Valgene til sogneforstanderskab og sogneråd - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Fra enkeltmandsvalg til partivalg

af Kjeld Damgaard

Allerede før sogneforstanderskaberne blev afløst af sognerådene, skete der væsentlige ændringer af de kommunale valglove. En ny lov i 1855 fastslog, at alle medlemmer af kommunale råd skulle afgå, og at der skulle afholdes nye valg, således at de nye sogneforstanderskaber kunne påbegynde arbejdet den 1. januar 1856. Nu skulle sogneforstanderskaberne bestå af et ulige antal mænd - sognepræsten var stadig født medlem, og hans stilling som administrator af skole- og fattigsager forblev uændret. De øvrige sogneforstandere inddeltes herefter i to grupper, en mindre og en større. Den mindre halvdel skulle udpeges af samtlige sognebeboere, som var fyldt 25 år. Det var naturligvis kun uberygtede mænd med dansk indfødsret, der havde stemmeret. Desuden krævedes det fortsat, at man havde betalt kommuneskat, at man havde egen husstand, havde rådighed over sit bo og at man ikke havde modtaget fattighjælp. Det betød i praksis, at samtlige bønderkarle og en del andre ansatte ikke kunne deltage i valgene. Den større halvdel af sogneforstanderskabet skulle vælges af den højstbeskattede femtedel af vælgerbefolkningen. For at kunne blive valgt skulle man opfylde de samme krav som for at være vælger, men desuden skulle man have boet mindst et år i kommunen.
Fra 1. januar 1868 indførtes de nye bestemmelser om sognerådet. Bestemmelserne fra 1855 fortsatte i det store hele uændrede - men med den væsentlige nyskabelse, at sognepræsten ikke længere var født medlem af rådet. Valgperioden var fortsat 6 år, og hver halvdel afgik hvert tredje år.
Valgene skulle foretages i årets sidste kvartal og var stadig offentlige - d.v.s. at det var muligt for alle at se, hvem hver enkelt vælger stemte på. Valgbarhedsreglerne var stort set også uændrede, men hvis et sognerådsmedlem var fyldt 60 år kunne vedkommende undslå sig opstilling eller udtræde af sognerådet. Havde man siddet i en periode på minimum 3 år, kunne man tillige undslå sig opstilling.

Kvindelig valgret og hemmelige valg
Disse bestemmelser forblev i det store og hele uforandrede frem til efter systemskiftet i 1901, hvor en ny demokratiseringsbølge satte ind. Med virkning fra 1909 indførtes en ny valglov, der indebar, at både kvinder og mænd over 25 år havde valgret og valgbarhed. Man skulle fortsat betale skat og måtte ikke modtage fattighjælp. Havde man modtaget fattighjælp tidligere, skulle man have tilbagebetalt hjælpen for at genvinde sin valgret. Man var pligtig til at sidde i sognerådet i minimum 2 perioder, der nu blev fastsat til 4 år. Valgene var fra nu af hemmelige og skulle ske i begyndelsen af marts måned, således at det nye sogneråd kunne tiltræde den 1. april.

Hvem opstillede?
Desværre er afstemningslisterne for Tikøb Kommune ikke bevarede. Det kunne ellers have givet et svar på, hvem der stemte - og hvordan. Vi må i stedet nøjes med at se på de officielle resultater og avisernes sparsomme referater af valgene.
En vigtig forskel i forhold til nyere tid er den totale mangel på partiopstilling i stort set hele 1800-tallet. Det var således ikke de politiske partier, der opstillede kandidater til sogneforstanderskaberne eller sognerådene. Politiske partier er slet ikke nævnt i den forbindelse og er i øvrigt heller ikke et kendt begreb i grundloven.
I stedet må vi gå ud fra, at der er tale om kredse af mennesker, der lod egnede kandidater opstille, og som man forud for valget anbefalede til naboer og bekendte - og i annoncer i aviserne.

