Tikøb Sogneforstanderskab - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Sogneforstanderskabets første tid

Af Kjeld Damgaard

De fattig- og skolelove, der var blevet indført i starten af 1800-tallet, havde så småt givet landbefolkningen  medbestemmelse i to væsentlige lokalpolitiske anliggender. Det var derfor naturligt, at der fremkom ønsker om at udvide det kommunale selvstyre ikke bare i købstæderne, som det var sket i 1837, men også på landet.

Sogneforstanderskabets sammensætning
Efter at regeringen havde forelagt et udkast for stænderforsamlingerne, udstedtes 13. august 1841 så anordningen angående det lokale sogne- og amtskommunale styre. I hver landkommune skulle der vælges et sogneforstanderskab. Det skulle bestå af dels fødte medlemmer, dels af valgte medlemmer. De fødte var sognepræsten og de lodsejere, der ejede mindst 32 tdr. hartkorn. Imidlertid var der ingen så store hartkornsejere i Tikøb Kommune - da der ingen større godser var. Det var altså alene sognepræsten, der automatisk blev medlem. men derudover skulle der vælges mellem 4 og 9 beboere. For Tikøbs vedkommende blev antallet fastsat til 9 folkevalgte medlemmer.

Vælgerne og de valgbare
Det var imidlertid kun en ret begrænset del af  befolkningen, der kunne stemme og blive valgt. For det første skulle det være en mand, og han skulle være mindst 25 år gammel. For det andet skulle han være ejer af ejendom på mindst 1 tdr. hartkorn eller en ejendom, der var forsikret for mindst 1.000 rdl., eller man skulle være forpagter af en gård på mindst 6 tdr. hartkorn. Men var man tidligere dømt for en vanærende handling eller ikke havde rådighed over sit bo, så var der ikke nogen valgret eller valgbarhed. Desværre er valgbøgerne for Tikøb Kommune ikke bevarede, så det kan ikke siges med sikkerhed, hvor mange vælgere der reelt var i Tikøb Sognekommune i 1841 ved det første valg. Men antallet var lavt - og endnu færre deltog i selve valget, der foregik ved at vælgerne mødte op på Marianelund Kro og ved håndsoprækning i fuld offentlighed valgte sogneforstanderne.
Blev man valgt gjaldt valgperioden i 6 år, men det var sådan indrettet, at halvdelen af medlemmerne skulle afgå efter 3 år, således at der på den måde blev en vis kontinuitet i arbejdet.
Fra 1842 til 1867 kaldtes kommunernes råd for Sogneforstanderskabet og de valgte medlemmer for Sogneforstandere - betegnelser der fra nytår 1868 forsvandt til fordel for de mere velkendte betegnelser sogneråd og sognerådsmedlemmer.

Tikøb Sogneforstanderskabs første møde
Da valget var overstået, var det det ældste medlems opgave at indkalde til rådets første møde. Dette møde fandt sted allerede den 30. december 1841 på Marianelund Kro. Her mødte de 10 sogneforstandere og skulle af deres midte vælge en formand for det følgende år. Efter første afstemning stod stemmerne lige mellem de to formandskandidater, Lassen og Rasmussen. Men efter en skriftlig afstemning blev resultatet at Jens Nimb Lassen fra Sindshvile blev valgt til den første formand. Valget gjaldt kun for det følgende kalenderår - derpå skulle der foretages nyt formandsvalg. Formanden skulle herefter indkalde til møderne, sørge for at der blev ført protokol, føre korrespondancen samt opbevare forstanderskabets arkiv.
Dernæst aftalte man at afholde møde den første tirsdag i hver måned på Marianelund Kro kl 9.

