Vejvæsen - Lokalhistorie for Tikøb Kommune

Søg
Go to content

Main menu:

Vejvæsen

Vej- og Forsyningsvæsen > Vejvæsen

Vejene i Tikøb Kommune

af Kjeld Damgaard

I 1793 blev det bestemt fra statens side, at der skulle ske en fordeling af vejvæsenets opgaver bl.a. til sognets husmænd og indsiddere. Og da Sogneforstanderskabet overtog administrationen af denne funktion i 1842, så var det stadigvæk præget af denne gamle ordning.
..

Pligtarbejde for husmændene

Allerede i 1793 var det blevet pålagt husmænd og indsiddere at udføre arbejde en dag om året for vejvæsenet. Den såkaldte "vejdag" var ikke populær, og mange forsøgte sig gennem tiden at undgå denne kedelige pligt.
I 1842 modtog Frederiksborg Amt således en ansøgning fra husmand Anders Rasmussen i Harreshøj, hvori han bad sig fritaget for vejarbejde på grund af alder og svagelighed. Amtet sendte imidlertid sagen til udtalelse i sogneforstanderskabet - og her lagde man ikke fingrene imellem:
"I Forordningen fra 1793 er der altsaa ikke Spørgsmaal om nogen Alder, kuns at Husmanden eller Indsidderen er Arbeidsfør, og at Anders Rasmussen er arbeidsfør er en Sandhed, hvilket end ydermere kan godtgjøres deraf, at han aarlig har arbeidet i de kongelige Skove lige med de bedre Arbeidere, og naar en Mand kan forlade sit Hjem for at arbeide i sin private Virksomhed, maa han dog ogsaa een Dag om Aaret kunne være fra sit Hjem for at tjene det Offentlige"
Sogneforstanderskabet mente endvidere, at skulle Anders Rasmussen fritages, så ville mange husmænd og indsiddere skulle fritages. Og så benyttede man lejlighed til at svirpe amtet om næsen med denne salve:
"Vi kunne desuden af Erfaring forsikre at det ofte har hændet at de Personer, som Amtet har fritaget for offentligt Pligtarbeide, have ladt sig leie af Andre til Vejarbeide.... Det er som oftest mere Modvilie end virkelig Svaghed, som foranlediger Vedkommende til at fremkomme med med Begjæring om at fritages for offentligt Arbeide, og er dette in Specie Tilfældet med Anders Rasmussen, der ingenlunde er svagelig".
På baggrund af en lignende ansøgning fra parcellist Nicolai Pedersen af Nyrup Overdrev. der også havde bedt sig fritaget p.g.a. alder og svagelighed, svarede sogneforstanderskabet, at det kunne umuligt passe, da han i hele den forløbne sommer havde haft fast arbejde på Fairyhill hos brygger Jeppesen. Desforuden påpegede sogneforstanderskabet, at han også var kurvemager - og skrev bl.a.:
"Det er oftest ikkun Modvilie og Mangel paa Sands for det Almindeliges Vel, som lede saadanne Ansøgere som Nicolai Pedersen".
En lignende ansøgning fra husmand Ludvig Julius Johansen Nærum i Holmene fik disse ord med på vejen:
"... hans ringe Omstændigheder fornemmelig maa tilskrives Mangel paa Arbeidslyst, der efter Forstanderskabets Overbeviisning ogsaa ligger til Grund for hans Andragende om fritagelse for Veiarbeide."
En slet skjult sarkasme kommer til udtryk i kommentaren til husfæster i Holmene, Nicolai Møllers ansøgning om fritagelse for vejarbejde. Sogneforstanderskabet skrev bl.a.:
"Hans Forfatning er ingenlunde saa ringe, at han ikke, hvis Sygdomstilfælde da just skulde indtræffe, naar Manden var tilsagt til Veiarbeide, skulde kunne leie for sig."
Der hentydes altså til, at Nicolai Møller normalt ikke fejler noget, og skulle det "tilfældigvis" ske, at han er syg den pågældende dag, hvor vejarbejdet finder sted, så må han leje en mand til at gøre det - underforstået, at det har han råd til, for han er ellers ikke syg de andre dage!