Valgene i 1873
Som eksempel på hvorledes et valg foregik, og hvor mange der stemte, kan gengives valghandlingen i Tikøb Kro den 21. november 1873. Der skulle vælges 10 medlemmer af den højstbeskattede femtedel af befolkningen for et tidsrum af seks år. Der var mødt 45 vælgere, som alle afgav deres stemmer. Da der jo skulle vælges 10 medlemmer, så afgav hver vælger nemlig også 10 stemmer. Det betød, at af de opstillede kandidater fik mange stemmer hver:
Kjøbmand Schaar, Hellebæk   45 stemmer
Gaardejer Jørgen Olsen, Lille Esbønderup  44 stemmer
Parcellist Niels Christensen, Sophiendal  43 stemmer
Gaardejer Christian Jensen, Plejelt  43 stemmer
Møller H. P. Larsen, Nordskov   43 stemmer
Gaardejer Johan Christensen, Mørdrup  42 stemmer
Proprietær Nielsen, Landlyst   41 stemmer
Jægermester Jessen, Rosendal   40 stemmer
Gaardejer Morten Hansen, Holmegaarde  30 stemmer
Kapellan Bang, Tikøb    23 stemmer
Sognefoge dP. Sørensen, Kathøj   15 stemmer
Gaardejer, P. Hansen, Horneby   15 stemmer
Kammerjunker Krogh, Teglstrup Hegn  11 stemmer

Som det ses, fik købmand Schaar fra Hellebæk som den eneste alle de tilstedeværendes stemmer. Hvem, der fik de sidste 15 stemmer, ses ikke af materialet. Valgte blev således de ti øverste på listen. Men allerede den 2. december var der igen valg til sognerådet - denne gang af to medlemmer for et tidsrum af 3 år valgt af samtlige vælgere i sognet. På de opstillede kandidater fordelte stemmerne sig således:
Fisker Willumsen, Snekkersten   23 stemmer
Baron Løvenskjold, Egebæksro   12 stemmer
Parcellist Lars Olsen, Tinkerup   9 stemmer

Det ser med andre ord ud til, at der var færre vælgere til stede ved denne valghandling - selvom det var samtlige vælgere, der kunne stemme ved dette "suppleringsvalg".

Partierne tager over
Først ved valget i november 1894 er der tydeligere tegn på en opsplitning af kandidaterne. Og i 1900 er skete der det overraskende, at Venstre og Højre slog sig sammen på en liste, der klart var i modsætning til oppositionens liste - "den røde liste" - opstillet af Socialdemokratiet.
I alt var der 1.281 valgberettigede til dette valg, men kun 487 afgav deres stemme. Det var m.a.o. en stemmeprocent på kun 38! Det var dog ganske tæt på landsgennemsnittet og derfor ikke noget, man fandt mærkværdigt. Flest vælgere var der i Hornbæk med 210, Tikøb havde 153 vælgere og Skotterup 124. Ved valget sejrede i øvrigt fælleslisten, idet socialdemokraterne ikke fik valgt nogen medlemmer.

Den nye valglov
Med valget i 1909 kom der helt nye forhold. Med kvindernes stemmeret steg antallet af vælgere til 2.587, hvoraf 1.717 afgav deres stemme. Det gav en stemmeprocent på 66,3 - ny rekord for Tikøb Kommune.
Der skulle ved valget vælges 19 medlemmer til sognerådet. Det var det højeste antal indenfor samtlige sogneråd i Danmark - kun købstæderne Aarhus, Aalborg, Horsens, Randers, Esbjerg og Helsingør havde et tilsvarende antal medlemmer i rådene.
På trods af dette høje tal skulle der omtrent tre gange så mange stemmer til at få valgt en kandidat end i de fleste mindre kommuner. I praksis betød det, at der skulle omtrent 100 stemmer til for at få valgt et medlem i sognerådet.
Selvom kvinderne således nu havde fået stemmeret og valgbarhed, så opnåede ingen kvinder sæde i Tikøb Sogneråd førend 18 år senere!