Den første beslutning
Det fødte medlem provst Olrik havde som sin opgave at fortsætte med at administrere alle fattig- og skolesager samt føre de særlige protokoller herfor. Han skulle også føre korrespondancen i disse sager. Dermed var de tidligere fattig- og skolekommissioner nedlagt og i stedet skulle sogneforstanderskabet udpege af deres midte fattigforstandere, skoleforstandere samt skolepatroner.
Christian Olrik konstaterede, at der hidtil havde været brugt 11 fattigforstandere, 7 skolepatroner og 7 skoleforstandere i Tikøb Sogn. Det nuværende antal sogneforstandere var derfor efter hans mening alt for lille til at dække dette og alt det andet arbejde, forstanderskabet stod overfor. Han foreslog derfor at indgive ansøgning via Amtsrådet til Danske Kancelli (= daværende indenrigsministerium m.v.) om tilladelse til at udvide antallet af valgte sogneforstandere med 9 - altså en fordobling.
Ved det næstfølgende sogneforstanderskabsmøde havde formanden fået underretning om, at amtmanden havde tilrådet at ansøgningen om udvidelse af antallet af medlemmer blev udsat, indtil amtsrådet var blevet valgt. Dette råd blev fulgt - og sagen blev derfor først behandlet i maj måned. Og nu rettede man i ansøgningen - og søgte kun om en udvidelse af de valgte medlemmer til i alt 15 medlemmer. I ansøgningen blev det fremhævet, at kommunen dækkede et areal af 3 kvadratmil og havde over 6000 indbyggere. Det blev også fremhævet, at hvis ikke antallet forøgedes, ville det p.g.a. arbejdsbyrden nemt komme til at skade de valgte medlemmers hjemlige erhverv.
Ansøgningen blev anbefalet af amtsrådet og må have gjort et vist indtryk i kancelliet, for sagen blev afgjort allerede den 23. juli, hvor tilladelsen blev givet. Tilladelsen blev straks udnyttet - allerede den 8. august blev der afholdt valg.

De næste møder
I sogneforstanderskabets andet møde drøftedes især fattigvæsenets fortsatte drift, og allerede den den 21. januar 1842 mødtes sogneforstanderskabet for tredje gang. Denne gang var det sognets skoleforhold, der skulle tages under behandling. Man indledte med at fordele skoleforstander-posterne mellem sig. Formanden blev skolepatron for seks af skolerne, medens den syvende og sidste skole i Hellebæk hørte under Det Schimmelmannske Fideikommis.
Hermed var der taget fat på to af sogneforstanderskabets tre store sagsområder, nemlig fattigvæsenet og skolevæsenet. Det tredje store område var vejvæsenet. Men her nøjedes man i første omgang med at vælge tre medlemmer til den vejcommite, der allerede fandtes i sognet.
Dyrlæge Claus Knudsen foreslog på mødet, at de kongelige skove burde yde bidrag til de fattige i form af brændsel, og forstråd Bjørnsen lovede at undersøge sagen til næste møde.

Status efter en måned
Som det ses, var sogneforstanderskabet kommet godt i gang allerede efter en måned. Tre møder var det allerede blevet til, og indtil nu havde man stort set kun fået de lovbefalede ting på plads. Men allerede ved det fjerde møde i februar begyndte andre sager at komme. Bl.a. kom den første klage over skatteansættelsen - det var fra de gifte og ugifte svende på Hellebæk Fabrik, som dog ikke fik medhold. Der indkom også en ansøgning fra Hans Lundqvist ”der havde lært Tømmerhaandværket”, om tilladelse til at nedsætte sig som tømrer i Plejelt. Sogneforstanderskabet anbefalede varmt denne ansøgning, da ”der i den Egn, hvori han agter at nedsætte sig, er Mangel paa Haandværkere i hans Profession”.

Oldermanden i Horserød nægter
I det femte møde den 8. marts 1842 fortsatte problemerne med at dukke op stille og roligt...
I mødet i februar havde sogneforstanderskabet således besluttet at få indkrævet fattigskatten så hurtigt som muligt - af hensyn til den slukne kasse. Hver sogneforstander skulle så sørge for sit distrikt - og sogneforstander Kall fra Borsholm tolkede dette, som om han kunne gå ud til hver landsby og beordre oldermanden til at indkalde de lokale beboere og lade ham opkræve fattigskatten.
Men her gjorde Kall regning uden vært - i al fald hvad angår Horserød. Oldermanden i Horserød var gårdmand Peder Larsen - og han nægtede pure at gøre dette arbejde, idet han henviste til, at det måtte da være sogneforstandernes egen opgave. Hvis han skulle gøre det, krævede Peder Larsen ”en højere Resolution” - altså ordre fra højere sted.
Kall klagede sin nød til det samlede sogneforstanderskab og anmodede om, at amtet måtte gribe ind og pålægge oldermanden denne byrde. Inden da havde sogneforstanderskabsformanden, Jens Nimb Lassen, imidlertid allerede skrevet til amtet og amtmanden og spurgt om råd.  Lassen henviste i sin skrivelse til, at sognet havde så stor en udstrækning, og at sogneforstanderne allerede havde rigeligt at gøre, så det måtte være rimeligt at pålægge oldermændene denne pligt.
I et senere møde oplystes det, at amtmanden ikke mente at oldermændene kunne pålægges denne pligt. Men sogneforstanderskabet mente stadig, at denne opkrævning ville overstige sogneforstandernes kræfter og vedtog at lade sagen bedømme af det nyvalgte amtsråd. I mellemtiden skulle opkrævningerne ske ved, at man lejede et bud, der foretog opkrævningen.

