug og bebyggelse.

Kirke og kro i Gurre
Kronen og Esrum Kloster var de to store jordejere i det oprindelige Tikøb Sogn. I Gurre havde kronen således sit centrum. Vi ved ikke fra hvilket tidspunkt - kun, at der i 1300-tallets midte har været en borg og et såkaldt "kapel" i Gurre. Men måske var der kirke i Gurre længe før da - måske endda før der blev bygget kirke i Tikøb. Det såkaldte "Skt Jakobs Kapel" i Gurre ligger således meget atypisk, hvis det er bygget som slotskapel, nemlig langt væk fra selve borgen og borganlægget. Sammen med det faktum at kapellet faktisk har lignet en hvilken som helst anden dansk landsbykirke, så fører det til den antagelse, at "Skt. Jakobs Kapel" oprindelig kan have været opført som en almindelig landsbykirke for Gurre landsby (og sogn?). Da kongeborgen Gurre opførtes ant. midt i 1300-tallet, så har man for nemheds skyld inddraget den lille landsbykirke som slotskapel - man havde jo nu den store kirke i Tikøb, som befolkningen i Gurre kunne søge.

Og sammen med en kirke skulle man naturligvis også have en kro. Og der var faktisk også en kro i Gurre - en kro, der mere eller mindre officielt eksisterede helt op i 1800-tallet.

Usikkerhed om oprettelsesåret
Men tilbage til Tikøb, hvor skikken med at kro  og kirke hang sammen, naturligvis har fået en langt senere kroejer til at skrive årstallet 1198 på kroen. På den ene side er årstallet antageligt taget lige ud af luften - måske fordi det lød godt at have rødder helt tilbage til 1198 (hvor netop den ældst dokumenterede danske kro - Bromølle Kro - fik bevilling). Kirken stod næppe færdig før ca. 50 år senere, men kan dog delvist have været taget i brug allerede da. På den anden side kan det heller ikke udelukkes, at kroen eksisterede på den tid. Efter et kirkebesøg var det jo vigtigt at kunne få mad, drikke og hvile, inden den lange hjemtur påbegyndtes. De få, der havde en hest havde også brug for en rejsestald, og de øvrige rejsende i sognet havde naturligvis også brug for et sted at overnatte og spise. Sammenholdt med den faktum, at der var uhyre langt fra Tikøb Sogns yderste hjørner til kirken i Tikøb, har jo ikke gjort behovet mindre.

Også det forhold, at Tikøb lå nogenlunde midtvejs på de daværende færdselsårer mellem Krogen og Gurre på den ene side og Esrum og Søborg på den anden, kan jo have givet anledning til oprettelsen af en kro på stedet. Men selvom der var kro i den tidlige middelalder, har vi ingen beviser for at den har eksisteret til alle tider frem til 1700-tallet, hvor vi med sikkerhed kan følge kroens eksistens.

En tvivlsom historie
Gurre-egnens skildrer, Christian Hansen fra Ørnholmgaard, skrev i 1920'erne en lille beretning om Tikøb Kro på Valdemar Atterdags tid - d.v.s. i midten af 1300-tallet. Om beretningen er det rene opspind eller om Christian Hansen har genfortalt en historie, der har vandret i århundreder fra generation til generation, er helt uvist. I historien fortælles således om hvorledes Valdemar Atterdag havde været på jagt og var kommet bort fra resten af jagtselskabet. Da det således var blevet sent, tog jagtselskabet ind på Tikøb Kro, hvor kromanden var berømt for at tage godt imod sine gæster. Derfor var kroen velbesøgt af adelen, embedsmænd og andre rige personer. Christian Hansen beskriver hvorledes der var liv og lystighed på kroen og hvorledes de lokale gæster kunne komme sejlende tværs over Tikøb Sø direkte til kroens køkkendør.

