Vandværk - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Det gamle vandværk i Snekkersten

Hvor nu institutionen "Springvandet" har til huse på Mathilde Bruuns Vej lå indtil 1969 Sydkystens vandværk. Træk af værkets historie oprulles i denne artikel.

af Christian Sørensen og Kjeld Damgaard

Omkring århundredeskiftet 1900-01 var der en rivende udvikling på hele Sydkysten, d.v.s. Snekkersten, Skotterup, Espergærde og Tibberup. I praksis betød det, at der blev bygget et meget stort antal ejendomme specielt langs Strandvejen – både helårshuse og huse, der kun blev anvendt om sommeren.

Men mange af disse nye tilflyttere kom fra København eller andre steder med et velfungerende forsyningssystem. De var med andre ord vant til at få regelmæssige og nemme forsyninger af vand og gas. Men her på Sydkysten havde man hidtil klaret sig uden husholdningsgas og uden vandværksvand. I stedet havde man private brønde – som oftest ved hvert hus, men nogle steder var man flere husstande om én brønd.

Et udvalg nedsættes
Imidlertid opstod tanken blandt især landliggerne, at der måtte etableres et gas- og vandforsyningsselskab, og derfor blev der i 1903 nedsat et udvalg af lokale landliggere. Udvalgets opgave var at arbejde for et Gas- og Vandværk i fiskerbyerne på Sydkysten. Udvalget kom til at bestå af sagfører Valdemar Nielsen (Strandhøj), direktør Osterhammel (Espergærde), tømrermester Mertins (Espergærde), fiskehandler Wilhelm Hansen (Snekkersten) og proprietær Mauritzen (Tibberup).

Efter at have forhandlet med "Det danske Gas Compagni" i Odense blev der i august 1904 indkaldt til et møde på Hotel Gefion i Espergærde, og her blev det foreløbige resultat lagt frem for de omkring 70 fremmødte. Valdemar Nielsen kunne således berette, at man allerede havde fået amtets tilladelse til at nedlægge gas- og vandrør i amtets veje. Derimod havde man endnu ikke fået en koncession fra Tikøb Kommune, men man havde fået en tilkendegivelse om at man kunne forvente et positivt svar.

Også Humlebæk og Sletten
Ved den efterfølgende debat, takkede godsejer Hagemann for udvalgets arbejde, medens havnefoged Jonassen fra Snekkersten bekymret spurgte om man var pligtig til at tilslutte sig både vand og gas. Han frygtede at mange fiskere kun havde råd til den ene af delene. Valdemar Nielsen svarede, at man godt kunne nøjes med en af delene. Der opstod også en diskussion om hvor langt ledningerne skulle strække sig, og det havde egentlig været udvalgets mening at de skulle stoppe ved Villa Narva, d.v.s. ved kommunegrænsen. Men hvis der viste sig interesse langs kysten i Asminderød-Grønholt Kommune, ville man naturligvis arbejde for dette også.

Mødet resulterede i øvrigt også i dannelsen af en Grundejerforening – den endnu eksisterende "Borger- og Grundejerforening for Espergærde og Snekkersten m.v." Denne forening overtog med kontakten til hhv. vand- og gasværk.

Gasforsyningen blev i de følgende år udbygget fra det allerede eksisterende gasværk i Helsingør, således at hele sydkysten helt til Humlebæk blev forsynet med husholdningsgas.

Endelig igang
Men der skulle komme til at gå adskillige år før vandværksdelen blev ført ud i livet. Først i 1907 påbegyndtes bygningen af et vandværk. Værket blev bygget ved Rørtangvejen i Snekkersten og forsyningsområdet blev både kyststrækningerne i Tikøb og Asminderød-Grønholt kommuner – d,v.s. fra Kronborg Teglgaard i nord til Sletten i syd. Som allerede forudset i 1904 blev det "Det Danske Gas Compagni", kaldet DGC , som fik koncessionen – på en 35-årig kontrakt.