Umådeligt drikkeri og spirituskørsel
Kommunalforordningen af 1841 pålagde også de nye sogneforstandere at påse at lov og orden blev overholdt i kommunen. Sogneforstanderne konstaterede i den anledning, at ”det var bekjendt at Tjenestefolkene her i Sognet har mange Sammenkomster under Navn af Baller og der ved saadanne Leiligheder ofte yppes Klammeri og Slagsmaal som Følge af umaadelig Drik o.s.v.” - så besluttede Sogneforstanderskabet, at der fremover ikke måtte gives sådanne tilladelser af sognefogederne, uden at den nærmeste sogneforstander havde givet sit tilsagn. Samtidig pålagdes det sognefogederne at holde øje med ulovligt brændevinssalg og ulovlige kroholdere.
Men snart kom der endnu en sag om umådeligt drikkeri. Fra omkring 1797 havde der ved den dengang forholdsvis nye Kongevej ligget en kro på Kongevejen tæt ved Mørdrup.krydset. Kroen havde oprindelig ligget i Nyrup by, men med Kongevejens flytning ændredes trafikmønsteret, og kunderne kunne bedre nås med denne placering. Kroens navn var ”Nykro”, og den blev i 1817 overtaget af den slesvigskfødte Johan Schämer og hans hustru Marie Larsen. Imidlertid besluttede amtet i 1828 at lukke kroen p.g.a. det umådeholdne drikkeri på stedet.
Johan Schämer søgte forgæves i de følgende år at generhverve retten til at holde kro, og da TikøB Sogneforstanderskab var en realitet, øjnede Schämer en ny mulighed. I april 1842 skrev han til sogneforstanderskabet og bad om tilladelse til at åbne kroen igen. Efter at have undersøgt sagen svarede forstanderskabet nej. Schämer forsøgte igen via en stråmand, men så kom følgende svada som svar:
”Skjønt Sogneforstanderskabet vistnok har den Mening, at det vil være i Sognets arbejdende Beboeres interesse, om at de saa nær deres Hjem eller Arbejdssted som muligt kunne kjøbe Livets første Fornødenheder, og der saaledes godt kunde meddeles Bevillinger, som den ansøgte, paa det flere Steder i Pastoratet: saa skal man dog, da man er fuldkommen overbevist om, at det ansøgte Privilegiums Meddelelse vil have til Følge, at det samme Uvæsen som tidligere har Fundet Sted i og ved Nykro, atter vil indfinde sig, allerærbødigst tillade sig paa det kraftigste at fraraade, at Bevillingen meddeles, med mindre det maatte gjøres til en udtrykkelig Betingelse, at intetsomhelst Brændevinsudsalg dermed sættes i Forbindelse, og det paalægges Stedets Politimyndighed at have nøie Indseende med, at dette Forbud paa det strængeste overholdes. Uagtet intet Privilegium nu haves til Nykro, er det dog Sogneforstanderskabet bekjendt, at det ikke sjældenst skeer, at visse Personer dér gjøre Bedested, og naar de atter tage derfra have en saadan Swiir, at de med deres Kjørsel ikke allene udsætte sig selv for Fare paa Liv og Lemmer, men ogaa udsætte andre Weifarende for lignende Ulükke.”

Hvem skal være stokkemænd?
Sogneforstanderskabet måtte også behandle en henvendelse fra stævningsmændene Niels Pedersen og Svend Jensen om, at disse også var blevet stokkemænd. Imidlertid vedtog sogneforstanderne, at de fandt, at det var mere rigtigt, at sognefogederne påtog sig dette erhverv i fremtiden. Kun hvis sognefogederne ikke ville det, kunne det komme på tale at udnævne stævningsmændede til dette job. Man mente dermed at have gjort det bedst muligt for kommunens beboere at holde sig underrettet om, hvad der foregik i retterne.