Sandsynligvis er denne beretning et produkt af Christian Hansens fantasi, men hvis kroen eksisterede på den tid, kan det være rigtigt, at man kunne sejle helt op til den. Tikøb Sø var på den tid ganske stor og dækkede hele den centrale del af det nuværende Tikøb. Christian Hansen omtaler også de "lokale gæster" og sætte endda navn på dem. Det er - af flere grunde - straks mere problematisk. Faktisk var det således langt op i tiden, at kroer ikke måtte beskænke de lokale beboere - kun rejsende og udefra kommende gæster.

Krovæsenet i middelalderen
Kroerne i den tidlige middelalder er i det hele taget et forholdsvis ubeskrevet blad i dansk historie. Men i 1283 bestemte Kong Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste rundt i landet i embedes medfør. Og i 1396 besluttede Dronning Margrethe I, at der skulle være en kro på de store veje for hver 4. mil (ca 30 km). Kromandens løn for at tage imod de vejfarende var i første omgang at han fik lov til at brænde brændevin, brygge øl, samt bage brød til salg - så vel i huset, som ud af huset. Endvidere fik kromanden fritagelse for borgerlige ombud, herunder også fritagelse for indkvartering af soldater.

Og i løbet af middelalderen udvikledes et netværk af landevejskroer og færgesteder rundt i Danmark. Baggrunden for oprettelsen af dette netværk var  kongemagtens ønske om at sikre de vejfarende en vis tryghed under deres færd. Således blev beliggenheden af de privilegerede landevejskroer fastlagt ved lov. En stor del af kroerne blev dog først oprettede i 1500-tallet i henhold til  Christian II’s såkaldte gejstlige lov eller "loven for landet", der bestemte, at der for hver to  lt mil på de alfare veje på  Sjælland skulle være et  lt herberg. Der nævnes i loven stederne for i alt 28 kroer, men ikke Tikøb.

En ny forordning om krovæsenet kom i 1695. Heri fastlagdes kroernes pligter og rettigheder og i 1734 blev amtmændene afkrævet en fortegnelse over samtlige kroer i amterne. Kroer, der ikke havde bevilling, skulle nedlægges, for at man kunne komme bøndernes drikfældighed til livs. Samme år fik dog ikke færre end 35 nye kroer på Sjælland bevilling. Om dette hjalp på drikfældigheden er dog tvivlsomt. Johan Hermann Wessel udtrykte det i al fald således: "Jeg selv på kro vil drikke. For andet kommer jeg der ikke."

Strid og klammeri
Et af de ældste dokumenterede eksempler på Tikøb Kros eksistens stammer fra 1744, da der for Esrum Ting kom følgende retssag til behandling:

Indstævnet var Enken i Tikøb Kroe, fordi hun adskillige Gange og saa Got som stedse Skenker og Tapper om Hellige Dage, tvert imod det kongelige Forbud og den af Geheime Raaden (amtmand Gram) gjorte Anordning, ja, det er endog befunden, at det hos hende er bleven tilladt om Søgne Dage til fylleri at udtappes, og hun tillader de søgende at sidde Natten over, hvorved nyelig er foraarsaget et stort Klammeri og Slagsmaal, saa at de søgende kom i Haardrag sammen (bøndernes hår var dengang langt), andre slagen blaa og blodig, som er stridig imod Lov og Erbarheden.


Til samme at bevise fremstode Tingmanden Lars Pedersen og Hans Larsen af Harrishøj og forklarede Eedelig, at dem tilfulde er bevist, at der i Tikiøb Kroe sidste afvigte 17. November kom Per Olsen i Monkegaard og Lars Andersen i Tikiøb Skovhuuse i Tikiøb Kroe om Aftenen og sad der Natten over, drak og spillede Kort indtil om Morgenen, og da tilkom Rasmus Sørensen af Lille Esbønderup, aftakket Landsoldat, som gav i Spil med de tvende Mænd indtil ud paa Eftermiddagen Klocken 4re. Dend næste Søndag derefter vare de derefter atter forsamled og drak. Mandagen dernæst vare de atter forsamlede, og da var Klammeri imellem dem, og de sloges saaledes, at Lars Andersen var baade blaa og blodig.