Harald Jørgensen og Tikøb Kommune
Den velanskrevne og anerkendte administrationshistoriker Harald Jørgensen skriver i sin omfattende bog om "Lokaladministrationen i Danmark" fra 1985 følgende:
"Indtil 1933 havde den sognekommunale forvaltning ikke haft større omfang, end at sognerådsformanden i det væsentlige alene kunne varetage den, enkelte steder dog med assistance af en beskeden medhjælp. Man havde også kunnet klare sig med at få samtlige sager behandlet og vedtaget  på de månedlige sognerådsmøder."  Samme Harald Jørgensen nævner tillige, at der var enkelte sognekommuner i Københavns omegn, der fik den såkaldte "Gentofte-status", hvor styrelsen af kommunerne fra 1920 kunne blive mere som en købstadskommune end en landkommune. Heraf fulgte, at det i disse kommuner blev tilladt at yde formanden for kommunalbestyrelsen et vederlag. Også på det skolemæssige område nævner Harald Jørgensen, at der fra 1952 blev givet kommuner med Gentofte-status adgang til at indføre "købstadordnet skolevæsen".
Sammenholdt med at Harald Jørgensen skriver, at "et fast kommunekontor på landet i perioden 1849-1918 hørte til de absolutte sjældenheder, hvis et sådant overhovedet eksieterede" og dernæst beskriver at "i Gladsaxe fik sognerådsformanden allerede i 1875 en sekretær, men at der først i 1908 åbnedes et kommunekontor med fast åbningstid" - så må konklusionen være, at Harald Jørgensen fuldstændig har overset Tikøb Kommune, der fik sin første ansatte embedsmand i 1850’erne og i 1867 indrettede et kommunekontor med faste daglige åbningstider, gav vederlag til sognerådsformanden allerede fra 1856, havde faste stående udvalg fra 1859 samt indførte købstadordnet skolevæsen i 1938/39.

Udvalgene slår igennem
På grund af sagernes store omfang i både antal og indhold, blev det tidligt nødvendigt at sende de større sager i udvalg. I starten var der tale om ad hoc udvalg, men det viste sig snart, at det ikke var holdbart.
Som nævnt side 119 havde Tikøb sogneforstanderskab to faste stående udvalg allerede fra 1859. Det var to udvalg for vejvæsenet. Fra 1909 kom der desuden et "kasse- og regnskabsudvalg" bestående af formanden + to medlemmer af sognerådet. Dette udvalg kan sammenlignes med senere tiders økonomiudvalg. I løbet af sognerådsperioden oprettedes tillige et fast stående "skoleudvalg", og ved begyndelsen af den nye sognerådsperiode i 1913 nedsattes tillige et fast stående "alderdoms- og fattigudvalg" - til daglig dog kun kaldt "fattigudvalget". De fem medlemmer af fattigudvalget fik til opgave at "gennemgaae og resolvere i samtlige Fattig- og Alderdomssager" - som det udtrykkeligt beskrives i sognerådets beslutningsprotokol.
Den valgperiode, der startede 1. april 1917, indledtes med valg til yderligere et fast stående udvalg, nemlig et "vejudvalg". Også dette bestod af 5 medlemmer af sognerådets midte - og skulle behandle de løbende vej- og kloaksager. I 1921 nedsattes - foruden ovenstående fire udvalg - tillige et stående boligudvalg, bestående af 6 sognerådsmedlemmer. I 1925 kom desuden et stående skatteudvalg til, i 1933 et brandudvalg. Som følge af socialreformen ændredes fattigudvalget til forsørgelsesudvalget - senere dog kaldet socialudvalget. I 1937 ændrede vejudvalget navn til teknisk udvalg. Skatteudvalget var nu forsvundet - til gengæld oprettedes et børneværnsudvalg.