Sogneforstanderskabets vejkomitéer
Antallet af sager vedr. vejvæsenet øgedes med tiden i antal. I de første mange år vedsattes ad hoc udvalg eller som man dengang kaldte det, kommisioner, til at se på sagen og komme med indstiling til sogneforstanderskabet. I slutningen af 1850’erne blev man imidlertid enige om, at det var mere formålstjenligt at nedsætte to faste kommissioner til varetagelse af disse opgaver. Af praktiske grunde nedsattes således både en "Vejcommission for Sognets nordre Deel" samt en "Vejcommission for Sognets søndre Deel". Til begge kommissioner valgtes tre mand af sogneforstanderskabets midte. Fra og med 1859 valgtes disse to kommissioner fast hvert tredje år - og man kan med fuld ret sige, at disse var Tikøb Kommunes første stående udvalg. Stående udvalg kendtes ikke i andre sognekommuner på den tid.

In Natura
Spørgsmålet om vejarbejdets fortsatte udførelse "in natura",  d.v.s. at de vejpligtige selv udførte arbejdet - eller om det skulle overgå til at udliciteres og betales af de vejpligtige, var en sag, der flere gange kom til diskussion. Også Amtsraadet blandede sig i debatten, bl.a. i oktober 1873, hvor de henstillede til sognerådet at overgå til, at vejarbejdet blev udført via licitation. Men sognerådet fastholdt med 14 stemmer mod 5, at bibeholde det gamle system. Men der gik kun yderligere et par år, så måtte sognerådet indse, at tiden var løbet fra det gamle system. I første omgang prøvede man dog at lave et kompromis, idet det kun var den del af vejarbejdet, der påhvilede hartkornsejerne, der skulle overgå til licitation. Derimod skulle de uformuende husmænd fortsat selv udføre deres del af arbejdet in natura.
Den gik imidlertid ikke. Amtet afgjorde, at licitationen af kommunens 14 mil (= ca. 105 km) veje gjaldt både husmænd og hartkornsejere. Og i 1876 begyndte den nye ordning med omfattende licitationer, hvor det så viste sig, at vedligeholdelsen af de enkelte strækninger som oftest alligevel blev udført af de samme gårdejere og proprietærer, som havde haft byrden før nyordningen. Forskellen var nu blot, at de fik penge for vedligeholdelsen.

Brolægningen forsvinder

Fra 1872 optræder et fænomen i Tikøb Kommune, som ikke umiddelbart kan forklares med sikkerhed. De gamle brolægninger igennem landsbyerne blev nemlig taget op, slået til skærver og lagt ud som nye kørebaner. Sandsynligheden taler for, at disse gamle brolægninger ikke har været med de fint tilhugne, kubiske chaussé-sten, som vi kender i købstæderne eller fra de nyere brolægninger. Derimod har de gamle brolægninger i landsbyerne antageligt kun været af groft tilhugne marksten - altså stenlagte vejstrækninger, som dem vi kender fra den gamle Kongevej igennem Nyrup Hegn.
Hvor langt tilbage i tiden denne form for brolægning havde været i landsbyerne kendes ikke - om vejhistorie i middelalderen samt i 1500- og 1600-tallet kendes meget lidt.
I landsbyerne i Tikøb Kommune forsvandt brolægningen imidlertid stykke for stykke. Allerede i 1872 blev vejstrækningen forbi Tikøb Kro opbrudt, hugget og udlagt som skærver.  I november 1875 fik Hans Larsen således udbetalt 40 kr for opbrydning af 45 favne (1 favn= 1,884 m) af Havreholm Gade. I oktober 1876 blev yderligere et stykke af Tikøb Gade opbrudt, hugget og belagt med skærver. Og måneden efter var også 75 favne af Gurre Gade og 45 favne af Plejelt Gade opbrudt. I december 1877 forvandledes Lille Esbønderup Gade til skærver,