Adskillige andre retssager fra 1700-tallet vidner om strid og klammeri i Tikøb Kro - dog ikke værre end i alle andre kroer på den tid. I 1756 nævnes således at kromand Morten Pedersen i Tikøb havde indstævnet rytterbonden Peder Nielsen fra Lille Esbønderup for "utilbørlig adfærd i ord og gerning". Ved retssagen måtte Peder tilstå, at han havde fornærmet  kromandens kone "med nærgaaende og  grove Skiældsord og ubeføyede Beskyldninger". Han bad om forladelse over for både manden og konen og slap med at betale sagens omkostninger.

Privilegeret kro
I første halvdel af 1700-tallet blev gæstgiverierne organiserede ud fra en forhåbning om, at man bedre derved kunne holde styr på hvad og hvem, der holdt kro. I 1757 findes Tikøb Kro således i en liste kaldet "Specifikation over de under Rytterdistrickternes Contoir sorterende priviligerede Kroer". Heraf fremgår, at Tikøb Kro er en såkaldt "Kategori III-kro", d.v.s. at kroen alene havde tilladelse til at brygge det øl, som behøvedes til udsalg i krostuen. En årlig afgift heraf blev sat til 4 rigsdaler. Desuden var Tikøb Kro pålagt en husafgift på 5 rigsdaler og 64 skilling. Til sammenligning kan nævnes at Gurre Kro i den samme liste tilsyneladende anses for en mere betydende kro, der nævnes som "Kategori I-kro", med ret til både at brygge øl og brændevin. Den årlige afgift heraf var for Gurre Kros vedkommende 7 rigsdaler.

Først i 1857 i forbindelse med næringslovens vedtagelse, blev systemet med "Kongeligt Privilegerede Kroer" indført. Denne ordning ophævedes igen allerede i 1912 - og selv om dette således var en meget kort periode, så er udtrykket blevet hængende både i sprogbruget og på kroernes facader. Egentlig har det jo ikke haft nogen betydning siden 1912, men det har jo set meget godt ud - som reklame.

Kromændene
Hvem var så kromændene i Tikøb? Ja, bortset fra, at de faktisk godt kunne være af hunkøn - typisk enker efter den forrige kromænd - ja, så var de naturligvis lige så forskellige som mennesker nu engang er. Det kan dog slås fast, at de i 1700-tallet og i tiden forud var fæstere, der årligt måtte yde en afgift til kongen (d.v.s. Staten), der ejede ejendommen. De ejede med andre ord ikke selv kroen, men alene en slags forpagtere eller bestyrere, der drev kroen for egen regning og risiko.

I 1771 ved vi, at kromanden var den 43-årige Christian Jensen, der var gift med en 7 år ældre enke - måske den tidligere kromands kone? En del år senere - i 1804 - blev kroværten for første gang selvejer. Den 22. december 1804 udstedtes nemlig kongeligt skøde på kro-ejendommen, der i øvrigt i tingprotokollen kaldtes for "Damsborg". Den nye ejer blev kromanden, Niels Andersen. Da denne døde overtog enken, Bodil Marie Christensen kroen. Hun giftede sig imidlertid snart igen - denne gang med en Niels Jensen, som så overtog kroen. Niels Jensen døde imidlertid også før Bodil, så endnu engang - i 1838 - overtog Bodil kroen og drev den selv. Men hun giftede sig igen, denne gang med Anders Andersen. Det skete i 1844, og så overtog Anders Andersen kroen.