Strid om måltiderne
Sognerådets medlemmer samledes omtrent en gang om måneden til et sognerådsmøde på "Anstalten", som kommunens store bygning kaldtes.
Sognerådsmedlemmerne kom fra alle dele af kommunen - men da flere af medlemmerne ikke var særligt formuende, måtte adskillige af dem bogstavelig talt gå frem og tilbage. Det betød, at når der var sognerådsmøde, så brugte medlemmerne ofte hele dagen, og det var derfor naturligt, at medlemmerne fik noget at spise i forbindelse med møderne.
  Det faldt imidlertid ikke altid i god jord. Utallige er således de forespørgsler, som kommunens tilsynsmyndighed, amtet, stillede til sognerådet om dennes forbrug til bespisning. Hver gang måtte sognerådsformanden tålmodigt svare, at denne kommune var så stor, antallet af sager så mange og medlemmernes byrde så voldsom, at et simpelt måltid mad måtte være på sin plads.
Og hver gang blev det da også tilladt kommunen at fortsætte med denne praksis. Men at forespørgslerne overhovedet kunne opstå, skyldtes jo at Tikøb Kommunes størrelse var en "sjældenhed". Langt de fleste andre sognekommuner havde indbyggertal på kun en tiendedel af Tikøbs og et areal på langt under halvdelen af Tikøbs. Med i bedømmelsen skal tillige nævnes, at kun sognerådsformanden og Socialudvalgets formand fik mindre beløb for deres indsats. Alle andre sognerådsmedlemmer fik ikke en krone for deres arbejde.
  I 1935 forsøgte Tikøb Kommune sig med en ny ordning for udbetaling af socialhjælp. Indtil da havde udbetalingen foregået på kommunekontoret i Tikøb på hverdage mellem kl 10 og 12. Her var det alene socialudvalgsformanden, der kunne udbetale - og ikke nok med det, han havde også forpligtelsen til at udspørge og undersøge hver enkelts forhold.
  Den nye ordning gik ud på, at udbetalingen fremover skulle ske i tre distrikter, således at formanden fortsat udbetalte i Tikøb, men at to af udvalgets medlemmer skulle udbetale på hhv. Nordkysten og Sydkysten. I den anledning foreslog sognerådet, at formanden fik 1.200 kr årlig og de to andre medlemmer hver 600 kr. Amtsrådet svarede imidlertid afvisende på anmodningen, idet man "savnede hjemmel til at meddele sognerådet tilladelse til at yde de andre 2 medlemmer af udvalget noget vederlag". Kun socialudvalgsformanden kunne bevilges penge. På den baggrund kan det vel næppe undre, at man så fik et måltid mad efter hvert møde i udvalgene eller i sognerådet.
  Alligevel fik kommunen så sent som i 1943 følgende reprimande i anledning af, at kommunens bespisningsudgifter i regnskabsåret 1942/43 havde andraget 12.000 kr:
  "Amtet havde givet Tilladelse til at bruge 35 Øre pr. Indbygger, men Tikøb Kommune brugte ca. det tredobbelte. Det blev i denne Forbindelse paapeget, at Udgifterne pr. Medlem i Teknisk Udvalg androg ca 340 Kr. aarlig og pr. Medlem i Skolekommissionen ca. 170 Kr aarlig, hvilket Amtmanden fandt ganske utilgiveligt højt, hvorfor denne henstillede, at Bespisningsudgifterne blev nedbragt ganske betydeligt, da man nødig vilde forelægge Spørgsmaalet for Amtsraadet til Debat, da man ikke ønskede dette udsat for offentlig Kritik".