DGC havde dansk hovedsæde i Odense, men var egentlig et engelsk firma, som byggede gas- og vandværker overalt i Europa. Bl.a. havde kompagniet bygget gasværket i Hørsholm. Snekkersten Vandværk blev sat i gang 1. juli 1908. Anlægget kunne yde 50 kubikmeter vand i timen, og for at klare forbruget blev der bygget en 300 kubikmeter tank på Stolbjerg Bakke på Borupgaards mark. Senere overtog man det privat etablerede vandværk i Mørdrup – og dets tank på Galbjerg i Mørdrup. Og endelig blev der bygget en vandtank i Humlebæk, m.h.p. at forsyne Humlebæk og Sletten.

Teknikken
Vandværkets første drivkraft i 1908 var 2 gasmotorer med magnettænding, der kørte på bygassen fra Helsingør. Efter nogle års drift, blev disse udskiftet med en nyere type gasmotor. Omkring 1915 blev gasmotorerne udskiftet med en 60 HK Tuxham glødehovedmotor med luftstart.

Et lukket tryksystem
I 1908 havde man en pumpe, hvis afgangstryk var lig med trykket hos forbrugeren. Vandet gik således ind i en beholder og blev iltet og filtreret under tryk. Når vandet så kom ud af hanerne var det mælkehvidt, fordi det var fuldt af luft. Det var folk ret utilfredse med, så det blev hurtigt stoppet. I stedet byggede man iltningshuset, hvor der var fire rislebakker. Vandet blev her filtreret gennem et sandlag i bunden af bassinet, hvorefter det blev samlet i en rentvandsbeholder, hvor pumperne førte det ud på hovedledningsnettet samt i vandtårnet. Vandtårnet leverede vandet til forbrugerne om natten, fordi man kun pumpede i dagtimerne.

Vandets iltningsanlæg i det lave træhus blev hurtigt for lille, det kunne kun ilte 0,4 kubikmeter vand i timen. Derfor byggede man i 1915 de første af to paddehatte i fri luft, samtidig udvidede man maskinhuset med en sektion. Vandet fra boringen blev pumpet direkte op i toppen af paddehatten, for derefter at plaske et par meter ned og blive iltet. Vandet skulle have 2-2½ meter frit fald, for at blive mættet med ilt. Vandet sivede derefter ned gennem de frie rør i et forfilter med knytnæve-store sten, hvor vandet sivede op igennem m.h.p. at afsætte bl.a. jern, mangan og svovlbrinte. Derefter løb det ud over kanten og ned gennem et sandfilter, for derpå at blive samlet i en beholder hvor man sugede fra og sendte vandet ud til forbrugerne.

Samtidig udvidede man maskinhuset til den længde det har i dag. I 1939 blev det andet maskinhus færdigt, men det blev allerede i 1952 ombygget til transformaterstation.

Tikøb Kommune tager over
Men inden da var der skete en række forandringer med vandværkets drift. Fra vandværkets start i 1908 og frem til 1943 havde DGC jo haft koncession på driften af vandværket, men nu udløb kontrakten og i 1942 indledtes en række forhandlinger med henblik på at finde frem til en fremtidig driftsform. Sagen kompliceredes en smule af, at der under besættelsen blev indsat en tysk driftschef, Harfot, der kom fra et gasværk i Pommern. Han havde afløst driftsleder Andersen, der var tiltrådt allerede i omkring 1916.

Men i korte træk gik øvelsen ud på om Tikøb Kommune skulle overtage driften af vandværket, om Asminderød-Grønholt Kommune ville gå med i driften eller om de ville danne deres eget vandværk. Endelig var der den mulighed at Tikøb Kommune overtog hele vandværket og derefter leverede vand til forbrugerne på "Kystdistriktet" – d.v.s. Humlebæk og Sletten.

En række sonderinger i årene allerede i 1941-42 klarlagde, at hvis Asminderød-Grønholt Kommune skulle overtage en del af vandværket ville det blive 1/3, medens Tikøb Kommune skulle have 2/3. Men efter en del forhandlinger blev det i april 1943 vedtaget, at Asminderød-Grønholt trak sig ud af samarbejdet og dannede deres eget vandværk i Humlebæk.

Den 1. januar 1944 overtog Tikøb Kommune derfor Vandværket i Snekkersten, og året efter tiltrådte en vandværksbestyrer. Hans navn var Erik Petersen, og han skulle komme til at præge udviklingen igennem de næste 40 år. Erik Petersen blev valgt ud af en ansøger-skare på ikke mindre end 268 personer !