Anders og Hanne
Bodil Marie Christensen overlevede ikke sin tredje mand. Anders Andersen blev således enkemand og var vel på udkig efter en ny hustru. På kroen tjente i 1865 en ung 19-årig pige, Johanne Marie Nielsdatter - i det daglige blot kaldet Hanne. Hun og kroejeren fik et godt øje til hinanden og den 3. november 1865 bestilte Anders lysning hos præsten i Tikøb. Brylluppet blev derefter lyst to gange i kirken, og bryllupsdagen fastsat til den 21. i samme måned. Hastværket skyldtes, at Hanne og Anders må have foretaget sig andet og mere end at kigge hinanden i øjnene. I al fald ventede Hanne sig, og Anders lagde ikke skjul på, at de ventede en barn - det var nemlig hans første barn.

Den skæbnesvangre 14. november
Hvorfor det gik som det gik, kunne ingen forklare. Årsagen til sin handling tog Anders med sig i graven, men en gåde var det både for den ene og den anden. Den 14. november hængte Anders sig nemlig, og det var uden nogen forudgående meddelelse, brev eller handling, der kunne forklare selvmordet. Der var heller ikke det mindste tegn på sindssygdom - alt sammen noget, der efterfølgende blev lagt megen vægt på. I stedet for bryllup, blev der altså begravelse og nogle uger senere - den 9. januar 1866  - fødte Hanne et velskabt drengebarn, som hun senere lod døbe Anders Andersen - ligesom faderen.

Nu var Anders ikke nogen fattig mand - tværtimod. Hans formue blev nemlig opregnet til ikke mindre end 10.000 rigsdaler. Det er meget vanskeligt at sammenligne beløb i 1860'erne med beløb i vore dage, men med forbehold kan der foretages visse beregninger, der viser, at denne formue svarede til ca. 20 årslønninger for en faglært arbejder. Et tilsvarende beløb i dag er vel derfor omkring 5-7 millioner kroner. Men uanset hvilken model man anvender, er konklusionen klar: Kromand Anders Andersen var en temmelig holden mand.

Retssagen
Det kan derfor ikke undre, at den nyfødte Anders Andersens værge og den afdøde Anders Andersens søskende ikke var enige om arvens fordeling. Værgen for barnet hævdede således, at barnet måtte være enearving, da faderen dels tydeligt havde tilkendegivet at ville ægte moderen, dels tydeligt havde vedkendt sig paterniteten til det barn som Hanne ventede sig. Heroverfor hævdede Anders' søskende, at barnet ikke kunne være arveberettiget, når moderen ikke havde nået at ægte Anders. Ganske vist havde de - som nævnt - bestilt lysning, men Anders' selvmord havde jo været en slags ophævelse af ægteskabsløftet.

Med disse to synspunkter gik parterne i skifteretten, der tillagde arven til barnet. Det samme gjorde Overretten (= Landsretten) og sagen endte derfor i Højesteret.

Højesterets kendelse
Højesteret støttede sig på den da gældende lovgivning fra 1845, hvorefter et barn var arveberettiget efter en fader, uanset at forældrene ikke inden barnets fødsel var blevet gift, fordi faderen var afgået ved døden inden brylluppets afholdelse. Det springende punkt var imidlertid om faderen havde udtrykt vilje til at indgå ægteskab, og det var højesterets opfattelse, at det havde han, uanset det forhold, at han inden brylluppet havde begået selvmord.

Den lille Anders kunne herefter vokse op med en solid pengetank til at komme godt i vej. Han blev i øvrigt senere ejer af en større gård sydøst for Roskilde og døde i 1934.

Krøyer, Drachmann m.fl. i Tikøb Kro
Med højesterets afgørelse kunne boet endelig gøres op, og Tikøb Kro sælges. Ny ejer blev Niels Christian Hansen, der var gift med en halvsøster til gård- og mølleejer i Tikøb, Frands Olsen. Det var i kroejer Hansens tid at en markant begivenhed fandt sted på Tikøb Kro.