Valgene i 1943 og 1946
Besættelsen 1940-45 havde slået valgsystemets periodeinddeling i stykker. Egentlig skulle der have været afholdt valg i 1941, men forholdene tillod ikke, at det skete. I stedet blev den sognerådsperiode, der begyndte i 1937, forlænget indtil videre. I maj 1943 blev der imidlertid afholdt både folketings- og kommunevalg over hele Danmark. Valget var stort set frit bortset fra, at det ikke var tilladt for kommunistpartiet at stille op.
Valget i Tikøb Kommune foregik således uden større problemer. Kun fem partier stillede op, nemlig foruden de fire "gamle" partier også DNSAP (Nazistpartiet). Valget flyttede ikke mange stemmer: Socialdemokratiet (9 medlemmer), Radikale (1 medlem), Konservative (6 medlemmer) og Venstre (3 medlemmer). Nazistpartiet fik ialt 45 stemmer, hvilket var 0,01% af samtlige afgivne stemmer. Det betød, at den socialdemokratiske sognerådsformand Herman Sandell kunne fortsætte med støtte af det radikale medlem C. V. Hansen.
I september 1945 udtrådte Sandell imidlertid af sognerådet - og den hidtidige næstformand gartner Carl V. Hansen blev sognerådsformand. En lang sognerådskarriere for Carl V. Hansen blev således kronet med en kort periode som sognerådsformand.
Efter besættelsen blev det første helt frie sognerådsvalg afholdt i marts 1946. Her fik for første og eneste gang DKP (Kommunistpartiet) indvalgt et medlem af Tikøb Sogneråd. Det var arbejdsmand Carl Nielsen, Mørdrup - kaldet "Røde Carl". Men samtidig tabte socialdemokratiet et mandat - og da det nye radikale medlem, parcellist Hjalmar Erichsen, Gurre, valgte at støtte venstremedlemmet, karetmagermester William Petersen, Tibberup, som ny sognerådsformand, afsluttedes den 11 år lange socialdemokratiske periode som ledende parti i Tikøb Sogneråd.

Venstres storhedsperiode
Med valget af William Petersen som sognerådsformand indledtes en 24 år lang periode, hvor Venstre sad på formandsposten i Tikøb Kommune. Det har senere ført til den almindelige opfattelse, at Tikøb var en gammel Venstre-kommune, men det var, som før nævnt, ingenlunde tilfældet. Ved de følgende valg var Socialdemokratiet lang det største parti med f.eks. næsten 30% af stemmerne i 1954, mod Venstres knap 15% og Konservatives knapt 14%.
Ved valget i 1954 trådte sognerådsformand William Petersen tilbage og i stedet valgtes smedemester Karl Olsen, Saunte. I virkeligheden gjaldt formandsvalget kun ét år ad gangen, men det var kun en formsag at genvælge formanden hvert år, da han jo fortsat havde det politiske flertal bag sig. På den måde - og ved godt solidt politisk håndværk - blev Karl Olsen genvalgt år efter år. Ved sognerådsvalget i 1962 opnåede han 541 personlige stemmer (8% af samtlige stemmer) - og i 1966 786 personlige stemmer (9,5% af samtlige stemmer).

Mange nye vælgere
Ved valget i 1966 slog det for første gang rigtigt igennem, at Tikøb var blevet en udviklingskommune. Antallet af stemmeberettigede var steget fra ca 9.000 til ca 11.000. Der var derfor stor spænding m.h.t., hvorledes disse mange nye vælgere ville stemme. Resultatet blev, at Socialdemokratiet gik fra 7 til 6 medlemmer, medens Konservative gik fra 5 til 6 medlemmer. Da Venstre fortsat havde 5 medlemmer, begyndte de konservative at vejre morgenluft. Den konservative spidskandidat, redaktør Karl Bøgholm sagde da valgresultatet forelå: "- Jeg går ud fra, at det er den største gruppe i den borgerlige blok, der udpeger formanden. Sådan har det jo altid været."
Men Karl Bøgholm gjorde regning uden vært. Det radikale medlem af sognerådet malermester Ib Sørensen Mørdrup, var ikke til sinds at støtte Bøgholm, og meddelte, at han kunne ville støtte den borgerlige blok, hvis Karl Olsen blev genvalgt. Dermed var vejen banet for Karl Olsens fjerde og - skulle det vise sig sidste - valgperiode som formand.

Det sidste valg
Det sidste valg, der blev afholdt i Tikøb Kommunes historie var valget til det nye byråd i Helsingør Storkommune. Valgresultaterne for hhv. sognekommunen og købstadskommunen viser en markant fremgang for Socialdemokratiet og Venstre. For Venstre især p.g.a. et meget stort personligt stemmetal til sognerådsformand Karl Olsen. Med 2.796 personlige stemmer blev han valgets absolutte sejrherre, men det var ikke nok til at blive borgmester i den nye storkommune. Her var der flertal bag det socialdemokratiske byrådsmedlem, Ove Thelin. Karl Olsen måtte nøjes med en titel af 2. viceborgmester - en titel helt uden politisk betydning.