Diverse vejarbejder
Broer over vandløb og vandlidende områder har man kendt siden oldtiden. I 1700-tallet blev flere træbroer erstattet med stenbyggede broer, bl.a. broen over Egebækken i Egebæksvang. Det var i 1774, at stenhugger Morten Ulrich for godt 58 rigsdaler lod opføre en stenbygget bro. Samme Morten Ulrich lod i årene før og efter opmure 14 stenbroer i det nordøstlige Nordsjælland, bl.a. broen ved Gurre Slotsruin i 1776.
Men vej- og brobyggeriet fortsatte naturligvis også i 1800-tallet. De nedsatte vejkommissioner under Sogneforstanderskabet havde hele tiden flere sager på forstanderskabets dagsorden. Arbejdet foregik på den måde, at vejkommissionens medlemmer selv opdagede eller blev gjort opmærksomme på, at en vejstrækning eller en bro trængte til reparation. Nogle gange fik kommissionen sogneforstanderskabets tilladelse først, men kommissionen havde mandat til selv at udføre enkelte arbejder. Eksempelvis meddelte "Vejkommissionen for Sognets nordre Deel" ved sogneforstanderskabets møde den 17. december 1872 at broen mellem Apperup og Aalsgaard var sunket og at det havde været nødvendigt at bygge en helt ny bro til en udgift af 25 rdl og 4 mark. Forstanderskabet godkendte udgiften.

Motorcyklister og automobiler
Kørslen med biler og motorcykler i starten af 1900-tallet gav anledning til mange problemer og bekymringer. Her er et par situationer fra 1914:
Da overretssagfører C. Levin, der boede i København, i vinteren 1914 havde lejet en villa i Hornbæk for den følgende sommer, ansøgte han - som reglerne foreskrev - Tikøb Sogneraad om at få anvist en vej til kørslen med sit automobil. Det gav anledning til følgende debat i Tikøb Sogneråd:
Formanden: Jeg har faaet Sogneraadets Tilladelse til at afgøre disse Sager, men siden da har vi behandlet forskellige andre saadanne Sager. Jeg vil anbefale, at Ruten anvises ad Nordre Strandvej.
N.Nielsen: Jeg slutter mig dertil.
Poulsen: Var det ikke rigtigt at fordele Trafikken, saaledes at Vej til Esromvejen ogsaa anvises?
A.Andersen: Jeg slutter mig hertil. Landliggerne paa Hornbæk skulde jo ogsaa gerne kunne køre til et Turistudflugtssted som Esrom.
Chr. Petersen finder ikke, at Borsholmvejen bør gives helt fri.
Formanden sympatiserer med, at der gives Tilladelse til Kørsel ad Borsholmvejen, saa at Trafikken fordeles.
N.Nielsen: Vi har hidtil strengt holdt os til at anvise kun een Vej, og Strandvejen er god. Vil man fra Hornbæk til Esrom, kan man køre til Helsingør og ad Esromvejen dertil.
Formanden synes herefter, at der er mest Stemning for at give Tilladelse til begge Veje, og Beboerne i Kommunen bør have Ret til at køre nærmeste Vej til Esrom. Lad os give Tilladelse til Strandvejen og fra Hornbæk og Borsholmvejen til Esromvejen og benytte denne Tilladelse som Rettesnor for Formanden ved Fremtidige Tilladelser.
Chr. Petersen: Formanden plejer ellers ikke at benytte nogen Rettesnor.
Formanden ønsker Bevis herfor.
Chr. Petersen: Der er flere Tilfælde.
Formanden: Jeg har givet Enkelte Tilladelse ved specielle Lejligheder til at køre ad forskellige Veje, bl.a. en Mand, der vilde herop og betale Skat.
Harboe: Det er en af de glædelige Tilladelser !
N.Nielsen: Det er for Landboerne heldigt at hindre, at vore unge Heste forskrækkes.
Poulsen tror netop, at det er praktisk langsomt at vænne Hestene til Automobilerne, og samtidig fordeles Trafikken.
Harboe: Det er molboagtigt at anvise Hornbækgæster at køre til Helsingør for at komme til Esrom !
Poulsen: Mange Landliggere vil være glade over, at de ikke er henvist til en Vej alene.
Harboe: Nielsens forslag om kun en Rute, gaar ud paa, at Automobiler ikke kommer i Nærheden af hans Ejendom, og det er ret egoistisk. Det er i Kommunens Interesse at imødekomme Landliggerne.
Forslaget om to køreveje til Hornbæk blev derefter vedtaget med 14 stemmer mod 1. Den ene vej til Hornbæk var herefter ad Strandvejen, den anden via Borsholm-Dale-Tikøb. Tophastigheden blev samtidig stadfæstet til 15 km i timen.