Begivenheden var i sommeren 1876, at den berømte maler og digter Holger Drachmann lå på landet i Snekkersten. Det skete da, at en ung fisker, Vilhelm Willumsen, druknede i forbindelse med fragt af passagerer til en Øresundsdamper. Blandt gæsterne ved begravelsen i Tikøb var således også Holger Drachmann, der benyttede lejligheden til at besøge sin kusine, der var gift med skolelærer Christian Hansen i Tikøb. Christian Hansen har i sine erindringer skrevet følgende om den sommer i Tikøb:

Den samme Sommer laa der tre unge Malere af Drachmanns Bekendtskab paa Hornbæk, nemlig Krøyer, Johansen og Middelboe. Da Kromanden i Hornbæk var en fætter af mig, kom vi med Drachmann flere gange sammen med dem. Jeg talte en Aften om at faa oprettet et Bibliothek i Tikøb Skole til Udlaan iblandt Beboerne, og vi blev enige om at give en Dilettantforestilling i Tikøb Kro. Drachmann vilde skrive en Komedie, og de tre Malere, Polly Thalbitzer (fra Lottesminde), min ældste datter og jeg skulle udføre rollerne. Drachmann skrev saa i kort Tid en Komedie, der hed: "I den ellevte Time", og vi begyndte Indstuderingen. Prøverne holdtes saa dels paa Lottesminde, dels hos mig, og de sidste Prøver i Tikøb Kro. Det var meget fornøjelige Aftener. Efter Prøverne Sang, Spøg og Latter, medens Herrerne delikaterede sig med Toddy. Stykket blev spillet to Aftener i Midten af Oktober for fuldt Hus. Den sidste Aften var der efter Forestillingen Fællesspisning og Dans. Drachmann havde desuden skrevet en Prolog, der blev fremsagt af en ældre Frøken Hansen. Selv gav han et meget morsomt Optrin. Forklædt som Skomager Halberg (et forfaldent og vittigt Subject fra Tikøb Anbejdsanstalt, der om Søndagen gik omkring og tiggede) traadte han ind paa Scenen og skabte den fornøjeligste Del af Aftenen ved en lang Monolog med Sang og Enetale, hvori Anstalten og hele Sognets brøst blev dragne frem.

Festen varede hele natten, men overskuddet sikrede starten på det første lille skolebibliotek i Tikøb Skole - i virkeligheden starten på det offentlige biblioteksvæsen i Tikøb Kommune.

Familien Hansen og Valencia-Larsen
Som nævnt havde Niels Christian Hansen overtaget kroen og den var da også i hans eje frem til hans død i 1893. Enken, Bodil Christine Hansen, overtog derpå kroen, men i det daglige var det dog hendes tre børn, Laura, Dagmar og Frands Hansen, der drev kroen frem til 1913. De tre søskende havde naturligvis også hjælp af diverse arbejdskraft. Blandt disse skal nævnes en staldkarl ved navn Erik Christian Jørgen Larsen - i daglig tale dog blot Christian Larsen. Flere forskellige kilder gengiver en næsten enslydende historie om, at denne Christian Larsen, der kom fra meget ydmyge kår, var en meget påpasselig staldkarl, som ved dygtighed, opsparing (og et lån hos en onkel) blev i stand til at overtage Tikøb Kro, da de tre søskende efter moderens død, afhændede ejendommen i 1913.

Christian Larsen fik senere tilnavnet "Valencia-Larsen" fordi han købte og drev  forlystelsesetablissementet Valencia på Vesterbrogade 32 i København. Her oparbejdede Christian Larsen et givtigt foretagende og havde desuden en vinforretning i Ny Kongensgade samt desuden fra 1936 den store proprietærgård Danstruplund syd for Tikøb. Fra 1947 boede Valencia-Larsen i en stor villa i Hellerup. Det fortælles om ham, at han aldrig rigtig vænnede sig til direktør- eller godsejertitlen. Han foretrak således hver dag at arbejde med almindelige ting, såsom opvask, hvis der manglede mandskab til det.

