Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Utugt i Horserød

Af Kjeld Damgaard

Den 1. maj 1917 åbnede Horserødlejren. Det var en Røde Kors-lejr, som skulle huse en del af de syge russiske krigsfanger fra 1. verdenskrig, som Danmark havde tilbudt at modtage fra krigsskuepladserne i Centraleuropa. De russiske fanger fandt her rekonvalescens og god mad, og selvom en del døde i den første tid, så var det en god tid for de fleste russere. Og en del frihed havde de også – de var ikke låst inde, men kunne færdes i omegnen, deltage i diverse arbejde m.v.
I selve Horserød har det sikkert også givet en del omvæltninger, at der så tæt på den lille landsby, pludselig var i hundredevis af krigsfanger – foruden sygeplejersker og andet personale. Det har utvivlsomt også trukket initiativrige folk til egnen – folk, der øjnede en chance for en god handel eller lignende.
Men Otto Ferdinand Johansen var dog bosiddende i Horserød ved lejrens etablering, faktisk var han født i landsbyen. Han øjnede  hurtigt en smart forretning, hvad enten han nu var initiativtager til det hele eller blot blev brugt som en nyttig person på stedet.
Tre damer fra Helsingør, Jensine, Johanne og Dorthea havde i al fald lejet et værelse  for en nat ad gangen af Johansen - under sådanne omstændigheder, at Johansen burde have indset, at det var lejernes hensigt at drive utugt i det pågældende værelse.
Det, der imidlertid  fik bægeret til at løbe over hos de lokale myndigheder var, at de tre damer, der alle stammede fra Helsingør, netop havde været til undersøgelse hos  kredslægen, hvor de alle havde fået at vide, at de led af veneriske sygdomme. Trods dette havde de alligevel haft samleje med russiske krigsfanger på Johansens værelse i Horserød. Man vidste dog ikke, om russerne derved var blevet påført disse veneriske sygdomme. Det var med andre ord ikke så meget det, at de tre damer tilsyneladende var kendte prostituerede, men det forhold, at de led af kønssygdomme og altså risikerede at sprede disse, der førte til deres dom i retten.
Jensine, Johanne og Dorthea fik således hver 60 dages fængsel for brud på sædeligheden, mens Otto Johansen – efter omstændighederne - kun blev idømt 30 dages betinget fængsel. I praksis betød det, at han slap for straf, hvis ikke han indenfor de næste 5 år begik nye forbrydelser.