Dilemmaet
Dette var imidlertid kun én ud af talrige diskussioner om automobiler, deres køreruter, vægtgrænser, tidspunkter, fart m.v. Diskussionen handler i bund og grund om dilemmaet: begrænses bilkørslen, så får vi måske færre af de "indbringende" landliggere - men omvendt: Hvis der kommer flere biler, slides vejene, støj og støv blev forøget - og de lokale beboere blev generet.

Støvplagen
Først i 1920 sattes farten på Strandvejen op fra 15 km/t til 20 km/t. Til gengæld blev det værre og værre med en anden plage som følge af den øgede automobilkørsel: Støvet !
Vejene var jo endnu grusveje, kun i meget lille omfang var der tale om brolægninger i Tikøb Kommune. Det var derfor blandt den lokale Grundejerforenings fornemste opgaver at sørge for at der dagligt blev vandet på Strandvejen. Det var den billigste måde at binde støvet på. Grundejerforeningerne fik et tilskud til dette fra sognerådet, men måtte ellers selv betale. I 1920 skete der dog en forbedring, idet man belagde de større veje med clorcalcium - også dette bandt støvet, men holdt desværre kun højst et halvt år. Også andre forsøg med tjære forsøgtes i disse år, hvor man godt nok kendte til at asfaltere - men det anså man for alt for dyr en løsning.

Automobiljammer
Ved et senere sognerådsmøde i 1914 var der atter "automobiljammer":
Ellekilde klagede stærkt over Forholdene paa Nordre Strandvej og ønskede strengere Kontrol med dem, der kører. Motorcyklister jager afsted og tuder, som om de var vilde, og gør Egnen usikker.
Harboe havde en Dag i Hornbæk set 8 Motorcyklister fare rundt som vilde, ganske tilstøvede og med forvildede Kvinder bagpaa.
Poulsen sluttede sig til Harboe, og nævnte at i Paasken har Automobilkørslen i Hornbæk været utaalelig. Støvet har staaet stille som en Mur.
Lidt senere i 1914 blev det drøftet at frigive Mørdrupvejen for bilkørsel, men der blev hurtigt enighed i sognerådet om, at det var for tidligt. Derimod måtte gæster til Hagemann på Borupgaard gerne benytte Rørtangvej og Stationsvej i Snekkersten - men kun såfremt der forud for hver kørsel blev ansøgt sognerådet om tilladelse og med angivelse af den pågældende bils indregistreringsnummer. Ved samme lejlighed blev det slået fast at sognets læger måtte køre på alle sognets veje såfremt de var i praksis.

Om sammenhængen mellem biler og gymnastik
Tidligt på året i 1914 behandlede Tikøb Sogneråd en ansøgning om tilskud til gymnastikundervisning i foreningen Frem i Snekkersten. I den anledning havde fisker Thorvald Willumsen følgende betragtning:
"Gymnastikken er meget heldig, særlig for Damerne, der maa være gesvindte for at kunne springe til Side for Automobilerne, og som om Sommeren maa løbe en halv Mil eller klatre op i Træerne for at undgaa Støvet !"

Vejmænd
Ved sognerådets møde i november 1886 foreslog formanden, Carl Holstein, at man antog fire vejmænd til at udføre størsteparten af vejvedligeholdelsen. Man tyggede lidt på forslaget - og der kom til at gå en rum tid før forslaget blev gennemført. Men forslaget varslede den ny tid, hvor vejarbejdet definitivt blev varetaget at betalt personale.




 
Back to content | Back to main menu