Kroens udseende
Hvorledes kroen har set ud i ældre tid kan vi kun gætte om. Men en forholdsvis tarvelig bygning - set med vore dages øjne - har det ganske sikkert været. Vi ved dog fra retssagerne i 1700-tallet, at der var mere end én krostue, men om indretningen i øvrigt kendes ikke meget. Kun fra 1880'ernes sidste halvdel fortælles, at der i krostuen var "hvidskurede større og mindre borde med meget blankt kobbertøj og ligeså tinsager".

Ifølge brandforsikringsarkivalierne skulle kromand Anders Andersen have opført en ny krobygning i 1862 - i øvrigt i den specielle lerstampningsteknik. Denne bygning var den, der brændte ned i foråret 1995.

Mange forskellige arrangementer
Udover almindelig gæstgiveri - mad, drikke og overnatning - har Tikøb Kro naturligvis nydt godt af sit naboskab med kirken. Dette centrum i sognet har trukket mange kunder til, men også det faktum, at Tikøb var "hovedstad" i Tikøb Kommune ved Sogneforstanderskabets oprettelse i 1842, fik betydning for kroen. Godt nok samledes det nyvalgte sogneforstanderskab (senere benævnt sogneråd) sig første gang på Marianelund Kro, men snart blev det en regel, at sogneforstanderskabets møder skulle afholdes hver anden gang på Tikøb Kro. Dette fortsatte indtil midt i 1860'erne, da der på Tikøb Anstalt blev indrettet et fast mødelokale til sognerådet.

Dertil kom en række andre offentlige arrangementer, bl.a. auktioner, vaccinationer, valgmøder, afskedsmiddage, fødselsdagsfester, foreningsmøder, begravelseskaffe, generalforsamlinger o.s.v. Selvfølgelig blev stedet også brugt i forbindelse med kirkelige handlinger. Fra 1800-tallets sidste halvdel haves således en beretning om livet i Tikøb Kro: "Søndag Morgen begyndte Storpigen at bage Æbleskiver til den Tid Kirkefolkene kom kørende og skulle varmes lidt før de kom ind i den kolde Kirke." Det fortælles videre, at bøndervognene kom kørende fra det store sogn, og "at efter Egnens Skik holdt man og tog Kirkefolk op paa Vejen, de blev ogsaa trakteret med de gode varme Æbleskiver og Kroens Kaffe."

Inden Egebæksvang Kirke blev opført i 1897, var Tikøb Kirke jo tillige kirke for hele Sydkysten. Når fiskerne og andre kom til begravelse, dåb eller lignende kirkelig handling, så var det nødvendigt at man kunne få passet hestene. Ganske vist havde de fleste almindelige mennesker ikke hest, men de lidt rigere havde, og derfor var der naturligvis også en rejsestald i kroen.

Købmandsforretning
Der blev desuden indrettet en købmandsforretning i kroens hovedbygning, der endnu i 1920'erne kaldtes for Damsborg. Købmandsforretningen blev senere flyttet til den nordlige fløj og eksisterede i forskellige former helt frem til starten af 1970'erne.

Blandt disse købmænd kan nævnes Louis Næhr, Damgaard-Mortensen og Leif Jensen (fra 1969).

Slagsmål med ordensmagten
På de store aftener kunne der i Tikøb Kro være samlet flere hundrede mennesker. Det skete bl.a. i forbindelse med valgaftenen i november 1932 og igen natten til den 1. maj 1933. Her var der indbudt til dansebal  på kroen - og flere hundrede mennesker deltog. Salen var fyldt og da ballet skulle slutte kl. 1 om natten, passede det ikke flertallet af gæsterne. Den fremmødte politibetjent fra Fredensborg, Axel Jacobsen, forsøgte at stoppe festen, men fik bl.a. at vide, at "Lukning eller ikke Lukning aldeles ikke vedkom en saadan Karl".