Privat drift ?
Den 27. februar 1954 holdtes på foranledning af sognerådsmedlem og direktør Holger Salomon (der drev Strandvejsbusserne) et møde på Hotel Gefion i Espergærde. Her blev nedsat et 9-mands udvalg til behandling af spørgsmålet om omdannelse af vandværket til et privat andelsforetagende. Begrundelsen for dette ønske blev der redegjort for i en husstandsomdelt meddelelse:

Det er naturligt og almindeligt, at man i byer og bymæssige bebyggelser har kommunal drift af gasværk m.m., men i Tikøb Kommune med dens store udstrækning og sammenblanding af rene landdistrikter og bymæssige bebyggelser, er forholdet et andet, og det er her således nu, at kun Snekkersten Vandværk siden 1944 har været under kommunal administration, hvorimod alle øvrige vandværker i kommunen (Apperup, Tikøb, Hellebæk, Kvistgaard, Hornbæk og Kildekrog) alle ejes og drives af interessenter på de forskellige steder. Det synes derfor såre naturligt, at der bliver indført samme ordning for vandværket i Snekkersten, og det kan nu ske ved, at lodsejerne, der henhører under dette vandværk, giver deres tilslutning ved at indsende stemmesedlerne.

Udvalget lokkede med en billigere vandpris og større indflydelse på driften. Ud af 1400 forbrugere stemte imidlertid kun 472, så spørgsmålet kunne tilsyneladende ikke hidse folk særligt op.  Af disse 472 stemte 308 ja, medens 164 stemte nej. Det tog udvalget for at flertallet ønskede en sådant nyt interessentselskab eller andelsselskab, men snart begyndte de kritiske røster at tone frem.

Tikøb Sogneråd var fra starten positiv, men hele sagen endte med, at vandværket fortsatte under kommunens drift, også fordi lånemulighederne forringedes efterhånden som sagen trak i langdrag  Og tiden skulle da også vise, at de private vandværker med tiden skulle blive færre og færre, eller sagt på en anden måde: Kommunal vandværksdrift blev fremtiden og ikke fortiden, således som udvalget havde ment.

I 1960’erne skete en voldsom udbygning af hele vandværkets forsyningsområde, d.v.s. hele Snekkersten- og Espergærde-området. Det gamle værk kunne ikke længere klare presset, og et nyt vandværk blev planlagt til afløsning af det gamle. Det nye vandværk ved Agnetevej blev indviet i 1969 og dermed var tiden løbet ud for det gamle vandværk. Men det skulle komme et efterspil.

Indtil 1987 boede vandværksbestyrer Erik Petersen sammen med hustruen, Tove, stadig i bestyrerboligen, medens de øvrige bygninger stod tomme. Men så flyttede familien Petersen og kommunen skulle nu tage stilling til bygningernes fremtid. Kommunes saneringsafdeling ville gerne bevare bygningerne, men teknikerne bedyrede at alle vægge var så gennemsyrede af fugt og olie, at det ikke kunne lade sig gøre at bevare bygningerne.

Men så rejste der sig en sand proteststorm. Bygningerne var bevaringsværdige og det ville tilmed koste 160.000 kr. at nedrive dem. Især indlæg af arkitekt Bent Waagepetersen og formanden for "Selskabet til Bevarelse af Gamle Bygninger i Helsingør", arkitekt Poul Ipsen, fik betydning for den ændrede opfattelse af sagen. Godt nok blev ejendommen solgt og en nedrivning truede fortsat, men efter flere års uvished, blev ejendommens bygninger i 1993 indviet til en ny institution.

Navnet blev ganske passende "Aktivitetshuset Springvandet" og huset blev nu et tilbud til alle borgere, der er psykisk syge eller har psykiske problemer. "Springvandet" er ikke et behandlingssted, men som navnet siger: et aktivitetshus, bl.a. med gymnastik, badminton, bordtennís, gå- og løbeture, sejlads i husets egen snekkerstenjolle, billard, film, litteratur, kreative værksteder, madlavning, edb o.s.v.

Og ganske betegnende: I 1994 modtog "Springvandet" Helsingør Kommunes hæderspris for byforbedring.