Tikøb indretter et fattig- og arbejdshus
I marts 1842 besigtigede sogneforstanderne Bjørnsen, Knudsen og Sv. Nielsen et hus i Tikøb Skovhuse. Huset havde indtil da været ejet af fru Fangel - den tidligere sognepræst i Tikøbs enke, men nu ønskede hun at sælge. De tre herrer konstaterede, at huset bestod af 4 beboelseslejligheder med 4 køkkener og 4 kamre. De fire stuer var forsynet med en bilæggerovn i hver. Huset var forsynet med et godt tag, og der hørte derudover 3 haver til ejendommen. Udvalget anbefalede derfor sogneforstanderskabet at købe ejendommen, da den befandtes at være af en sådan størrelse og stand, at den kunne indrettes til et fattig- og arbejdshus.
Prisen for huset blev fastsat til 270 rdl. og overtaget den 1. april samme år.

Indvandrer-byrden anno 1842
Dyrlæge Claus Knudsen i Plejelt var i foråret 1842 talsmand for at sogneforstanderskabet skulle gøre noget i anledning af den store byrde, indvandringen af fattige fremmede pålagde kommunes fattigkasse.
Det handlede specifikt om den store indvandring af fattige svenskere, som ”med Lethed erhvervede Forsørgelsesberettigelse i Sognet”.

Pligtkørslen og dens problemer
Det var stadig en pligt for hartkornsejere at køre forskellige kørsler på skift. I 1842 var sindene imidlertid noget i oprør, da det viste sig, at otte vogne var kommanderet til at køre faskiner fra Grønholt Vang til Amager. Især da det viste sig, at hver vogn kunne have haft op imod det dobbelte på vognen - og man dermed kunne have sparet halvdelen af vognene.
Dernæst protesterede Jørgen Rasmussen fra Louisenlyst (= det nuværende Ørsholt) over den pligtkørsel, han var blevet pålagt - fire gange på et år. Især fordi hans naboer slet ikke var blevet udkommanderet. I den anledning skrev sogneforstanderskabets formand til amtsforvalter Fasting og redegjorde for sagen.
Svaret på denne klage kom hurtigt: Amtsforvalteren konstaterede at sådanne kørsler kun påhvilede folk, der ejede over en tdr. hartkorn - og det gjorde Rasmussens naboer ikke!

Grundlaget for skatteudskrivelsen
På mange områder måtte de første sogneforstandere selv opfinde de metoder og fremgangsmåder, der var mest hensigtsmæssige for at få arbejdet i kommunen udført fornuftigt.
Et eksempel på dette er udskrivningen af fattigskatten. Her havde man hidtil støttet sig til, at medlemmerne af fattigkommissionen kendte alle indbyggere så godt, at de kunne ligne hver enkelt indbygger på en retfærdig vis. Men da sogneforstanderne havde sat sig lidt bedre ind i sagerne, indså man, at grundlaget for ligningen var alt for svag.
Sogneforstander Jørgen Rasmussen foreslog derfor i september 1842, at hver sogneforstander forud for ligningen for det følgende år skulle udarbejde en nøjagtig liste over de beboere, der var i hans distrikt. Ud for hver bebeoer skulle der nøjagtigt redegøres for vedkommendes ”Formueomstændigheder og i Særdeleshed nøiagtig forklare om nogen eier Huse, hvoraf der hæves Husleie og hvor mange Huse hver enkelt Mand eier.”
Rasmussen foreslog tillige, at hvis en mand ejer huse, som lejes ud, skal der af hvert hus betales en rigsdaler årligt i ekstra bidrag til fattigskatten. For nye huse, der opføres, skal der svares 2 rdl.
Vi ser altså her det første forsøg på at indføre en form for selvangivelse - dog skete angivelsen altså ikke af skatteyderen selv, men af kommunens repræsentant.
Den skat, der skulle opkræves til vedligholdelse af vejene, blev også fastsat af Sogneforstanderskabet - og her blev grundlaget størrelsen af tilliggendet til den ejendom, som skatteyderne ejede. Helt nøjagtigt 1 mark pr tønde hartkorn.