Derpå blev Jacobsen trængt op i en krog i et af lokalerne og blev tilredt med slag og spark, hvorefter han blev spærret inde i et aflåst rum. Der blev dog hurtigt sendt bud efter forstærkning fra Helsingør, og da disse nåede frem, blev døren til rummet sprængt, og Jacobsen kørt til læge. Politifolkene fra Helsingør havde nu bedre held med at lukke kroen, og havde endda held til at anholde de to værste urostiftere, en chauffør fra Græsted og en tjenestekarl fra Esrum. Dagen efter blev de fremstillet for retten i Helsingør. Det viste sig, at de var brødre. Den ene, chaufføren, nægtede overhovedet nogensinde at have set betjent Jacobsen, hvorimod tjenestekarlen godt kendte ham, da han var ivrig deltager i samtlige danseballer i hele omegnen. Sidstnævnte optrådte i øvrigt hovent, og agerede stødt over at være anholdt.

Ligesom i 1700-tallet kunne der således også i nyere tid opstå klammeri på kroen - så det var ikke nødvendigvis "bedre i gamle dage". Noget ry som en kro med mange slagsmål, har Tikøb dog aldrig haft.

De nyere ejere
Efter Valencia-Larsens ejertid, overtog Johannes Granberg kroen i 1923. Fra  1947 overtog frk. Ebba Gudrun Hansen kroen og også hun havde kroen i en længere årrække, nemlig frem til 1963, da en tidligere pensionatsværtinde fra "Østerlide" i Espergærde, overtog kroen.

I disse år opstod idéen med at sætte kabaretter op på Tikøb Kro. I sommeren 1964 ser det dog ud til at det ikke var ejeren, der var værtspar på kroen. Det var i stedet  makkerparret Kate Rosén og Bent Mikkelsen, der stod for Tikøb Kros Kabaret. I denne kabaret indgik bl.a. en kåring af årets "sommerheks". Det var en konkurrence, hvor unge piger mellem 18 og 25 år kunne melde sig som mannequin ved en modeopvisning. Der var således ikke tale om en egentlig skønhedskonkurrence. Derimod lagde man vægt på at finde en sød og charmerende pige. I disse år optrådte også både Vivi Bak og Yvonne Ekman på Tikøb Kro.

I august 1966 overtog restauratør Berner Widal Jensen Tikøb Kro. I denne periode var kroen ramme for utallige firmafrokoster, skovture, afdansningsballer, udstillinger (bl.a. antikvitetsudstillinger), revyer, politiske møder, andespil, generalforsamlinger osv. Fra 1982 hed kroværten Steen Habersaat.

Branden
Der havde været brande på Tikøb Kro før, bl.a. var købmandsforretningen i den nordlige fløj samt en del af den vestlige fløj brændt i 1971. Men helt ødelæggende blev den brand, der i april 1995 lagde kroens hovedbygning og en del af vestfløjen i ruiner.

Der havde i årene forud været en del skiftende ejere af kroen og dermed også forskellige værter. Det havde ikke gjort kroens ry særligt godt, men et nyt værtspar, Solvejg og Niels Sveium havde fået godt tag i krodriften. Kroen ejedes da af tre parter: Autoforhandler Ole Petersen, keramiker Birte Troest  samt Inger Widal.

Den skæbnesvangre dag var lørdag den 8. april 1995. Kl. 16.55 blev der slået alarm og selvom der dirigeredes adskillige brandbiler til stedet, så lykkedes det kun at redde den nordlige fløj fra flammerne. Naboer var med til at redde en del af indboet ud, men forpagterparrets bolig, der lå på 1. etagen af hovedfløjen, udbrændte totalt. Men ingen kom til skade under branden.

De daværende ejere tog imidlertid ikke initiativ til en genopførelse af kroen - og derfor tog en gruppe lokale initiativ til at indsamle penge til kroens genopførelse. En indsamling blev påbegyndt, men gruppen blev overhalet indenom, da tomten blev solgt og den nye ejer lovede at opføre en ny kro. Det skete som bekendt alligevel ikke. I juni 1996 fjernedes de sidste rester af kroens hovedbygning samt en del af vestfløjen og i stedet opførtes på brandtomten en række nye boliger. Mange århundredes krodrift i Tikøb var slut.